Den om klimaforandringer

Først kom der en uge med hård frost og så en uge med tøvejr. Regnen stod ned i tove dag og nat, og snart svulmede Spang Å op og flød ud over sine bredder nede i ådalen. Galloway-kvæget var taget hjem på stald for vinteren så det gjorde ikke så meget at ænderne fik våde fødder. Det svanepar som holdt til i et lille kildevæld flyttede ud på markerne ved Bredstrup hvor der alligevel overvintrede tyve-tredive andre par. Grågæssene på træk slog sig også ned hos svanerne, for de holdt heller ikke af at sove under vand.

Fredericia Kommune opdæmmede Spang Å hver vinter, sådan at ådalen blev gødet på naturlig vis når vandet stod højt nok til at gøre engene våde. Når foråret så rigtigt kom åbnede man for sluserne igen, Spang Å smuttede lydigt tilbage i sit leje, og kvæget blev sluppet ud på græs i det friske forårsgræs.

Ellekongen Frøj bekymrede sig ikke om den stigende vandstand i ådalen, i alt fald ikke til at begynde med. Forårets tøbrud medførte altid oversvømmelser – det var faktisk hele formålet med at opdæmme åen. Det var måske også lidt optimistisk at kalde februar måned for forår, men tøvejr var det, og vintergækker og erantis var allerede oppe alle vegne.

“Ja, jeg ved nu ikke,” sagde Frøj den Ældre. Den foregående ellekonge havde afstået titlen til sin søn i begyndelsen af 1970’erne da man førte motorvejen ud gennem Elbodalen. I ren fornærmelse havde han sat sig ud på en knold i ådalen, og der sad han stadig. Frøj den Yngre, som nu regerede som ellekonge over Elbodalen, gik tit ud for at få sig en sludder med den gamle. Han vidste mange ting, også selv om han var gammel og forstokket, og aldeles kørt bagud af den teknologiske udvikling.

“Hvad ved du ikke?” spurgte sønnen tålmodigt. Man måtte give sig tid med den gamle. Han havde aldrig travlt.

Den gamle gubbe på knolden i åen slog ud med hånden mod det blanke, blå vand. “Ja, det der. Der stod jo blankt vand her da jeg var knægt. Dengang sejlede de med kogger og skindbåde, helt ind til Taulov. Men det er længe siden.”

“Vandstanden er faldet meget siden middelalderen,” sagde Frøj den Yngre. “Landet rejser sig, det sker alle vegne. Desuden ville dalen ikke blive oversvømmet hvis kommunen ikke lukkede for sluserne om vinteren. Så ville det rende hele ud i Rands Fjord, ligesom i gamle dage.”

“Ja, du snakker som du har forstand til,” gryntede faderen og slog ild med sit gamle fyrtøj – han havde vundet det fra en svensk soldat i 1657 i et spil terninger. Han fik blus på den gamle kridtpibe som engang havde været hvid men nu nærmest var samme farve som god, brun sovs. “De laver om på det. Vejret, altså. De kan ikke lade godt nok være i fred, det har de aldrig kunnet.”

Han mente naturligvis menneskene. Det gjorde Frøj den Ældre altid. Han havde sikkert brokket sig da isen trak sig tilbage og de første mennesker dukkede op i rensdyrenes fodspor, men det havde Frøj den Yngre heldigvis ikke været gammel nok til at høre på dengang.

“De snakker selv om det nu,” sagde ellekongen forsigtigt. “Rigtigt meget, endda.”

“Det hele forandrer sig jo,” sagde hans far uden at høre efter. “Her var lunt og godt dengang tøserne rendte rundt i snoreskørter med bronzespænder på bæltet. Så blev her koldt igen og folk rejste sydpå for at slås med romerne.”

“Jeg kender godt historien,” sagde Frøj.

