Den om folkemindeindsamlingskonsulenten (FMIKspSR)

Så er det tid til historie nummer to om veteranmotorcykelklubben Elverhøj og ellekongen Frøj, som ihærdigt forsøger at føre højfolkets sagnvæsener ind i det 21. århundrede!

»Nu må du ikke tage det som et personligt nederlag,« forsøgte Skelbo at trøste.
»Nu må du ikke tage det som et personligt nederlag,« forsøgte Skelbo at trøste.

Fredericia Kommune mindede ellekongen Frøj om dengang kristendommen først kom til landet. Det hele begyndte så ganske uskyldigt, med de irske trælle, der bad til deres Hvidekrist, og så var der noget med en glødende jernhandske i Jelling, og inden man fik set sig om skød stavkirkerne op som ukrudt alle vegne. Hans bedstefar, Frøj den Ældste, var ikke til at standse hvis han først fik lov til at tale sig varm om den tids invasion af fremmede og migranter, som ikke ville rette ind efter almindelig lov og skik. Blote ville de ikke, rettigheder havde deres kvinder ingen af, og de ringede med deres kirkeklokker og skræmte skidtet løst i godtfolk med historier om døde tømrere og fjerne ørkenfolks guder.

Frøj var fascineret af hvordan noget kunne spire i al uskyldighed og så lige pludselig tage om sig indtil man næsten ikke kunne se skoven for bare træer. Da først veteranmotorcykelklubben MC Elverhøj var registreret som tilhørende i Fredericia Kommune begyndte folk derinde på rådhuset at stille alle mulige andre ubelejlige spørgsmål.

Hvor var klubben for eksempel beliggende? Endnu var det ikke lykkedes ellekongen at få ført landevej ud til højen – mest fordi ådalen var fuld af Spang Å hele vinterhalvåret, for der dæmmede man åen op så græsningsarealerne blev oversvømmede og fik tilført masser af næring. Frøj endte med at erklære, at han og foreningen havde bopæl på Elversti 1, og så stod sagen stille fordi Teknisk Forvaltning påstod, at Elversti ikke fandtes på noget matrikelkort.

Ved samme lejlighed indkaldte man Frøj til samtale på Jobcentret med henhold på et aktiveringsforløb – for hvis der var én ting, som samfundet mente at have mere end nok af, så var det unge mænd på overførselsindkomst. Frøj stak begge breve i lommen. Han var ellers ikke glad for at forlade sin ådal, og da slet ikke for at tage ind til byen, men i dagens anledning tog han udfordringen op.

Sagsbehandleren hed Skelbo og var skeløjet. Han var et af disse mennesker, som altid ser ud som om at de lider af kronisk søvnunderskud eller kærestesorger, eller begge dele. Han spurgte ind til Frøjs uddannelse og erfaringsmæssige baggrund og så kom det jo frem, at ellekongen hverken havde gået i gymnasiet eller taget nogen kompetencegivende kurser, ikke så meget som et aftenskolekursus i jobsøgning havde han. Frøj var ellers ikke vant til sådan at lade sig beordre omkring, og det da slet ikke af almindelige dødelige, men som fyren nu sad der og talte om at have noget at stå op til og få indhold i tilværelsen, og i det hele taget så så træt og forjaget ud, så fik Frøj nu alligevel lidt ondt af ham. Han indvilligede i at deltage i et aktiveringsforløb i det lokale supermarked – så fik den stakkels mand da lidt glæde i tilværelsen når han kunne flytte Frøjs sagsakter fra den ene bunke på skrivebordet til den anden.

Frøj hørte til den slags folk, som går ind til et nyt projekt med energi og entusiasme. Som regerende ellekonge ud af en æt, der havde hersket over området siden Arilds tid(1) mente han dog ikke, at han var født til rollen som flaskedreng i Føtex. For ligesom at gøre det hele lidt lettere for alle involverede parter medbragte han vætterne Pæ og Lillekræn. Så var der folk til det grove, og desuden skulle der da lidt munterhed til at live op på sådan et kedsommeligt arbejde.

»Fint skal det være,« sagde Pæ og stablede alle dåserne i farveorden så rødkål og jordbærmarmelade strålede om kap på samme hylde.

