Den om Dannebrog

Den syvende skrøne om Elbodalens ellefolk og veteranmotorcykelklubben MC Elverhøj!

C.A. Lorentzens maleri fra 1809 af Dannebrogs fald fra himlen under slaget ved Lyndanise.

Dannebrog vejede over de Bredstrup og Pjedsted villahaver og gårdspladser. Flaget smældede på den blide sommerbrise og gnistrede rødt og hvidt mod den klare, blå himmel. Det sidste var en udfordring i sig selv, for både forår og forsommer havde ellers været grå og kedelige. En af den slags år hvor hver solskinsdag trampes ned bagfra af otte regnvejrsdage der er vilde og gale for at få lov til at overhale.

Men der hang det så, Dannebrog.

“Man bliver varm inden i af at se på det,” sagde Patrick. Han var amatørarkæolog – en af dem som undertiden rendte rundt i Elbodalens engdrag med en metalsøger. Han var også et af de få mennesker som omgikkes Elbodalens ikke helt menneskelige beboere på lige fod. Han var blevet kæreste med ellepigen Alfhild, og senere begyndte han at spille kort med tyskerspøgelset Dieter som ellers mest vandrede rundt i mosen i sine tunge kampstøvler og bevogtede ellekongen Frøjs gamle offergaver og rustne cykler.

Patrick og ellekongen Frøj lignede hinanden så man kunne tage fejl på afstand eller med et par dårlige briller. De havde skovmandsskjorte, lysblond man-bun og fuldskæg til fælles, men så man nærmere efter var der alligevel forskel på dem. Frøjs ører var spidse, og når ellekongen ikke lige tænkte over det blev han let lidt udflydende i konturen – men det var vel heller ikke så sært for et væsen der bestod stort set af tåge, mosedis og skærsommernatsdrømme.

“Det skal hedde sig at I fik det af Vorherre.” Frøj kløede sig i det velplejede fuldskæg.

“Det faldt ned fra himmelen under slaget ved Lyndanise i 1219,” nikkede Patrick. “Det ved ethvert skolebarn.”

“Er du sikker på det?” Frøj så børnene fra Bredstrup-Pjedsted Skole gå forbi ad Ågade hver dag. Det var ikke Danmarkshistorie og heraldik de snakkede om når de sådan hoppede og løb forbi på fortovet, henover broen over Spang Å.

“Mja,” måtte Patrick indrømme. “Nå, men i alt fald enhver som har været på Facebook eller Twitter i dag. Det er jubilæet, du ved. Gud og hvermand har et opslag om Valdemar Sejr og hvordan flaget faldt ned fra himmelen og krigslykken vendte den femtende juni 1219. Otte hundrede år. Så længe har Dannebrog været vores nationalflag. Det kan mangodt tillade sig at være lidt stolt over.”

Frøj undte gerne søsterens kæreste den lille bid patriotisk fornøjelse. Selv gik han ud i åen, ud på den knold hvor faderen, Frøj den Ældre, havde siddet i stædighed siden han smed sin krone fra sig i vrede da motorvejen blev ført gennem Elbodalen for år tilbage. Der sad han stadig.

“De fejrer flaget i dag,” sagde Frøj som en slags hilsen.

“Hvad for et flag?” Frøj den Ældre strakte hals. Han lagde ikke altid mærke til hvad der skete sådan rundt omkring ham. Til gengæld var han på fornavn med alle Spang Ås elritser.

“Dannebrog. Det røde og hvide. Korsfanen.”

“Nå, det. Valdemars lille nummer.” Den gamle ellekonge grinede i sit gråsprængte skæg. Det var langt større og mindre velholdt end sønnens. Et par skovspurve havde bygget rede i det.

Frøj satte sig i græsset og stak et strå af rajgræs i munden. “Tiden går alligevel hurtigt. Tænk at der allerede er gået otte hundrede år.”

“Tænk at de faldt for det,” sagde faderen. “Jeg kunne ellers så godt lide det gamle banner. Valravnen var så flot. Det var ligesom mere dansk. Alt det kristne noget, hvorfor kan de gamle skikke ikke være gode nok? Vi har vel ikke brug for alt det mellemøstlige overtro heroppe på vore breddegrader.”

“Otte hundrede år,” sagde Frøj den Yngre. “Det er længe for menneskene. Korsfanen er den gamle skik nu.”

“De er nogle døgnfluer, er de.”

“Ja, det er de vel.”

