Den om folkemindeindsamlingskonsulenten (FMIKspSR)

Så er det tid til historie nummer to om veteranmotorcykelklubben Elverhøj og ellekongen Frøj, som ihærdigt forsøger at føre højfolkets sagnvæsener ind i det 21. århundrede!

»Nu må du ikke tage det som et personligt nederlag,« forsøgte Skelbo at trøste.
»Nu må du ikke tage det som et personligt nederlag,« forsøgte Skelbo at trøste.

Fredericia Kommune mindede ellekongen Frøj om dengang kristendommen først kom til landet. Det hele begyndte så ganske uskyldigt, med de irske trælle, der bad til deres Hvidekrist, og så var der noget med en glødende jernhandske i Jelling, og inden man fik set sig om skød stavkirkerne op som ukrudt alle vegne. Hans bedstefar, Frøj den Ældste, var ikke til at standse hvis han først fik lov til at tale sig varm om den tids invasion af fremmede og migranter, som ikke ville rette ind efter almindelig lov og skik. Blote ville de ikke, rettigheder havde deres kvinder ingen af, og de ringede med deres kirkeklokker og skræmte skidtet løst i godtfolk med historier om døde tømrere og fjerne ørkenfolks guder.

Frøj var fascineret af hvordan noget kunne spire i al uskyldighed og så lige pludselig tage om sig indtil man næsten ikke kunne se skoven for bare træer. Da først veteranmotorcykelklubben MC Elverhøj var registreret som tilhørende i Fredericia Kommune begyndte folk derinde på rådhuset at stille alle mulige andre ubelejlige spørgsmål.

Hvor var klubben for eksempel beliggende? Endnu var det ikke lykkedes ellekongen at få ført landevej ud til højen – mest fordi ådalen var fuld af Spang Å hele vinterhalvåret, for der dæmmede man åen op så græsningsarealerne blev oversvømmede og fik tilført masser af næring. Frøj endte med at erklære, at han og foreningen havde bopæl på Elversti 1, og så stod sagen stille fordi Teknisk Forvaltning påstod, at Elversti ikke fandtes på noget matrikelkort.

Ved samme lejlighed indkaldte man Frøj til samtale på Jobcentret med henhold på et aktiveringsforløb – for hvis der var én ting, som samfundet mente at have mere end nok af, så var det unge mænd på overførselsindkomst. Frøj stak begge breve i lommen. Han var ellers ikke glad for at forlade sin ådal, og da slet ikke for at tage ind til byen, men i dagens anledning tog han udfordringen op.

Sagsbehandleren hed Skelbo og var skeløjet. Han var et af disse mennesker, som altid ser ud som om at de lider af kronisk søvnunderskud eller kærestesorger, eller begge dele. Han spurgte ind til Frøjs uddannelse og erfaringsmæssige baggrund og så kom det jo frem, at ellekongen hverken havde gået i gymnasiet eller taget nogen kompetencegivende kurser, ikke så meget som et aftenskolekursus i jobsøgning havde han. Frøj var ellers ikke vant til sådan at lade sig beordre omkring, og det da slet ikke af almindelige dødelige, men som fyren nu sad der og talte om at have noget at stå op til og få indhold i tilværelsen, og i det hele taget så så træt og forjaget ud, så fik Frøj nu alligevel lidt ondt af ham. Han indvilligede i at deltage i et aktiveringsforløb i det lokale supermarked – så fik den stakkels mand da lidt glæde i tilværelsen når han kunne flytte Frøjs sagsakter fra den ene bunke på skrivebordet til den anden.

Frøj hørte til den slags folk, som går ind til et nyt projekt med energi og entusiasme. Som regerende ellekonge ud af en æt, der havde hersket over området siden Arilds tid(1) mente han dog ikke, at han var født til rollen som flaskedreng i Føtex. For ligesom at gøre det hele lidt lettere for alle involverede parter medbragte han vætterne Pæ og Lillekræn. Så var der folk til det grove, og desuden skulle der da lidt munterhed til at live op på sådan et kedsommeligt arbejde.

»Fint skal det være,« sagde Pæ og stablede alle dåserne i farveorden så rødkål og jordbærmarmelade strålede om kap på samme hylde.