»Det kan være ét fedt,« sagde Lillekræn. »Det skal alligevel samme sted hen til sidst.«

»Jeg fatter minus,« sagde Jette, som også var i aktivering. »Hver gang, jeg fylder op i Konserves, er der nogen, der bytter rundt på det hele.«

Frøj udtrykte sin sympati og lod som om han ikke så de to vætter hælde sæbevand ud på supermarkedets glatte gulve, så der blev en bedre glidebane. Det var så sjældent nu om dage at ådalen sådan rigtigt frøs til om vinteren, så han kunne ikke fortænke dem i at have lyst til at løbe på skøjter. Det gjorde også området rundt om kølediskene lidt mere interessant – han lærte adskillige nye eder og forbandelser af kunder, der stod på rumpe og knoer henad gulvet, og slagteren selv havde adskilligt at sige om den kornfede madamme, der endte med at sidde med agterspejlet solidt parkeret i et bjerg af fabriksfrisk hjemmelavet leverpostej.

Måske skulle han ikke have delt det billede på Instagram. I alt fald måtte ellekongen stille til møde igen allerede ugen efter. »Nu må du ikke tage det som et personligt nederlag,« forsøgte Skelbo at trøste. »Der er åbenbart brug for en del uforudsete reparationer. Sådan kan det gå når Fødevarestyrelsen ser sig gal på et supermarked. Vi sender dig ud som rengøringsassistent i stedet for, så får du ikke noget med fødevarer at gøre.«

Frøj havde faktisk dårlig samvittighed nok til at have tænkt sig at gøre en reel indsats denne gang. Det holdt lige til det gik op for ham, at han skulle arbejde med hænderne i sæbevand hele natten mens godtfolk lå i deres gode, varme senge og sov. Der trak han nu alligevel grænsen – ét var, at skulle arbejde om natten, det overlevede han nok, men sæben fik hans negle til at tørre ud og flække. Da hans chef ingen søvn havde fået i en uge på grund af mareridt om en vred ung mand i skovmandsskjorte og man bun, blev Frøj sendt tilbage til Jobcentret. Han klappede maren på hovedet for veludført arbejde og dyppede sine hænder i mosevand indtil huden ikke længere var rød og skællet.

»Det var da heller ikke til at vide, at du er allergisk over for sæbeprodukter,« indrømmede Skelbo. »Vi sender dig i arbejdsprøvning her på Jobcentret som kontorassistent.«

»Som hvad?« spurgte Frøj.

»Kontorassistent.« Den skeløjede sagsbehandler så træt ud. »Du laver kaffe, vander blomster, rydder op og løber ærinder for personalet. Det er ikke en stor udfordring, men det hjælper dig alt sammen med at komme ind i vanen med en hverdag i faste rammer.«

»Javel,« sagde ellekongen. »Må jeg godt spørge om noget? Er der nogensinde nogen, der har fået fast arbejde efter alle de hersens aktiveringsprojekter?«

»Selvfølgelig er der det,« sagde Skelbo, men man skulle ikke være meget af en studekræmmer for at forstå, at så længe kommunen betalte lønnen for den aktiverede, så var det til arbejdsgiverens fordel ikke at fastansætte nogen.

»Det er ikke for at beklage mig,« sagde ellekongen tålmodigt, »men jeg synes ikke at det her gør ret meget for min personlige udvikling. Kan jeg ikke komme til at lave noget, der interesserer mig?«

Skelbo smilede lidt medlidende. »Det vil vi jo helst alle sammen. Hvad har du i tankerne, Frøj?«

»Ja, jeg er jo formand for en veteranmotorcykelklub,« sagde Frøj håbefuldt. »Mit arbejde der må da være noget værd. Jeg har hjulpet rigtigt mange forvildede unge med at finde et nyt ståsted.«

»Har du det?« spurgte Skelbo interesseret og pludselig ville han gerne ud og besøge MC Elverhøj på Elversti 1, som altså ikke fandtes på noget matrikelkort. Det var faktisk ikke let at finde praktikpladser til aktivering og arbejdsprøvning.

»Hvordan har du så tænkt dig at redde dig ud af den suppedas?« spurgte Bette Mette om aftenen. Den spinkle ellepige var den yngste og smukkeste af Frøjs mange søstre.