Den gamle tog sig ikke af afbrydelsen. “Så blev det varmt igen. De sejlede køer til Grønland. Til Grønland, Frøj! Og til Vinland, hvor druerne groede vildt ligesom i Italien!”

“Og du har aldrig været nogen af stederne,” sagde Frøj. Ellekongerne kunne ikke sådan lige forlade deres domæne, i alt fald ikke for en længere tid. Frøj den Ældre havde aldrig været længere væk end Vejle, så vidt hans søn vidste.

“Du snakker,” gentog den gamle. “Her blev skidekoldt igen. I 1660 frøs bælterne til så svenskerne kom rendende hen over isen. De havde ikke brug for at sejle!” Han viftede med den svenske soldats fyrtøj for at understrege sine ord.

“Det er ikke menneskenes skyld at vejret ændrer sig,” sagde Frøj. “Vi har kolde perioder og vi har varme perioder. Sådan har det altid været.”

“Det skal du fandeme ikke minde dem om,” sagde hans far. “Lad dem bare holde fast i at det hele er deres skyld. Så kan det være de holder op med at tro at alting handler om dem. Der er snart ikke vild natur nok tilbage her i landet til at man kan slå en skid uden at få en bøde for at forstyrre den offentlige ro og orden.”

Frøj den Yngre lod faderen sidde på sin knold i åen og brokke sig. Sådan var han nu engang bedst tilfreds med tilværelsen, så det var ikke noget nogen skulle lave om på. Men den gamles ord blev i ellekongens tanker. Sommeren 2018 havde været skoldende hed og tør. Med kunstvanding og støtteordninger havde landbruget klaret sig endda. Spang Å var da heller ikke forsvundet, men der havde nu ikke været meget vand tilbage.

Menneskene talte meget om det. Når han læste med på de hede debatter på sociale medier eller så forskerne diskutere i nyhedsprogrammerne var det lige før Frøj overvejede at smide sin mobiltelefon i åen. Tonen var ikke til at holde ud. Tilhængere og modstandere beskyldte hinanden for alt muligt, tonen var som i en børnehave hvor ingen af ungerne har fået frokost og de halve trænger til at få skiftet ble, og på uhyggelig vis endte de fleste debatter med at folk beskyldte hinanden for at være højreekstremister eller venstrefascister.

“Min bror har ret,” sagde Alfhild. Hun var Frøjs tante, og den af ellepigerne i Elbodalen som forstod sig allerbedst på menneskenes natur. De to ellefolk havde ellers ikke været på talefod siden Frøj forpurrede Alfhilds planer om at sælge mosens gamle offergaver som oldsager på eBay, men efter den hede og tørre sommer var Alfhild alligevel kommet luskende tilbage til ådalens imødekommende væde og tåge. “Det vigtige er at de får ryddet op og ikke spolerer den natur der er tilbage. Og det helst inden vandet stiger så meget at det ikke kun er om vinteren at vi står i vand til knæene her i dalen!”

“Desuden kommer din gamle Nimbus aldrig til at køre igen hvis du skal have den gennem alt det vand først,” indskød Bette Mette, som var den yngste og smukkeste af dalens ellepiger. Og nok også den klogeste.

Frøj kradsede sig i sit velplejede fuldskæg (som han overvejede at barbere af, for moden med man-bun og fuldskæg var ved at klinge af, hele hipster-fænomenet var blevet lidt til grin i de sidste par år). “Det er vel så det, det hele handler om på bundlinjen,” måtte han indrømme. “Jeg skal have den motorcykel ud at køre. Ellers ryger foreningstilskuddet, og så er vi tilbage hvor vi stod for et års tid siden.”

“Jeg trækker ikke helhesten til ponyridning på landsbymarked* en gang til,” sagde Bette Mette bestemt. “Du har bare at holde liv i den motorcykelklub så vi bliver ved med at få penge fra kommunen, Frøj.”

