Daggryet er sgu gumpetungt i dag …

Daggryet er sgu gumpetungt i dag ...

Jeg synes godt nok at det holder lidt hårdt med at føle sig vågen her til morgen. Hunden var syg hele natten og kastede op over hele entréen og nu sidder jeg så her og holder øje med, om der kommer mere ud af ham — af den ene ende eller den anden. Dyr er en velsignelse, undtagen når de ikke er det.

Men det er selvfølgelig et godt tidspunkt at læse op på noget af min lettere folklore, de bøger, som man godt kan smide fra sig i en fart om nødvendigt.

2018 bli’r bedre!

Hang in there, Kitty
Miv kom kun til skade på sin forfængelighed. Faktisk leder han bare efter en af sine bolde.

2017 var det år, hvor jeg endelig lagde medicin nok fra mig til at kunne begynde at skrive igen. Det var også året, hvor jeg holdt op med at spille World of Warcraft, så jeg fik tid til at skrive — og det var i alt fald en af de bedre beslutninger, jeg har taget. Det kan godt være, at jeg ikke fik antaget Dragedukken hos et forlag endnu — men i det mindste føler jeg, at jeg udrettede noget i 2017 ved at skrive den!

2017 var året hvor,

  • Jeg fik mange flere timer i hverdagen fordi jeg lagde medicin og videospil på hylden,
  • Jeg lærte rigtigt mange forfattere og forfatterspirer at kende virtuelt,
  • Jeg kom i kontakt med det socialpsykiatriske system igen efter at have opgivet at finde rådgivning i meget lang tid,
  • Vi flyttede ud af byen, ud på landet, hvor der er stille og roligt og smukt, — for kan man ikke gå godt nok til at forlade matriklen, så kan man i det mindste sikre sig at man bor på en køn matrikel,
  • Jeg skrev halvanden roman og fik mit første officielle afslag siden 1999.

2018 skal blive året hvor,

  • En eller anden stakkels, uskyldig forlægger kommer til at udgive Dragedukken,
  • Jeg får skrevet Sky færdigt og begyndt på det næste projekt,
  • Jeg får skrevet en del fan fiction bare for sjov,
  • Jeg finder en måde at slippe af med i alt fald nogle af mine tvangstanker på,
  • Jeg får afklaret om jeg har fibromyalgi eller mine kroniske smerter stadig ikke kan forklares medicinsk,
  • Jeg får gjort noget ved min astma så jeg kan få vejret godt nok til at
  • Jeg begynder at ride min hest igen efter lang tids sygdom (hestens), sådan at
  • Jeg og hesten begge to kommer i nogenlunde form igen.

Bruger du naturen, når du skriver?

Noget af det, jeg elsker allermest at skrive, er naturbeskrivelser. Gang på gang oplever jeg, at når jeg beskriver et stykke helt almindelig natur, som f.eks. engen nede ved landevejen, ender jeg med en næsten magisk tekst. En helt almindelig dansk grøftekant bliver lige så eksotisk og interessant som storskoven i den fantasy-roman, jeg lige har lagt fra mig. Så minder jeg mig selv om at alt er spændende, hvis det bliver beskrevet med levende interesse.

Det var en smuk forsommerdag og hun stod på en strandeng fuld af vilde blomster, hun ikke kendte navnene på, bortset fra mælkebøtterne. Vinden purrede op i hendes hår og vandet glitrede blåt. Et skovklædt næs skød sig ud i vandet og langt ude bagved lå en kystlinje, der flimrede i lyset. Måger kredsede dovent højt oppe, og her og der raslede en tjørn eller slåenbusk med bladene når brisen tog fat i grenene. Engen voksede helt ned til vandet, hvor klumper af krat og stargræs stod hist og pist. Der var en ganske smal stribe af hvidt sand før selve vandet, som var så utroligt blåt. Sollyset glitrede i de små bølger så det så ud som om striber af sølv dansede let hen over dem.

Afsnittet er kopieret direkte ud af manuskriptet til Dragedukken. Det er et helt almindeligt stykke strandeng ved Gudsø Vig i Kolding Fjord, lige vest for Skærbækværket ved Lillebælt. Du har set noget tilsvarende hundreder, tusinder af gange.

Men det har din læser i udlandet ikke. Selv din læser på Møn eller i Thisted har ikke set netop den sydjyske fjordbred. Alting er fremmedartet når man ikke er vant til det. Jeg er vokset op ved Roskilde Fjord, og jeg kan tydeligt se hvor forskellige de to landsdele er, selv om der er så kort i mellem dem. Roskilde Fjord er en brakvandsfjord. Det er Kolding Fjord ikke. Selv vinden lugter helt anderledes.