“Jeg kan huske da Valdemar kom hjem med det,” sagde den gamle ellekonge. “Dengang rejste vi mere ud mellem menneskene end vi gør i dag. Fulgte mere med. I dag skal det hele jo være så vanskeligt – man skal have personlige papirer og hvad ved jeg, bare for at få en billet til postbåden. Tiderne skifter.”

Sønnen undlod at sige noget om NemID eller hvordan de fleste sendte deres post med email nu om dage.

Faderen kradsede sig i skægget så en spurveunge faldt ud. Han samlede den forsigtigt op og hjalp den tilbage på plads i reden. “Først troede de jo at det var noget symbolsk. Noget med blod udgydt for den hvide uskyldighed, eller noget i den retning. Der var en adelbonde der troede at det var en slags fin dug. Når kongen af Danmark kommer slæbende hjem med sådan en rød-hvid klud, så står man jo ikkeog spørger ham om han har spist sjove svampe derovre i Estland.”

“Havde han?”

“Det ved jeg sgu ikke,” indrømmede Frøj den Ældre. “Det gjorde vi jo i min tid, når vi skulle ud og slås. Sådan et par gode bidder fluesvamp, så er man parat til at flå fjæset af fjenden med tænderne, det kan jeg godt sige dig. Af med tøjet, sværdet i hånden og så ellers ud og hugge omkring sig ud til man ikke kan se sin kammerats bare røv for blodsprøjt.” Han nikkede op mod flagene i Pjedsted. “Men der sad jo et godt hoved på hans makker Absalon, også selv om han aldrig fik bygget Bredstrup Kirke færdig. Det var Gud Herren selv der smed kluden i nakken på Valdemar for at give ham krigslykke. Sådan var det jo med Absalon. Hver gang han og Valdemar sejlede ud for at gafle sig en bid mere af Østersølandene, så var det i Guds navn. Det var der penge i. Han havde sans for en god historie, Absalon. Og for penge.”

Frøj den Yngre trak på skuldrene. Det handlede altid om penge når menneskene foretog sig noget. Gravede man lidt i tingene var der altid i bund og grund nogen der havde set en chance for at rage lidt til sig. “Det er ikke det, der imponerer mig,” sagde han så.

“De var sgu ellers imponerende nok, Valdemar og Absalon.” Faderen spyttede i vandet. “De imponerede venderne så grundigt at Venderlandet aldrig blev frit igen.”

“Det imponerer mig meget mere at de stadig husker på den historie om flaget, der faldt ned fra himmelen.” Frøj så ned langs åløbet, ned mod hvor han havde gået og snakket med Patrick tidligere. “Det skal nok passe at flaget kom flyvende – men det havde vist revet sig løst fra de Johanniterriddere, som var med for at tæve hedninge. Det hvide kors på rød bund er deres ordensflag. Men det snakker danerne ikke om i dag.”

“Selvfølgelig gør de ikke det,” grinede faderen så spurveungen holdt ekstra godt fast i skægget. “Det er ikke fordi de ikke ved det. Men de ved ´at man ikke skal ødelægge en god historie med kedelige fakta. Hvem gider høre om hvordan deres forfædre plyndrede, mordbrændte, og voldtog sig gennem Estland? Næh, du, himmelske faner der daler ned fra skyerne i en søjle af guddommeligt lys – det er der en historie i. Og penge.”

“Jeg ved ikke,” sagde Frøj den Yngre. “Jeg tror stadigvæk at Valdemar fik banneret i hovedet ved et uheld. Eller at han huggede det fordi han havde spist så mange svampe at han virkelig selv troede på det pjat med engle og himmelske faner.”

“Men en god historie, det er det sgu,” sagde Frøj den Ældre.

Oppe på dalsiderne vajede flaget stolt på vinden så det røde gnistrede mod den blå sommerhimmel, mens svaler og lærker legede under de enkelte hvide skyer. I morgen ville det sikkert være gråvejr og regn igen, men lige nu smældede Dannebrog på vinden. Et flag kan være en undskyldning for erobringstogter, for nationalisme og fremmedhad, men frem for alt er det en historie om et folks sjæl – eller i alt fald den historie som folket selv gerne vil høre.

Læs resten af MC Elverhøj-novellerne lige her!

Aarhus Universitet har en udmærket (og lidt mere sandfærdig) gennemgang af historien om Dannebrog lige her, hvis du gerne vil læse mere.

