Kan havfruer være sorte, og andre historier om sæler

I skrivende stund (juli 2019) raser debatten om Disney’s live action indspilning af The Little Mermaid, hvor man som bekendt har valgt en hovedrolleindehaver hvis hud ikke er hvid som nyfalden sne. Det er der en del mennesker som har meget ondt i agterspejlet over, for havfruer er som bekendt hvide som bølgeskum. Havfruer er nemlig danske, og danskere er jo alle sammen flødehvide med brandrødt hår og fiskehale.

Så simple er tingene naturligvis ikke. Personligt giver jeg min tyske oldefar skylden for at jeg har blondt hår, ikke postkasserødt som Ariels.

Dansk havfrue. Spættet sæl; mest almindelige sæl i Danmark. Kilde.

Havmanden og hans kvæg

Disneys film er en (meget) løs fortolkning af H. C. Andersens berømte eventyr, Den Lille Havfrue. Han baserede sin historie på langt ældre sagn om mennesker, der lever i havet. Søger man på havfruer i dag finder man stort set kun henvisninger til H. C. Andersen – men prøv at se efter ‘havmænd’ og ‘havkvæg’.

Især i vore kystområder herhjemme har vi masser af eventyr om folket fra havet. Nogle af de mest kendte er visen om Agnete og Havmanden, og eventyret om drengen Bondevætte, der er søn af en menneskemand og en havfrue. Det er havfolkets kvæg der er skyld i sandflugt, og når havet æder af klint og strand er det havmandens kvæg der roder jorden op så vandet trænger ind. De kommer nemlig på land om natten for at græsse på bondens enge.

Som så mange andre vætter er havmanden ligesom bonden selv. Han har land og kvæg under havets overflade, han kan være giftelysten eller drillesyg, godmodig eller ondskabsfuld – fuldstændig ligesom andre mennesker, men med flere muslinger i skægget.

Amerikansk havfrue. Manater fra Florida. Kilde.

Sælfolk og selkies

H. C. Andersen havde imidlertid ikke havets vætter i tankerne da han skrev sit eventyr. Hans havfruer lokker sømænd i fordærv og sænker skibe – og dermed er vi ovre i en helt anden forestillingsverden. De gamle grækere gav os sagnet om sirenerne, smukke unge kvinder som sang så smukt at de kunne lokke skibe til at sejle på skær så alle ombord druknede.

Havet lokker, det ved enhver sømand. Men ligeså gammel og berømt som sirenesagnet er, så har vi tilsvarende sagn overalt i verdensmytologien. I vores hjemlige Nordsøfarvande, især på Færøerne og Island, men også på den jyske vestkyst, har vi sælkvinderne – kvinder der lever i havet men går på land iført sælham. Stjæler man hammen fra sådan en kvinde kan man tage hende med hjem og gifte sig med hende. Men finder hun nogensinde sin ham igen, så forsvinder hun tilbage til havet lige så hurtigt som lufferne kan bære.

På de skotske kyster, samt på Orkney og Shetlandsøerne, er sælkvinderne selkies. Til forskel fra den skandinaviske sælkvinde kan selkies dog også være mandlige – men de er stadig sæler forklædt som mennesker. I enkelte tilfælde er de i virkeligheden spøgelser af druknede sømænd.

Wikipedia har en mere detaljeret gennemgang af sælfolk- og selkie-sagnene.

Skotsk havfrue. Spættet atlanterhavssæl. Kilde.

Store, sexede havdyr med våde øjne

Næsten uanset hvilken del af verdenshavene vi ser på, kan vi finde sagn om folk, der bor i havet. Nogle er som vore danske vætter, nærmest undervandsudgaver af os selv. Andre er fremmedartede og eksotiske, og minder ikke meget om mennesket. Vi kan i alt fald slå fast med det samme at havfruer udmærket kan være sorte – og blå, og grønne, og alle mulige andre farver.

