Tyve ting, jeg har lært af at læse om at skrive

  1. 90% af alle forfatterdebatter på sociale medier handler i bund og grund om, at du ikke er god nok og derfor skal du købe mit kursus, høre mit foredrag, følge min blog og ansætte mig til at korrekturlæse din tekst. Forfatterspirers usikkerhed er en millionindustri – især på engelsk, men også herhjemme.
  2. Det tager tid at skrive. Mere end tyve minutter mens kartoflerne koger.
  3. Der er altid nogen på Facebook som ved mere end dig, og hvis du leder lidt skal du nok finde ham eller hende.
  4. Der er altid ti mennesker på Facebook, som tror at de ved mere end dig, og de skal nok sørge for at fortælle dig det.
  5. Der er også altid ti mennesker på Facebook, som grundlæggende er vrede på universet over at de endnu ikke selv er berømte, og den eneste tilfredsstillelse de kan finde, er at fortælle dig at du skal i alt fald ikke gå rundt og tro, at du er noget.
  6. Nogle mennesker har den overbevisning at hvis kommateringsregler, naturens love og almen lovgivning er uenig med dem, så er det et angreb på deres personlige integritet og kreativitet, som de ikke behøver at tage til efterretning.
  7. Nogle mennesker ønsker ikke feedback. De vil bare gerne have, at du beundrer dem.
  8. Det er ofte bedst bare at pakke sammen og gå når nogen bruger ordene, »Det ved jeg godt, men jeg vil ikke have, at nogen sætter grænser for min kreativitet.« Hen ad vejen lærer du det specielle tonefald på ordet ’men’ som udgør en kæmpestor, rød advarselslampe.
  9. Fantasy kan spænde langt bredere end bare noget med elvere, magi og konger.
  10. Stephen King måtte gennem 30 afslag før han fik en millionkontrakt med »Carrie«. Stephen King ernærede sig som novelleforfatter, essayist og freelanceskribent i årevis før det. Hans talent dukkede ikke bare op ud af det blå, og gik grueligt mange afslag igennem før retfærdigheden skete fyldest. Han arbejdede røven ud af bukserne, og til sidst gav det pote.
  11. Du er ikke den nye J. K. Rowling bare fordi du har fået udgivet to noveller og opdaterer din blog eller Facebookside hver måned. Men hvis du skriver er du forfatter, og det kan ingen tage fra dig. Man skal ikke have udgivet så og så meget før man har lov til at kalde sig skribent.
  12. »Twilight« og »Fifty Shades« startede som mere eller mindre pornografisk fan fiction. Det betyder ikke, at din halvlumre sengekantsversion af »Supernatural« bliver den næste store bestseller. Der er et stort marked for erotika, men der er også en grund til at vi kan tælle fan fics-der-blev-bestsellers på én hånd. Fan fiction er en utrolig effektiv skriveøvelse, men 200 kudos på archiveofourown.org betaler ikke din husleje.
  13. Den følelse, når det hele bare kører og ordene vælter ud, er fantastisk.
  14. Den følelse dagen derpå, når det går op for dig, at det meste af teksten faktisk også er god dagen derpå – den er endnu bedre.
  15. Det er utroligt vigtigt at have nogen at snakke med og holde hinanden til ilden, når man skriver. Men forsøg at få et par makkere, som du har en personlig forbindelse med. Tilfældige mennesker på sociale medier giver fordrejet, nogle gange direkte forkert feedback. Meninger er som røvhuller, der er masser af dem og de fleste lukker mere lort ud end guld.
  16. Dem, som lukker guld ud, skal du til gengæld kæmpe med næb og kløer for at holde fast i. Én god sparringspartner er mere værd end hundrede mennesker, der ’liker’ dine blogopdateringer men aldrig kunne drømme om at læse din historie.
  17. Gud og hvermand tror, at de kan lære at skrive. Gud og hvermand har ret.
  18. Du bliver aldrig for dygtig til at lære mere, men du skal lære at sætte foden ned og sige, nu er jeg god nok til at begynde. Der er altid nogen, der gerne vil sælge dig et kursus i hvordan du bliver god nok, men hvis du aldrig får begyndt på din historie bliver det til skruen uden ende.
  19. Viden er sjovt. Research er sjovt. Det er sjovt at lære. Vi har aldrig haft mere adgang til information end vi har nu om dage, så giv dig den tid, der skal til, til at lære. Nyd at du har muligheden for at lære nærmest hvad som helst nu om dage, uden at du behøver at skulle kende nogen eller have forbindelser. Alt er online. Alle kender nogen, der kender nogen.
  20. De første 200.000 ord du skriver, skal direkte i skraldespanden. Det er David Eddings’ råd, og det holder. Men mine røg i skrivebordsskuffen, for selv om de første historier ikke har kvaliteten til at bære en udgivelse, så er de stadig mine hjertebørn, og jeg nød hele processen om at skrive dem.

Kan din hovedperson erstattes af en sexet lampe?

Kan din hovedperson erstattes af en sexet lampe?

Lige nu arbejder jeg med en science-fantasy roman, som blandt andet handler om kønskamp – nærmere betegnet hvad der gik galt efter at en vanvittig kvinde forsøgte at skabe et diktatur baseret på kønsdominans. Da jeg skrev den oprindelige tekst i starten af 1990’erne havde jeg ærligt talt ikke forestillet mig at den del af historien stadig ville være pinligt relevant tredive år senere.