Den om klimaforandringer

Først kom der en uge med hård frost og så en uge med tøvejr. Regnen stod ned i tove dag og nat, og snart svulmede Spang Å op og flød ud over sine bredder nede i ådalen. Galloway-kvæget var taget hjem på stald for vinteren så det gjorde ikke så meget at ænderne fik våde fødder. Det svanepar som holdt til i et lille kildevæld flyttede ud på markerne ved Bredstrup hvor der alligevel overvintrede tyve-tredive andre par. Grågæssene på træk slog sig også ned hos svanerne, for de holdt heller ikke af at sove under vand.

Fredericia Kommune opdæmmede Spang Å hver vinter, sådan at ådalen blev gødet på naturlig vis når vandet stod højt nok til at gøre engene våde. Når foråret så rigtigt kom åbnede man for sluserne igen, Spang Å smuttede lydigt tilbage i sit leje, og kvæget blev sluppet ud på græs i det friske forårsgræs.

Ellekongen Frøj bekymrede sig ikke om den stigende vandstand i ådalen, i alt fald ikke til at begynde med. Forårets tøbrud medførte altid oversvømmelser – det var faktisk hele formålet med at opdæmme åen. Det var måske også lidt optimistisk at kalde februar måned for forår, men tøvejr var det, og vintergækker og erantis var allerede oppe alle vegne.

“Ja, jeg ved nu ikke,” sagde Frøj den Ældre. Den foregående ellekonge havde afstået titlen til sin søn i begyndelsen af 1970’erne da man førte motorvejen ud gennem Elbodalen. I ren fornærmelse havde han sat sig ud på en knold i ådalen, og der sad han stadig. Frøj den Yngre, som nu regerede som ellekonge over Elbodalen, gik tit ud for at få sig en sludder med den gamle. Han vidste mange ting, også selv om han var gammel og forstokket, og aldeles kørt bagud af den teknologiske udvikling.

“Hvad ved du ikke?” spurgte sønnen tålmodigt. Man måtte give sig tid med den gamle. Han havde aldrig travlt.

Den gamle gubbe på knolden i åen slog ud med hånden mod det blanke, blå vand. “Ja, det der. Der stod jo blankt vand her da jeg var knægt. Dengang sejlede de med kogger og skindbåde, helt ind til Taulov. Men det er længe siden.”

“Vandstanden er faldet meget siden middelalderen,” sagde Frøj den Yngre. “Landet rejser sig, det sker alle vegne. Desuden ville dalen ikke blive oversvømmet hvis kommunen ikke lukkede for sluserne om vinteren. Så ville det rende hele ud i Rands Fjord, ligesom i gamle dage.”

“Ja, du snakker som du har forstand til,” gryntede faderen og slog ild med sit gamle fyrtøj – han havde vundet det fra en svensk soldat i 1657 i et spil terninger. Han fik blus på den gamle kridtpibe som engang havde været hvid men nu nærmest var samme farve som god, brun sovs. “De laver om på det. Vejret, altså. De kan ikke lade godt nok være i fred, det har de aldrig kunnet.”

Han mente naturligvis menneskene. Det gjorde Frøj den Ældre altid. Han havde sikkert brokket sig da isen trak sig tilbage og de første mennesker dukkede op i rensdyrenes fodspor, men det havde Frøj den Yngre heldigvis ikke været gammel nok til at høre på dengang.

“De snakker selv om det nu,” sagde ellekongen forsigtigt. “Rigtigt meget, endda.”

“Det hele forandrer sig jo,” sagde hans far uden at høre efter. “Her var lunt og godt dengang tøserne rendte rundt i snoreskørter med bronzespænder på bæltet. Så blev her koldt igen og folk rejste sydpå for at slås med romerne.”

“Jeg kender godt historien,” sagde Frøj.

Den gamle tog sig ikke af afbrydelsen. “Så blev det varmt igen. De sejlede køer til Grønland. Til Grønland, Frøj! Og til Vinland, hvor druerne groede vildt ligesom i Italien!”

“Og du har aldrig været nogen af stederne,” sagde Frøj. Ellekongerne kunne ikke sådan lige forlade deres domæne, i alt fald ikke for en længere tid. Frøj den Ældre havde aldrig været længere væk end Vejle, så vidt hans søn vidste.

“Du snakker,” gentog den gamle. “Her blev skidekoldt igen. I 1660 frøs bælterne til så svenskerne kom rendende hen over isen. De havde ikke brug for at sejle!” Han viftede med den svenske soldats fyrtøj for at understrege sine ord.

“Det er ikke menneskenes skyld at vejret ændrer sig,” sagde Frøj. “Vi har kolde perioder og vi har varme perioder. Sådan har det altid været.”