Der er to gennemgående fællesnævnere for havfolkesagnene: De forbindes ofte med store havdyr som sæl, søko, og manater, som alle har glat hud og store, mørke øjne. De repræsenterer havet, både når det er smukt og tillokkende og mildt – og når det er oprørt, stormfuldt, og dødsensfarligt. Havfolket, i alle sine afskygninger, er naturånder (eller i enkelte tilfælde, spøgelser af ofre for naturens kræfter).

Det er vist i orden at grine lidt af tanken om de sømænd, der har formået at forveksle en søko eller en gråsæl med en smuk ung havfrue. Man kan jo sidde og sådan blive lidt ensom, derude på bølgen blå.

Havfruer i alle farver

@sacha_coward har samlet et helt galleri af havfruer på Twitter. Dem kan du se i linket herunder – der er ikke sparet på hverken farver eller nationaliteter!

Middelalderens havfruer

Sagnene om havfolk og sirener er meget, meget ældre end H. C. Andersen. Ligeledes på Twitter har @erik_kaars samlet et galleri af middelalderens fremstillinger af havfruer. De er sorte, grå, blå, grønne, røde … men perlemorshvide som en reklame for skandinavisk hudcreme, det er de ikke.

Sydhavsfrue. Dugong. Kilde.

Havfruer holder ikke op med udvikle sig

H. C. Andersen skævede mere end en lille smule til den græske mytologi da han skrev sit eventyr. Disney ikke bare skævede men sprang over i det græske med begge ben samlet, iført chiton og sandaler. Ikke at det generede mit øje som dansker – Disney har aldrig nogensinde påstået at deres animerede eventyrfilm var mere end løseligt inspirerede af deres forlæg. Havguden Triton optræder ikke hos H. C. Andersen. Det gør talende måger og eremitkrebs heller ikke. Men filmen er sød alligevel!

Historier udvikler sig så den passer til sin samtid og sit publikum. Oldtidens og middelalderens søfolk brugte sagnene om havfolk som en omskrivning af selve havets kræfter. Havet giver og havet tager. Havet er uforudsigeligt. Havet er en naturkraft, og du kan aldrig rigtigt stole på dets gode vilje. Det samme gjorde sig gældende for bønder og fiskere i nyere tid, som fandt på visen om Agnete og eventyrene om havmanden og hans kvæg.

H. C. Andersen lod historien udvikle sig i en anden retning. Han skrev om kærlighed – ikke kun kærligheden mellem mand og kvinde, men især kærligheden til Gud. Selv et sjælløst væsen som en havfrue – som jo i kraft af sin vættenatur i virkeligheden hører Helvede til – kan finde vejen til paradis, hvis hun vil ofre sig nok, elske nok.

Den lille havfrue gør sig til sidst til herre over sin egen skæbne og finder en måde at få en guddommelig sjæl på – men hun må ofre så grueligt meget før hun kommer så vidt. I bund og grund handler Den lille havfrue om kærligheden og tilliden til Guds skaberværk. Det er temaer som Andersen tit besøger – Eventyret om en moder handler f.eks. om en mors forsøg på at få sit døde barn tilbage, indtil hun til sidst må indse at Gud har en mening med alt, og det er bedre for barnet at være i Himmerige.

Disney fortalte en sød, sjov og dramatisk historie om en fiskepige der fandt kærligheden hos en menneskeprins. Der var ikke meget dybde i Disneys version, men den var god underholdning og det undrer ikke at den er en af Disneys mest populære klassikere. Mange af os krøller tæer når vi ser den gennem en historiker eller folklorenørds øjne, men ikke når vi bare tager den for hvad den er: Halvanden times underholdning med et par fængende melodier, rettet mod børn og barnlige sjæle. Den er sgudda sjov!

Nu er tiden kommet til at tage det næste skridt i havfruens udvikling. Uanset om live action-udgaven af Den lille havfrue bliver en fantastisk historie eller en gang sødsuppe uden indhold, så er én ting sikkert: Disney forstår at omskrive sit kildemateriale så det passer til samtid og publikum.

Morgendagens Ariel er sort, og der er ikke noget historisk eller kulturelt belæg for at hun ikke kan være sort.

