Mønter mod sygdom

Mønter blev anvendt både indvortes og udvortes i folkemedicinen og overtroen. Sølv beskyttede mod onde magter, portrætter og tekst på mønterne gav dem magt over bestemte sygdomme, og selve Vorherres kraft virkede gennem dem. Mønter har gode kræfter hvis de er sammentiggede eller arvede. Allerbedst er sakramentsmønterne, altså dem, der er givet til kirkebøssen. Men man skal sørge for at komme ærligt til den slags, for stjålne eller røvede sakramentsmønter straffer gerningsmanden frygteligt.

Mønter som amuletter

Dansk sølvskilling fra 1677.
Dansk sølvskilling fra 1677.

Man kan smede mønter med gode kræfter om til f.eks. ringe, der så hjælper bæreren mod sygdom. I et eksempel fra England tigger vennerne tredive pennies sammen for at lave ham en ring, som så holder hans epilepsi væk. Men det er også i orden at bore et hul i sådan en mønt eller sætte en øsken på, så man kan have den i en kæde om halsen.

Farven betyder naturligvis noget. Man bruger kobbermønter mod rosen og næseblod, guldmønter mod gulsot og dysenteri, og så fremdeles. Mange gamle mønter er hakkede og filede i kanten netop fordi man har skrabet metal af dem til forskellige remedier.

Især sølv er virksomt, og allerbedst er det, hvis det er arvet sølv. Onde magter frygter sølv. En arvet sølvmønt kan kurere vorter og udslæt blot ved at man presser den mod huden til der kommer en rand om stedet. Ridser man så et korsmærke i huden ovenpå med mønten er helbredelsen nærmest garanteret.

Ellefolk og vætter må også give op overfor sølv. Den slags pak kan ellers finde på at die spædbørn om natten. Så trækker de selve livskraften ud af barnet så det svækkes og til sidst dør vuggedøden. Men lægger man en sølvmønt på barnets bryst må de forsvinde. Bedst er en mønt med et kors på, eller en med et portræt af den regerende konge. De overnaturlige kræfter har stor respekt for sådan en kronet hoved og tør ikke skade et barn, der står under hans beskyttelse.

Kirkens hellige mønter

Den katolske kirke stod selv for at slå forskellige mønter, som var tiltænkt at bruges som amuletter. Ifølge en bulle fra 1471 er det kun pavestaten der har ret til at slå agnus dei-mønterne med gudslammet på. De skulle beskytte mod haglvejr, sygdom, og enhver form for trolddom. Skrabede man lidt metal af dem og drak det i vin var det kur for tandpine og øjensmerter. Bullen havde nu ikke den store effekt, for lammepenge blev slået mange steder i Europa.

Vatikanet slog også Benedictus-penge, en slags mønter eller medaljer, som var velsignet af pave Benedictus. De skulle hjælpe mod pest, galdesten, nyre- og blæresten, sidesting, epilepsi, forhøjet blodtryk, blodspytning samt – og det var vist deres mest almindelige anvendelse – spædbørns skrigeri. I Tyskland havde man händleinpfennige i det 13. og 14. århundrede, med en fremstilling af Guds hånd på den ene side og ankerkorset på den anden. Så meget symbolik måtte jo vægte, og den brugtes på samme måde.

I årene 1506-09 slog man i Breslau biskoppelige johannesgroschener, som havde Johannes Døberens billede på den ene side og Gudslammet på den anden. Kunne man få fat i sådanne to mønter og lægge dem på øjnene af en patient, der led af kopper, ville hans øjne ingen skade tage af sygdommen. Det var ikke nogen lille ting, for kopper ødelagde ofte synet så patienten måske nok kom sig af sygdommen men var blind for livet. Mange steder i Europa opbevarede man sådanne sæt på to mønter til netop dette formål.

Christophorus-mønten er en anden mønt, som blev slået af kirken. Den beskyttede rejsende mod sygdomme og ulykker – og i katolske lande er der stadig mange bilister, der ejer sådan en, bare for en sikkerheds skyld.

Fruedalere og lykkelige dalere

Dalere bruger vi ikke mere her i Danmark, men i USA og andre lande er de stadig gældende møntfod.
Dalere bruger vi ikke mere her i Danmark, men i USA og andre lande er de stadig gældende møntfod.

En fruedaler er en daler hvor Jomfru Maria er præget på den ene side med Jesusbarnet på højre arm – bærer hun barnet på venstre så duer den ikke til noget. Sådan én var til stor nytte ved fødsler. Trak fødslen i langdrag bandt man en fruedaler om hendes håndled og lod hende gå tre gange rundt om et bord. Så kan man diskutere om det var mønten eller motionen, der satte gang i fødslen, men sådan er der jo så meget.

Hvis den fødende var for svag til at stå op forsøgte man sig med at skrabe lidt metal af mønten og give det til hende i et glas vin. Holdt den fødende en fruedaler knuget i hånden var hun sikret mod at forbløde – den hindrede »hjerteblodet i at løbe over«.

Brugte man fruedaleren til at skære hovedet af en død tudse som man havde fundet – og altså ikke selv slået ihjel – ville mønten fra nu af beskytte imod sindssyge, kramper, lamhed og epilepsi, og kunne drive onde ånder ud af mennesker og huse.

