Den om Webergrillen

Den om Webergrillen

Først sneg vintergækkerne sig ubemærket ind på græsplænerne, og et par dage efter fulgte de gule erantis efter. Så kom der påskeliljer i bedene og mælkebøtter i plænerne. Lige pludselig var det maj måned med prydkirsebær og tulipantræer og forsommerblomster, der eksploderede op af jorden. De stille villaveje var pludselig ikke så stille mere, for nu kom have- og grillfolket ud af vinterhi – som muldvarpe, lokket frem i solen ved duften af barbecue-sauce.

Hurtigt var der tyve grader i solen på sådan en majdag og de første rhododendron sprang ud i farver fra sart babypink til bloddryppende mørkerød. »Så er det sommer,« erklærede højkongen Frøj til de andre medlemmer af MC Elverhøj, klub for veteranmotorcykelentuasiaster. »Som forening skal vi afholde et antal arrangementer om året for at opretholde vores foreningstilskud. Nu om dage er det skik og brug her til lands at man griller når vejret er godt, så det første arrangement bliver sådan en grillaften.«

»Det er vel ikke nogen særlig kunst at stege et stykke kød over et bål,« sagde Frøj den Ældre. Han holdt stadig til på den knold ude midt i Spang Å, hvor han havde sat sig i vrede da man i starten af 1970’erne førte motorvejen gennem Elbodalen. Som regerende ellekonge i hans sted gik Frøj tit ud for at snakke med faderen om udviklingen – ikke fordi at Frøj den Ældre var med på noderne, tværtimod. Hvis den gamle ellekonge kunne overtales til at prøve noget nyt kunne alle.

»Vi skal have sådan en,« sagde Frøj den Yngre og viste sin far et farvestrålende katalog på tykkelse med en af de telefonbøger, som blev husstandsomdelt den gang telefoner stadig mest blev brugt til at tale i. »Se lige her – grillristen er i porcelænsemaljeret støbejern og den har integreret igrill-teknologi til brug sammen med den gratis Weber igrill-app – og grease management system i åbent standerdesign.«

»Alt det ved jeg overhovedet ikke hvad betyder,« gryntede den gamle.

»Det gør jeg heller ikke,« indrømmede Frøj. »Men det lyder godt!«

Ellekongen bestilte sin nye gasgrill samme dag. Den kostede en mindre formue, men man må jo følge med udviklingen, og desuden var der ingen bedre forslag til hvordan man skulle bruge motorcykelklubbens foreningsmidler. Lille Pæ Vætte havde snakket noget om at indkøbe en motorcykel der rent faktisk kunne køre, men det var der ingen andre, der havde hørt efter. Det var slemt nok at Frøj selv stod og rodede med sin aldersstegne Nimbus – der var ingen andre, der havde lyst til at blive smurt ind i motorolie.

Den nye Weber gasgrill var sort og stålblank og så så moderne og fin ud, at Frøj måtte tage handsker på for ikke at komme til at sætte fingre på det finpudsede metal. Den så ud som om den hørte til på kommandobroen på et moderne krigsskib – ikke at Frøj nogensinde havde været ombord på sådan et, men han havde jo sine tanker om hvordan ting så ud. Da grillen først blev stillet op på en knold ude på engen var det som om hele ådalen ligesom kom ind i det enogtyvende århundrede – i alt fald lige rundt om den nye maskine.

»Det er velsagtens ikke nok bare at have den stående,« sagde vætten Lillekræn. »Den skal vel både fodres og muges under.« Gasgrillen skinnede fint i aftensolen.

»Vi må da indvi den,« tiggede Bette Mette. »Du skal da vise den frem for naboerne, Frøj.« Ellepigerne var altid hurtige med en undskyldning for at holde fest og dans.

Sådan en majaften havde aftenluften stadig lidt bid tilbage når man stod i skyggen, og vinden duftede af æble- og kirsebærblomster. Det var ikke så ringe da den gamle kæmpehøj rejste sig tungt på fire gloende pæle så man kunne se den langvejs fra – hvis man ellers kunne se den slags, for de fleste mennesker så lysene og troede at det bare var biler på den fjerne landevej. Det var lettere at skille sig ud i nattemørket dengang de eneste lys på landevejene sad som kørelanterner på bøndernes hestevogne.

