Du skal bruge vievand til hvad?

Det skal ingen hemmelighed være, at jeg bruger internettet hele tiden når jeg skriver. Der er så meget, som er let at slå op nu om dage, og selv om man ender med ikke at bruge det meste, så får man i alt fald masser af gode idéer. Og nogle gange får man simpelthen bare et godt grin.

Der er andre end mig, der har haft brug for at vide, hvordan man laver vievand. Men jeg ville nu godt høre historierne bag de spørgsmål som andre videbegærlige mennesker har stillet:

Hvorfor hedder haren Morten og ræven Mikkel?

Jeg har altid været fascineret af hvordan folkedigtningen giver dyr bestemte navne. Oprindelsen til de fleste af dem fortaber sig i fortiden, men vi er alle sammen enige om at gedebukken hedder Mads, gårdens hest hedder Lotte, ræven hedder Mikkel, og haren hedder Morten. Vi ved ikke hvorfor. Sådan er det bare.

Når jeg skriver om ellefolk (som jeg netop gør i denne uge) så sidder jeg og husker på alle historierne om ellefolk og hekse, der forvandler sig til harer.

Der er mange sagn og historier forbundet med haren. I gammel tid var haren lige så frygtet som den sorte kat stadig er i overtroen i dag. Så en gravid kvinde en hare var der risiko for, at barnet blev født med hareskår. Det samme gjorde sig gældende hvis hun trådte over et hareleje (altså et sted på marken eller i grøften hvor en hare havde ligget, og som stadig var varmt efter dens krop) eller drak af en skåret kop. Morten smagte godt, men Morten havde også magt til at gøre menneskene ondt. Mødte man en heks i en hares form kunne den kun rammes med en kugle støbt af sølv (men brugte man en gammeldags forladergevær kunne en sølvknap også bruges).

Haren har mange navne. Den kaldes Morten Hare, Morten Kålstok, Haremis, Gråpus, Grå Mogens, Gråben, Gråmanden, Langøre, Pjalt, Skrædder, og sikkert meget mere. Her er der typisk tale om navnemagi: Man kalder dyret ved et andet navn end det rigtige, for ikke at tiltrække sig dets opmærksomhed. Jægerne kalder en god, fed hare for en frokosthare, men en gammel, tynd hare kaldes en præstehare. Her er nok snarere tale om at man i gamle dage betalte tiende til præsten i form af bl.a. jagtbytte – og så beholdt man selvfølgelig den fede hare selv og gav præsten den gamle, tynde hare, som der ikke var meget kød på.

Det samme gør sig gældende i endnu større grad for ræven. Helt tilbage i asetroen var ræven den listige gud Lokes dyr. Men ræven har kun ét navn i folketroen: Den hedder Mikkel. Navnet stammer sandsynligvis fra en samling af middelalderfabler, der senere samledes i Frankrig som Roman de Renard. I Danmark udgaves i 1555 En Ræffue Bog, som så genudkom i 1827 under navnet Mikkel Ræv. Den udgaves endeligt igen i 1953 som børnebog. På tysk hedder ræven Reinhard eller Reinike. Det er det, som på fransk er blevet til renard, ræv. Hvorfor han hedder Mikkel på dansk, det er der vist ingen, der ved.

Jeg kan huske at dengang i 1980’erne min lillebror var en seks-syv år gammel elskede han sit kassettebånd med Rævebogen, især historien om dengang Mikkel og ulven ville plyndre hønsehuset. Mikkel forklarer ulven, at hvis den går ind i hønsehuset, så kan den æde de bedste selv og kaste de andre ud til ræven. Desværre æder ulven så mange høns at den ikke kan komme ud igen, og så kommer bonden selvfølgelig med geværet. Men Mikkel har det godt, for han har jo fået alle de høns, som ulven ikke gad æde, og det var nu alligevel de fleste af dem.

Det er aldrig lykkedes mig at finde ud af, hvorfor gedebukken hedder Mads og hesten hedder Lotte.

Mine ellefolk låner navne og karaktertræk fra de dyr, de giver sig ud for at være. Det er ikke nogen stor plot-pointe i historien, men jeg synes at det giver lidt ekstra dybde. Derfor hedder de Morten og Gråpus og forklæder sig som harer – for de bor på en strandeng, netop et sted hvor man roligt kan forvente at møde harer i skumringen. Fordi jeg har lånt haren til dem som form er de flygtige, legesyge, og drilske – og man kan ikke helt stole på dem, for haren kan jo være farlig. Havde min historie foregået i ræveland, så havde de heddet Mikkel, Røde eller Fuks, og de havde været listige, kloge, og mere end en lille smule selviske.

Verdens midtpunkt er en ligegyldig stationsby

Det betaler sig at kende graveren, man kan komme ind i dele af kirken, som ellers ikke er åbne for offentligheden: Klokken i Taulov kirke.
Det betaler sig at kende graveren, man kan komme ind i dele af kirken, som ellers ikke er åbne for offentligheden: Klokken i Taulov kirke.