»Det kan være ét fedt,« sagde Lillekræn. »Det skal alligevel samme sted hen til sidst.«

»Jeg fatter minus,« sagde Jette, som også var i aktivering. »Hver gang, jeg fylder op i Konserves, er der nogen, der bytter rundt på det hele.«

Frøj udtrykte sin sympati og lod som om han ikke så de to vætter hælde sæbevand ud på supermarkedets glatte gulve, så der blev en bedre glidebane. Det var så sjældent nu om dage at ådalen sådan rigtigt frøs til om vinteren, så han kunne ikke fortænke dem i at have lyst til at løbe på skøjter. Det gjorde også området rundt om kølediskene lidt mere interessant – han lærte adskillige nye eder og forbandelser af kunder, der stod på rumpe og knoer henad gulvet, og slagteren selv havde adskilligt at sige om den kornfede madamme, der endte med at sidde med agterspejlet solidt parkeret i et bjerg af fabriksfrisk hjemmelavet leverpostej.

Måske skulle han ikke have delt det billede på Instagram. I alt fald måtte ellekongen stille til møde igen allerede ugen efter. »Nu må du ikke tage det som et personligt nederlag,« forsøgte Skelbo at trøste. »Der er åbenbart brug for en del uforudsete reparationer. Sådan kan det gå når Fødevarestyrelsen ser sig gal på et supermarked. Vi sender dig ud som rengøringsassistent i stedet for, så får du ikke noget med fødevarer at gøre.«

Frøj havde faktisk dårlig samvittighed nok til at have tænkt sig at gøre en reel indsats denne gang. Det holdt lige til det gik op for ham, at han skulle arbejde med hænderne i sæbevand hele natten mens godtfolk lå i deres gode, varme senge og sov. Der trak han nu alligevel grænsen – ét var, at skulle arbejde om natten, det overlevede han nok, men sæben fik hans negle til at tørre ud og flække. Da hans chef ingen søvn havde fået i en uge på grund af mareridt om en vred ung mand i skovmandsskjorte og man bun, blev Frøj sendt tilbage til Jobcentret. Han klappede maren på hovedet for veludført arbejde og dyppede sine hænder i mosevand indtil huden ikke længere var rød og skællet.

»Det var da heller ikke til at vide, at du er allergisk over for sæbeprodukter,« indrømmede Skelbo. »Vi sender dig i arbejdsprøvning her på Jobcentret som kontorassistent.«

»Som hvad?« spurgte Frøj.

»Kontorassistent.« Den skeløjede sagsbehandler så træt ud. »Du laver kaffe, vander blomster, rydder op og løber ærinder for personalet. Det er ikke en stor udfordring, men det hjælper dig alt sammen med at komme ind i vanen med en hverdag i faste rammer.«

»Javel,« sagde ellekongen. »Må jeg godt spørge om noget? Er der nogensinde nogen, der har fået fast arbejde efter alle de hersens aktiveringsprojekter?«

»Selvfølgelig er der det,« sagde Skelbo, men man skulle ikke være meget af en studekræmmer for at forstå, at så længe kommunen betalte lønnen for den aktiverede, så var det til arbejdsgiverens fordel ikke at fastansætte nogen.

»Det er ikke for at beklage mig,« sagde ellekongen tålmodigt, »men jeg synes ikke at det her gør ret meget for min personlige udvikling. Kan jeg ikke komme til at lave noget, der interesserer mig?«

Skelbo smilede lidt medlidende. »Det vil vi jo helst alle sammen. Hvad har du i tankerne, Frøj?«

»Ja, jeg er jo formand for en veteranmotorcykelklub,« sagde Frøj håbefuldt. »Mit arbejde der må da være noget værd. Jeg har hjulpet rigtigt mange forvildede unge med at finde et nyt ståsted.«

»Har du det?« spurgte Skelbo interesseret og pludselig ville han gerne ud og besøge MC Elverhøj på Elversti 1, som altså ikke fandtes på noget matrikelkort. Det var faktisk ikke let at finde praktikpladser til aktivering og arbejdsprøvning.

»Hvordan har du så tænkt dig at redde dig ud af den suppedas?« spurgte Bette Mette om aftenen. Den spinkle ellepige var den yngste og smukkeste af Frøjs mange søstre.

