I skrivende stund (juli 2019) raser debatten om Disney’s live action indspilning af The Little Mermaid, hvor man som bekendt har valgt en hovedrolleindehaver hvis hud ikke er hvid som nyfalden sne. Det er der en del mennesker som har meget ondt i agterspejlet over, for havfruer er som bekendt hvide som bølgeskum. Havfruer er nemlig danske, og danskere er jo alle sammen flødehvide med brandrødt hår og fiskehale.
Så simple er tingene naturligvis ikke. Personligt giver jeg min tyske oldefar skylden for at jeg har blondt hår, ikke postkasserødt som Ariels.
.jpg?uselang=da){kind=link}
Havmanden og hans kvæg
Disneys film er en (meget) løs fortolkning af H. C. Andersens berømte eventyr, Den Lille Havfrue. Han baserede sin historie på langt ældre sagn om mennesker, der lever i havet. Søger man på havfruer i dag finder man stort set kun henvisninger til H. C. Andersen – men prøv at se efter ‘havmænd’ og ‘havkvæg’.
Især i vore kystområder herhjemme har vi masser af eventyr om folket fra havet. Nogle af de mest kendte er visen om Agnete og Havmanden, og eventyret om drengen Bondevætte, der er søn af en menneskemand og en havfrue. Det er havfolkets kvæg der er skyld i sandflugt, og når havet æder af klint og strand er det havmandens kvæg der roder jorden op så vandet trænger ind. De kommer nemlig på land om natten for at græsse på bondens enge.
Som så mange andre vætter er havmanden ligesom bonden selv. Han har land og kvæg under havets overflade, han kan være giftelysten eller drillesyg, godmodig eller ondskabsfuld – fuldstændig ligesom andre mennesker, men med flere muslinger i skægget.
.png){kind=link}
Sælfolk og selkies
H. C. Andersen havde imidlertid ikke havets vætter i tankerne da han skrev sit eventyr. Hans havfruer lokker sømænd i fordærv og sænker skibe – og dermed er vi ovre i en helt anden forestillingsverden. De gamle grækere gav os sagnet om sirenerne, smukke unge kvinder som sang så smukt at de kunne lokke skibe til at sejle på skær så alle ombord druknede.
Havet lokker, det ved enhver sømand. Men ligeså gammel og berømt som sirenesagnet er, så har vi tilsvarende sagn overalt i verdensmytologien. I vores hjemlige Nordsøfarvande, især på Færøerne og Island, men også på den jyske vestkyst, har vi sælkvinderne – kvinder der lever i havet men går på land iført sælham. Stjæler man hammen fra sådan en kvinde kan man tage hende med hjem og gifte sig med hende. Men finder hun nogensinde sin ham igen, så forsvinder hun tilbage til havet lige så hurtigt som lufferne kan bære.
På de skotske kyster, samt på Orkney og Shetlandsøerne, er sælkvinderne selkies. Til forskel fra den skandinaviske sælkvinde kan selkies dog også være mandlige – men de er stadig sæler forklædt som mennesker. I enkelte tilfælde er de i virkeligheden spøgelser af druknede sømænd.
Wikipedia har en mere detaljeret gennemgang af sælfolk- og selkie-sagnene.
Store, sexede havdyr med våde øjne
Næsten uanset hvilken del af verdenshavene vi ser på, kan vi finde sagn om folk, der bor i havet. Nogle er som vore danske vætter, nærmest undervandsudgaver af os selv. Andre er fremmedartede og eksotiske, og minder ikke meget om mennesket. Vi kan i alt fald slå fast med det samme at havfruer udmærket kan være sorte – og blå, og grønne, og alle mulige andre farver.
Der er to gennemgående fællesnævnere for havfolkesagnene: De forbindes ofte med store havdyr som sæl, søko, og manater, som alle har glat hud og store, mørke øjne. De repræsenterer havet, både når det er smukt og tillokkende og mildt – og når det er oprørt, stormfuldt, og dødsensfarligt. Havfolket, i alle sine afskygninger, er naturånder (eller i enkelte tilfælde, spøgelser af ofre for naturens kræfter).