Min historie er ikke et feministisk manifest, og selv om jeg personligt betegner mig selv som feminist, så handler romanen om fascisme og hvordan skævvridning af fakta bruges til at gradvist at skabe og normalisere en tankegang, som vi ellers ville anse for at være helt ude i hampen. Men netop fordi at jeg har valgt at min gale fascist har brugt sin kønsidentitet (og sin religion, men det er en historie, I får i et andet blogindlæg en dag) som udgangspunkt for sit vanvid, så har jeg brugt rigtigt megen energi på at tænke over hvordan køn repræsenteres i fiktion, også ganske moderne fiktion.

Jeg skrev den første udgave på et tidspunkt da Star Trek: The Next Generation stadig var den toneangivende science fiction-serie i mainstream medierne. Star Trek forsøgte helt fra starten i slutningen af 1960’erne at beskrive et utopisk samfund hvor ligestilling og ligeværd blev taget for givet. Det lykkedes ikke. På trods af Gene Roddenberry’s gode intentioner, så er både serien fra 1966 og serien fra 80’erne stadig plaget af slidte stereotyper (og jeg elsker serierne alligevel, blandt andet fordi de faktisk forsøgte!).

Der var stadig længe til at vi fik en kvindelig Star Trek-officer, der havde sin egen vigtige rolle og sin egen autoritet. Det nærmeste var vel Beverly Crusher, den kompetente rappenskralde af en skibslæge. Tasha Yar var så dårligt konstrueret at hun blev skrevet ud allerede i første sæson, og Deanna Troi var ikke en stærk beslutningstager – der er endda et afsnit, der specifikt handler om hendes forsøg på at lære at tage svære beslutninger før hun kan blive bridge officer, altså kommandohavende. Alle The Next Generations faste besætning af aktion-personer og beslutningstagere var stadig mænd.

Dette irriterede mig allerede dengang omkring 1993 eller -94, da jeg begyndte at skrive på denne historie. Jeg beskrev mine personer og de roller, de skulle spille i historien indtil jeg følte, at nu havde jeg et godt greb om deres personligheder. Så tog jeg, som den rollespiller jeg nu engang er, mine mangefarvede plastic-terninger frem. Jeg gjorde det fuldstændigt tilfældigt hvad køn og etnicitet de forskellige personer fik. De eneste, der lå fast fra starten, var to personer, hvor plottet nødvendiggør at den ene er en kvinde og den anden en mand. Alle andre slog jeg en terning om.

Jeg valgte senere at skifte kønnet på en enkelt person; hun var ved at udvikle sig til en kliché – kontormusen, der leger Kirsten Giftekniv og løber med sladder. For at bryde ud af den ramme lavede jeg hende om til en mand. Det er lidt pinligt at indrømme, at det fik mig faktisk til at gøre personen mindre usympatisk. Det er stadig svært at gøre sig helt fri af de fordomme, man selv er vokset op med.

Hvorfor betyder alt dette noget tredive år senere, mens jeg sidder og genskriver og færdiggør den gamle historie? Det betyder noget, fordi at vi stadig ikke er nået til et punkt, hvor mainstream underholdning ikke stadig tramper rundt i de samme gamle, fortærskede klichéer. Vi er stadig i en tidsalder hvor hovedpersonens køn kan afgøre, om en film eller bog bliver en succes eller falder fuldstændigt til jorden. Hollywood ved, at de gamle arketyper sælger, og der udvises en utrolig konservatisme og tilbageholdenhed, når det gælder om at tage chancer og prøve nye løsninger.  Pengene skal tjenes hjem! Vi lever i en tid, hvor kvindelige game designere stadig udstilles på internettet som inkompetente rappenskralder, simpelthen fordi de forsøger at mase sig ind i ’det mandlige rum’, og hvor mænd, der ikke falder ind i det traditionelle kønsrollemønster udsættes for lige så megen chikane og had som kvinder, der ikke vil indordne sig. Der er stadig alt for mange ofre og alt for få rollemodeller for morgendagens børn. Der er stadig lang vej tilbage før vi har lært at se personer som personer først, og køn/race bagefter.

Uanset hvad ens personlige kæphest som forfatter er, så er der et par tests, som er gode at gøre sig tanker om, mens man skriver. Tag et kig på et par af dem, og tænk efter om din yndlingsfilm eller -roman kan bestå dem.

  • Bechdel-testen: Two eller flere kvinder taler sammen om noget andet end en mand.
  • Mako Mori-testen: Mindst én kvindelig person med sin egen handling, som ikke kun understøtter en mandlig persons historie.
  • Den Sexede Lampe-testen: En kvindelig person, som ikke kan tages ud af historien og erstattes med en sexet lampe, uden at historien tager skade af det.
  • Anti-frys-testen: Ingen kvinder bliver overfaldet, såret eller dræbt i historien kun med det formål at få en anden persons historie til at fremstå stærkere.
  • Styrke er relativt-testen: Komplekse kvindelige personer med god karakterisation, frem for en gruppe af overfladiske stereotyper tilpasset mandlige fantasier.

Der er mange flere tests, men disse fem er et godt sted at starte. Og husk på, at de alle fem også kan bruges med omvendt fortegn (for chick lit kan være lige så diskriminerende) og med andre problemstillinger: Skift ’kvinde’ ud med ’bøsse’ eller ’farvet’, og se hvad der sker.