Åmanden dukkede op med søgræs i håret. Han boede ude hvor Spang Å løb ud i Rands Fjord, og han havde en hel kurv friskfangede, fede rudskaller med. »De ser ikke ud af så meget, men de passer lige til en snaps hver,« som han sagde.

Frøj trak mobiltelefonen frem. »Lad os nu se – der er ikke så meget kød på sådan en lille fyr – der er en opskrift med wasabi-olie og sesamfrø her, den passer vist lige til. Mette, du må lige stikke ind og hente noget sød sennep og olivenolie til mig.«

»Er der andet, jeg skal tage med?« spurgte Bette Mette, som ikke havde lyst til at løbe hele vejen ind til Føtex i Fredericia bare for at blive sendt tilbage igen efter noget andet.

»Der står her, at man skal bruge små bambusspyd,« sagde Åmanden som læste med over ellekongens skulder. »Men vi kan vel bruge tagrør i stedet, dem har vi masser af her i mosen.«

»Har vi allerede wasabi-olie?« spurgte Lillekræn imponeret. »Det ved jeg ikke engang hvad er.«

»Åh, det er bare en sovs af japanske radiser, vi moser bare et par almindelige radiser oppe fra Hansens køkkenhave,« sagde Frøj let. Det skulle jo hedde sig at han vidste hvad han lavede, når han nu var trendsetter. Desuden var der sikkert ikke nogen af højfolket, der kunne smage forskel.

»Har du noget cedertræ liggende her et sted, bror?« spurgte Liden Bolette, en af ådalens mange ellepiger.

»Hvis der gror noget af den slags her, er det i en eller andens have,« sagde højkongen. »Hvad skal du bruge det til?«

Bolette viftede med Frøjs telefon, som hun havde neglet mens han diskuterede radiser. »Der er en opskrift her på kæmperejer med persille. Rejer og persille, det har vi da!«

»Hesterejer og kinarejer er forskellige,« påpegede Åmanden, som kendte sine skaldyr.

»Jeg stikker ind på kirkegården og hugger et stykke af en thuja,« sagde Bette Mette opgivende.

»Skriv lige chiliflager på indkøbslisten også,« sagde Bolette.

»Jeg har taget noget at drikke med,« sagde Mosekonen. Hun kom slæbende med en kurv, der næsten var større end hende selv, og Åmandens øjne lyste blåt af glæde da han så, at den var fuld af lerflasker. Der var gode ting og sager i de flasker!

»Vi skal vel ikke kun have fisk,« sagde den lille Agnete som teknisk set ikke var en ellepige, selv om hun holdt til sammen med Frøjs søstre. Hun havde forvildet sig ud i mosen engang i starten af 1800-tallet til et dansegilde og havde aldrig fået taget sig sammen til at gå hjem igen. Hun snuppede telefonen fra Bolette. »Se lige det her, fyldte peberfrugter!«

»Der skal garanteret andet end peberfrugter i,« sagde Bette Mette træt.

»Det begynder at blive lidt kompliceret,« måtte Frøj indrømme.

»Quinoa, salsa, sorte bønner og majs,« sagde Agnete. »Grøntsagsbouillon kan vi vel selv lave. Ja, og så peberfrugter, selvfølgelig. Hvad er quinoa egentlig for noget?«

»En slags græskorn fra Sydamerika,« sagde Frøj og erobrede sin telefon tilbage. Hans blik nåede at strejfe en opskrift på bagte rødbeder med røget gedeostecreme og lakrids før han stak den i lommen.

»Hvis jeg ikke kan få det i Føtex henter jeg det ikke,« sagde Mette bestemt.

»Der er garanteret en facebook-gruppe for folk med Webergrill,« sagde Nille, som var den af ellepigerne, der fulgte mest med i den teknologiske udvikling. »Der er kurser og konkurrencer og alting.«

»Ih, det skal du med til, Frøj,« ivrede Bolette mens Agnete nikkede.

Den fine gasgrill skinnede og strålede. Flammerne fra højens gloende pæle gav genskin i dens blankpudsede ståloverflader så der var helt lyst omkring den. »Det må vi lige se på,« svarede højkongen og tænkte at han muligvis havde påtaget sig for meget. Det skulle være sjovt at være først med det første – men der var tydeligvis mange andre, der var kommet før ham når det handlede om kogekunst i udendørs køkken. Han var ikke skabt til at følge efter flokken ligesom de andre får.