Det er vist i orden at grine lidt af tanken om de sømænd, der har formået at forveksle en søko eller en gråsæl med en smuk ung havfrue. Man kan jo sidde og sådan blive lidt ensom, derude på bølgen blå.
Havfruer i alle farver
@sacha_coward har samlet et helt galleri af havfruer på Twitter. Dem kan du se i linket herunder – der er ikke sparet på hverken farver eller nationaliteter!
Today I want to talk to you about mermaids that are NOT white. I want to share some awesome stories of merfolk from around world and explain why this is important. So grab your flippers and let’s go! pic.twitter.com/YrsfbUAQwI
— Sacha Coward (@sacha_coward) August 10, 2018
Middelalderens havfruer
Sagnene om havfolk og sirener er meget, meget ældre end H. C. Andersen. Ligeledes på Twitter har @erik_kaars samlet et galleri af middelalderens fremstillinger af havfruer. De er sorte, grå, blå, grønne, røde … men perlemorshvide som en reklame for skandinavisk hudcreme, det er de ikke.
MEDIEVAL MERMAID THREAD
White people on the internet: The Little Mermaid can’t be black! It’s a European legend! She has to be white!
Medieval Europeans:
(Book of Hours, Dutch, f. 67) pic.twitter.com/0KXxifdp86
— Erik Wade (@erik_kaars) July 4, 2019
Havfruer holder ikke op med udvikle sig
H. C. Andersen skævede mere end en lille smule til den græske mytologi da han skrev sit eventyr. Disney ikke bare skævede men sprang over i det græske med begge ben samlet, iført chiton og sandaler. Ikke at det generede mit øje som dansker – Disney har aldrig nogensinde påstået at deres animerede eventyrfilm var mere end løseligt inspirerede af deres forlæg. Havguden Triton optræder ikke hos H. C. Andersen. Det gør talende måger og eremitkrebs heller ikke. Men filmen er sød alligevel!
Historier udvikler sig så den passer til sin samtid og sit publikum. Oldtidens og middelalderens søfolk brugte sagnene om havfolk som en omskrivning af selve havets kræfter. Havet giver og havet tager. Havet er uforudsigeligt. Havet er en naturkraft, og du kan aldrig rigtigt stole på dets gode vilje. Det samme gjorde sig gældende for bønder og fiskere i nyere tid, som fandt på visen om Agnete og eventyrene om havmanden og hans kvæg.
H. C. Andersen lod historien udvikle sig i en anden retning. Han skrev om kærlighed – ikke kun kærligheden mellem mand og kvinde, men især kærligheden til Gud. Selv et sjælløst væsen som en havfrue – som jo i kraft af sin vættenatur i virkeligheden hører Helvede til – kan finde vejen til paradis, hvis hun vil ofre sig nok, elske nok.
Den lille havfrue gør sig til sidst til herre over sin egen skæbne og finder en måde at få en guddommelig sjæl på – men hun må ofre så grueligt meget før hun kommer så vidt. I bund og grund handler Den lille havfrue om kærligheden og tilliden til Guds skaberværk. Det er temaer som Andersen tit besøger – Eventyret om en moder handler f.eks. om en mors forsøg på at få sit døde barn tilbage, indtil hun til sidst må indse at Gud har en mening med alt, og det er bedre for barnet at være i Himmerige.
Disney fortalte en sød, sjov og dramatisk historie om en fiskepige der fandt kærligheden hos en menneskeprins. Der var ikke meget dybde i Disneys version, men den var god underholdning og det undrer ikke at den er en af Disneys mest populære klassikere. Mange af os krøller tæer når vi ser den gennem en historiker eller folklorenørds øjne, men ikke når vi bare tager den for hvad den er: Halvanden times underholdning med et par fængende melodier, rettet mod børn og barnlige sjæle. Den er sgudda sjov!
Nu er tiden kommet til at tage det næste skridt i havfruens udvikling. Uanset om live action-udgaven af Den lille havfrue bliver en fantastisk historie eller en gang sødsuppe uden indhold, så er én ting sikkert: Disney forstår at omskrive sit kildemateriale så det passer til samtid og publikum.
Morgendagens Ariel er sort, og der er ikke noget historisk eller kulturelt belæg for at hun ikke kan være sort.