Der fandtes mange andre mønter af samme art. Georgsdalere beskyttede soldater mod skud, slag og stik (og det gik de ret højt op i, sjovt nok). Dalere med bestemte påskrifter virkede forebyggende eller helbredende. Fælles kaldtes de for lykkelige dalere, og de beskyttede alle imod gift hvis de blev indfattet i drikkekar, skåle, eller skeer. Kommer gift i kontakt med sådan en mønt bruser den nemlig voldsomt op, så alle kan se, at noget ikke er som det skal være.

At sælge sygdom bort

I katolsk tid herhjemme – og stadigvæk nogle andre steder – tog den syge opstilling ved kirkebøssen og lagde et større beløb i den mens han bad om at blive befriet for sin dårligdom. Pengene skulle han have tigget sig til. Det var ikke uhørt at syge, som var opgivet af lægerne, drog rundt i landet på tiggerfærd. Pengene blev så brugt til at læse messer for dem, og blev der læst nok messer, så blev den syge vel også rask. Det lugter lidt af bestikke de højere magter, men tro kan som bekendt udvirke mirakler.

Hvis man nu hellere vil forsøge sig med kunster, der ikke hører til i kirken, så går man til den kloge mand eller kone, som ejer en Cyprianus. Her får man råd som at kurere bylder ved at trykke materie fra dem ud på en skilling og så lægge mønten på alfarvej, helst en korsvej. Den som samler mønten op får så sygdommen i stedet. Den bliver så at sige »solgt« til møntens nye ejer.

Korsvejen er et godt sted at ofre, hvis du vil af med sygdom. En patient, der længe har været plaget af feber, bør gå stiltiende ud en torsdag midnat og besøge tre forskellige korsveje. Ved hver af korsvejene beder han en bøn om helbredelse og kaster så en toøre over hovedet, en anden bag sin venstre side, og en tredje under fødderne, idet han hopper op i luften. Så går han videre, uden at se sig tilbage, videre til den næste korsvej, og gentager ritualet. Når det sidste offer er givet går han hjem og bliver nu forhåbentlig rask. Samme metode kan benyttes af kvinder, der vil sikre sig en let fødsel.

Andre måder, mønter tager sygdom med sig væk på

Ved febersygdom kan den syge trykke en sølvmønt mod brystet indtil den er lige så varm som han selv og dermed gennemsyret af sygdommen. Derefter skal mønten kastes i et vandløb. Lige som det kølige vand vasker heden ud af mønten bliver feberheden vasket ud af patienten. Man kan gøre lidt det samme imod gigt – her graver man mønten ned på kirkegården. Det er indviet jord hvor de døde hviler i fred – og det gør sygdommen så også.

Man kan også smutte sygdom bort. Man tager en mønt med stor omkreds og god vægt med sig ned til stranden. Her spytter man på mønten og ønsker sig rask, og kaster den så ud i vandet, fuldstændig ligesom når man slår smut med en sten. Man skal gøre sit bedste, for ellers gælder kastet ikke. Det er vigtigt, for antallet af gange mønten slår smut, viser hvor mange dage der vil gå, før vandet har overtaget og udskadeliggjort sygdommen.

Leddegigt kurerer man ved at gå ud torsdag midnat til en vejgaffel i et vognspor. Her opgraver han stiltiende en græstørv og lader hånden hvile i hullet i et lille stykke tid. Så tager han hånden til sig og lægger en skilling i stedet for, og lemper så tørven tilbage på plads. Så har jorden fået sin betaling for at tage sygdommen til sig. Noget lignende virker mod skurv, hovedpine og ørepine. Her klipper man en lok af sit hår og lægger den i en lille krukke, som så graves ned i jorden ved aftagende måne. Så forsvinder sygdommen sammen med månen.

En kur mod drukkenskab

Er man lidt barsk af natur kan man bruge dette råd som også stammer fra en Cyprianus: Tag en skilling, der er udstedt af den nuværende konge og pak den ind i en lille linnedsklud. Er patienten en mand, så læg pakken under tungen på en kvinde, som netop er død og endnu ikke er blevet kold. Er patienten en kvinde, skal du bruge liget af en mand. Skillingen skal ligge der fra solopgang til solnedgang.

Derefter tager du den ud og lægger den – sammen med kluden og den slim, der måtte have samlet sig i løbet af dagen – i en pægl brændevin, som så skal trække et par dage. Snapsen giver du så til patienten at drikke. Mønt og klud skal graves ned et sted i huset hvor patienten aldrig kommer. Men husk at fortælle patienten hvad det er, han eller hun har drukket, sådan at vedkommende rigtigt får skræk for stærke drikke!

Men betale må du ikke!

Ifølge folketraditionen må kloge folk ikke tage betaling for deres arbejde – så hjælper kuren ikke. De må kun tage imod hvad patienten selv har lyst til at give dem. Du bør heller aldrig betale hele din læges regning, for så får du snart brug for ham igen!

Vi har tidligere set på sygdom og helse i folketroen hvis du gerne vil læse mere.

Kilder:

  • »De fandens penge«, Gorm Benzon. Thaning & Appels Forlag for Kreditforeningen Danmark (1978), ISBN 87-413-6121-0.

Billeder: Amerikanske dalere fra Pixabay. Dansk skilling fra 1677 fra Wikipedia Commons, fotograferet af Jens Mohr.

Forfatter: Birgitte Heuschkel

Passion for folkeminder, folklore, og fortællekunst!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.