Næste morgen stod der et nymalet lille skilt der hvor Ågade i sin kraft af hovedgade (og eneste store gade i Bredstrup-Pjedsted) krydsede Spang Å. “Pas på mig,” stod der på skiltet, og så var der sirligt malet et billede af jordkloden (næsten – Alfhild havde glemt at male Australien med). “Send dit affald til genbrug.”

Dagen efter lå der otte cykelvrag og et mindre bjerg af gamle øldåser og plasticposer arrangeret under skiltet. Både cykler og dåser så ud som om de havde ligget i vandet et godt stykke tid. Påsat var en lille seddel hvor der blot stod, “Tak for lån.”

En lokal villaejer samlede hele bunken op og kørte den ud på det lokale genbrugscenter. Peter Severin Hansen fandt sig ikke i at udsigten fra hans matrikel blev ødelagt af den slags hærværk. Så kunne de møgunger lære selv at samle deres cykler op, hvis de ville beholde dem!

“Vi holder os til ordsproget,” sagde Bette Mette. “Man fejer for sin egen dør først. Vi kan ikke spare på strømmen før vi får lagt el ind i højen, og der er ingen af os der tager på charterferie, så det kan vi heller ikke holde op med.”

“Jeg kan ikke redde hele verden,” måtte Frøj indrømme. “Men vi kan vel gøre vores her i mosen. Og så håbe på at andre følger efter.” Han så ud over dalen hvor vandet nu stod så højt at man ikke længere kunne se hvor Spang Å holdt op og engen begyndte – det hele stod under vand. Det kom vel ikke til at gå værre end at kommunen måtte åbne sluserne hvis regnen blev ved. Men bedre ville det være hvis dommedagsprofetierne om meget, meget mere regn blev gjort til skamme.

“Mange bække små gør en stor å,” sagde Mette.

*Der var ellers årlige landsbymarkeder og byfester både i Smidstrup og i Bredstrup-Pjedsted, og i et halvt dusin andre småbyer rundt omkring mellem Vejle og Fredericia. Men helhesten havde aldrig tilgivet Bette Mette at den sådan var blevet sat til at slæbe snottede børn rundt mens deres curlingforældre brokkede sig over at skulle betale fuld pris for en trækketur på en hest der kun havde tre ben. Den forsøgte stadig at sparke hende når hun kom for tæt på, og hver gang var den ynkeligt ved at vælte. Hun kunne ikke holde ud at se på det.

Læs resten af MC Elverhøj-novellerne lige her!

Februars varsler

For os er vejret noget vi slår op på vores telefon. For vores forfædre var der tegn i sol og måne, i svalernes flugt og frem for alt i vejret selv. Man tog varsler af fremtiden og man forsøgte ofte i allerhøjeste grad at påvirke den.

Fra katolsk tid har alle dage deres eget helgennavn og man huskede aftaler og varsler ved hjælp af navnet, ikke datoen. Der findes hundreder af disse gamle varsler og listen herunder er langt fra komplet – men den giver et billede af hvordan man tænkte om årets gang, og hvordan man forsøgte at påvirke fremtiden med ritualer og køkkenmagi.

Februar (blidemåned)

Februar er opkaldt efter en romersk renselsesfest (februare betyder at rense på latin). Sit gamle danske navn har måneden efter vejret – forstavelsen blid betyder hvid, så blidemåned er snemåned.

Ligesom i januar må man ikke pløje i februar. Det er bedre at gå imod en sulten ulv end at se en mand arbejde i skjorteærmer i februar. Og endelig hedder det sig at hvis februar er mild bliver påsken kold.

Regn i februar varsler frost i marts.

Kyndelmisse (2. februar)

Kyndelmisse er en stor dag for vinterens vejrvarsler. Frem til år 1770 var kyndelmisse officiel hellidag og man samledes til kjørmesgilde. Et rim om kyndelmisse siger,

Kyndelmisse knude (snefog/hårdt vintervejr)
som vil tude
holder derude
med sine stude
og ryster sine klude,
da er den halve vinter ude.