»Det kan vel ikke være så svært,« svarede ellekongen undvigende. »Jeg løj jo ikke. Hvor mange unge mennesker har vi ikke hjulpet tilbage til landevejen, efter at de er gået vild i mosen? Og et ståsted er da noget, alle gerne vil have, når de træder vande i Spang Å.«

Mette lo. »Gælder det også, hvis det er os selv, der får dem til at gå vild?«

Frøj trak på skuldrene. »Det spurgte Skelbo ikke om.«

»Hvad hedder han? Selvgo’?«

»Skelbo,« sagde ellekongen. »Du kan ikke tage fejl når du ser ham. Han er så skeløjet, at hvis han står midt i ugen kan han se begge søndage. Det er næsten synd for ham med sådan et navn. Kan du ikke være lidt sød ved ham, lille søster?«

Bette Mette kneb øjnene sammen. »Hvad slags sko går han i?«

Skelbo havde ikke en chance. Der gik tre dage før Frøj endelig forbarmede sig over den stakkels sagsbehandler, som gik barfodet og frysende rundt i ådalen uden at kunne finde hverken landevej eller tegn på menneskelig beboelse. Han var våd og forkommen og havde tydeligvis overnattet i det fri – uden telt. »Jeg forstår det ikke,« sagde sagsbehandleren med klaprende tænder. »Her kommer jeg kørende ned ad Ågade gennem Bredstrup og så ser jeg denne her pige, der vinker mig ind til siden – og lige siden har jeg gået rundt i sivskoven uden at kunne finde hverken min bil eller mine sko. Hvordan skal jeg forklare min kone hvor jeg har været?«

»Du må være træt,« sagde Frøj medlidende og spekulerede på, om Bette Mette mon var lige så glad for et par herresko i brunt læder som hun plejede at være for gårdskarlenes håndskårne træsko – dem havde hun en omfattende samling af.

Skelbo skuttede sig. »Hver gang jeg satte mig ned for at hvile mine fødder, så blev der tåget rundt om mig, og så stod pigen der. Hun blev ved at love at hjælpe mig med at finde vej, men vi kom bare længere og længere ud i mosen.«

»Ja, det hedder jo Elversti af en årsag,« samtykkede ellekongen forstående.

Sagsbehandleren så på ham som om noget faldt på plads i hans tanker. Han gøs. »Nej, det her skal jeg ikke prøve igen. Du må da have en eller anden form for kompetencegivende uddannelse, et kursus, et eller andet, hvad som helst – noget skal jeg jo skrive.« Den arme mand svedte så issen skinnede i den blege vintersol.

Frøj smilede bredt så Skelbo kunne se hans skarpe hjørnetænder ganske tydeligt. »Har du en kuglepen?«

Skelbo skyndte sig at åbne sin mappe og finde Frøjs sagsakter frem – de fyldte ikke meget, kun et enkelt ark papir. Ellekongen stregede ordet ’arbejdssøgende’ ud. Så skrev han sirligt i feltet nedenfor: Folkemindeindsamlingskonsulent med speciale i samspilsrelationer og regionsopdelte kulturforskelle – for lidt fint skulle det da være, når han nu ikke kunne opgive sin kongelige titel som hovedbeskæftigelse. Det var svært at få plads til det hele, så han tilføjede en hjemmestrikket forkortelse i parentes (FMIKspSR).

Sagsbehandleren trak vejret dybt og tømte mosevand ud af sit jakkeopslag. »Det er vist ikke helt efter bogen, det her.«

Frøj lagde hovedet på skrå og trak sig i det velplejede fuldskæg. Det var ligesom om der blev lidt mere diset omkring dem. Man kunne høre en pige le derude i tågen et sted.

»Med lidt held kan jeg sylte den her sag indtil jeg går på pension,« sagde Skelbo hurtigt. Han var femogtredive.

»Det ville godt nok gøre tingene meget lettere for mig og veteranmotorcykelklubben Elverhøj,« sagde Frøj venligt. »Kan du ikke give besked til Teknisk Forvaltning for mig også – de skal være så velkomne til at sende en landmåler herud, så Elversti kan blive ført ordentligt ind på deres kort. Der skal være orden i sagerne.«

(1) Som Frøj huskede det, var Arild navnet på den Grundtvigianske skolelærer, som engang havde forklaret ham, at ’Arilds tid’ faktisk er en sammentrækning af de oldnordiske ord ár og alda, som betyder henholdsvis begyndelse og gammel. Skolelærerens rigtige navn var Johannes og han var fortsat med forklare oprindelsen af ordet areld, men på det tidspunkt var Frøj faldet i søvn.

* * * *

Find andre historier om MC Elverhøj lige her.

Tusind tak til Kristiina Mardi ved Fredericia Kommune for at afklare, at Spang Å ikke har heddet andet siden i alt fald 1842. Kraks, der er ikke noget, der hedder Bredstrup Å!