Der er ikke noget galt med at skrive en historie, der ikke kan bestå disse tests. Min science-fantasy roman kommer aldrig til at bestå Bechdel-testen, som er den mest kendte af disse tests, og det er jeg helt okay med. Man foretager valg som forfatter – men det er vigtigt at foretage disse valg fordi de er de rigtige valg for ens historie, ikke fordi det bare er så meget nemmere at genbruge Hollywoods gamle, udmattede arketyper. Det handler ikke om at skrive politisk korrekt, men om at få sit budskab igennem.

Kan din yndlingsfilm eller -roman bestå disse tests? Kan den, som du er ved at skrive, bestå dem? Og hvis ikke, har du så gjort dig klart hvorfor at din historie bliver bedre af at du vælger at fejle?

Hvor fanden er min muse blevet af?

Hvor fanden er min muse blevet af?

Kender du de dage, hvor man sætter sig ved sin laptop eller med sin skriveblok, og der sker absolut ingenting? Du stirrer ud i luften, du traver lidt op og ned ad gulvet, du tager lige opvasken, og der er stadig ikke et ord på skærmen eller papiret? Til sidst ender du med at gå ud og gøre badeværelset rent i stedet for, for så har du da i det mindste foretaget dig noget konstruktivt i dag. Man begynder sin skrivetime fuld af optimisme og entusiasme, og ender med at sidde der og føle sig rent elendigt til mode. Man vil så gerne skrive, men man har faktisk ikke noget at sige.

Det kan være svært at finde tid til at skrive, især med arbejde, børn og partner som også skal passes. Pludselig er der simpelthen ikke nok timer i døgnet. Men det er ikke det problem, som opstår, når musen bliver væk. Nej, her har man tiden og pladsen til at skrive – men der kommer bare ikke nogle ord. Der er ikke nogen historie. Du har ikke noget at fortælle.

Jeg ville så gerne give en magisk opskrift på, hvordan man bare lige kan finde på en historie eller et plot til en roman eller novelle. Men sandheden er, i alt fald for mig, at det er hårdt arbejde. Jeg har masser af idéer på min notesblok, men de er usammenhængende og rodede, og for nu at være helt ærlig, så er de fleste af dem ikke særligt gode. Alt for mange af dem går i sin grundform ud på, at jeg har en spændende og sexet person, som jeg gerne vil se mere på – men ikke nogen handling at putte dem ind i. “Ham her er bare så hot” er ikke en historie.

Sjovt nok bliver folk nogle gange fornærmede når man brokker sig over, at idéerne bare ikke vil komme, eller simpelthen ikke er gode nok. I en tidsalder, hvor det er så svært at finde tid, er det næsten blevet en fornærmelse, at indrømme at man har tiden men ikke rigtigt får noget ud af den.

Som forfatterspirer går vi rundt med den forestilling, at vi alle sammen har en stor historie i hovedet, der bare vil ud. Vi tror, at de store, successrige forfattere bare satte sig op i sengen en morgen som børn og sagde,”Når jeg bliver stor, så skriver jeg denne her ned, og så er den hjemme.” Men sandheden er, at det at skrive noget sammenhængende kræver rigtigt meget arbejde. Først skal du lære dig selv at skrive, og så skal du lære dig selv at have noget at sige.

Det sidste er langt det sværeste, i alt fald for os, der ikke er født med en historie i hovedet. Eller alt for mange historier.

Jeg har altid skrevet, men som mange af mine stakkels ungdomsbekendte kan skrive under på, så har kvaliteten været meget svingende. Først skrev jeg for sjov – så blev det mit arbejde i reklamebranchen. Siden skrev jeg tekster til online-spil. Hen ad vejen lærte jeg at konstruere en historie og skrive om steder, følelser, og personer – i stedet for at fokusere på mit plot og min morale. Jeg lærte at lægge fokus på selve nuet og oplevelsen, i stedet for at tænke tre kapitler fremad.

De af os, som ikke er velsignet med en trofast muse, der bare spytter ord i tastaturet på kommando, vi bliver nødt til at lære os selv at tilgå skriveriet som et arbejde. Der skal lægges så og så mange timer om ugen i research, så og så mange i at læse andre forfattere og finde ud af, hvorfor deres historier virker, og så og så mange timer skal bruges på simpelthen at skrive dagbog eller små portrætter af din nabo hvis din muse stadig ikke vil samarbejde. Hen ad vejen kommer ordene. Hen ad vejen kommer strukturen.

Fan fiction-forfattere skriver drabbles for at øve sig. Det er små historier uden mening eller plot, bare et sindsbillede eller en stemning, en øvelse i at sætte sig ind i personens tankegang og opfattelse. Kan det bruges til noget? Nej, ikke ud over at fan fiction-læsere ofte finder dem interessante. Nogle dage skriver jeg en beskrivelse af mit fuglefoderbræt eller mine tanker om et tilfældigt emne. Det hele ender i papirkurven – men jeg bliver stadig bedre til at sætte ord sammen, også når jeg faktisk ikke rigtigt har styr på hvor hele turen skal ende henne.

Muser er flygtige væsener, men de kan dresseres – fodr dem godt og arbejd med dem ofte, så begynder de at forstå, hvad det er, du vil have dem til.