»Det kan vel ikke være så svært,« svarede ellekongen undvigende. »Jeg løj jo ikke. Hvor mange unge mennesker har vi ikke hjulpet tilbage til landevejen, efter at de er gået vild i mosen? Og et ståsted er da noget, alle gerne vil have, når de træder vande i Spang Å.«

Mette lo. »Gælder det også, hvis det er os selv, der får dem til at gå vild?«

Frøj trak på skuldrene. »Det spurgte Skelbo ikke om.«

»Hvad hedder han? Selvgo’?«

»Skelbo,« sagde ellekongen. »Du kan ikke tage fejl når du ser ham. Han er så skeløjet, at hvis han står midt i ugen kan han se begge søndage. Det er næsten synd for ham med sådan et navn. Kan du ikke være lidt sød ved ham, lille søster?«

Bette Mette kneb øjnene sammen. »Hvad slags sko går han i?«

Skelbo havde ikke en chance. Der gik tre dage før Frøj endelig forbarmede sig over den stakkels sagsbehandler, som gik barfodet og frysende rundt i ådalen uden at kunne finde hverken landevej eller tegn på menneskelig beboelse. Han var våd og forkommen og havde tydeligvis overnattet i det fri – uden telt. »Jeg forstår det ikke,« sagde sagsbehandleren med klaprende tænder. »Her kommer jeg kørende ned ad Ågade gennem Bredstrup og så ser jeg denne her pige, der vinker mig ind til siden – og lige siden har jeg gået rundt i sivskoven uden at kunne finde hverken min bil eller mine sko. Hvordan skal jeg forklare min kone hvor jeg har været?«

»Du må være træt,« sagde Frøj medlidende og spekulerede på, om Bette Mette mon var lige så glad for et par herresko i brunt læder som hun plejede at være for gårdskarlenes håndskårne træsko – dem havde hun en omfattende samling af.

Skelbo skuttede sig. »Hver gang jeg satte mig ned for at hvile mine fødder, så blev der tåget rundt om mig, og så stod pigen der. Hun blev ved at love at hjælpe mig med at finde vej, men vi kom bare længere og længere ud i mosen.«

»Ja, det hedder jo Elversti af en årsag,« samtykkede ellekongen forstående.

Sagsbehandleren så på ham som om noget faldt på plads i hans tanker. Han gøs. »Nej, det her skal jeg ikke prøve igen. Du må da have en eller anden form for kompetencegivende uddannelse, et kursus, et eller andet, hvad som helst – noget skal jeg jo skrive.« Den arme mand svedte så issen skinnede i den blege vintersol.

Frøj smilede bredt så Skelbo kunne se hans skarpe hjørnetænder ganske tydeligt. »Har du en kuglepen?«

Skelbo skyndte sig at åbne sin mappe og finde Frøjs sagsakter frem – de fyldte ikke meget, kun et enkelt ark papir. Ellekongen stregede ordet ’arbejdssøgende’ ud. Så skrev han sirligt i feltet nedenfor: Folkemindeindsamlingskonsulent med speciale i samspilsrelationer og regionsopdelte kulturforskelle – for lidt fint skulle det da være, når han nu ikke kunne opgive sin kongelige titel som hovedbeskæftigelse. Det var svært at få plads til det hele, så han tilføjede en hjemmestrikket forkortelse i parentes (FMIKspSR).

Sagsbehandleren trak vejret dybt og tømte mosevand ud af sit jakkeopslag. »Det er vist ikke helt efter bogen, det her.«

Frøj lagde hovedet på skrå og trak sig i det velplejede fuldskæg. Det var ligesom om der blev lidt mere diset omkring dem. Man kunne høre en pige le derude i tågen et sted.

»Med lidt held kan jeg sylte den her sag indtil jeg går på pension,« sagde Skelbo hurtigt. Han var femogtredive.

»Det ville godt nok gøre tingene meget lettere for mig og veteranmotorcykelklubben Elverhøj,« sagde Frøj venligt. »Kan du ikke give besked til Teknisk Forvaltning for mig også – de skal være så velkomne til at sende en landmåler herud, så Elversti kan blive ført ordentligt ind på deres kort. Der skal være orden i sagerne.«

(1) Som Frøj huskede det, var Arild navnet på den Grundtvigianske skolelærer, som engang havde forklaret ham, at ’Arilds tid’ faktisk er en sammentrækning af de oldnordiske ord ár og alda, som betyder henholdsvis begyndelse og gammel. Skolelærerens rigtige navn var Johannes og han var fortsat med forklare oprindelsen af ordet areld, men på det tidspunkt var Frøj faldet i søvn.

* * * *

Find andre historier om MC Elverhøj lige her.

Tusind tak til Kristiina Mardi ved Fredericia Kommune for at afklare, at Spang Å ikke har heddet andet siden i alt fald 1842. Kraks, der er ikke noget, der hedder Bredstrup Å!