Den om hvor pengene skal komme fra

Den første historie om MC Elverhøj:

Ponyridning med helhesten

 

Der er så smukt derude på landet, men det er der desværre ingen, der kan leve af. Lige siden Landboreformen var det blevet lidt sværere hvert år at få pengene til at slå til. Der blev flyttet på skellene, der blev ryddet krat og revl og dæmmet op og eksproprieret, og til sidst blev der så bygget en firespors motorvej lige midt gennem Elbodalen. Så smed Frøj den Ældre sin krone af nyudsprungne pilegrene på jorden og erklærede at han var færdig, færdig med alt det pjat. Hvis nogen ville ham noget, kunne de henvende sig ude på den knold i Spang Å, hvor han havde tænkt sig at opholde sig fra nu af. Han meldte ikke flytning til kommunen, så der var aldrig nogen, der forstyrrede den gamle ellekonge mere.

Til forskel fra sin far forstod Frøj den Yngre, at man ikke kan ignorere fremskridtet(1). Tiden går, lige meget om man kan lide det eller ej, og højfolket må følge med. Eller, for nu at være mere præcis – højfolket fulgte sådan nærmest lidt bagefter, som et vrantent barn i et supermarked, modvilligt og brokkende, men til at lokke med løftet om et stykke slik oppe ved kassen.

Vi må begå os i det moderne samfund, sagde højkongen, og ud røg tågegevandterne, kapperne af grågrøn dis og smykkerne gjort af solglimt mellem sivene. I stedet klædte han sig i skinny jeans, skovmandsskjorte og sneakers, der altid blev ironisk gennemblødte af mosevandet. Han anlagde også fuldskæg og man-bun, en mode som man ikke havde set magen til siden Biskop Absalon bestemte sig for at drage på Venderkorstog i stedet for at bygge Bredstrup kirke færdig. Det var der så nogle andre, der havde måttet gøre i stedet, for der havde engang stået et gudehov der, og så måtte der jo en kristen kirke med larmende klokker til. Fremskridtet ville ikke lade sig kue.

Magi er flygtig og man kan ikke betale sit mobilabonnement med tågeslør, så penge måtte der til. Lidt fik højen hjem på at åbne et mikrobryggeri, men desværre slog Mosekonens Julebryg aldrig rigtigt an hos målgruppen. Det fik én stjerne hos en vigtig anmelder, som skrev, at det smagte som gammelt åvand hældt på nye flasker, og så var det eventyr forbi. Gammelmor opsagde sit abonnement på ØLentusiasteN samme dag.

Der måtte kunne tjenes lidt håndører på ponyridning til landsbyernes efterårsmarked. Hvis helhesten skulle præsenteres som en lidt velvoksen pony, måtte man imidlertid starte med at få vasket århundreders gravmuld af, så Pæ Vætte red kræet ind til en fuld vask med det hele. Helhesten fandt sig i skurebørsterne og syntes faktisk at sætte pris på voksbehandlingen, men undervognsbehandlingen ville den godt betakke sig for en anden gang.

Det viste sig hurtigt at et ud af ti børn nu om dage var vokset op i så beskyttet et indeklima, at de havde udviklet allergi overfor enten halm eller pelsstøv, eller begge dele – og Frøj selv fik nok af at skændes med overbeskyttende forældre, som syntes at hesten var for høj, for grim, og havde for mange flammer i gabet. I øvrigt ville flere af dem også have 25% rabat når hesten kun havde tre ben.

Til sidst gik Frøj ned i mosen og rodede frustreret rundt i lageret af gamle offergaver, indtil han fandt en gammel, grøn Nimbus motorcykel, som nogen var kørt galt på omkring 1930. Den havde ligget der siden da – mellem gamle bronzeøkser, pilespidser og Bette Mettes samling af træsko hugget fra karle, der ville danse med ellepiger – og ikke været megen nytte til, men nu fik den et formål! Om den gamle Nimbus nogensinde kom til at køre igen, det vidste højkongen ikke – men med den i baghånden lod han højen indregistrere som værende hjemsted for MC Elverhøj, klub for veteranmotorcykelentusiaster, og dermed var foreningstilskuddet hjemme.

Nu skulle højfolket ind i det enogtyvende århundrede, om det så skulle være med sidevogn. Frøj tog et billede af sig selv siddende ironisk overskrævs på det gamle vrag, postede det til Facebook og klappede sig selv på sin flannelsklædte skulder. Morgendagen lod sig ikke standse.

(1)Frøj tog fejl. Selvfølgelig kan man ignorere fremskridtet. Problemet består blot i, at fremskridtet sjældent udviser den pli at gøre gengæld.

Lyset vender tilbage!