Tegneserien Oglaf tager også problemet op. Men inden du styrter over for at læse hele deres arkiv må jeg nok hellere advare om, at den er særdeles NSFW.
Tegneserien Oglaf tager også problemet op. Men inden du styrter over for at læse hele deres arkiv må jeg nok hellere advare om, at den er særdeles NSFW.

Hvad gør du selv på de dage, hvor inspirationen bare ikke vil komme? Del ud af dine erfaringer i kommentarfeltet hvis du har lyst.

Hvorfor er fan fiction ikke rigtigt stuerent?

En af de store genrer i fan fiction er crossovers -- når man sætter to vidt forskellige universer sammen i samme historie.
En af de store genrer i fan fiction er crossovers — når man sætter to vidt forskellige universer sammen i samme historie.

Begrebet fan fiction opstod i slutningen af 1960’erne, med små historier om James T. Kirk og Mr. Spocks eskapader af den art, som den officielle TV-serie i alt fald ikke viste. Derfra har fan fiction udviklet sig til et verdensomspændende fænomen. Næsten lige meget hvilken TV-serie, biograffilm, eller nogenlunde velkendte roman du vælger, så er der nogen, der har skrevet deres egen fortsættelse eller forsøgt at fylde hullerne ud.

Det er sjovt at tænke på, at de allerførste fan fiction-historier, vi kender til, faktisk var mondæne forfattere omkring 1900-tallet. Da Arthur Conan Doyle tog livet af Sherlock Holmes i 1893 begyndte både kendte og ukendte forfattere at skrive deres egne Holmes-historier. Selv Mark Twain var med på den vogn, og det ansås faktisk i samtiden som prestigefyldt at sådan kunne skrive videre på Doyles fortællinger. Doyle endte som bekendt også selv med at genoplive figuren efter pres fra sine læsere.

Fan fiction har et frygteligt rygte i såkaldt pæne cirkler nu om dage. Det bunder til dels i, at langt størstedelen – lad os nu være ærlige, nok omkring 75-80% – er mere eller mindre pornografisk af natur. Men det bunder også i idéen om, at hvis du bare låner en anden forfatters personer og koncept til en lille historie af din egen, så er det jo ikke rigtigt at skrive, vel? Man er jo først en rigtig forfatter, når man har fået udgivet en roman på et anerkendt forlag, og det skal vel at bemærke ikke være en selvudgivelse.

Det er noget frygteligt snobberi. Ja, rigtig meget fan fiction handler i bund og grund om at person A ender i køjen med person B. Det gør rigtig meget udgivet literatur også. Fan fiction er ofte mere grafisk i sine sex-beskrivelser end noget, der kan sælges i en DSB-kiosk, men du er aldrig mange klik væk fra PornHub eller RedTube, så man kan ikke sige, at genren er mere hardcore eller grafisk end så meget andet, der ligger på internettet.

Personligt er jeg ikke meget til erotica, det være sig fan fiction eller officielle udgivelser – men smag og behag er heldigvis forskellige. For mig er charmen ved fan fiction tofold: Jeg kan lide den udfordring, der ligger i at hoppe ud af min egen kasse og tænke i en anden forfatters – og jeg kan lide at læse en god fortsættelse når jeg løber tør for officielle bøger i en serie.

Som skriveøvelse er fan fiction fantastisk – og publikum er overraskende kritisk. Der er vist ikke nogen større fornærmelse blandt fan fiction skribenter, end at få at vide, at ens personer er OOC – out of character – og altså ikke følger det originale forlæg. Som skribent skal du lave mindst lige så meget research som den originale forfatter, for glemmer du en reference i bog tre, kapitel otte, så skal du nok blive mindet om det! Derudover skal tekst og dialog være i samme literære stil som forlægget, og plottet skal virke som om, at det kunne være en naturlig fortsættelse. Det er ganske meget sværere end det lyder til.

Det er måske ikke så underligt at så meget fan fiction er simpel pornografi, når det kommer til stykket. Der er naturligvis mange, der skriver pornografi fordi det er det, de har lyst til – men der er også mange, som øver sig i at skrive, men ikke er parat til at kaste sig ud i at holde styr på research, kompliceret plot, og personuddybning – endnu. De træder deres barnesko i forholdsvis simple romantiske historier uden den store dybde.

Og det er faktisk ret fedt. Udover underholdningsværdien er fan fictions allerstørste styrke at man som regel får en hel del feedback temmelig hurtigt, i alt fald hvis man udgiver sine historier på fanfiction.net eller archiveofourown.org,  de to største, internationale arkiver. Beder man direkte om det, er der rigtigt mange læsere, som meget gerne hjælper med positiv kritik. Der er myriader af små grupper, der skriver i samme univers, og hjælper hinanden med at korrekturlæse, få idéer, og komme igennem svære scener. Fan fiction er ti tusinde gange mere socialt end at skrive originale værker, for der har man måske nok et par betalæsere, men så venter man så også i månedsvis på den ene tilbagemelding fra det udvalgte forlag. For fan fiction venter man oftest kun i ganske få timer, før de første kommentarer og udmeldinger begynder at trille ind.

Jeg vil faktisk anbefale fan fiction både som underholdning (selv om du skal være klar til at sortere grundigt, for der er betydeligt mere skidt end kanel) og som værktøj og skriveøvelse. Det er synd at se ned på en udtryksform, der virkelig hjælper folk – både med at blive bedre til at skrive, og til at opbygge et socialt netværk af medskribenter. Selv om jeg personligt absolut ikke er nogen fan af hverken Twilight-sagaen eller 50 Shades-serien, er det også værd at huske på, at begge to startede som fan fictions.

