Verdens kedeligste, lækreste computerspil

No Man’s Sky er efter sigende verdens kedeligste computerspil. Men fortællekunst forandrer sig hele tiden. Jeg elsker en bog fra 1800-tallet, med gulnet papir og forældet sprog – men det er også spændende at se, hvordan der hele tiden bliver eksperimenteret med nye udtryksformer. I en stresset hverdag, hvad så for eksempel med et computerspil, hvor der ikke rigtigt sker så meget, og du bruger din tid på at nusse rundt, pille lidt i jorden, se på det lokale dyreliv, og beundre de utroligt smukke scenerier?

No Man’s Sky udkom i efteråret 2016 og tog hurtigt føringen som et af de mest udskældte computerspil nogensinde. Det fejlede simpelthen på alle fronter. Internettets anmeldere gik fuldstændigt over stag for at hakke det sønder og sammen.

Du er en opdagelsesrejsende i rummet. Du kan følge flere forskellige handlingsforløb eller bare tøffe rundt på egen hånd som du nu har lyst til. Der er ingen regler. Du kan lede efter den perfekte planet at bygge din egen base på, jage rumpirater, udforske naturen på de verdener, du besøger, eller forsøge at finde galaksens centrum … Alt sammen i dit eget tempo, og så lidt langsommere.

Men nu hvor der er gået halvandet års tid siden da, så har spillet stadig en gruppe af loyale fans. Omkring 3.500-4.000 mennesker spiller det dagligt via Steam. Det er faktisk ikke så få – for godt nok ligger Dota 2, Counterstrike og andre af de helt store på 700.000-800.000 spillere om dagen, men langt de fleste multiplayer-spil ligger meget, meget lavere.

Internettet har meget at sige om hvordan No Man’s Sky er et multiplayer-spil, hvor du godt nok aldrig møder andre spillere; om hvordan spillet ingen ende har – når du endelig til vejs ende starter spillet simpelthen forfra … Alle de, som vil have et action-fyldt plot fra A til Z blev frygteligt skuffede.

Men jeg gjorde ikke. Der er kommet et par store gratis opdateringer til spillet i det forløbne år, så der er faktisk masser at lave nu – hvis man vil. Men sin største charme havde No Man’s Sky lige fra starten: Der sker ikke ret meget, og det ser forbandet godt ud. Musikken er blid og meditativ (undtagen hvis du kommer i kamp, og det kan du jo bare lade være med). Man kan sagtens få mange timer til at gå med at udforske andre civilizationers ruiner og lede efter nye ord, så man kan forstå, hvad de lokale rumvæsener gerne vil. Jeg er stadig ved at stykke hele historien om Gek-racens dystre oprindelse sammen, bid for bid, ruin efter ruin, der skal besøges og afkodes.

De små svampeagtige ting der i forgrunden, de er det lokale dyreliv.

Da Minecraft i sin tid blev lanceret var en af grundene til dets overvældende succes at der ikke sker en dyt mere end du selv vil have. Det gik op for mange af os, at man kan meditere ved en computer. Bare tømme hovedet fuldstændigt, se på smukke scenerier, og pusle med en eller anden opgave, man har stillet sig selv. No Man’s Sky er den næste generation af den samme type spil – men med en skønhed og elegance, der hører hjemme i en top-science fiction produktion; med et filosofisk underplot, der væver sig ind og ud af din oplevelse. Rummet er stort og koldt og ensomt og helt aldeles forbandet smukt.

Det er det, som holder mig fast i No Man’s Sky, verdens efter sigende mest kedsommelige computerspil: Det er ren afspænding for hjernen. Alt sker i præcis det tempo, jeg gerne vil have. Det er smukt (og nogle gange lidt til grin, for spillet får undertiden skabt nogle temmelig bizarre aliens). Spillet er simpelt, men ikke så simpelt at man føler, at det taler ned til én.

Der er hele tiden noget, jeg lige skal prøve at lave … så jeg skal lige finde ti enheder zink og noget plutonium … Hov, så må jeg derover og hente nogle dimser … Hold da op for en udsigt heroppefra … Og der samlede jeg lige nogle varer op, som vil sælge rigtigt godt i et andet solsystem … Hvor der forresten er en fyr, der gerne vil sælge mig et bedre rumskib, hvis jeg lige kan rejse pengene … Det er skruen uden ende, og det er på den gode måde.

Hold hellere lidt afstand til den flåde af fragtfartøjer, den slags har det med at tiltrække håbefulde pirater.

Lidt ligesom en elsket science fiction roman eller TV-serie, som man håber aldrig ender.

Jeg er ikke den store gamer, men man behøver ikke at være på forkant med de nyeste udgivelser for at være klar over, at rigtigt mange mennesker nu om dage bruger computerspil til det samme som min generation brugte rollespil til: Det er en anden måde at fortælle en historie på. Nogle historier er fyldt med action og drama, og andre er blide, nærmest meditations-agtige fortællinger som No Man’s Sky.

Jeg tror ikke, at spil på sigt vil tage livet af det trykte ord som underholdning, sådan som vores forældre var bange for i 1980’erne da vi sad en hel flok unger rundt om en C64 og lod joysticket gå på omgang. Jeg ser begge medier som to sider af den samme kunstart: Der er en historie, der skal fortælles. Men jeg vil indrømme videospillene den visuelle fordel; en historie som No Man’s Sky ville være svær at fortælle i romanform, mens den er en absolut nydelse at pusle sig gennem på computeren.

Det er en anden måde at fortælle en historie på.

Du kan læse mere om No Man’s Sky på spillets hjemmeside.

Er der nogle computerspil, der har gjort særligt indtryk på dig med deres historier og deres fortællekunst? Smid en kommentar, så jeg også kan prøve dem!