Glædelig vintersolhverv, alle sammen -- nu vender lyset snart tilbage!

Den mørke tid er god at gemme sig i, men den er hård for os, der slås med vinternedtrykthed. I dag er det solhverv, så selv om januar og februar nok skal være både våde og kolde, så går det mod lysere tider.

MC Elverhøj

MC Elverhøj er navnet på en forening af veteranmotorcykelentusiaster, som holder til i Elbodalen ved Rands Fjord – på en adresse, som godt nok ikke eksisterer, men den slags småting lader man sig ikke anfægte af, når man er ellekongen Frøj og man vil have højfolket halet ind i det enogtyvende århundrede på den ene eller den anden måde.

MC Elverhøj er resultatet af, at jeg selv og manden kom kørende forbi et skilt med vejnavnet Dansebjergvej nede på Vorbasse-egnen – hvor der lå en put’n’take-sø og en motorcykelklub. Så vidste vi altså, hvad der blev af gammel tids ellefolk med deres høje, der dansede på gloende pæle.

MC Elverhøj er hvad der sker, når man laver research på dansk folklore og kommer til at grine ad tankerne om, hvordan svundne tiders sagnvæsener ville gribe livet an i dag.

Den første historie om MC Elverhøj er nu live og kan læses lige her!

Gammel tro og gode råd i julen

Gammel tro og gode råd i julen

Juletræer og julenisser og risengrød på loftet – vi kender alle sammen de gængse traditioner. Men traditioner er levende og ændrer sig, så lad os tage et kig på nogle af de ældre sædvaner, som er gået af mode nu om dage. Der må gerne grines, for mange af disse traditioner og overleveringer er ikke ældet med ynde. Andre skaber en stærk kontrast, som viser hvor meget vores samfund har ændret sig i det århundrede, der er gået siden disse råd først blev skrevet ned.

Julen ligger i årets slutning, og mange gamle traditioner handler om at forudsige hvad der vil ske i det næste år.

Er man ikke færdig med husarbejdet inden solen går ned juleaften, så kommer man også til at være bagud med alt i det nye år.

Juleaften skal der sættes to lys på bordet. De må ikke flyttes, og gør nogen det alligevel, så dør han eller hun i det nye år. Der meldes intet om hvornår de så må flyttes, men jeg ville nok tage chancen henad anden juledag.

Hvis du juleaften sætter dig på kirkegårdsmuren med en grøn jordtørv på hovedet vil de, der skal dø i løbet af det kommende år, komme gående i den orden de skal dø. De vil nok være temmelig sure over at blive halet væk fra deres julemiddag.

Andre juletraditioner handler om at beskytte sig imod det onde.

Du må ikke hvæsse din kniv under bordet juleaften, ellers dør du i løbet af året. Det anbefales nu om dage at bruge bestik af rustfrit stål.

Du skal huske at lægge kors eller stål i kornet på loftet og slå kors med kridt over alle døre, så hekse og troldtøj ikke kan blande sig i julefesten eller hugge kornet mens dine karle er fulde.

I juletiden må du ikke nævne rotter og mus, så kommer der mange af dem næste år. Du må heller ikke bore hul i noget, så dør dine gæslinger. Det vides ikke, om forbuddet også gælder for undulater og kanariefugle.

Du må ikke sy i højtiden, ellers får du bulne fingre. Tørrer du tøj i julen dør du inden året er omme. I det hele taget er der et hav af formaninger om ikke at arbejde i helligtiden. Nogle steder er der så meget forbud imod fysisk aktivitet, at du ikke engang må røre om i suppen.

Nogle juletraditioner er mest af alt bare finurlige.

Slægtens døde deltager gerne i julefestlighederne. Derfor skal der være en ekstra kuvert ved bordet og en tændt tælleprås i vinduet så de døde kan finde vej hjem. I Sverige var det praksis at lade hele julebordet stå hele højtiden så de afdøde selv kunne betjene sig; her til lands var det mere almindeligt at lade et brød og snapseflasken stå fremme.

Mange steder var det skik, at karle og piger tilbragte julenatten i halmen, muligvis for at minde om Jesusbarnet i stalden. Flere præster fordømte dog denne skik, idet de unge ikke altid kun brugte tiden til at sove.

Og endelig er der de traditioner, som handler om at forsøge at påvirke tiden, der kommer, på mere eller mindre magisk vis. Nogle af dem giver god mening, som f.eks. at sørge for at køerne ikke taber tænderne som følge af mineralmangel.