En grøn kyndelmisse giver en kold påske. Skinner solen klart til kyndelmisse kommer der megen sne. Lige så længe lærken synger før kyndelmisse, lige så længe skal græde efter voldermisse (1. maj).

Det er godt hvis det blæser kraftigt på kyndelmisse – helst så voldsomt at ‘atten kællinger ikke kan holde den nittende ved jorden’ – for så er vinterens magt brudt og kulden er snart forbi.

Vi har også vores egen version af groundhog-sagnet, som de fleste kender fra filmen med Bill Murray: Hvis solen skinner på kyndelmisse bliver grævlingen bange når den kommer op af sin hule. Så løber den tilbage og bliver dernede i syv uger mere. Men hvis vejret er gråt og trist ser grævlingen ikke sin egen skygge og resten af vinteren bliver mild.

På Fyn spiste man flere steder pandekager bagt af bygmel til kjørmesgildet – ellers ville byggen nemlig ikke gro i den kommende sæson.

Når det fryser fra sønden fryser tappen i tønden.

Blæsemisse (3. februar)

Ved Blæsemisse (Sct. Blasius’ dag) tog husbond en visk halm og lagde den på en snedrive eller på trappen. Blæste den væk ville foderet til dyrene let slå til resten af vinteren. Blev den derimod liggende ville våren komme sent og han skulle strække på foderet for at få det til at slå til.

Det hed sig også at blæsten på denne dag vækkede alle de dyr, der lå i dvale – også viber og svaler. Man troede nemlig at fuglene gemte sig på bunden af søer og vandløb om vinteren.

Sct Dorothea (6. februar)

Denne dag bør vintergæk og dorothealilje springe ud, så kommer foråret snart.

Fastelavn (februar)

Navnet Fastelavn kommer fra det plattyske Fasteabend, der betyder fasteaften, altså aftenen før fasten begynder. I katolsk tid spiste man ikke kød i fyrre hverdage før påskedag. Men inden fasten begyndte skulle der holdes et ordentligt gilde! Oprindeligt var fastelavn en hedensk frugtbarhedsfest og det lykkedes aldrig kirken at afskaffe festlighederne før fasten.

Fastelavnssøndag og -mandag hedder flæskesøndag og flæskemandag. Han som ikke æder godt med flæsk på disse to dage får ondt i ryggen hele året derefter.

Tirsdag efter fastelavn hedder hvide tirsdag efter sin specielle ret: Varm mælk og æggesøbe med hvedebrød eller hvedeboller, såkaldt bollemælk. Den egentlige faste begynder først onsdag – askeonsdag. I katolsk tid skulle man møde op i kirken med et askekors malet i panden. Askekorset blev afskaffet ved Reformationen men navnet askeonsdag hænger ved.

Fastelavnsfestlighederne – udklædning, ringridning, tøndeslagning og mere – er en festlig blanding af gamle hedenske frugtbarhedsritualer, ridderturneringer og andre traditioner, som har mistet deres individuelle betydning gennem tiden. I gamle dage gik karle og læredrenge fra sted til sted og fik æbleskiver, boller og andet godt. Især to af de udklædte skikkelser var meget vigtige: Den ene var Sommeren, i spraglet tøj og pyntet med blomster og bånd. Den anden var Vinteren i skindpels, hue og halm i træskoene. De to kæmpede på skrømt hele dagen for at markere den evige kamp mellem årstiderne.

Ikke ligefrem dyrenes fest

Vi slår stadig katten af tønden og i gamle dage var katten ikke en papfigur. Den skulle være sort og symboliserede de mørke kræfter. Så var den syndebuk og blev jaget ud af landsbyen eller endda slået ihjel når den tumlede ud af tønden. Andre steder måtte en hane holde for; den skulle hænges op i benene og have hovedet trukket af. Fuglen blev hængt så højt oppe at fastelavnsrytterne måtte stå op i stigbøjlerne for at nå den. For at gøre det sværere at trække hovedet af dyret blev det nogle gange først smurt ind i grøn sæbe. Et gammelt rim siger,

De fjender var tvende og kom i nat,
den ene en hane, den anden en kat.
Men hovedet af hanen vi mægtigen drog,
og katten på flugt vi priselig jog.