“Det skal du fandeme ikke minde dem om,” sagde hans far. “Lad dem bare holde fast i at det hele er deres skyld. Så kan det være de holder op med at tro at alting handler om dem. Der er snart ikke vild natur nok tilbage her i landet til at man kan slå en skid uden at få en bøde for at forstyrre den offentlige ro og orden.”

Frøj den Yngre lod faderen sidde på sin knold i åen og brokke sig. Sådan var han nu engang bedst tilfreds med tilværelsen, så det var ikke noget nogen skulle lave om på. Men den gamles ord blev i ellekongens tanker. Sommeren 2018 havde været skoldende hed og tør. Med kunstvanding og støtteordninger havde landbruget klaret sig endda. Spang Å var da heller ikke forsvundet, men der havde nu ikke været meget vand tilbage.

Menneskene talte meget om det. Når han læste med på de hede debatter på sociale medier eller så forskerne diskutere i nyhedsprogrammerne var det lige før Frøj overvejede at smide sin mobiltelefon i åen. Tonen var ikke til at holde ud. Tilhængere og modstandere beskyldte hinanden for alt muligt, tonen var som i en børnehave hvor ingen af ungerne har fået frokost og de halve trænger til at få skiftet ble, og på uhyggelig vis endte de fleste debatter med at folk beskyldte hinanden for at være højreekstremister eller venstrefascister.

“Min bror har ret,” sagde Alfhild. Hun var Frøjs tante, og den af ellepigerne i Elbodalen som forstod sig allerbedst på menneskenes natur. De to ellefolk havde ellers ikke været på talefod siden Frøj forpurrede Alfhilds planer om at sælge mosens gamle offergaver som oldsager på eBay, men efter den hede og tørre sommer var Alfhild alligevel kommet luskende tilbage til ådalens imødekommende væde og tåge. “Det vigtige er at de får ryddet op og ikke spolerer den natur der er tilbage. Og det helst inden vandet stiger så meget at det ikke kun er om vinteren at vi står i vand til knæene her i dalen!”

“Desuden kommer din gamle Nimbus aldrig til at køre igen hvis du skal have den gennem alt det vand først,” indskød Bette Mette, som var den yngste og smukkeste af dalens ellepiger. Og nok også den klogeste.

Frøj kradsede sig i sit velplejede fuldskæg (som han overvejede at barbere af, for moden med man-bun og fuldskæg var ved at klinge af, hele hipster-fænomenet var blevet lidt til grin i de sidste par år). “Det er vel så det, det hele handler om på bundlinjen,” måtte han indrømme. “Jeg skal have den motorcykel ud at køre. Ellers ryger foreningstilskuddet, og så er vi tilbage hvor vi stod for et års tid siden.”

“Jeg trækker ikke helhesten til ponyridning på landsbymarked* en gang til,” sagde Bette Mette bestemt. “Du har bare at holde liv i den motorcykelklub så vi bliver ved med at få penge fra kommunen, Frøj.”

Næste morgen stod der et nymalet lille skilt der hvor Ågade i sin kraft af hovedgade (og eneste store gade i Bredstrup-Pjedsted) krydsede Spang Å. “Pas på mig,” stod der på skiltet, og så var der sirligt malet et billede af jordkloden (næsten – Alfhild havde glemt at male Australien med). “Send dit affald til genbrug.”

Dagen efter lå der otte cykelvrag og et mindre bjerg af gamle øldåser og plasticposer arrangeret under skiltet. Både cykler og dåser så ud som om de havde ligget i vandet et godt stykke tid. Påsat var en lille seddel hvor der blot stod, “Tak for lån.”

En lokal villaejer samlede hele bunken op og kørte den ud på det lokale genbrugscenter. Peter Severin Hansen fandt sig ikke i at udsigten fra hans matrikel blev ødelagt af den slags hærværk. Så kunne de møgunger lære selv at samle deres cykler op, hvis de ville beholde dem!

“Vi holder os til ordsproget,” sagde Bette Mette. “Man fejer for sin egen dør først. Vi kan ikke spare på strømmen før vi får lagt el ind i højen, og der er ingen af os der tager på charterferie, så det kan vi heller ikke holde op med.”