Juleaften skal du gnide dine køer med salt, malt og sod for at deres tænder skal forblive sunde og stærke. Giv evt. en salt- eller spegesild med en skefuld tjære. Nu om dage er det okay at fodre dem med et vitamin- og mineraltilskud i kosten. Min hest har i alt fald sine tænder endnu.

Husk at give gårdhunden en godbid fra julebordet, så får du held i det kommende år. Gælder nok ikke hvis du giver den et kalkunlår og den dør som følge af splintrede fugleknogler.

Julemorgen skal du vande din hest før alle andre, så får du den bedste hest i byen. Jeg ville gerne melde tilbage om det virker, men desværre har min stald automatisk vandingsanlæg.

Alle skulle være mætte i julen, så det var skik at gemme høstens sidste neg og sætte det ud til markens fugle i julen; således ville man heller ikke selv komme til at mangle korn i tiden, der kom. Denne skik er sandsynligvis den sidste rest af gammel tids solhvervsofringer.

På samme vis gav man brød, øl og kød til fattiggården og julekurve til daglejerhjem og husmandssteder. Det luner så godt i sjælen at føle sig gavmild, men i sidste instans var her nok også tale om både kristen barmhjertighed og en rest af gammel tro på, at det man gør i højtiden, det gør man hele året – og har man råd til at give, så vil man gerne blive ved med at have det!

Kilder:

»Sagn og Tro«, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923). Intet ISBN-nr.

»Jul i gamle dage«, Povl Abrahamsen, Lademann (intet udgivelsesår angivet, antikvar angiver 1977). ISBN 87-15-07641-5.

Gør hvad der føles rigtigt for dig

Gør hvad der føles rigtigt

… Så kom vinteren også til Pjedsted, ja. Jeg tror ikke at snerydningen har ret høj prioritet herude på prærien, så send en Skt. Bernhards-pony med en madpakke hvis I ikke har set mig om en uges tid. Jeg går i skrivehi nu.

Tyve ting, jeg har lært af at læse om at skrive

  1. 90% af alle forfatterdebatter på sociale medier handler i bund og grund om, at du ikke er god nok og derfor skal du købe mit kursus, høre mit foredrag, følge min blog og ansætte mig til at korrekturlæse din tekst. Forfatterspirers usikkerhed er en millionindustri – især på engelsk, men også herhjemme.
  2. Det tager tid at skrive. Mere end tyve minutter mens kartoflerne koger.
  3. Der er altid nogen på Facebook som ved mere end dig, og hvis du leder lidt skal du nok finde ham eller hende.
  4. Der er altid ti mennesker på Facebook, som tror at de ved mere end dig, og de skal nok sørge for at fortælle dig det.
  5. Der er også altid ti mennesker på Facebook, som grundlæggende er vrede på universet over at de endnu ikke selv er berømte, og den eneste tilfredsstillelse de kan finde, er at fortælle dig at du skal i alt fald ikke gå rundt og tro, at du er noget.
  6. Nogle mennesker har den overbevisning at hvis kommateringsregler, naturens love og almen lovgivning er uenig med dem, så er det et angreb på deres personlige integritet og kreativitet, som de ikke behøver at tage til efterretning.
  7. Nogle mennesker ønsker ikke feedback. De vil bare gerne have, at du beundrer dem.
  8. Det er ofte bedst bare at pakke sammen og gå når nogen bruger ordene, »Det ved jeg godt, men jeg vil ikke have, at nogen sætter grænser for min kreativitet.« Hen ad vejen lærer du det specielle tonefald på ordet ’men’ som udgør en kæmpestor, rød advarselslampe.
  9. Fantasy kan spænde langt bredere end bare noget med elvere, magi og konger.
  10. Stephen King måtte gennem 30 afslag før han fik en millionkontrakt med »Carrie«. Stephen King ernærede sig som novelleforfatter, essayist og freelanceskribent i årevis før det. Hans talent dukkede ikke bare op ud af det blå, og gik grueligt mange afslag igennem før retfærdigheden skete fyldest. Han arbejdede røven ud af bukserne, og til sidst gav det pote.
  11. Du er ikke den nye J. K. Rowling bare fordi du har fået udgivet to noveller og opdaterer din blog eller Facebookside hver måned. Men hvis du skriver er du forfatter, og det kan ingen tage fra dig. Man skal ikke have udgivet så og så meget før man har lov til at kalde sig skribent.
  12. »Twilight« og »Fifty Shades« startede som mere eller mindre pornografisk fan fiction. Det betyder ikke, at din halvlumre sengekantsversion af »Supernatural« bliver den næste store bestseller. Der er et stort marked for erotika, men der er også en grund til at vi kan tælle fan fics-der-blev-bestsellers på én hånd. Fan fiction er en utrolig effektiv skriveøvelse, men 200 kudos på archiveofourown.org betaler ikke din husleje.
  13. Den følelse, når det hele bare kører og ordene vælter ud, er fantastisk.
  14. Den følelse dagen derpå, når det går op for dig, at det meste af teksten faktisk også er god dagen derpå – den er endnu bedre.
  15. Det er utroligt vigtigt at have nogen at snakke med og holde hinanden til ilden, når man skriver. Men forsøg at få et par makkere, som du har en personlig forbindelse med. Tilfældige mennesker på sociale medier giver fordrejet, nogle gange direkte forkert feedback. Meninger er som røvhuller, der er masser af dem og de fleste lukker mere lort ud end guld.
  16. Dem, som lukker guld ud, skal du til gengæld kæmpe med næb og kløer for at holde fast i. Én god sparringspartner er mere værd end hundrede mennesker, der ’liker’ dine blogopdateringer men aldrig kunne drømme om at læse din historie.
  17. Gud og hvermand tror, at de kan lære at skrive. Gud og hvermand har ret.
  18. Du bliver aldrig for dygtig til at lære mere, men du skal lære at sætte foden ned og sige, nu er jeg god nok til at begynde. Der er altid nogen, der gerne vil sælge dig et kursus i hvordan du bliver god nok, men hvis du aldrig får begyndt på din historie bliver det til skruen uden ende.
  19. Viden er sjovt. Research er sjovt. Det er sjovt at lære. Vi har aldrig haft mere adgang til information end vi har nu om dage, så giv dig den tid, der skal til, til at lære. Nyd at du har muligheden for at lære nærmest hvad som helst nu om dage, uden at du behøver at skulle kende nogen eller have forbindelser. Alt er online. Alle kender nogen, der kender nogen.
  20. De første 200.000 ord du skriver, skal direkte i skraldespanden. Det er David Eddings’ råd, og det holder. Men mine røg i skrivebordsskuffen, for selv om de første historier ikke har kvaliteten til at bære en udgivelse, så er de stadig mine hjertebørn, og jeg nød hele processen om at skrive dem.