Hvis du ikke lige er født der eller arbejder i transportbranchen, så er der ikke meget at komme efter i Taulov. Den lille jyske stationsby er mere eller mindre en gruppe gårde og villakvarterer, der eksisterer som satellit-soveby for Fredericia og Kolding. Bortset fra en smuk gammel kirke er der ikke nogle særlige ting at komme efter. Der er to dagligvareforretninger, en sportshal og et par småhåndværkere.

Hvorfor valgte jeg Taulov som sæde for mit igangværende romanprojekt? Fordi Taulov har én ting, som ingen af de andre små jyske stationsbyer har: Min mand er født og vokset op i området. Min svoger er graver ved Taulov kirke. Stort set alle de mennesker, vi omgås i forbindelse med vores hest, bor der. Jeg har adgang til en masse lokal information af den slags man ikke lige kan slå op på Google.

Skriv hvad du ved, siger de kloge hoveder. Jeg skriver så hvad familie og venner ved i stedet.

Der er noget utroligt fascinerende over at sådan grave sig ned i et lillebitte område. Jeg skriver ikke om mennesker, der rent faktisk bor og lever i byen – men alle de geografiske afstande og beliggenheder, de er korrekte. Jeg drysser bidder af lokal historie ind i mit manuskript som det passer sig. Nå, du bor oppe hvor den gamle trælast lå, siger en forælder i historien, for er man fra Taulov, så ved man jo at før der blev anlagt rækkehuse, så lå der en trælast. Biblioteket er en lille bygning omme bag skolen. Brugsen ligger i Adelgade, og stort set alt andet ligger på Kirkevejen.

Der står et monument på kirkegården over tolv døde garderhusarer som faldt ved Kolding i 1849. Graveren kan så fortælle, at der også ligger en gruppe fodfolk fra det samme slag, og forresten fandt man også et par døde tyskere nede ved fjorden efter Anden Verdenskrig, de ligger der også. Monumentet er netop blevet registreret officielt som krigergrav. Informationer, som man ikke kan slå op på internettet, den slags skal man ud i lokalsamfundet for at høre.

Er det så vigtigt? Jeg skriver en spøgelseshistorie med et godt drys folketro. Nu om dage kaldes den slags vist for urban fantasy – også når der ikke er vampyrer og varulve med. Min læser er ikke ude efter en dybdegående gennemgang af Taulovs lokalhistorie. Min læser er nok ligeglad med om hovedpersonen bor på Rytterskolevej eller Bystrædet, og om det tager otte eller tolv minutter at løbe fra Fjordbakkeskolen til Oddersted enge.

Det er vigtigt. Det er så let at tabe overblikket. Har man skrevet i kapitel otte at det tager ti minutter at gå fra A til B, så nytter det ikke noget at det tager tyve minutter i kapitel tolv. Hvis hovedpersonen synes at have en magisk evne til altid meget belejligt at være lige ved siden af det sted eller den person, hun skal bruge, så er det forfatteren, der er doven. Jeg er doven: Jeg gider ikke tegne et kort over en fiktiv by, så jeg kan være konsekvent. Det er meget lettere at bruge Kraks kort online.

Når jeg når enden på min historie vil der være 99 sider lokale historier og fortællinger ud af 100 som ikke kom med i bogen. Det er okay. Som læser kan man mærke om forfatteren har haft overskuddet til at bruge virkeligheden som en slags velforsynet krydderihylde, hvor man kan tilsætte lidt af dit og lidt af dat for at gøre den endelige roman mere levende og virkelig.

Omvendt kan man også mærke hvis forfatteren har klynget sig til en historiebog og følt sig forpligtet til at forsøge at få det hele med, eller endnu værre, at fylde de tomme sider ud med ligegyldige fakta, som ingen relevans har. Lige som med alt andet kan man få for meget af det gode.

Jeg går faktisk og overvejer at flytte på landet. Men så bliver det nok snarere til Herslev end til Taulov. Der er kun fem kilometer imellem de to, men i Herslev er man virkelig langt ude hvor kragerne må have madpakke med. Måske bor jeg derude når jeg starter mit næste projekt. Måske kommer mit næste projekt til at foregå i den gamle mølle ved Herslev Mølleå …

Så lad os da prøve!

I starten af maj måned bestemte jeg mig til at nu skulle det være. Nok med at gå og drømme om at skrive. Færdig med at tænke, at det fik jeg alligevel aldrig taget mig sammen til. Efter 15 år med medicin var jeg endelig fri, og idéerne og kreativiteten vendte stærkt tilbage. Nu skulle det være!

Siden da har jeg skrevet 40.000 ord. Og så tæller jeg endda kun dem, som er i mit manuskript. Hvad jeg har skrevet på internettet, det er bare bonus.

Den danske folketro er fuld af gode historier. Der er onde og gode væsener, og en hel masse, der er hverken-eller og midt-imellem. Alle arketyperne er lige der, det er bare at finde et udgangspunkt og begynde. Jeg har valgt at starte med en spøgelseshistorie hvor der er drysset godt med folketro ind over.

Nu venter vejen forude. Der er ca. 30.000 ord mere at skrive.