Skulle du have lyst til at læse nogle af mine fan fictions er de lige her – men jeg beklager at måtte skuffe nogle: De er overhovedet ikke pornografiske.

Skriv hvad du ved

Alle livets rejser begynder med at tage et skridt.

“Write what you know” – skriv hvad du allerede ved. Det råd gives igen og igen til forfatterspirer og andre med interesse i faget. Det er et godt råd, men ligesom alle andre gode råd har det sine begrænsninger. Når folk læser rådet og går hjem med en forståelse af, at de kun må skrive om ting, de selv har oplevet, så er rådet misforstået.

Jamen, hvis jeg kun må skrive hvad jeg ved, så kan jeg da ikke skrive en bog om ellefolk, rumpirater, eller talende elsdyr – for jeg har aldrig været nogen af delene! Så bliver rådet misforstået endnu engang, for selvfølgelig er du ikke et elsdyr.

Du kan skrive lige hvad du vil, om hvad som helst. Jo mere af dine egne erfaringer og observationer, som du kan trække på, jo mere hel og autentisk bliver din tekst. Og det er dét, som rådet betyder: Brug dine erfaringer i dit arbejde.

Lige meget hvad historie du fortæller, så handler din historie om mennesker – forbehold tages for ganske enkelte forfattere, som virkelig har lært sig at skrive så de virker som om de selv er faldet ned fra en anden planet (det er ikke nødvendigvis en kompliment). Lige meget om din fokus er på plottet, teknologien, aktion-sekvenserne, eller de følelsesmæssige komplikationer, så handler din historie om mennesker (eller væsener, der har menneskelige træk).

Du ved muligvis ikke ret meget om talende elsdyr, men du ved alt om at være menneske. Ikke nødvendigvis et godt menneske, et heldigt menneske, et tilfreds menneske – men du er menneske. Du kan bruge dine egne erfaringer fra livet til at gøre dine fiktive personer levende.

Er du ved at skrive om jagt på Grønlands indlandsis? Så bliver du nok nødt til at læse op på emnet og allerhelst rent faktisk besøge indlandsisen. Du kan godt skrive en historie om menneskene, som befinder sig i den situation, men det er sandt at din historie først bliver rigtigt levende og indlevende når du kan beskrive lugten af gletcherfloderne, den utrolige blå farve af vandmættet is, sollyset som flår dig i øjnene, og den iskolde vind, der går gennem marv og ben selv på en sommerdag.

… Ja, jeg har stået på indlandsisen ved Illulisaat. Længe nok til at huske hvordan vinden var tør og kold og lugtede af det sand, som farver isen gråbrun og beskidt. Ikke længe nok til at turde give mig i kast med en historie om overlevelse på isen.

Brug dine erfaringer. Sørg for at få erfaringer at bruge af.

Virkeligheden overgår fiktionen

Tips & idéer

Man kan godt sidde og tænke, at nu er min historie da lidt for langt ude, det her er der sgu’ ingen, der vil tro på. Virkeligheden overgår som bekendt fiktionen, så jeg har samlet fire hurtige websites, som er gode til at forundre, more, og inspirere. Man kan se, at jeg hører til den gruppe af skrivende folk, som holder antennerne ude og samler sære fakta hele tiden, – og så udvælger nogle her og nogle der, til at inspirere mig eller blive flettet ind i mit skrivearbejde.

Og så er det jo også en måde at slå tiden ihjel på de dage hvor ordene bare ikke vil komme ud af hovedet og ned på papiret.

Atlas Obscura

Et online-magasin, som specialiserer sig i historier om eksotiske og usædvanlige steder og historier om dem. Her finder du ikke anmeldelser af strandhoteller eller resorts. Til gengæld kan du undersøge en gammel gade i London, et 1500-tals fort i Italien, verdens største kirsebærtærtepande, racerbilsrekorder på en strand i Wales, kloaksystemet i Wien, Lord Byrons fødehjem, et nekropolis i Argentina, et museum for erotisk kunst, verdens største hundestatue, et canadisk monument for General Eisenhower, Flossenbürg koncentrationslejr, eller hvad med en have fuld af statuer af boksehandsker?

National Geographic

Da jeg var barn fik jeg mit etnografi-fix ved at læse det for længst hedengangne tidsskrift, Jordens Folk (jeg har stort set alle sammen stadigvæk!). Nu om dage kan man læse om fremmede kulturer og samfund online. Jeg checker regelmæssigt National Geographics hjemmeside for inspiration – for når man er ved at skrue et fiktivt samfund sammen til en historie er der mange gode idéer at hente. Virkeligheden overgår ofte fantasien! Bare overskrifterne lige nu i skrivende stund: Rotteinvasion bekæmpes med katte i stedet for gift, billeder af orkanens ødelæggelser på små ubeboede øer i Florida Keys, en fotoserie om dyr, der er undsluppet fra zoologiske haver i Syrien og har klaret sig …

Wikihow

Wikihow er en slags hvordan-gør-man leksikon med en målsætning om, at lære alle mennesker hvordan man gør alt. Test din IQ, lær at lave vanillesovs, få en Skt. Bernardshund at sitte, find ud af hvordan man fjerner mugpletter fra afsyrede gulve, se om en vandmelon er moden – alt mellem himmel og jord. Jeg griner stadig når jeg kommer til at tænke på den gang jeg havde brug for at finde ud af, hvordan man laver hjemmelavet holy water, eller vievand – der var godt nok nogle spændende historier gemt i folks kommentarer til den pågældende artikel.

