Bogtip: Skøgernes Danmarkshistorie

Skøgernes Danmarkshistorie – fra offentligt fruentimmer til sexarbejder” åbner døren til en verden befolket af kvinder; faldne kvinder, skøger, rendestensroser, sexarbejdere, løsagtige flakker og andre kvinder som ikke passede ind i borgerskabets familieideal.

Perioden 1860-2000 belyses gennem retsoptegnelser, fotografier, erindringer, samfundsdebat og andet samtidigt kildemateriale. Der tegnes et dybtgående billede af både hvad der foregik – og hvorfor tingene blev som de blev. Der dømmes og moraliseres ikke; forfatteren holder sig til at belyse lovændringer og forordninger, og deres konsekvenser for sexarbejderne. Det gør ikke bogen dårligere at der er fremskaffet en imponerende mængde samtidige fotografier. Overraskende mange er dateret med både person- og stednavne.

Læseren introduceres til mere eller mindre forkvaklede teorier om nedavlede defekter og eugenik, og ditto forsøg på at lovgive om bordelvirksomhed og offentlig moral. Det er tydeligt at tonen i den offentlige debat angiver tonen for hvordan samfundet behandler sine løse fugle. Der bliver lovgivet i moralens og religionens navn. Der bliver tvangsbehandlet for kønssygdomme og mere eller mindre påstået åndelig svaghed. Der bliver dikteret hvem der må bo og færdes hvor og hvornår.

“Skøgernes Danmarkshistorie” er en halvtung fætter at give sig i kast med. Den går i kødet med sin tidsperiode, og forudsætter nogen forkendskab til de sidste par hundrede års Danmarkshistorie. Til gengæld er den velskrevet og har ofte et glimt i øjet. Man mærker forfatterens sympati for kvinderne, og for individets ret til selv at bestemme over sin krop.

Skøgernes Danmarkshistorie handler om sexarbejdernes og skøgernes situation i 200 år af Danmarkshistorien.

Min dom

Som læser er jeg blevet klogere på en periode af historien som jeg ellers mest kendte fra engelske romaner om Victoriatiden; samt fra en periode i starten af 1990’erne hvor et trykkeri jeg samarbejdede med mistede kunder fordi de begyndte at trykke et medlemsblad for en forening af prostituerede. Så langt oppe i tiden var sexarbejde stadig et tabuemne, og det måtte ikke hedde sig at man fik sine tryksager lavet samme sted som ‘dem’.

Bogen er spækket med citater og uddrag af erindringer og samtidsfortællinger. Det gør den mere levende end hvis forfatteren holdt sig strengt til retsdokumenter og forordninger. De mange fotografier medvirker også til at gøre perioden virkelig for læseren – uanset om det er år 1860 eller 1960.

Det tæller som et plus at flere indgangsveje til prostitution belyses: Der er dem som vælger at blive skøger fordi det er lette penge, og dem som af nød eller skam ikke har andre muligheder. Intet er sort-hvidt – ludere skabes af mange faktorer. Ikke to har ens motivation og begrundelse for deres valg. Nogle kan lide deres arbejde, eller i alt fald de lette penge. Andre har samfundet stillet med ryggen mod muren. Skøgernes historie er en del af kvindekampens og klassekampens historie. Meget af lovgivningen undskyldes med hensyn til moral, men handler i virkeligheden om at kontrollere mennesker, som vil noget andet end det gængse.

Især ét citat definerer mit helhedsindtryk:

Med de muligheder kvinder har at vælge imellem, kan vi ikke forvente at de udvikler en høj solidaritet med samfundet, for den eneste forskel på prostitution og ægteskab er prisen og kontraktens varighed.”

– Antonio Marro: La Puberta, 1898.

Når dydens smalle sti består i en 14-timers arbejdsdag på fabrik for en ynkelig løn og derefter passe mand, hjem og børn – så er det ikke overraskende at nogle i stedet valgte at arbejde for sig selv. Som en prostitueret jeg engang kendte sagde: “Det er sgu ikke værre end at tørre røv på de gamle på et plejehjem.”

“Skøgernes Danmarkshistorie” af Bo Jensen, Forlaget Foxy (2016).

Bogtip: Rotvelsk Lexicon

Det er ingen hemmelighed at jeg er mere end bare en lille smule rollespils- og fantasynørd. Jeg kan godt lide at gå i detaljer. Også helt ned i de detaljer som kan forveksles med pedanteri.

Forleden fik jeg et tip om et website om Carit Etlars værker – mest Gøngehøvdingen, men også resten. Her fandt jeg en reference til det særlige sprog som tatere, rakkere, natmænd og andre uønskede eksistenser talte indbyrdes. Så nu måtte jeg ud på jagt!

Thieves’ cant; en populær arketype

Begrebet ‘thieves’ cant’ optræder i mange former i fantasy-litteraturen. I sin grundlæggende form er det et kodesprog som kun tales af de indviede. Formålet er naturligvis at lovlydige borgere og ordenshåndhævere ikke skal kunne forstå hvad der bliver talt om. Sådan kan tyve og svindlere diskutere indbyrdes offentligt uden at nogen forstår hvad de er ude på. Begrebet optræder tit i fantasy-romaner, ofte som et hemmeligt sprog i et tyvelaug eller en underverden. Det optræder også nogle gange i en afledt form som et hemmeligt tegnsprog – sammenlign f.eks. med drow-elvernes tavse men særdeles udtryksfulde sprog i R. A. Salvatore’s Drizzt Do’Urden-romaner.