Dansk havfrue, slankere kropstype. Kilde.

Roser betyder kærlighed, ikke?

Roser symboliserer kærlighed, skønhed, død og genfødsel, fuldkommenhed, tavshed og martyrium, alt efter hvem man spørger. Den røde rose symboliserer især kærlighed, begær og martyrium, den hvide især uskyld og renhed – men også død – og den gule rose forbindes med bedrag.

Rosens historie

Roser er en blomsterfamilie med over 150 vilde arter, og tusinder af fremdyrkede. Dyrkningen af roser stammer oprindeligt fra Kina, men har bredt sig over hele verden. Til Europa kom den først i 1600-tallet.

I Danmark findes omkring ti vildtvoksende arter, hvoraf de fleste hører til blandt hunderoserne. De er almindelige på skrænter og overdrev, og i skovkanten. På den jyske vestkyst er klitrosen fremherskende.

En meget almindelig art, den lyserøde rynket rose, R. rugosa, stammer fra Asien. Denne er en gammel og og hårdfør vildrose som kendes fra kinesiske silkemalerier helt tilbage til 900-tallet. Rynket rose blev indført til Danmark i 1800-tallet hvor den blev brugt mod sandflugt og som pynt i sommerhusområder. Den kvæler konkurrerende planteliv og regnes derfor nu som en invasiv art der forsøges udryddet herhjemme (ikke det ser ud til at lykkes).

Klassiske roser

Rosen optræder i Bibelen som billede for Kristus og vi støder ofte på den i salmedigtningen. Jomfru Maria kaldes rosa mundi, ‘verdens rose’, og rosa mystica, en rose uden torne eller synd. I katolicismen bruges rosenkransen i forbindelse med bønner til Maria. Den røde rose især er symbol på kærligheden, men også på martyrdommen.

I græsk mytologi har rosen sin smukke farve fordi den farvedes rød af Afrodite, da hun trak en torn ud af sin fod. Da Afrodites elskede Adonis døde spirede der røde roser frem hvor hans blod ramte jorden. Afrodite salvede også Hectors lig med rosenolie. Men måske er det ikke så sært at netop Afrodite forbandtes med rosen: Det hed sig nemlig at rosen blev skabt da gudinden fødtes af havets skum. En af de andre guder blev så benovet over synet at han tabte en nektardråbe på en ung busk, som derefter bar de første roser.

Grækerne opfandt skikken med at lægge blomster på de dødes grave, og det var netop roser de brugte til dette formål.

Romerne afholdt festen rosalia for de døde, og kædede dermed rosen sammen med død og genfødsel, og med kærlighed som består ud over døden. Ved romerske orgier skulle borde og gulve være overstrøede med roser. Kvinderne kom rosenblade i vandet for at bevare ungdommen.

Rosen kombineres undertiden med korset; det esoteriske broderskab, Rosenkreuzerne, tager deres navn derfra. Her symboliserer rosen tavshed og fortrolighed. Den symbolik kender vi også fra udtrykket sub rosa – under rosen – hvor man hænger en rose op over et forhandlingsbord for at markere den diskretion og fintfølelse som forhandlinger kræver. Røde og hvide roser optræder ofte som symboler i alkymi og heraldik samt i frimurer-sammenhænge.

I middelalderdigtningen optræder roser ofte som symbol på Kristus og på kærlighed.

Moderne roser

Socialismen som politisk retningen har den røde farve som symbol, så det lå i sin tid ikke fjernt at anvende den røde rose som logo for Socialdemokratiet. Her repræsenterer rosen kærlighed og socialistisk solidaritet (så kan vi altid diskutere om moderne ‘sosser’ stadig gør sig fortjent til den røde rose).

Den amerikanske Valentine’s Day har i nyere tid vundet indpas herhjemme også. Den har netop rosen og den røde farve som kærlighedssymbol. Det skal dog nævnes at i Saudi-Arabien forbød man i 2008 salg af varer i røde farver, især røde roser, på denne dag. Valentinskikken opfattes der i landet som ikke-muslimsk og som opfordrende til udenomsægteskabelige forhold. Ikke alle europæere er begejstrede for dagen heller, men det hænger mest sammen med at Valentine’s Day er indført i Danmark primært af kommercielle interesser.

