Decembers varsler

Decembers varsler; det er koldt derude i december men godt ser det ud.

For os er vejret noget vi slår op på vores telefon. For vores forfædre var der tegn i sol og måne, i svalernes flugt og frem for alt i vejret selv. Man tog varsler af fremtiden og man forsøgte ofte i allerhøjeste grad at påvirke den.

Fra katolsk tid har alle dage deres eget helgennavn og man huskede aftaler og varsler ved hjælp af navnet, ikke datoen. Der findes hundreder af disse gamle varsler og listen herunder er langt fra komplet – men den giver et billede af hvordan man tænkte om årets gang, og hvordan man forsøgte at påvirke fremtiden med ritualer og køkkenmagi.

December (kristmåned)

Decem betyder ti på latin og december var den tiende måned i den romerske kalender. Det gamle danske navn for måneden er kristmåned, altså den måned hvor man fejrer Kristi fødsel.

Fint vejr i den første adventsuge varer ved lige til jul. En kold og snerig december lover et frugtbart år og en god sommer. Julesommer giver påskevinter og en hvid jul varsler en grøn påske.

Sct. Nikolaj (6. december)

Nikolajvejr giver hele decembers vejr. Det vejr man har denne dag varer altså ved måneden ud.

Sct Anna (9. december)

Tø på Annadag giver tø hele vinteren.

Sct. Lucia (13. december)

Den 12. december var årets korteste dag ifølge gammel tidsregning, og derfor ansås den for at være en ulykkesdag. Den 13. december, Lucia Dag, var derimod en lykkelig dag for her begyndte man jo på en ny runde af korte og lange dage! Man må aldrig udføre forretninger den 12. december, for så mister man sine penge. Tøj må ikke hænges til tørre, for det giver pengeproblemer i det nye år. Helt galt går det hvis husmoderen banker støvet af gemalens bukser den 12. december – for så banker hun pengene fra huset et helt år frem.

Al årets udearbejde skal være afsluttet og alle afgrøder bragt i hus før Luciadag, ellers bliver begge dele ødelagt af de underjordiske.

Unge piger kunne Lucianat forudsige hvem de skulle giftes med. Man holdt et tændt lys i hver hånd mens man kiggede i et spejl og fremsagde følgende vers:

Luci du blide
skal lade mig vide:
hvis dug jeg skal brede,
hvis seng jeg skal rede,
hvis kærest’ jeg skal være,
hvis barn jeg skal bære,
i hvis arm jeg skal sove.

Juleaften (24. december)

Juleaften skal man huske at ofre til sin brønd. Der skal hældes lidt brød, honning, salt, madreseter og mønter i den. Glemmer man det risikerer man at brønden løber tør.

På denne dag skal man gøre ekstra godt rent i stalden og sørge for masser af ren strøelse og foder. Julenat kan dyrene nemlig tale og hvis alt ikke er i orden har de ikke noget pænt at sige om bonden og hans familie.

Julenat skal husbond sætte stål over stalddøren og kvægets tænder skal gnides med salt og sod. Så kan de underjordiske nemlig ikke gøre dyrene fortræd. Plov, harve og andre løse redskaber skal indendørs julenat for ellers hviler Jerusalems skomager sig på dem – og så vil intet gro på en mark, de har været i brug på.

Jerngenstande har særlig kraft så man satte også en le i kornbunken, en økse i møddingen og en kniv i tagskægget, alt sammen for at holde de underjordiske fra livet. Husmoder og pigerne skulle sørge for at tøjet var vasket og tørret inden juleaften, for den som klæder gærder (hænger tøj til tørre) i julen skal klæde lig inden året er omme.

Juleaftensdag hængte husbond høstkællingen – markens sidste og største neg – ud til fuglene mens kirkeklokkerne ringede julen ind. Det sikrede frugtbarhed i året, der kom.

Når julemiddagen var spist måtte dugen ikke tages af bordet. Derimod skulle bordet stå dækket i alle juledagene og der skulle være mad på det så besøgende ikke ‘bar julen ud’. Lysene på bordet måtte ikke slukkes. Mange steder gav man hvert medlem af husstanden sit eget lys – og den, hvis lys først slukkedes, skulle dø først!

1. Juledag (25. december)

Julemorgen snittede husbond tolv riller med sin kniv i en loftsbjælke, og omkring hver af disse riller slog han en kridtstreg. Således var der én rille omgivet af en cirkel for hver dag i juledagene – og de svarede hver til en måned i det efterfølgende år. Regnede det f.eks. første juledag fyldte bonden den første kreds med prikker. Stormede det anden juledag fik den anden kreds triber, og hvis tredje juledag var overskyet om formiddagen men klar om eftermiddagen kunne han overkridte den venstre halvdel af tredje cirkel og lade højre halvdel urørt. Sådan markerede man alle tolv kredse og når julen var forbi havde man en langtidsprognose for de tolv måneder, som cirklerne svarede til.

Hvis juledag falder på en søndag bliver resten af vinteren tålelig, sommeren solrig og høsten god. Er det nymåne på juledag bliver det et godt vækstår.

Er juledag skøn og klar, vil januar også være det. Hvis den følgende dag er grå, så bliver februar det også.

Man må ikke kaste julehalm ud af huset i juledagene, da det varsler ulykke.

Sct. Sylvester / Syvendedag / Nytårsaften (31. december)

Regner det Sylvesterdag bliver høsten svær.

Man kan finde ud af hvordan det kommende års kornhøst bliver ved at tage en brødskive og smøre den med fedt. Den deles så i fire dele som lægges på det lerstampede gulv. Lænkehunden føres nu ind i stuen mens bonden peger på brødstykkerne et efter et og siger, »Dette er min rug, dette er min havre, dette er min hvede, og dette er min byg.« Det brødstykke som hunden åd først angav hvilken kornsort ville give størst udbytte i det næste år.

En ung pige kunne fungere som spåkone. På skift gik de andre piger ud mens den pige, som ville vide noget om sin fremtid, tog fire små skåle. Den første stillede hun på lidt jord, den anden over en ring, den tredje over en kam og den sidste over ingenting. Så kaldte man pigen uden for døren ind og hun pegede så på en af de fire skåle. Var der jord under betød det snarlig død, ringen betød trolovelse, kammen ægteskab – og den tomme skål betød at der ingen forandring var i vente.

Tjenestefolkene kunne også få at vide om de skulle skifte plads i det næste år. Man tog sine træsko af og stillede sig med ryggen med yderdøren og kastede så en af skoene over sit hoved hen mod udgangen. Pegede skosnuden mod døren betød det at man ville eller måtte søge tjeneste andetsteds.

Stillede man sig nytårsnat kl. 12 ved en korsvej og kaldte tre gange på en afdød måtte vedkommende vise sig og besvare tre spørgsmål.

Kilder og citater fra:

“Sagn og Tro”, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923). Intet ISBN-nr.
“De fandens penge”, Gorm Benzon. Thaning & Appels Forlag for Kreditforeningen Danmark (1978), ISBN 87-413-6121-0.
“Vore gamle kalenderdage”, Ruth Gunnarsen, Lademann (1986). ISBN 87-15-07988-0.


Foto: Dominik Dombrowski via Unsplash.

Ledte du efter varsler der handler om julen og ikke om december generelt? Prøv at se dette indlæg om gammel tro og gode råd i julen!