Unyttige historiefacts

Endelig en side på dansk! Unyttige historiefacts fodrer dig med alle mulige underlige og ikke særlige brugbare fakta, mest fra Danmarkshistorien. Sære gamle annoncer, morsomme indslag fra Viktoriatiden, gamle retsdokumenter – men alt sammen med det twist, at nok kan du ikke bruge det til ret meget, men det skal være sjovt og finurligt. Som forfatter kan man så alligevel bruge det til noget – for mangler du inspiration eller anekdoter til et stykke historisk fiktion, så er der masser at tage af lige her. Og så er der gode grin med på vejen.

Bruger du naturen, når du skriver?

Noget af det, jeg elsker allermest at skrive, er naturbeskrivelser. Gang på gang oplever jeg, at når jeg beskriver et stykke helt almindelig natur, som f.eks. engen nede ved landevejen, ender jeg med en næsten magisk tekst. En helt almindelig dansk grøftekant bliver lige så eksotisk og interessant som storskoven i den fantasy-roman, jeg lige har lagt fra mig. Så minder jeg mig selv om at alt er spændende, hvis det bliver beskrevet med levende interesse.

Det var en smuk forsommerdag og hun stod på en strandeng fuld af vilde blomster, hun ikke kendte navnene på, bortset fra mælkebøtterne. Vinden purrede op i hendes hår og vandet glitrede blåt. Et skovklædt næs skød sig ud i vandet og langt ude bagved lå en kystlinje, der flimrede i lyset. Måger kredsede dovent højt oppe, og her og der raslede en tjørn eller slåenbusk med bladene når brisen tog fat i grenene. Engen voksede helt ned til vandet, hvor klumper af krat og stargræs stod hist og pist. Der var en ganske smal stribe af hvidt sand før selve vandet, som var så utroligt blåt. Sollyset glitrede i de små bølger så det så ud som om striber af sølv dansede let hen over dem.

Afsnittet er kopieret direkte ud af manuskriptet til Dragedukken. Det er et helt almindeligt stykke strandeng ved Gudsø Vig i Kolding Fjord, lige vest for Skærbækværket ved Lillebælt. Du har set noget tilsvarende hundreder, tusinder af gange.

Men det har din læser i udlandet ikke. Selv din læser på Møn eller i Thisted har ikke set netop den sydjyske fjordbred. Alting er fremmedartet når man ikke er vant til det. Jeg er vokset op ved Roskilde Fjord, og jeg kan tydeligt se hvor forskellige de to landsdele er, selv om der er så kort i mellem dem. Roskilde Fjord er en brakvandsfjord. Det er Kolding Fjord ikke. Selv vinden lugter helt anderledes.

For mig er en stor del af både udfordringen og begejstringen ved at skrive netop det, at se verden omkring mig, sådan rigtigt at lægge mærke til de små ting, så jeg kan bruge dem senere. Jeg skriver også fantasy – jeg sidder faktisk netop nu med en scene, hvor jeg skal beskrive nåletræer, der reflekterer sollyset så skarpt, at man er nødt til at bruge beskyttelsesbriller i skoven for ikke at blive “træblind”. Det ville aldrig være faldet mig ind hvis jeg ikke engang havde siddet og set på regndråber gennem sol, der blev reflekteret i de våde nåle på grantræer. Det stak i øjnene som tusind bittesmå lyn.

Jeg har boet i nærheden af lavvandede danske fjorde hele livet. Gavnø Fjord, Roskilde, Kolding – og nu er jeg så ved at flytte ud et par kilometer fra Rands Fjord. Det er en naturform, jeg kender ud og ind, med de tilhørende ellekrat, strandenge, og små å-udløb. Der er en god chance for, at alt hvad jeg skriver, kommer til at have passager, der handler om vandet, kysten, og livet dér. Det er så meget lettere at skrive om noget man kender som sin egen bukselomme, og så er det jo så forbandet smukt.

Hvordan ved du, at du er hovedpersonen i en fantasy-roman?

En ægte fantasy-heltinde er selvfølgelig gudesmuk og atletisk, men synes selv at hun er kedelig og klodset.
En ægte fantasy-heltinde er selvfølgelig gudesmuk og atletisk, men synes selv at hun er kedelig og klodset.

Denne liste har taget et par omgange på nettet i engelsk form. Jeg har oversat den og smidt et par kommentarer på, for den er faktisk ret god lige at have i baghovedet mens man skruer sin historie sammen — i alt fald hvis man vil undgå, at skrive det samme som ‘alle de andre’.