Roser som lægeplanter

Middelalderens munke dyrkede roser som lægemiddel mod mavelidelser, øjensygdomme og søvnbesvær. Henrik Harpestreng anbefaler blomsterbladene i olie til at smøre omkring svage og opsvulmede øjne. Smurt på en klud som bindes om hovedet fjerner rosenolie smerter og giver en god søvn. Henrik Smith nævner kun vilde roser til formålet, og bruger også rosenvand for dårlige øjne.

“Korn af Frø til puluer støtte / met Vin druckne / ere gode for Kaalde piss.”
Henrik Smith

Af rosenblade lavede man saft, olie, rosenvand, rosenedikke, rosenhonning og endda rosenkonserves. Disse sidste blev lavet ved at støde friske rosenblade med sukker eller honning i en morter. Sådanne konserves blev brugt som gaver mellem fyrster og rigmænd.

Simon Paulli anbefaler roser til mange dårligdomme, og mener at rosens farve har indvirkning på dens effekt. Saften bruges mod gulsot og gigt, og mod “bugløb / oc den Slibrighed som udi Tarmene er / naar de ey kand holde Madden i sig.” Han anbefaler roseneddikke mod hidsig mave, hovedpine, næseblod og meget andet. Rosensukker mod tuberkulose, og tørrede, pulveriserede hyben mod gonnoré og natlig sædafgang.

Roser i folketroen

En pige, som ville bruge rosen som elskovsmiddel, skulle bære en mørkerød, en hvid og en blegrød rose ved sit hjerte i tre dage og nætter. Så skulle hun lægge dem i vin lige så længe, og så give sin elskede vinen at drikke – så blev han hendes for livet.

Man forbandt ofte rosens udseende med de kvindelige kønsdele. Derfor var det almindeligt i mange nordeuropæiske byer – bl.a. København – at prostituerede holdt til i rosenhaver og -gårde, hvor de mødtes med deres potentielle kunder.

Når man giver sin elskede roser var det ikke ligegyldigt hvad farve de har. Røde roser signalerer kærlighed og respekt. Lyserøde roser betyder glæde, taknemlighed og ærbarhed. Ferskenfarvede roser symboliserer beskedenhed, mens lilla roser betyder fortryllelse. Orange roser signalerer længsel, værdsættelse og forståelse. Gule roser betyder ifølge nogle utroskab og falskhed – men andre holder på at gule roser repræsenterer nært venskab og solidaritet.

Kombinationen af flere farver af roser tillægges også betydning. Det siges f.eks. at en hvid og en lyserød rose sammen udtrykker ønsket om altid at være sammen. Roser i en buket, blandet med andre blomster, betyder taknemlighed, og en enkelt rose i sådan en stor buket betyder at modtageren er den eneste ene.

Der er næsten lige så mange fortolkninger af disse betydninger som der er arter af roser!

Kilder

Den Store Danske
Historie-online.dk
“Lægeplanter og trolddomsurter”, Harald Nielsen, Politikens Forlag, 1969 (intet ISBN).
Foto:  © 2019 Birgitte Heuschkel. Teroser i min baghave.

Den om Dannebrog

Den syvende skrøne om Elbodalens ellefolk og veteranmotorcykelklubben MC Elverhøj!

C.A. Lorentzens maleri fra 1809 af Dannebrogs fald fra himlen under slaget ved Lyndanise.

Dannebrog vejede over de Bredstrup og Pjedsted villahaver og gårdspladser. Flaget smældede på den blide sommerbrise og gnistrede rødt og hvidt mod den klare, blå himmel. Det sidste var en udfordring i sig selv, for både forår og forsommer havde ellers været grå og kedelige. En af den slags år hvor hver solskinsdag trampes ned bagfra af otte regnvejrsdage der er vilde og gale for at få lov til at overhale.

Men der hang det så, Dannebrog.