»Kød skal der vel på bordet,« sagde Frøj den Ældste, som i dagens anledning var vågnet op – han havde ellers sovet sødeligt i kæmpehøjen siden larmen med motorvejsbyggeriet var overstået. Den ældgamle mand havde været højkonge før Frøj den Ældre, som havde været højkonge før Frøj, men han var overraskende adræt for sin alder. »Vi kom jo i god form den gang vi rendte rundt på isen efter renerne,« som han plejede at sige.

»Haps, haps, haps – nu skal vi ha’ snaps,« nynnede Åmanden. For hvert haps forsvandt der en rudskalle fra kurven og en stor slurk af Mosekonens bedste; den drik var lavet på duften af vilde hunderoser og drømmen om forår, så det var noget, der smagte af noget.

»Ja, det kan du li’,« sagde Mosekonen lunt til ham og drak selv med.

»Dig og dine fisk,« sagde Frøj den Ældste og så så over på sin sønnesøn. »Nå, lille Frøj, skal vi så få sat noget ild under noget flæsk?«

»Denne her opskrift ser god ud,« sagde Frøj, som stadig stod med telefonen. »Man tager en tre kilos nakkekam af svin og en masse krydderier – Mette, har vi cayennepeber?«

»Hvis det ikke gror vildt i ådalen har vi det ikke,« sagde Mette, som ikke havde forståelse for broderens forsøg på at lyde som om han naturligvis havde et velassorteret køkken i restaurantklasse ude i kæmpehøjen.

»Jeg er sulten,« sagde Pæ Vætte og holdt sig på sikker afstand af den store gasgrill. Han var heller ikke større end at han vel var bange for at forsvinde ind i den ved et uheld.

»Det tager godt nok noget tid at tilberede pulled pork,« måtte Frøj indrømme da han fik læst nærmere.

»Du gør alting så besværligt med dine nymodens idéer,« gryntede Frøj den Ældste. »I min tid rendte vi en urokse ud i mosedyndet og høvlede et par lunser fra røven.«

»Haps, haps,« sagde Åmanden glad og rakte ud efter den næste flaske.

»Nu må det være godt,« sagde Frøj. »Mette, du har din liste, afsted med dig.« Han trak op i sine grillhandsker og fandt instruktionsbogen frem. Bette Mette rullede med øjnene ad ham og travede så ind mod Fredericia. Det var en spadseretur på en times tid hver vej så det var nærliggende at skabe sig om til en hare, eller et andet dyr, der kunne rende stærkt. Ellepigen gik imidlertid på sine to ben, så fik hun sagt sin mening om tingene på den måde.

»Huskede du at sige at det skal være glutenfri bønner?« spurgte Lillekræn med et djævelsk glimt i øjet.

»Det glemte jeg,« sagde Frøj befippet.

»Der er ikke gluten i bønner,« sagde Bolette og tjattede ud efter den drilske vætte som snuppede en rudskalle og en snaps. Haps.

»Der er sgu gluten i dit bryg, Lillemor,« sagde Åmanden og nappede Mosekonen i låret med en stor, skællet næve.

»Der er sgu alt muligt i mit bryg,« lo hun tilbage og satte sig på hans skød. Han forsvandt næsten under hende, for Elbodalens Mosekone var ikke vant til at gå sulten i seng. Det så ikke ud som om han havde noget mod det, men mose og å var jo også vant til at gå op i en højere enhed.

»Send en flaske rundt mens vi venter,« sagde Frøj træt. Den stålblanke gasgrill så indbydende enkel ud i kataloget, men han var begyndt at mistænke at der skulle en ingeniøreksamen til at betjene den.

»En af dem med klokkelyng til mig,« sagde Frøj den Ældste. »Godt med bier i!«

»Ja, det kan du sagtens sige,« knurrede Mosekonen ovre fra Åmandens skød. »Der bliver færre bier hvert år, det er snart ikke til at lave en ordentlig sommerbryg mere.«

»Jeg vil også have noget at danse på.« Agnete snuppede en flaske fra kurven. Selv med flere hundrede års øvelse kneb det stadig for den lille menneskepige at følge med ellepigerne i dansen. Det blev ligesom lidt lettere når brygget gjorde hende varm inden i og ligeglad med om hendes rumpe så stor ud i tågegevandterne.