For mig er en stor del af både udfordringen og begejstringen ved at skrive netop det, at se verden omkring mig, sådan rigtigt at lægge mærke til de små ting, så jeg kan bruge dem senere. Jeg skriver også fantasy – jeg sidder faktisk netop nu med en scene, hvor jeg skal beskrive nåletræer, der reflekterer sollyset så skarpt, at man er nødt til at bruge beskyttelsesbriller i skoven for ikke at blive “træblind”. Det ville aldrig være faldet mig ind hvis jeg ikke engang havde siddet og set på regndråber gennem sol, der blev reflekteret i de våde nåle på grantræer. Det stak i øjnene som tusind bittesmå lyn.

Jeg har boet i nærheden af lavvandede danske fjorde hele livet. Gavnø Fjord, Roskilde, Kolding – og nu er jeg så ved at flytte ud et par kilometer fra Rands Fjord. Det er en naturform, jeg kender ud og ind, med de tilhørende ellekrat, strandenge, og små å-udløb. Der er en god chance for, at alt hvad jeg skriver, kommer til at have passager, der handler om vandet, kysten, og livet dér. Det er så meget lettere at skrive om noget man kender som sin egen bukselomme, og så er det jo så forbandet smukt.

Den der mavefornemmelse …

I dag har jeg sendt mit første manuskript til et forlag. Tager de imod? Det vil tiden vise. Er historien klar nok til at bære en udgivelse? Ja, det synes jeg selvfølgelig, men jeg er også realist nok til at vide, at langt de fleste forfattere skal igennem en hel stribe af afvisninger, før de finder den rigtige forlægger på det rigtige tidspunkt.

Jeg er ikke bange for at blive afvist. Jeg er faktisk mere bange for at blive afvist med en nyttesløs begrundelse. Hvis et forlag ikke mener, at min historie passer ind i deres profil, så er det i orden. Hvis de mener, at den trænger til meget mere arbejde, fair nok, det må jeg se på. Men jeg glemmer aldrig den allerførste novelle, jeg sendte til et amerikansk forlag — det var en novelle om sort magi og drager, og de sendte afslaget tilbage med ordene, “We publish fantasy.” Det kunne jeg altså ikke bruge til ret meget!

Jeg har så mange sommerfugle i maven lige nu at jeg burde begynde at give dem navne.

Det er nok meget godt at jeg skal bruge den næste måneds tid på at pakke, flytte og pakke ud igen. Så har jeg i det mindste ikke tid til at bide negle og være nervøs over mit stakkels lille manuskript, som er helt alene ude i den store, kolde verden.

Der er i alt fald nogen, der ikke bliver overanstrengte …

Det bliver ikke de to her, der først dør af forhøjet blodtryk.
Det bliver ikke de to her, der først dør af forhøjet blodtryk.

Efter en måneds ferie (læs: stæsen rundt for at sætte hus i stand til salg) er jeg endelig tilbage på pinden med et manuskript, der skal redigeres og et, der skal skrives. Otte timers stilhed med te og ord! Det er skønt at have manden hjemme, men det er også skønt når han skrupper af igen. Eller som han sagde i morges, “Nu skal jeg godt nok ned på fabrikken og hvile ud!”.

For langt ude? Næh, desværre ikke

Sidder og redigerer en historie, der handler om kønskrig og fascisme.  Det er en science fiction-historie, og jeg skrev den i starten af 90’erne, så den har ganske afgjort ikke noget med dagen og tiden i 2017 at gøre. Så er det at jeg spørger mig selv — måske er det her lidt for langt ude. Sådan er der da ikke nogen rationelle mennesker, der vil opføre sig. Der er da ikke nogen, der hopper på denne her gang folkeforførelse og demagogi, som jeg har ladet min antagonist lukke ud. Kors, det må jeg gøre om.

Checker lige facebook mens jeg tygger på det.

“This is from the neo-Nazi “Daily Stormer” and is their justification of the Charlottesville murder.

“She was Fat and a Drain on Society. Despite feigned outrage by the media, most people are glad she is dead, as she is the definition of uselessness. A 32-year-old woman without children is a burden on society and has no value.
Due to female privilege, and the fact that they do virtually nothing their entire lives, women live an average of 5 years longer than men. The average female lifespan is 81 years. That means for 49 more years, this fat slob would have been leeching off of men’s work.
Childless women are black hole vortexes of public money and energy.
Had she not died yesterday, hundreds of thousands of dollars would have been spent on propping-up this gross creature who had failed to do her most basic duty – her only real duty, in fact – and reproduce.
Having no children at that age, it can be assumed that she had multiple abortions, and was thus herself a child murderer.”

Det er skræmmende at opdage, at selv når man har gjort sit allerværste for at få en person til at fremstå usympatisk og sindssyg, så er der såkaldt ganske almindelige mennesker på facebook, som er meget, meget værre.