“Man bliver varm inden i af at se på det,” sagde Patrick. Han var amatørarkæolog – en af dem som undertiden rendte rundt i Elbodalens engdrag med en metalsøger. Han var også et af de få mennesker som omgikkes Elbodalens ikke helt menneskelige beboere på lige fod. Han var blevet kæreste med ellepigen Alfhild, og senere begyndte han at spille kort med tyskerspøgelset Dieter som ellers mest vandrede rundt i mosen i sine tunge kampstøvler og bevogtede ellekongen Frøjs gamle offergaver og rustne cykler.

Patrick og ellekongen Frøj lignede hinanden så man kunne tage fejl på afstand eller med et par dårlige briller. De havde skovmandsskjorte, lysblond man-bun og fuldskæg til fælles, men så man nærmere efter var der alligevel forskel på dem. Frøjs ører var spidse, og når ellekongen ikke lige tænkte over det blev han let lidt udflydende i konturen – men det var vel heller ikke så sært for et væsen der bestod stort set af tåge, mosedis og skærsommernatsdrømme.

“Det skal hedde sig at I fik det af Vorherre.” Frøj kløede sig i det velplejede fuldskæg.

“Det faldt ned fra himmelen under slaget ved Lyndanise i 1219,” nikkede Patrick. “Det ved ethvert skolebarn.”

“Er du sikker på det?” Frøj så børnene fra Bredstrup-Pjedsted Skole gå forbi ad Ågade hver dag. Det var ikke Danmarkshistorie og heraldik de snakkede om når de sådan hoppede og løb forbi på fortovet, henover broen over Spang Å.

“Mja,” måtte Patrick indrømme. “Nå, men i alt fald enhver som har været på Facebook eller Twitter i dag. Det er jubilæet, du ved. Gud og hvermand har et opslag om Valdemar Sejr og hvordan flaget faldt ned fra himmelen og krigslykken vendte den femtende juni 1219. Otte hundrede år. Så længe har Dannebrog været vores nationalflag. Det kan mangodt tillade sig at være lidt stolt over.”

Frøj undte gerne søsterens kæreste den lille bid patriotisk fornøjelse. Selv gik han ud i åen, ud på den knold hvor faderen, Frøj den Ældre, havde siddet i stædighed siden han smed sin krone fra sig i vrede da motorvejen blev ført gennem Elbodalen for år tilbage. Der sad han stadig.

“De fejrer flaget i dag,” sagde Frøj som en slags hilsen.

“Hvad for et flag?” Frøj den Ældre strakte hals. Han lagde ikke altid mærke til hvad der skete sådan rundt omkring ham. Til gengæld var han på fornavn med alle Spang Ås elritser.

“Dannebrog. Det røde og hvide. Korsfanen.”

“Nå, det. Valdemars lille nummer.” Den gamle ellekonge grinede i sit gråsprængte skæg. Det var langt større og mindre velholdt end sønnens. Et par skovspurve havde bygget rede i det.

Frøj satte sig i græsset og stak et strå af rajgræs i munden. “Tiden går alligevel hurtigt. Tænk at der allerede er gået otte hundrede år.”

“Tænk at de faldt for det,” sagde faderen. “Jeg kunne ellers så godt lide det gamle banner. Valravnen var så flot. Det var ligesom mere dansk. Alt det kristne noget, hvorfor kan de gamle skikke ikke være gode nok? Vi har vel ikke brug for alt det mellemøstlige overtro heroppe på vore breddegrader.”

“Otte hundrede år,” sagde Frøj den Yngre. “Det er længe for menneskene. Korsfanen er den gamle skik nu.”

“De er nogle døgnfluer, er de.”

“Ja, det er de vel.”

“Jeg kan huske da Valdemar kom hjem med det,” sagde den gamle ellekonge. “Dengang rejste vi mere ud mellem menneskene end vi gør i dag. Fulgte mere med. I dag skal det hele jo være så vanskeligt – man skal have personlige papirer og hvad ved jeg, bare for at få en billet til postbåden. Tiderne skifter.”