Den om hvor pengene skal komme fra

Den første historie om MC Elverhøj:

Ponyridning med helhesten

 

Der er så smukt derude på landet, men det er der desværre ingen, der kan leve af. Lige siden Landboreformen var det blevet lidt sværere hvert år at få pengene til at slå til. Der blev flyttet på skellene, der blev ryddet krat og revl og dæmmet op og eksproprieret, og til sidst blev der så bygget en firespors motorvej lige midt gennem Elbodalen. Så smed Frøj den Ældre sin krone af nyudsprungne pilegrene på jorden og erklærede at han var færdig, færdig med alt det pjat. Hvis nogen ville ham noget, kunne de henvende sig ude på den knold i Spang Å, hvor han havde tænkt sig at opholde sig fra nu af. Han meldte ikke flytning til kommunen, så der var aldrig nogen, der forstyrrede den gamle ellekonge mere.

Til forskel fra sin far forstod Frøj den Yngre, at man ikke kan ignorere fremskridtet(1). Tiden går, lige meget om man kan lide det eller ej, og højfolket må følge med. Eller, for nu at være mere præcis – højfolket fulgte sådan nærmest lidt bagefter, som et vrantent barn i et supermarked, modvilligt og brokkende, men til at lokke med løftet om et stykke slik oppe ved kassen.

Vi må begå os i det moderne samfund, sagde højkongen, og ud røg tågegevandterne, kapperne af grågrøn dis og smykkerne gjort af solglimt mellem sivene. I stedet klædte han sig i skinny jeans, skovmandsskjorte og sneakers, der altid blev ironisk gennemblødte af mosevandet. Han anlagde også fuldskæg og man-bun, en mode som man ikke havde set magen til siden Biskop Absalon bestemte sig for at drage på Venderkorstog i stedet for at bygge Bredstrup kirke færdig. Det var der så nogle andre, der havde måttet gøre i stedet, for der havde engang stået et gudehov der, og så måtte der jo en kristen kirke med larmende klokker til. Fremskridtet ville ikke lade sig kue.

Magi er flygtig og man kan ikke betale sit mobilabonnement med tågeslør, så penge måtte der til. Lidt fik højen hjem på at åbne et mikrobryggeri, men desværre slog Mosekonens Julebryg aldrig rigtigt an hos målgruppen. Det fik én stjerne hos en vigtig anmelder, som skrev, at det smagte som gammelt åvand hældt på nye flasker, og så var det eventyr forbi. Gammelmor opsagde sit abonnement på ØLentusiasteN samme dag.

Der måtte kunne tjenes lidt håndører på ponyridning til landsbyernes efterårsmarked. Hvis helhesten skulle præsenteres som en lidt velvoksen pony, måtte man imidlertid starte med at få vasket århundreders gravmuld af, så Pæ Vætte red kræet ind til en fuld vask med det hele. Helhesten fandt sig i skurebørsterne og syntes faktisk at sætte pris på voksbehandlingen, men undervognsbehandlingen ville den godt betakke sig for en anden gang.

Det viste sig hurtigt at et ud af ti børn nu om dage var vokset op i så beskyttet et indeklima, at de havde udviklet allergi overfor enten halm eller pelsstøv, eller begge dele – og Frøj selv fik nok af at skændes med overbeskyttende forældre, som syntes at hesten var for høj, for grim, og havde for mange flammer i gabet. I øvrigt ville flere af dem også have 25% rabat når hesten kun havde tre ben.

Til sidst gik Frøj ned i mosen og rodede frustreret rundt i lageret af gamle offergaver, indtil han fandt en gammel, grøn Nimbus motorcykel, som nogen var kørt galt på omkring 1930. Den havde ligget der siden da – mellem gamle bronzeøkser, pilespidser og Bette Mettes samling af træsko hugget fra karle, der ville danse med ellepiger – og ikke været megen nytte til, men nu fik den et formål! Om den gamle Nimbus nogensinde kom til at køre igen, det vidste højkongen ikke – men med den i baghånden lod han højen indregistrere som værende hjemsted for MC Elverhøj, klub for veteranmotorcykelentusiaster, og dermed var foreningstilskuddet hjemme.

Nu skulle højfolket ind i det enogtyvende århundrede, om det så skulle være med sidevogn. Frøj tog et billede af sig selv siddende ironisk overskrævs på det gamle vrag, postede det til Facebook og klappede sig selv på sin flannelsklædte skulder. Morgendagen lod sig ikke standse.

(1)Frøj tog fejl. Selvfølgelig kan man ignorere fremskridtet. Problemet består blot i, at fremskridtet sjældent udviser den pli at gøre gengæld.