  1. Ældsterådet vil gerne tale med dig.
  2. Det Store Ritual skal lige til at begynde.
  3. Der er ved at ske noget, som ikke er sket i de sidste tusinde år.
  4. Du skal til Byen. Der er kun én By. Det udtales med stort B. Der er ingen, der gider sige Byens rigtige navn. Det er bare Byen.
  5. Visse medlemmer af Rådet er utilfredse med din families politiske dispositioner.
  6. En skjald dukker op som et morsomt indslag hele tiden. Der er ingen, der har hyret eller inviteret ham, og der er ingen, der ved hvad han rent faktisk lever af.
  7. Du kan ikke stole på ypperstepræsten.
  8. Nogen spiser et æble på en drillende facon.
  9. Der er kun ét hav. Det hedder Havet. Det Store Hav hvis du føler dig lidt formel.
  10. Du bor i et område uden nogen større eksport, ingen rigtig regering, intet banksystem, et netværk af veje, som står i god stand uden at nogen vedligeholder dem, og ingen uddannelsesmuligheder hvis du ikke vil være bonde som din far.
  11. Du er rødhåret. Dit hår hænger i en simpel fletning ned ad ryggen. Din far var en simpel mand og du kan ikke huske ret meget om ham – han døde da du var ung – udover hans stærke hænder, når du så ham fiske eller tømre, eller hvad det nu var, han lavede.
  12. Du skal skynde dig, ellers kommer du for sent til Markedet – og det kan man bare ikke!
  13. Der er problemer på Slottet.
  14. Dit efternavn har mindst én apostrof i. Gerne flere.
  15. Allerede på side 1 er du for sent på den til noget. Din mor skælder dig kærligt ud mens du skynder dig at sluge et par skefulde havregrød. Din mor er død inden side 42.
  16. Der er kun to religioner i universet. Den ene er en dårligt forklædt version af Islam som kun praktiseres af skurke. Den anden er Vikingetro. Du er en viking.
  17. Nye skikke truer de gamle. Din bedstemor udøver den gamle tro i hemmelighed. Det gør alle de gamle folk faktisk.
  18. Problemerne begyndte den dag, du ankom til hoffet. Hver eneste adelsmand har en kniv i ærmet. Hvor du dog ville ønske, at du var hjemme i landsbyen – som sikkert står i flammer nu.

Hvilke arketyper og klichéer får dig til at krølle tæer når du åbner en ny fantasy-roman? Jeg stødte på én her i sommers som ramte otte ud af 18 punkter på denne liste – og havde snuppet ca. en tredjedel af sit univers fra World of Warcraft.

Et smukt land

Jeg elsker den danske natur. Fra grønne enge og grøfter fuld af snerle og gederams, gennem dybe og skyggefulde skove, til vindomsuste heder og strandenge, der dufter af salt og hav. Selv en helt almindelig grøftekant er sådan en sommerdag et overflødighedshorn af blomster, græsser, og dufte. Ude godt, hjemme bedst.

Det er spændende og udfordrende at skrive eller læse om fjerne horisonter og fremmedartede landskaber. Jeg elsker en god fantasy- eller science fiction-roman med en interessant verden som grundlag lige så meget som alle andre læseheste. Men alligevel slår det mig at i stedet for at bevæge sig helt ud i fjerne galakser kan jeg finde den mest magiske og fortryllende verden lige her, lige udenfor min hoveddør.

Okay, så lidt længere væk, da. Jeg bor trods alt inde i midtbyen og så spændende er flisefortov og parkede biler heller ikke. Men jeg skal ikke køre langt for at finde en grøftekant, et skovbryn, eller en eng. Jeg behøver ikke at gå ombord i et rumskib for at finde en uudforsket verden. Hvor mange af jer kan navngive tre forskellige blomster på billedet? Du skal ikke se på mig – jeg er et barn af 80’ernes folkeskole og hvis ikke min mor havde lært mig at den hvide hedder snerle og den lilla gederams, så var det her endnu mere pinligt. Jeg er sikker på, at der også er en brændenælde et sted, og så når vi alligevel tre.

Det magiske og mystiske er ikke altid langt væk. En god historie dufter og sanser. Den fortæller mig ikke bare at her er en eng, solen skinner, jubii. Nej, her er en eng, der hvor åen diskret smutter under landevejen, her står den lilla gederams som soldater på parade mens den hvide snerle kærligt snor sig om dem som katte om menneskeben. Her snurrer humlebierne i luften mens de samler pollen og i det fjerne synger en lærke. Sommerbrisen dufter af nyslået hø og himmelen er så blå at sjælen synger.

Som en amerikansk veninde sagde til mig for noget tid siden: Det, der er kedeligt og dagligdags for dig, er eksotisk for mig – og omvendt. Jeg læser gerne romaner, der beskriver fjerne landskaber og underlige, finurlige samfund. Men sidder man i en støvet ørkenflække i Arizona, så er vores danske, frodige natur og lidt navlebeskuende samfund mindst lige så magisk, underligt, og finurligt.

PS. Da jeg tog billedet til denne artikel rejste der sig en råhind op et par meter fra mig. Den gloede lidt og gik derefter roligt lidt længere ind på engen for at sove videre. Fandens turister.

Ubehag, angst eller panik?

Ubehag, angst eller panik?
Billede fra Pixabay.

Noget af det sværeste at beskrive er voldsomme følelser, som for eksempel angst. Her mener jeg ikke den lille skræk, når man ser en edderkop på badeværelsesgulvet, eller gispet når man taber en kaffekop og så opdager at den heldigvis hverken var fuld eller gik i stykker. Jeg mener panisk angst af den slags hvor man reduceres til et skrigende, sparkende bundt arme og ben, et dyr, der kæmper for sit liv. Der er ingen rationel tankevirksomhed, intet forsøg på at løse problemet. Det eneste, man kan, er at komme væk, væk, væk, nu.