“Jeg kan ikke redde hele verden,” måtte Frøj indrømme. “Men vi kan vel gøre vores her i mosen. Og så håbe på at andre følger efter.” Han så ud over dalen hvor vandet nu stod så højt at man ikke længere kunne se hvor Spang Å holdt op og engen begyndte – det hele stod under vand. Det kom vel ikke til at gå værre end at kommunen måtte åbne sluserne hvis regnen blev ved. Men bedre ville det være hvis dommedagsprofetierne om meget, meget mere regn blev gjort til skamme.

“Mange bække små gør en stor å,” sagde Mette.

*Der var ellers årlige landsbymarkeder og byfester både i Smidstrup og i Bredstrup-Pjedsted, og i et halvt dusin andre småbyer rundt omkring mellem Vejle og Fredericia. Men helhesten havde aldrig tilgivet Bette Mette at den sådan var blevet sat til at slæbe snottede børn rundt mens deres curlingforældre brokkede sig over at skulle betale fuld pris for en trækketur på en hest der kun havde tre ben. Den forsøgte stadig at sparke hende når hun kom for tæt på, og hver gang var den ynkeligt ved at vælte. Hun kunne ikke holde ud at se på det.

Læs resten af MC Elverhøj-novellerne lige her!

Den om Webergrillen

Den om Webergrillen

Først sneg vintergækkerne sig ubemærket ind på græsplænerne, og et par dage efter fulgte de gule erantis efter. Så kom der påskeliljer i bedene og mælkebøtter i plænerne. Lige pludselig var det maj måned med prydkirsebær og tulipantræer og forsommerblomster, der eksploderede op af jorden. De stille villaveje var pludselig ikke så stille mere, for nu kom have- og grillfolket ud af vinterhi – som muldvarpe, lokket frem i solen ved duften af barbecue-sauce.

Hurtigt var der tyve grader i solen på sådan en majdag og de første rhododendron sprang ud i farver fra sart babypink til bloddryppende mørkerød. »Så er det sommer,« erklærede højkongen Frøj til de andre medlemmer af MC Elverhøj, klub for veteranmotorcykelentuasiaster. »Som forening skal vi afholde et antal arrangementer om året for at opretholde vores foreningstilskud. Nu om dage er det skik og brug her til lands at man griller når vejret er godt, så det første arrangement bliver sådan en grillaften.«

»Det er vel ikke nogen særlig kunst at stege et stykke kød over et bål,« sagde Frøj den Ældre. Han holdt stadig til på den knold ude midt i Spang Å, hvor han havde sat sig i vrede da man i starten af 1970’erne førte motorvejen gennem Elbodalen. Som regerende ellekonge i hans sted gik Frøj tit ud for at snakke med faderen om udviklingen – ikke fordi at Frøj den Ældre var med på noderne, tværtimod. Hvis den gamle ellekonge kunne overtales til at prøve noget nyt kunne alle.

»Vi skal have sådan en,« sagde Frøj den Yngre og viste sin far et farvestrålende katalog på tykkelse med en af de telefonbøger, som blev husstandsomdelt den gang telefoner stadig mest blev brugt til at tale i. »Se lige her – grillristen er i porcelænsemaljeret støbejern og den har integreret igrill-teknologi til brug sammen med den gratis Weber igrill-app – og grease management system i åbent standerdesign.«

»Alt det ved jeg overhovedet ikke hvad betyder,« gryntede den gamle.

»Det gør jeg heller ikke,« indrømmede Frøj. »Men det lyder godt!«

Ellekongen bestilte sin nye gasgrill samme dag. Den kostede en mindre formue, men man må jo følge med udviklingen, og desuden var der ingen bedre forslag til hvordan man skulle bruge motorcykelklubbens foreningsmidler. Lille Pæ Vætte havde snakket noget om at indkøbe en motorcykel der rent faktisk kunne køre, men det var der ingen andre, der havde hørt efter. Det var slemt nok at Frøj selv stod og rodede med sin aldersstegne Nimbus – der var ingen andre, der havde lyst til at blive smurt ind i motorolie.

Den nye Weber gasgrill var sort og stålblank og så så moderne og fin ud, at Frøj måtte tage handsker på for ikke at komme til at sætte fingre på det finpudsede metal. Den så ud som om den hørte til på kommandobroen på et moderne krigsskib – ikke at Frøj nogensinde havde været ombord på sådan et, men han havde jo sine tanker om hvordan ting så ud. Da grillen først blev stillet op på en knold ude på engen var det som om hele ådalen ligesom kom ind i det enogtyvende århundrede – i alt fald lige rundt om den nye maskine.

»Det er velsagtens ikke nok bare at have den stående,« sagde vætten Lillekræn. »Den skal vel både fodres og muges under.« Gasgrillen skinnede fint i aftensolen.