»Mette kommer vel snart tilbage,« mumlede Frøj og kastede instruktionsbogen fra sig. Så svært kunne det vel heller ikke være. Der skal brænde ind i den ene ende – nå nej. Gasgrill. Han smed sig i det bløde hav af forårsgræs og mælkebøtter og lukkede øjnene. Der var godt med engblomster og lyden af kattepoter på musejagt i den flaske, han havde fået trukket til sig.

»Sku’ vi ikke gå ned og se om der gror skovjordbær på engen,« hviskede Åmanden højlydt til Mosekonen.

»Du har da også sådan nogle gode idéer,« grinede hun og trillede af hans skød. Sammen forsvandt de ned ad stien ud mod fjorden.

»Nå, de skal ud og knække blomster med nakken,« konstaterede Nille og rakte ned i kurven, som Mosekonen havde ladet stå. »Jamen så gror alting også lidt bedre bagefter.«*

»Så bliver der mere mad til os,« sagde Pæ Vætte og snuppede sig også en flaske. »Jeg gad nu godt vide hvordan hun får så mange flasker bryg ned i én kurv.«

»Det er da lige meget,« grinede Agnete. »Det vigtige er, at kurven står her hvor vi kan få fat i den.«

»Nu skulle Alfhild have været her,« mumlede Bolette søvnigt. »Hun bliver altid så sjov når hun får noget at drikke.«

»Hun er stadig sur over at jeg ikke ville lade hende sætte vores danefæ på ebay,« sagde Frøj uden at åbne øjnene.

»Hold nu op med alt den snadren så en træt mand kan få sig en lur,« gryntede Frøj den Ældste og kastede sin tomme lerflaske fra sig.

Aftenmørket lå hen over ådalen som en beskyttende, men kølig dyne, da Bette Mette vendte tilbage fra sin bytur. Højen stod stadig på sine gloende pæle og holdt luften varm omkring sovende vætter og ellefolk og en enkelt menneskepige – de lå rundt omkring i græsset mellem de tomme lerflasker. Webergrillen skinnede stadig, blank som en nyslået toskilling. Der var stadig ikke tændt op i den.

»Der er nu heller ikke noget galt i at gøre tingene på den gammeldags manér,« sagde Mette og slog sig ned i græsset ved siden af de andre. Der var stadig et par fulde flasker tilbage i Mosekonens kurv og hun forsynede sig. Så pakkede hun sin pose ud – og der var hverken cayennepeber, quinoa, eller tigerrejer i den. Derimod var der fire cheeseburgers og en vanilje-milkshake fra McDonalds på Vejlevej.

»Jeg gider i alt fald ikke slæbe en halv restaurant med til Pjedsted fordi du skal være først med det hele, storebror,« sagde ellepigen med munden fuld. Frøj hørte ikke noget – han havde fået en af de flasker med bier i, så han sov sikkert godt de næste par dage.

Og så blev der stille derude i ådalen, i alt fald indtil de fire gloende pæle endelig brændte over og kæmpehøjen dumpede ned på jorden, hvor den opholdt sig til daglig. Duften af barbecue-sauce spredte sig hurtigt i Bredstrup og Pjedsted i takt med at sommeren skred frem, men Frøjs Webergrill fik lov at stå. I det mindste var den køn at se på, så noget havde ellekongen da fået ud af den investering.

Mosekonen brygger i Pjedsted. En af dem med svaner i.
Mosekonen brygger i Pjedsted. En af dem med svaner i.

*Enhver ellepige med respekt for sig selv ved at når naturvæsenerne bliver kærlige om foråret, så sætter det skub i naturen omkring dem. Menneskene vidste det også engang, men det er længe siden at man holdt op med at sende en karl og en pige i marken på den første forårsdag for at hjælpe lidt til.


Læs resten af MC Elverhøj-novellerne lige her!

Alle opskrifter – undtagen Mosekonens bedste – er fra Webers website. Også rødbederne med gedeost og lakrids.