 

Opdatering: Det forfærdelige bræk, som Daily Stormer lukkede ud, har nu haft konsekvenser.  Heldigvis.

Ferie!

Tryllestøv findes alle vegne

Der er måske lidt stille i denne uge. Det er der et par grunde til. For det første har manden ferie — og for det andet bruger vi så hans ferie på at gøre vores hus klar til at blive solgt.

Jeg vender frygteligt tilbage om en uge eller to når han falder bevidstløs om eller en mystisk millionær har købt huset som det står.

Fisketur!

Der er noget magisk over at sidde med en fiskestang mens aftensolen nærmer sig horisonten. Jeg fanger aldrig noget. Det gør ikke noget. Jeg nyder roen og den smukke natur, og det gør selvfølgelig ikke noget at dele det hele med ham den der mandsperson jeg har delt adresse med i snart femogtyve år.

Et par af aftenens billeder er værd at vise frem. Ikke fordi de er smukke – det er de! – men fordi jeg har så mange billeder af solskin. Et godt billede fortæller en historie.

Dette er historien om en smuk gråvejrsaften i juli hvor guldsmedene svirrede os om ørerne og de skrigblå vandnymfer dansede mellem sivene. Bag os kluklo bækken, og den vilde ørred der i alt fald ikke gad hugge efter mit lyserøde Powerbait. På engen overfor gik en lille flok rød- og hvidbroget kvæg og dovnede på overdrevet – hvor er der egentlig få overdrev tilbage nu om dage, hvor landbruget så gerne vil have at alt skal være kvadratisk, praktisk og nemt som en chokoladebrik! Små nyklækkede tudser hoppede rundt i græsset mellem hvidkløver og vikker og det eneste, jeg ønskede mig mere i denne verden var en kop varm kaffe.

Fem billeder. En hverdagshistorie. Det er næsten magi.

Stenvad Put & Take ved Kolding er for øvrigt til salg. Bare nu hvis nogen skulle have lyst til at sidde her hele året rundt.

Et smukt land

Jeg elsker den danske natur. Fra grønne enge og grøfter fuld af snerle og gederams, gennem dybe og skyggefulde skove, til vindomsuste heder og strandenge, der dufter af salt og hav. Selv en helt almindelig grøftekant er sådan en sommerdag et overflødighedshorn af blomster, græsser, og dufte. Ude godt, hjemme bedst.

Det er spændende og udfordrende at skrive eller læse om fjerne horisonter og fremmedartede landskaber. Jeg elsker en god fantasy- eller science fiction-roman med en interessant verden som grundlag lige så meget som alle andre læseheste. Men alligevel slår det mig at i stedet for at bevæge sig helt ud i fjerne galakser kan jeg finde den mest magiske og fortryllende verden lige her, lige udenfor min hoveddør.

Okay, så lidt længere væk, da. Jeg bor trods alt inde i midtbyen og så spændende er flisefortov og parkede biler heller ikke. Men jeg skal ikke køre langt for at finde en grøftekant, et skovbryn, eller en eng. Jeg behøver ikke at gå ombord i et rumskib for at finde en uudforsket verden. Hvor mange af jer kan navngive tre forskellige blomster på billedet? Du skal ikke se på mig – jeg er et barn af 80’ernes folkeskole og hvis ikke min mor havde lært mig at den hvide hedder snerle og den lilla gederams, så var det her endnu mere pinligt. Jeg er sikker på, at der også er en brændenælde et sted, og så når vi alligevel tre.

Det magiske og mystiske er ikke altid langt væk. En god historie dufter og sanser. Den fortæller mig ikke bare at her er en eng, solen skinner, jubii. Nej, her er en eng, der hvor åen diskret smutter under landevejen, her står den lilla gederams som soldater på parade mens den hvide snerle kærligt snor sig om dem som katte om menneskeben. Her snurrer humlebierne i luften mens de samler pollen og i det fjerne synger en lærke. Sommerbrisen dufter af nyslået hø og himmelen er så blå at sjælen synger.

Som en amerikansk veninde sagde til mig for noget tid siden: Det, der er kedeligt og dagligdags for dig, er eksotisk for mig – og omvendt. Jeg læser gerne romaner, der beskriver fjerne landskaber og underlige, finurlige samfund. Men sidder man i en støvet ørkenflække i Arizona, så er vores danske, frodige natur og lidt navlebeskuende samfund mindst lige så magisk, underligt, og finurligt.

PS. Da jeg tog billedet til denne artikel rejste der sig en råhind op et par meter fra mig. Den gloede lidt og gik derefter roligt lidt længere ind på engen for at sove videre. Fandens turister.