Skikken med at rise folk op fastelavnssøndag kendes med sikkerhed tilbage til 1700-tallet men er sikkert ældre. Riset brugtes mest på kvinderne for at gøre dem frugtbare. Risene blev pyntet med små figurer af svøbelsesbørn, duer og andre kærligheds- og frugtbarhedssymboler.

Pers dag (22. februar)

Pers dag er også en af de store dage for vejrvarsler. På denne dag kaster Sct. Peter den varme sten i vandet – nu tør det lige så meget nedefra som det måske fryser fra oven. Men hvis Per har skæg – der hænger istapper – varer frosten ved et stykke tid endnu.

Hvis mulden er så optøet på Pers dag at man kan stikke en kæp i jorden bliver det et godt år. Det er godt hvis der denne dag står så meget vand i plovfurerne at en hest kan drikke af det. Og endelig hedder det sig at vejret på Sct. Peter forudsiger hvordan vejret bliver i de næste fyrre dage.

Sct. Mathias / Skuddag (24. februar)

Rent faktisk er det ikke den 29. februar, der er skuddag. Det er i stedet den 24., Sct. Mathias dag, som i skudår flyttes til den 25. Mathias er den apostel som erstattede Judas, så egentlig er det vel meget passende at den ekstra discipel således har fået den ekstra dag som helgendag.

I gammel tid kunne en ung pige kun fri til en karl på skuddag. Sagde den udvalgte nej tak måtte han give hende et par handsker (i nogle traditioner hedder det syv par handsker).

En remse siger at Mathis bryder is, men finder han ikke is, så lægger han is – hvis der ligger is denne dag bliver det snart tøvejr, men omvendt fryser det snart hvis det er tø på Sct. Mathias. En anden regel siger at efter Sct. Mathis går den kloge ræv ikke over is – for nu går det mod tøvejr og isen er ikke længere sikker.

Dugger det før eller på denne dag er det ude med vinterens styrke.

Kilder og citater

“Sagn og Tro”, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923). Intet ISBN-nr.
“Vore gamle kalenderdage”, Ruth Gunnarsen, Lademann (1986). ISBN 87-15-07988-0.
Køgearkiverne.dk

Foto: Elbodalen ved Pjedsted, © Birgitte Heuschkel 2018.

Januars varsler

Januar. Brrrr.

For os er vejret noget vi slår op på vores telefon. For vores forfædre var der tegn i sol og måne, i svalernes flugt og frem for alt i vejret selv. Man tog varsler af fremtiden og man forsøgte ofte i allerhøjeste grad at påvirke den.

Fra katolsk tid har alle dage deres eget helgennavn og man huskede aftaler og varsler ved hjælp af navnet, ikke datoen. Der findes hundreder af disse gamle varsler og listen herunder er langt fra komplet – men den giver et billede af hvordan man tænkte om årets gang, og hvordan man forsøgte at påvirke fremtiden med ritualer og køkkenmagi.

Januar (glugmåned)

Januar er opkaldt efter den romerske gud Janus, som har to hoveder – det ene ser fremad mod det nye år mens det andet ser bagud efter året, der gik. Det gamle danske navn glugmåned kommer af ordet glug, som er et kighul – og det er naturligvis det nye år, man kigger ind i.

I januar må man ikke grave eller pløje. Gør man det alligevel arbejder man frosten ned i jorden så planterne ikke kan få fat i den kommende vækstsæson. Men lige meget hvor streng frosten kan være, så kommer der i alt fald én tøvejrsdag mellem jul og kyndelmisse (2. februar). Endelig hedder det sig at regn i januar gør skoven tynd og marken bar.

