Kan havfruer være sorte, og andre historier om sæler

I skrivende stund (juli 2019) raser debatten om Disney’s live action indspilning af The Little Mermaid, hvor man som bekendt har valgt en hovedrolleindehaver hvis hud ikke er hvid som nyfalden sne. Det er der en del mennesker som har meget ondt i agterspejlet over, for havfruer er som bekendt hvide som bølgeskum. Havfruer er nemlig danske, og danskere er jo alle sammen flødehvide med brandrødt hår og fiskehale.

Så simple er tingene naturligvis ikke. Personligt giver jeg min tyske oldefar skylden for at jeg har blondt hår, ikke postkasserødt som Ariels.

Dansk havfrue. Spættet sæl; mest almindelige sæl i Danmark. Kilde.

Havmanden og hans kvæg

Disneys film er en (meget) løs fortolkning af H. C. Andersens berømte eventyr, Den Lille Havfrue. Han baserede sin historie på langt ældre sagn om mennesker, der lever i havet. Søger man på havfruer i dag finder man stort set kun henvisninger til H. C. Andersen – men prøv at se efter ‘havmænd’ og ‘havkvæg’.

Især i vore kystområder herhjemme har vi masser af eventyr om folket fra havet. Nogle af de mest kendte er visen om Agnete og Havmanden, og eventyret om drengen Bondevætte, der er søn af en menneskemand og en havfrue. Det er havfolkets kvæg der er skyld i sandflugt, og når havet æder af klint og strand er det havmandens kvæg der roder jorden op så vandet trænger ind. De kommer nemlig på land om natten for at græsse på bondens enge.

Som så mange andre vætter er havmanden ligesom bonden selv. Han har land og kvæg under havets overflade, han kan være giftelysten eller drillesyg, godmodig eller ondskabsfuld – fuldstændig ligesom andre mennesker, men med flere muslinger i skægget.

Amerikansk havfrue. Manater fra Florida. Kilde.

Sælfolk og selkies

H. C. Andersen havde imidlertid ikke havets vætter i tankerne da han skrev sit eventyr. Hans havfruer lokker sømænd i fordærv og sænker skibe – og dermed er vi ovre i en helt anden forestillingsverden. De gamle grækere gav os sagnet om sirenerne, smukke unge kvinder som sang så smukt at de kunne lokke skibe til at sejle på skær så alle ombord druknede.

Havet lokker, det ved enhver sømand. Men ligeså gammel og berømt som sirenesagnet er, så har vi tilsvarende sagn overalt i verdensmytologien. I vores hjemlige Nordsøfarvande, især på Færøerne og Island, men også på den jyske vestkyst, har vi sælkvinderne – kvinder der lever i havet men går på land iført sælham. Stjæler man hammen fra sådan en kvinde kan man tage hende med hjem og gifte sig med hende. Men finder hun nogensinde sin ham igen, så forsvinder hun tilbage til havet lige så hurtigt som lufferne kan bære.

På de skotske kyster, samt på Orkney og Shetlandsøerne, er sælkvinderne selkies. Til forskel fra den skandinaviske sælkvinde kan selkies dog også være mandlige – men de er stadig sæler forklædt som mennesker. I enkelte tilfælde er de i virkeligheden spøgelser af druknede sømænd.

Wikipedia har en mere detaljeret gennemgang af sælfolk- og selkie-sagnene.

Skotsk havfrue. Spættet atlanterhavssæl. Kilde.

Store, sexede havdyr med våde øjne

Næsten uanset hvilken del af verdenshavene vi ser på, kan vi finde sagn om folk, der bor i havet. Nogle er som vore danske vætter, nærmest undervandsudgaver af os selv. Andre er fremmedartede og eksotiske, og minder ikke meget om mennesket. Vi kan i alt fald slå fast med det samme at havfruer udmærket kan være sorte – og blå, og grønne, og alle mulige andre farver.

Der er to gennemgående fællesnævnere for havfolkesagnene: De forbindes ofte med store havdyr som sæl, søko, og manater, som alle har glat hud og store, mørke øjne. De repræsenterer havet, både når det er smukt og tillokkende og mildt – og når det er oprørt, stormfuldt, og dødsensfarligt. Havfolket, i alle sine afskygninger, er naturånder (eller i enkelte tilfælde, spøgelser af ofre for naturens kræfter).