Kan din hovedperson erstattes af en sexet lampe?

Kan din hovedperson erstattes af en sexet lampe?

Lige nu arbejder jeg med en science-fantasy roman, som blandt andet handler om kønskamp – nærmere betegnet hvad der gik galt efter at en vanvittig kvinde forsøgte at skabe et diktatur baseret på kønsdominans. Da jeg skrev den oprindelige tekst i starten af 1990’erne havde jeg ærligt talt ikke forestillet mig at den del af historien stadig ville være pinligt relevant tredive år senere.

Min historie er ikke et feministisk manifest, og selv om jeg personligt betegner mig selv som feminist, så handler romanen om fascisme og hvordan skævvridning af fakta bruges til at gradvist at skabe og normalisere en tankegang, som vi ellers ville anse for at være helt ude i hampen. Men netop fordi at jeg har valgt at min gale fascist har brugt sin kønsidentitet (og sin religion, men det er en historie, I får i et andet blogindlæg en dag) som udgangspunkt for sit vanvid, så har jeg brugt rigtigt megen energi på at tænke over hvordan køn repræsenteres i fiktion, også ganske moderne fiktion.

Jeg skrev den første udgave på et tidspunkt da Star Trek: The Next Generation stadig var den toneangivende science fiction-serie i mainstream medierne. Star Trek forsøgte helt fra starten i slutningen af 1960’erne at beskrive et utopisk samfund hvor ligestilling og ligeværd blev taget for givet. Det lykkedes ikke. På trods af Gene Roddenberry’s gode intentioner, så er både serien fra 1966 og serien fra 80’erne stadig plaget af slidte stereotyper (og jeg elsker serierne alligevel, blandt andet fordi de faktisk forsøgte!).

Der var stadig længe til at vi fik en kvindelig Star Trek-officer, der havde sin egen vigtige rolle og sin egen autoritet. Det nærmeste var vel Beverly Crusher, den kompetente rappenskralde af en skibslæge. Tasha Yar var så dårligt konstrueret at hun blev skrevet ud allerede i første sæson, og Deanna Troi var ikke en stærk beslutningstager – der er endda et afsnit, der specifikt handler om hendes forsøg på at lære at tage svære beslutninger før hun kan blive bridge officer, altså kommandohavende. Alle The Next Generations faste besætning af aktion-personer og beslutningstagere var stadig mænd.