»Vi må da indvi den,« tiggede Bette Mette. »Du skal da vise den frem for naboerne, Frøj.« Ellepigerne var altid hurtige med en undskyldning for at holde fest og dans.

Sådan en majaften havde aftenluften stadig lidt bid tilbage når man stod i skyggen, og vinden duftede af æble- og kirsebærblomster. Det var ikke så ringe da den gamle kæmpehøj rejste sig tungt på fire gloende pæle så man kunne se den langvejs fra – hvis man ellers kunne se den slags, for de fleste mennesker så lysene og troede at det bare var biler på den fjerne landevej. Det var lettere at skille sig ud i nattemørket dengang de eneste lys på landevejene sad som kørelanterner på bøndernes hestevogne.

Åmanden dukkede op med søgræs i håret. Han boede ude hvor Spang Å løb ud i Rands Fjord, og han havde en hel kurv friskfangede, fede rudskaller med. »De ser ikke ud af så meget, men de passer lige til en snaps hver,« som han sagde.

Frøj trak mobiltelefonen frem. »Lad os nu se – der er ikke så meget kød på sådan en lille fyr – der er en opskrift med wasabi-olie og sesamfrø her, den passer vist lige til. Mette, du må lige stikke ind og hente noget sød sennep og olivenolie til mig.«

»Er der andet, jeg skal tage med?« spurgte Bette Mette, som ikke havde lyst til at løbe hele vejen ind til Føtex i Fredericia bare for at blive sendt tilbage igen efter noget andet.

»Der står her, at man skal bruge små bambusspyd,« sagde Åmanden som læste med over ellekongens skulder. »Men vi kan vel bruge tagrør i stedet, dem har vi masser af her i mosen.«

»Har vi allerede wasabi-olie?« spurgte Lillekræn imponeret. »Det ved jeg ikke engang hvad er.«

»Åh, det er bare en sovs af japanske radiser, vi moser bare et par almindelige radiser oppe fra Hansens køkkenhave,« sagde Frøj let. Det skulle jo hedde sig at han vidste hvad han lavede, når han nu var trendsetter. Desuden var der sikkert ikke nogen af højfolket, der kunne smage forskel.

»Har du noget cedertræ liggende her et sted, bror?« spurgte Liden Bolette, en af ådalens mange ellepiger.

»Hvis der gror noget af den slags her, er det i en eller andens have,« sagde højkongen. »Hvad skal du bruge det til?«

Bolette viftede med Frøjs telefon, som hun havde neglet mens han diskuterede radiser. »Der er en opskrift her på kæmperejer med persille. Rejer og persille, det har vi da!«

»Hesterejer og kinarejer er forskellige,« påpegede Åmanden, som kendte sine skaldyr.

»Jeg stikker ind på kirkegården og hugger et stykke af en thuja,« sagde Bette Mette opgivende.

»Skriv lige chiliflager på indkøbslisten også,« sagde Bolette.

»Jeg har taget noget at drikke med,« sagde Mosekonen. Hun kom slæbende med en kurv, der næsten var større end hende selv, og Åmandens øjne lyste blåt af glæde da han så, at den var fuld af lerflasker. Der var gode ting og sager i de flasker!

»Vi skal vel ikke kun have fisk,« sagde den lille Agnete som teknisk set ikke var en ellepige, selv om hun holdt til sammen med Frøjs søstre. Hun havde forvildet sig ud i mosen engang i starten af 1800-tallet til et dansegilde og havde aldrig fået taget sig sammen til at gå hjem igen. Hun snuppede telefonen fra Bolette. »Se lige det her, fyldte peberfrugter!«

»Der skal garanteret andet end peberfrugter i,« sagde Bette Mette træt.

»Det begynder at blive lidt kompliceret,« måtte Frøj indrømme.

»Quinoa, salsa, sorte bønner og majs,« sagde Agnete. »Grøntsagsbouillon kan vi vel selv lave. Ja, og så peberfrugter, selvfølgelig. Hvad er quinoa egentlig for noget?«

»En slags græskorn fra Sydamerika,« sagde Frøj og erobrede sin telefon tilbage. Hans blik nåede at strejfe en opskrift på bagte rødbeder med røget gedeostecreme og lakrids før han stak den i lommen.

»Hvis jeg ikke kan få det i Føtex henter jeg det ikke,« sagde Mette bestemt.