Det er vist i orden at grine lidt af tanken om de sømænd, der har formået at forveksle en søko eller en gråsæl med en smuk ung havfrue. Man kan jo sidde og sådan blive lidt ensom, derude på bølgen blå.

Havfruer i alle farver

@sacha_coward har samlet et helt galleri af havfruer på Twitter. Dem kan du se i linket herunder – der er ikke sparet på hverken farver eller nationaliteter!

Middelalderens havfruer

Sagnene om havfolk og sirener er meget, meget ældre end H. C. Andersen. Ligeledes på Twitter har @erik_kaars samlet et galleri af middelalderens fremstillinger af havfruer. De er sorte, grå, blå, grønne, røde … men perlemorshvide som en reklame for skandinavisk hudcreme, det er de ikke.

Sydhavsfrue. Dugong. Kilde.

Havfruer holder ikke op med udvikle sig

H. C. Andersen skævede mere end en lille smule til den græske mytologi da han skrev sit eventyr. Disney ikke bare skævede men sprang over i det græske med begge ben samlet, iført chiton og sandaler. Ikke at det generede mit øje som dansker – Disney har aldrig nogensinde påstået at deres animerede eventyrfilm var mere end løseligt inspirerede af deres forlæg. Havguden Triton optræder ikke hos H. C. Andersen. Det gør talende måger og eremitkrebs heller ikke. Men filmen er sød alligevel!

Historier udvikler sig så den passer til sin samtid og sit publikum. Oldtidens og middelalderens søfolk brugte sagnene om havfolk som en omskrivning af selve havets kræfter. Havet giver og havet tager. Havet er uforudsigeligt. Havet er en naturkraft, og du kan aldrig rigtigt stole på dets gode vilje. Det samme gjorde sig gældende for bønder og fiskere i nyere tid, som fandt på visen om Agnete og eventyrene om havmanden og hans kvæg.

H. C. Andersen lod historien udvikle sig i en anden retning. Han skrev om kærlighed – ikke kun kærligheden mellem mand og kvinde, men især kærligheden til Gud. Selv et sjælløst væsen som en havfrue – som jo i kraft af sin vættenatur i virkeligheden hører Helvede til – kan finde vejen til paradis, hvis hun vil ofre sig nok, elske nok.

Den lille havfrue gør sig til sidst til herre over sin egen skæbne og finder en måde at få en guddommelig sjæl på – men hun må ofre så grueligt meget før hun kommer så vidt. I bund og grund handler Den lille havfrue om kærligheden og tilliden til Guds skaberværk. Det er temaer som Andersen tit besøger – Eventyret om en moder handler f.eks. om en mors forsøg på at få sit døde barn tilbage, indtil hun til sidst må indse at Gud har en mening med alt, og det er bedre for barnet at være i Himmerige.

Disney fortalte en sød, sjov og dramatisk historie om en fiskepige der fandt kærligheden hos en menneskeprins. Der var ikke meget dybde i Disneys version, men den var god underholdning og det undrer ikke at den er en af Disneys mest populære klassikere. Mange af os krøller tæer når vi ser den gennem en historiker eller folklorenørds øjne, men ikke når vi bare tager den for hvad den er: Halvanden times underholdning med et par fængende melodier, rettet mod børn og barnlige sjæle. Den er sgudda sjov!

Nu er tiden kommet til at tage det næste skridt i havfruens udvikling. Uanset om live action-udgaven af Den lille havfrue bliver en fantastisk historie eller en gang sødsuppe uden indhold, så er én ting sikkert: Disney forstår at omskrive sit kildemateriale så det passer til samtid og publikum.

Morgendagens Ariel er sort, og der er ikke noget historisk eller kulturelt belæg for at hun ikke kan være sort.

Dansk havfrue, slankere kropstype. Kilde.

4. maj

Sidste år spurgte jeg min mand om ikke det var ved at være noget pjat at sætte lys i vinduerne den 4. maj. Det er længe siden. Er det ikke på tide at komme videre?

Jeg tog fejl. I år er det mig der tænder lys.