Nytårsdag (1. januar)

Nytårsmorgen må man ikke foretage sig noget før man har spist noget.

Nytårsmorgen bør man lægge en sølvmønt i vaskefadet inden nogen vasker sig. Man kan også se hvordan folks pengesager vil være fremover netop nytårsdag. Det gør man ved at række en mønt frem mod vedkommende og sige “vær’sgo!”. Tager personen mønten med løs hånd bliver han ødsel – men griber han fast om den bliver han påholdende i året der kommer.

Når man første gang ser solen nytårsmorgen skal man sørge for at have noget godt i hænderne for det, man holder, vil man ikke savne i året der kommer. Derfor er det godt at have mønter eller brød i hånden. Salmebøger anbefales også. Det hedder sig også at hvis man tæller penge ved nytårsny bliver man rig.

Koldt vejr nytårsdag betyder meget torden i løbet af sommeren. Hvis himlen er rød før solopgang bliver året præget af krig, pest og uvejr. Men skinner solen på nytårsdag bare så længe som det tager at sadle en hest, så bliver det et frugtbart år, der kommer.

Blæser det nytårsmorgen bliver det et godt frugtår.

Helligtrekongersaften (6. januar)

Hvis en ung pige stiller sig foran et spejl kl. 12 og siger –

I hellige Konger tre, jeg beder
at I i nat udi drømme vil lade mig se,
hvis navn jeg skal bære,
hvis brud jeg skal være,
hvis dug jeg skal brede,
hvis seng jeg skal rede,
hvis gulv jeg skal feje,
hvis hjerte jeg skal eje.

– så vil hendes tilkommende mand vise sig for hende i spejlet.

Er Helligtrekongers aften stjerneklar bliver der mange ærter.

Nytårsny (første nymåne efter Hellig tre konger)

De ting, som vises frem for nytårsnyet, vil man ikke komme til at savne i året, der kommer. Derfor går bonden ud og rækker brød og smør og måske penge frem mens han fortæller nymånen:

Nytårsny giv mig smør på brød,
giv mig flæsk, give mig bøste (skinke),
giv mig godt korn at høste.

Poul Eremit (10. januar)

På Poul Eremits dag skal solen helst skinne så længe at en kælling med ti tommelfingre kan nå at sadle en hest – så er chancen god for at det bliver et godt vækstår. Man må da elske den tidsangivelse!

Sct. Vincent (22. januar)

Hvis Sct. Vincent er solfyldt er vinteren snart slut.

Poulsmesse (25. januar)

Det hed sig at Poul driver alle julemærker – vejret på denne dag angiver hvordan vejret bliver resten af året, endnu mere præcist end noget varsel taget i juledagene. Der er mange varsler knyttet til dagen. Solskin og klart vejr varsler et godt vækstår; gråvejr varsler det modsatte.

Til Poulsmesse må det ikke blæse, for det betyder trussel om krig. Man sagde også at på denne dag kaster Poul den kolde sten i vandet så bække og åer fryser til – nu var det jo midvinter.

Man sagde også at når Poul lægger bro (vandløbene fryser til) så brækker Per (22. februar) tø. Og hvis Poul er god bliver Per det også, men hvis Poul er vred bliver Per værre.

Hvis solen skinner så længe som det tager at sadle en hest bliver året godt (det er omkring tyve minutter hvis man regner strigling med).

Kilder og citater

“Sagn og Tro”, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923). Intet ISBN-nr.
“De fandens penge”, Gorm Benzon. Thaning & Appels Forlag for Kreditforeningen Danmark (1978), ISBN 87-413-6121-0.
“Vore gamle kalenderdage”, Ruth Gunnarsen, Lademann (1986). ISBN 87-15-07988-0.
Køgearkiverne.dk 
Foto: Tomáš Malík on Unsplash