»Der er garanteret en facebook-gruppe for folk med Webergrill,« sagde Nille, som var den af ellepigerne, der fulgte mest med i den teknologiske udvikling. »Der er kurser og konkurrencer og alting.«

»Ih, det skal du med til, Frøj,« ivrede Bolette mens Agnete nikkede.

Den fine gasgrill skinnede og strålede. Flammerne fra højens gloende pæle gav genskin i dens blankpudsede ståloverflader så der var helt lyst omkring den. »Det må vi lige se på,« svarede højkongen og tænkte at han muligvis havde påtaget sig for meget. Det skulle være sjovt at være først med det første – men der var tydeligvis mange andre, der var kommet før ham når det handlede om kogekunst i udendørs køkken. Han var ikke skabt til at følge efter flokken ligesom de andre får.

»Kød skal der vel på bordet,« sagde Frøj den Ældste, som i dagens anledning var vågnet op – han havde ellers sovet sødeligt i kæmpehøjen siden larmen med motorvejsbyggeriet var overstået. Den ældgamle mand havde været højkonge før Frøj den Ældre, som havde været højkonge før Frøj, men han var overraskende adræt for sin alder. »Vi kom jo i god form den gang vi rendte rundt på isen efter renerne,« som han plejede at sige.

»Haps, haps, haps – nu skal vi ha’ snaps,« nynnede Åmanden. For hvert haps forsvandt der en rudskalle fra kurven og en stor slurk af Mosekonens bedste; den drik var lavet på duften af vilde hunderoser og drømmen om forår, så det var noget, der smagte af noget.

»Ja, det kan du li’,« sagde Mosekonen lunt til ham og drak selv med.

»Dig og dine fisk,« sagde Frøj den Ældste og så så over på sin sønnesøn. »Nå, lille Frøj, skal vi så få sat noget ild under noget flæsk?«

»Denne her opskrift ser god ud,« sagde Frøj, som stadig stod med telefonen. »Man tager en tre kilos nakkekam af svin og en masse krydderier – Mette, har vi cayennepeber?«

»Hvis det ikke gror vildt i ådalen har vi det ikke,« sagde Mette, som ikke havde forståelse for broderens forsøg på at lyde som om han naturligvis havde et velassorteret køkken i restaurantklasse ude i kæmpehøjen.

»Jeg er sulten,« sagde Pæ Vætte og holdt sig på sikker afstand af den store gasgrill. Han var heller ikke større end at han vel var bange for at forsvinde ind i den ved et uheld.

»Det tager godt nok noget tid at tilberede pulled pork,« måtte Frøj indrømme da han fik læst nærmere.

»Du gør alting så besværligt med dine nymodens idéer,« gryntede Frøj den Ældste. »I min tid rendte vi en urokse ud i mosedyndet og høvlede et par lunser fra røven.«

»Haps, haps,« sagde Åmanden glad og rakte ud efter den næste flaske.

»Nu må det være godt,« sagde Frøj. »Mette, du har din liste, afsted med dig.« Han trak op i sine grillhandsker og fandt instruktionsbogen frem. Bette Mette rullede med øjnene ad ham og travede så ind mod Fredericia. Det var en spadseretur på en times tid hver vej så det var nærliggende at skabe sig om til en hare, eller et andet dyr, der kunne rende stærkt. Ellepigen gik imidlertid på sine to ben, så fik hun sagt sin mening om tingene på den måde.

»Huskede du at sige at det skal være glutenfri bønner?« spurgte Lillekræn med et djævelsk glimt i øjet.

»Det glemte jeg,« sagde Frøj befippet.

»Der er ikke gluten i bønner,« sagde Bolette og tjattede ud efter den drilske vætte som snuppede en rudskalle og en snaps. Haps.

»Der er sgu gluten i dit bryg, Lillemor,« sagde Åmanden og nappede Mosekonen i låret med en stor, skællet næve.

»Der er sgu alt muligt i mit bryg,« lo hun tilbage og satte sig på hans skød. Han forsvandt næsten under hende, for Elbodalens Mosekone var ikke vant til at gå sulten i seng. Det så ikke ud som om han havde noget mod det, men mose og å var jo også vant til at gå op i en højere enhed.

»Send en flaske rundt mens vi venter,« sagde Frøj træt. Den stålblanke gasgrill så indbydende enkel ud i kataloget, men han var begyndt at mistænke at der skulle en ingeniøreksamen til at betjene den.