Dette irriterede mig allerede dengang omkring 1993 eller -94, da jeg begyndte at skrive på denne historie. Jeg beskrev mine personer og de roller, de skulle spille i historien indtil jeg følte, at nu havde jeg et godt greb om deres personligheder. Så tog jeg, som den rollespiller jeg nu engang er, mine mangefarvede plastic-terninger frem. Jeg gjorde det fuldstændigt tilfældigt hvad køn og etnicitet de forskellige personer fik. De eneste, der lå fast fra starten, var to personer, hvor plottet nødvendiggør at den ene er en kvinde og den anden en mand. Alle andre slog jeg en terning om.

Jeg valgte senere at skifte kønnet på en enkelt person; hun var ved at udvikle sig til en kliché – kontormusen, der leger Kirsten Giftekniv og løber med sladder. For at bryde ud af den ramme lavede jeg hende om til en mand. Det er lidt pinligt at indrømme, at det fik mig faktisk til at gøre personen mindre usympatisk. Det er stadig svært at gøre sig helt fri af de fordomme, man selv er vokset op med.

Hvorfor betyder alt dette noget tredive år senere, mens jeg sidder og genskriver og færdiggør den gamle historie? Det betyder noget, fordi at vi stadig ikke er nået til et punkt, hvor mainstream underholdning ikke stadig tramper rundt i de samme gamle, fortærskede klichéer. Vi er stadig i en tidsalder hvor hovedpersonens køn kan afgøre, om en film eller bog bliver en succes eller falder fuldstændigt til jorden. Hollywood ved, at de gamle arketyper sælger, og der udvises en utrolig konservatisme og tilbageholdenhed, når det gælder om at tage chancer og prøve nye løsninger.  Pengene skal tjenes hjem! Vi lever i en tid, hvor kvindelige game designere stadig udstilles på internettet som inkompetente rappenskralder, simpelthen fordi de forsøger at mase sig ind i ’det mandlige rum’, og hvor mænd, der ikke falder ind i det traditionelle kønsrollemønster udsættes for lige så megen chikane og had som kvinder, der ikke vil indordne sig. Der er stadig alt for mange ofre og alt for få rollemodeller for morgendagens børn. Der er stadig lang vej tilbage før vi har lært at se personer som personer først, og køn/race bagefter.

Uanset hvad ens personlige kæphest som forfatter er, så er der et par tests, som er gode at gøre sig tanker om, mens man skriver. Tag et kig på et par af dem, og tænk efter om din yndlingsfilm eller -roman kan bestå dem.

  • Bechdel-testen: Two eller flere kvinder taler sammen om noget andet end en mand.
  • Mako Mori-testen: Mindst én kvindelig person med sin egen handling, som ikke kun understøtter en mandlig persons historie.
  • Den Sexede Lampe-testen: En kvindelig person, som ikke kan tages ud af historien og erstattes med en sexet lampe, uden at historien tager skade af det.
  • Anti-frys-testen: Ingen kvinder bliver overfaldet, såret eller dræbt i historien kun med det formål at få en anden persons historie til at fremstå stærkere.
  • Styrke er relativt-testen: Komplekse kvindelige personer med god karakterisation, frem for en gruppe af overfladiske stereotyper tilpasset mandlige fantasier.

Der er mange flere tests, men disse fem er et godt sted at starte. Og husk på, at de alle fem også kan bruges med omvendt fortegn (for chick lit kan være lige så diskriminerende) og med andre problemstillinger: Skift ’kvinde’ ud med ’bøsse’ eller ’farvet’, og se hvad der sker.

Der er ikke noget galt med at skrive en historie, der ikke kan bestå disse tests. Min science-fantasy roman kommer aldrig til at bestå Bechdel-testen, som er den mest kendte af disse tests, og det er jeg helt okay med. Man foretager valg som forfatter – men det er vigtigt at foretage disse valg fordi de er de rigtige valg for ens historie, ikke fordi det bare er så meget nemmere at genbruge Hollywoods gamle, udmattede arketyper. Det handler ikke om at skrive politisk korrekt, men om at få sit budskab igennem.

Kan din yndlingsfilm eller -roman bestå disse tests? Kan den, som du er ved at skrive, bestå dem? Og hvis ikke, har du så gjort dig klart hvorfor at din historie bliver bedre af at du vælger at fejle?