Det sværeste er at tro på mig selv

Det sværeste er at tro på mig selv.

For en gangs skyld skal vi ikke tale om folkesagn og væsener fra overtroen. I dag låner jeg min egen scene så jeg kan få luft for noget af det sværeste ved at skrive – uanset om det er romaner, eller blogindlæg som dem, der plejer at være på forsiden her på heuschkel.dk.

Det sværeste ved at skrive er at trække en linje i sandet: Nu er det godt nok. Hertil, og ikke længere. Nu er det på tide at holde op med at tilføje og rette og lave om – nu skal barnet fødes, ud i verden, afsted så andre kan læse med. Nu skal man holde op med at lede efter endnu bedre kilder, bekymre sig om kommaerne nu også står korrekt, om dialogen er naturlig nok uden at virke langtrukken.

Nu skal andre se hvad man har brugt al den tid på.

Der er ikke nogen mere forløsende og befriende følelse end når ordene springer ud af tastaturet, når man blinker med øjnene og opdager at der er forsvundet fire timer og der er fem tusind nye, gode ord i tekstarket. Eller når man går rundt hele dagen og ‘ruger’ på en scene, og lige pludselig, under bruseren eller hen over gryderetten, dukker det ord man har ledt efter op, som en boble i det dybe vand. Når det hele kører. Når man føler sig som en person med et budskab, en som har noget at sige, en som folk vil gide at lytte til. Det er det, som jeg elsker – den oplevelse som hele mit liv har været drivkraften bag mine skriblerier.

Så kommer hverdagen. Nu er romanen, artiklen, eller blogindlægget skrevet færdigt. Man forbereder sig på skuffelsen når forlaget pænt takker nej, når online-magasinet ikke svarer, når ingen læser eller kommenterer på bloggen. Sådan er det jo. Vi er så mange om buddet. Gud og hvermand skriver, men der er slet ikke læsere nok til os alle sammen. Jeg er ikke dårlig – der er bare nogen som er endnu bedre.

Men helt indeni, dernede hvor man i virkeligheden kun er et lille, usikkert barn som har brug for ros – helt dernede ved man jo, at det er fordi man ikke er god nok.

Man ved ikke så meget om emnet som man prøver at bilde andre ind. Det skal nok blive opdaget. Man er bare en plattenslager, en forstadshusmor der pludrer løs om ting hun ikke har forstand på, en gammel kælling som tror at nogen under tredive gider høre på hende.

For gammel. For uvidende. For dumsmart. Irrelevant, kedelig, forældet.

Med et fint ord hedder det ‘imposter syndrome’. Man er bange for at resten af verden skal opdage at man faktisk ikke ved en skid om noget. At man bare lader som om. At nogen burde tage internet og fyldepen fra én, før man virkelig får ødelagt det hele. Den eneste kur hedder selvtillid.

Selvtillid plukker man ikke på træerne – jeg gad ellers godt have sådan et træ i baghaven! Når det hele vælter for mig og jeg er overbevist om at jeg burde brænde alt hvad jeg nogensinde har skrevet – så holder jeg fast i den ene ting, jeg ved passer.

Jeg elsker at skrive.

Det kan ingen tage fra mig. Det kan godt være at ingen gider læse det jeg skriver. At det hele i virkeligheden er noget underlødigt hø. Men jeg elsker at skrive det. Jeg elsker selve processen. Jeg har tillid til at jeg nyder de dage, de timer – og det kan ingen tage fra mig. Uanset om resultatet ender i skrivebordsskuffen eller på boghandlerens hylde, så har jeg nydt de gode timer.

Er det ikke det hele livet drejer sig om – at finde det, der gør én glad, og så gøre det?

Jeg elsker at skrive. Jeg har galopperende imposter syndrome hvad mine egne evner angår, men de gode, stille timer kan ingen tage fra mig. De eksisterer for min skyld. Jeg skaber dem selv. Jeg bliver måske aldrig en stor og anerkendt forfatter, men jeg har allerede fået belønningen for mit arbejde: Mit arbejde er min hobby.

Foto: (c) 2019 Birgitte Heuschkel. Piv synes post-it noter er noget sært noget.