»En af dem med klokkelyng til mig,« sagde Frøj den Ældste. »Godt med bier i!«

»Ja, det kan du sagtens sige,« knurrede Mosekonen ovre fra Åmandens skød. »Der bliver færre bier hvert år, det er snart ikke til at lave en ordentlig sommerbryg mere.«

»Jeg vil også have noget at danse på.« Agnete snuppede en flaske fra kurven. Selv med flere hundrede års øvelse kneb det stadig for den lille menneskepige at følge med ellepigerne i dansen. Det blev ligesom lidt lettere når brygget gjorde hende varm inden i og ligeglad med om hendes rumpe så stor ud i tågegevandterne.

»Mette kommer vel snart tilbage,« mumlede Frøj og kastede instruktionsbogen fra sig. Så svært kunne det vel heller ikke være. Der skal brænde ind i den ene ende – nå nej. Gasgrill. Han smed sig i det bløde hav af forårsgræs og mælkebøtter og lukkede øjnene. Der var godt med engblomster og lyden af kattepoter på musejagt i den flaske, han havde fået trukket til sig.

»Sku’ vi ikke gå ned og se om der gror skovjordbær på engen,« hviskede Åmanden højlydt til Mosekonen.

»Du har da også sådan nogle gode idéer,« grinede hun og trillede af hans skød. Sammen forsvandt de ned ad stien ud mod fjorden.

»Nå, de skal ud og knække blomster med nakken,« konstaterede Nille og rakte ned i kurven, som Mosekonen havde ladet stå. »Jamen så gror alting også lidt bedre bagefter.«*

»Så bliver der mere mad til os,« sagde Pæ Vætte og snuppede sig også en flaske. »Jeg gad nu godt vide hvordan hun får så mange flasker bryg ned i én kurv.«

»Det er da lige meget,« grinede Agnete. »Det vigtige er, at kurven står her hvor vi kan få fat i den.«

»Nu skulle Alfhild have været her,« mumlede Bolette søvnigt. »Hun bliver altid så sjov når hun får noget at drikke.«

»Hun er stadig sur over at jeg ikke ville lade hende sætte vores danefæ på ebay,« sagde Frøj uden at åbne øjnene.

»Hold nu op med alt den snadren så en træt mand kan få sig en lur,« gryntede Frøj den Ældste og kastede sin tomme lerflaske fra sig.

Aftenmørket lå hen over ådalen som en beskyttende, men kølig dyne, da Bette Mette vendte tilbage fra sin bytur. Højen stod stadig på sine gloende pæle og holdt luften varm omkring sovende vætter og ellefolk og en enkelt menneskepige – de lå rundt omkring i græsset mellem de tomme lerflasker. Webergrillen skinnede stadig, blank som en nyslået toskilling. Der var stadig ikke tændt op i den.

»Der er nu heller ikke noget galt i at gøre tingene på den gammeldags manér,« sagde Mette og slog sig ned i græsset ved siden af de andre. Der var stadig et par fulde flasker tilbage i Mosekonens kurv og hun forsynede sig. Så pakkede hun sin pose ud – og der var hverken cayennepeber, quinoa, eller tigerrejer i den. Derimod var der fire cheeseburgers og en vanilje-milkshake fra McDonalds på Vejlevej.

»Jeg gider i alt fald ikke slæbe en halv restaurant med til Pjedsted fordi du skal være først med det hele, storebror,« sagde ellepigen med munden fuld. Frøj hørte ikke noget – han havde fået en af de flasker med bier i, så han sov sikkert godt de næste par dage.

Og så blev der stille derude i ådalen, i alt fald indtil de fire gloende pæle endelig brændte over og kæmpehøjen dumpede ned på jorden, hvor den opholdt sig til daglig. Duften af barbecue-sauce spredte sig hurtigt i Bredstrup og Pjedsted i takt med at sommeren skred frem, men Frøjs Webergrill fik lov at stå. I det mindste var den køn at se på, så noget havde ellekongen da fået ud af den investering.

Mosekonen brygger i Pjedsted. En af dem med svaner i.
Mosekonen brygger i Pjedsted. En af dem med svaner i.

*Enhver ellepige med respekt for sig selv ved at når naturvæsenerne bliver kærlige om foråret, så sætter det skub i naturen omkring dem. Menneskene vidste det også engang, men det er længe siden at man holdt op med at sende en karl og en pige i marken på den første forårsdag for at hjælpe lidt til.


Læs resten af MC Elverhøj-novellerne lige her!

Alle opskrifter – undtagen Mosekonens bedste – er fra Webers website. Også rødbederne med gedeost og lakrids.