Sønnen undlod at sige noget om NemID eller hvordan de fleste sendte deres post med email nu om dage.

Faderen kradsede sig i skægget så en spurveunge faldt ud. Han samlede den forsigtigt op og hjalp den tilbage på plads i reden. “Først troede de jo at det var noget symbolsk. Noget med blod udgydt for den hvide uskyldighed, eller noget i den retning. Der var en adelbonde der troede at det var en slags fin dug. Når kongen af Danmark kommer slæbende hjem med sådan en rød-hvid klud, så står man jo ikkeog spørger ham om han har spist sjove svampe derovre i Estland.”

“Havde han?”

“Det ved jeg sgu ikke,” indrømmede Frøj den Ældre. “Det gjorde vi jo i min tid, når vi skulle ud og slås. Sådan et par gode bidder fluesvamp, så er man parat til at flå fjæset af fjenden med tænderne, det kan jeg godt sige dig. Af med tøjet, sværdet i hånden og så ellers ud og hugge omkring sig ud til man ikke kan se sin kammerats bare røv for blodsprøjt.” Han nikkede op mod flagene i Pjedsted. “Men der sad jo et godt hoved på hans makker Absalon, også selv om han aldrig fik bygget Bredstrup Kirke færdig. Det var Gud Herren selv der smed kluden i nakken på Valdemar for at give ham krigslykke. Sådan var det jo med Absalon. Hver gang han og Valdemar sejlede ud for at gafle sig en bid mere af Østersølandene, så var det i Guds navn. Det var der penge i. Han havde sans for en god historie, Absalon. Og for penge.”

Frøj den Yngre trak på skuldrene. Det handlede altid om penge når menneskene foretog sig noget. Gravede man lidt i tingene var der altid i bund og grund nogen der havde set en chance for at rage lidt til sig. “Det er ikke det, der imponerer mig,” sagde han så.

“De var sgu ellers imponerende nok, Valdemar og Absalon.” Faderen spyttede i vandet. “De imponerede venderne så grundigt at Venderlandet aldrig blev frit igen.”

“Det imponerer mig meget mere at de stadig husker på den historie om flaget, der faldt ned fra himmelen.” Frøj så ned langs åløbet, ned mod hvor han havde gået og snakket med Patrick tidligere. “Det skal nok passe at flaget kom flyvende – men det havde vist revet sig løst fra de Johanniterriddere, som var med for at tæve hedninge. Det hvide kors på rød bund er deres ordensflag. Men det snakker danerne ikke om i dag.”

“Selvfølgelig gør de ikke det,” grinede faderen så spurveungen holdt ekstra godt fast i skægget. “Det er ikke fordi de ikke ved det. Men de ved ´at man ikke skal ødelægge en god historie med kedelige fakta. Hvem gider høre om hvordan deres forfædre plyndrede, mordbrændte, og voldtog sig gennem Estland? Næh, du, himmelske faner der daler ned fra skyerne i en søjle af guddommeligt lys – det er der en historie i. Og penge.”

“Jeg ved ikke,” sagde Frøj den Yngre. “Jeg tror stadigvæk at Valdemar fik banneret i hovedet ved et uheld. Eller at han huggede det fordi han havde spist så mange svampe at han virkelig selv troede på det pjat med engle og himmelske faner.”

“Men en god historie, det er det sgu,” sagde Frøj den Ældre.

Oppe på dalsiderne vajede flaget stolt på vinden så det røde gnistrede mod den blå sommerhimmel, mens svaler og lærker legede under de enkelte hvide skyer. I morgen ville det sikkert være gråvejr og regn igen, men lige nu smældede Dannebrog på vinden. Et flag kan være en undskyldning for erobringstogter, for nationalisme og fremmedhad, men frem for alt er det en historie om et folks sjæl – eller i alt fald den historie som folket selv gerne vil høre.

Læs resten af MC Elverhøj-novellerne lige her!

Aarhus Universitet har en udmærket (og lidt mere sandfærdig) gennemgang af historien om Dannebrog lige her, hvis du gerne vil læse mere.