Hvis man fortæller en historie hvor fortællerpersonen oplever at være handlingslammet af angst er det nogle gange svært at kommunikere det rigtigt til læseren. Man er tit tilbøjelig til at forsøge at forklare og rationalisere for ikke at tabe læseren på gulvet. Man forklarer hvorfor at det er rimeligt at personen er bange. Man retfærdiggør angsten. Men angst er ikke nødvendigvis rationel og forklarbar.

En person i en historie er bange for tandlæger. Hun ser på redskaberne på bordet, mærker duften af rengøringsmidler og medicin allerede ude i venteværelset, og tænker på, at nu bliver hun bange. Hun husker på den gang da tandlægen tog lidt hårdt fat, og sveder. Men endnu er hun ikke i panik – hun er bare ubehageligt tilmode ved tanken om det, der kommer. Hvis det så ikke kommer, så har jeg ikke skrevet en historie om panik, kun om ubehag (og det er selvfølgelig i orden hvis det er det, jeg vil).

Jeg bruger tandlægeskræk som eksempel fordi jeg selv lider af det – i sådan en grad at jeg er nødt til at få behandlinger lavet på dentalkirurgisk på hospitalet, hvor de kan give mig beroligende medicin i imponerende mængder for at jeg overhovedet er til at få over i stolen. Med sløvende og beroligende medicin oplever jeg ubehag. Jeg vil gerne have det her overstået, tak. Jeg glæder mig absolut ikke til næste gang. Uden medicinen – no deal. I får mig ikke engang ind af døren. Jeg lyver gladelig om at jeg har glemt datoen. Jeg bliver simpelthen væk. Jeg skar engang en tandbyld op hjemme i stuen med en køkkenkniv, uden nogen form for bedøvelse. Hellere det, end at ende i en tandlægestol. Spoiler: Det lykkedes mig ikke at redde tanden.

Ubehageligt til mode, angstens sved, rysten på hænderne – det er kun begyndelsen. Total, handlingslammet panik handler om et voksent menneske, der skal fysisk tvinges ned i stolen, som skal holdes fast med magt. Et voksent menneske, der skriger uden ord, som et lille barn, som slår ud og sparker i forsøget på at komme væk. Et voksent menneske, som uden tøven vil forsøge at rive boret til sig og angribe tandlægen med det, i rent selvforsvar.

Lyder det voldsomt? Det er voldsomt. Panisk angst opstår, når der ikke længere er nogen regler eller konventioner. Når man ikke længere kan tale eller tænke sig ud af en problemstilling. Når man er reduceret helt ned til hvad dyrepsykologien kalder fight or flight – kæmp eller flygt.

Personer i en roman kan sagtens gennemgå angst og ubehag uden at nå helt derud. Men hvis du som forfatter fortæller, at deres angst ingen grænser kender, at de er i panik – så bør du gøre din læser den tjeneste at tage skridtet fuldt ud. Kryds grænsen mellem ’det her er er altså lidt ufedt’ og ’jeg må væk, ellers dør jeg’. Og husk på, at angst ikke altid er rationel. Nogle mennesker ved dybt inde, at hvis de rører ved en edderkop, så dør de. Også selv om det er en fuldstændig harmløs lille husedderkop, som ikke kan udgøre en fare for nogen, der vejer mere end 50 gram (og det er nok de fleste af os).

Nogle gange er det netop i sådan en situation at en god historie skiller bukkene fra fårene: To personer kan stå i den samme rædselssituation – men hvem af dem krøller sig sammen på gulvet og skriger, og hvem viser sig at have røv i bukserne til at løse problemet? Hvem af de to er det, som redder dagen? Når man trænger en rotte op i et hjørne slås den for sit liv. Fight or flight. Sætter din hovedperson sig til at dø i katatonisk rædsel, eller griber hun det nærmeste objekt og bruger det som våben i sit modangreb?

Det irriterer mig som læser at støde på hovedpersoner, der skal forestille at være helt almindelige mennesker – men når de pludselig står ansigt til ansigt med Cthulhu eller hvad ved jeg, så har de helt styr på hvad de skal gøre. Måske mumler de lidt om hvor ulækkert eller skræmmende det er, før de lader deres pumpgun. Okay, hvor mange ganske almindelige forstadsmennesker har kampvåben liggende i dagligstuen? Hvor mange kontorfolk og sosu-assistenter er mentalt klar til at tage kampen op med horder af zombier, eller hvad det store monster i din historie nu er? Hvor mange af os er helt afklarede med hvad vi skal gøre og hvordan, hvis der pludselig er tre bevæbnede hjemmerøvere og voldtægtsmænd i dagligstuen? Hvor mange helt almindelige mennesker bevarer overblikket og roen, når de sædvanlige regler pludselig ikke mere gælder?

Hvis du fortæller mig en historie om angst og panik og at komme helt derud hvor mænd er mænd, og dem, som ikke er mænd er frokost, så vil jeg se blod, sved, opkast, rysteture, irrationel adfærd, og store, mandige mænd, der græder som små børn. Det kan godt være, at helten netop er helten fordi han eller hun viser sig at kunne håndtere det – men alle de andre, dem som ikke kan, de skal beskrives så man forstår, at nu fornuften er stået af, nu er der kun rotten i hjørnet tilbage.

Fortæl så en god historie om den rotte!