Et sådan kodesprog har sin basis i den virkelige verden – f.eks. er det engelske ‘rhyming slang’ meget berømt. Her er tale om omskrivninger hvor man erstatter ord med ord der rimer, indtil det hele lyder som nonsens for de uindviede. Langt de fleste kilder om et sådant tyvesprog er imidlertid ufuldstændige eller indeholder kun lister over navneordene. Man kan altså godt se sig frem til at en gås bliver kaldt en platfinke, men man fornemmer ikke om der er tale om en slags kode eller et egentligt sprog.

Virkelighedens danske thieves’ cant

Tilbage til Carit Etlar. Sitet talte om en decideret ordbog over dette særlige tyvesprog og oplyste både forfatter og titel. En jagt på internettet senere sad jeg med en gratis udgave af bogen fra 1824 på Google Books. Så bliver det ikke meget mere brugervenligt!

Direkte oversat betyder rotvælsk ikke-fransk/italiensk (af rot, rotvælsk for intet, og vælsk, en gammel betegnelse for sprog, især de romanske). Eller sagt på godt nutidsdansk: Vrøvlesprog. Og til min overraskelse er rotvælsk et rigtigt sprog med sin egen grammatik. Det er en sær pærevælling af europæiske sprog med tydelig tysk og slavisk indflydelse. Man har kunnet gøre sig forståelig på det indbyrdes så længe man befandt sig indenfor det germanske sprogområde. I Tyskland og Schweiz kendtes sproget som Rotwelsch.

Dødsstraf for at lære sproget fra sig

Side fra Rotvelsk Lexicon.
Man skal selvfølgelig kunne læse gotiske bogstaver for at få megen glæde af en bog fra 1824.

Niels Vinding Dorph var født i Stege den 26. marts 1783, blev student i 1801 og tog 1804 teologisk eksamen.  1809 blev han adjunkt og i 1818 overlærer ved Viborg “Kathedralskole”. Blev derefter forflyttet til Horsens i 1827, og var rektor der indtil 1833. På grund af helbredet stoppede han og rejste til København. 1840 fik han titel af professor. I sæsonen 1856-57 var han direktør for Det kongelige Teater. Dorph døde den 10. november 1858.

Dorph interesserede sig for de indsatte i tugthusene i Viborg og Horsens og talte med mange af fangerne. Her forsøgte han at lære sproget rotvælsk som datidens uønskede eksistenser talte indbyrdes. Det hed sig at den som lærte det hemmelige sprog til uvedkommende skulle dø. Den første tater, som underviste Dorph blev da også myrdet af sine fæller fordi han afslørede hemmelighederne til en udenforstående.

Det er værd at understrege at tatere og natmænd i denne sammenhæng ikke nødvendigvis var såkaldte sigøjnere, altså romaer. Romafolket har sit eget sprog som ikke må forveksles med tyve- og kæltringesproget rotvælsk.

Hen ad vejen lykkedes Dorph at lære nok fra forskellige knaspere til at kunne udgive sin ordbog, “Rotvelsk Lexicon” i 1824, samt en efterfølgende ordborg i 1837. Det er den fra 1824 som nu er digitaliseret og offentlig tilgængelig på Google Books.

Tvis Skoierer præveler tesades

Hvordan lød rotvælsk? Niels Vinding Dorph giver os et eksempel på en samtale på sproget mellem to tatere i Viborg Arrest i starten af 1800-tallet. Med ordbogen i hånden er det fuldt ud muligt at tyde samtalen. Det er også let at se hvordan rotvælsk har været den totale sorte snak for udenforstående. Det er ikke indlysende at når Peiter er fra Bøffelsmatini, så betyder det at han er fra Mecklemburg, altså Hamborg-egnen!

Anders: “Qvant Mormer, Knasper!”
Peiter: “Qvant Mormer, Sibeknasper.”
Anders: “Minnoses tyrer, dinnoses er en Præveliqvant.”
Peiter: “Sibe, Knasper.”
Anders: “Blaar minnises dit Verbum.”
Peiter: “Peiter Krølles.”
Anders: “Hvor kimter Dinnoses frataris?”
Peiter: “Fra Bøffelsmatini.”
Anders: “Har Dinnoses fakket Funkes paa æ Rullerbings sin Kass isvas.”
Peiter: “Nobes; æ Bings har fakket det sjølist. Vornoses maa jo rot fakke Funkes; det fakker Tuller sjølist.”
Anders: “Sibe, men de blaarer dog, det er vornoses, som fakker det.”
Peiter: “Det er sjølist. Genter troertaris det rot. Vornoses behøvertaris rot at funke Kasper eller Domeser, for æ Tuller dogger vornoses Altingtaris uden Berimelse eller Mængeri. Der er en qvant Tidtaris at skoie i.”
Anders: “Du blaarer side, det er sjoger Tidtaris for Skoierknaspere. Kræges og Hof er Tullers Butstrebiner fuldtaris af, og Blankes hægger man for en Krans æ forstandes. Kisti, Knasper! vi skal hægge Ringeltaris isvas.”

Citater og kilder

Rotvelsk Lexicon”, Niels Vinding Dorph, udgivet af R. P. Dons (1824). Digitaliseret 7. marts 2013. Tilgængelig gratis på Google Books.
Tatere, skøjere, kæltringe og sigøjnere; En livslang interesse for Carit Etlar resulterede i nogle kasser med udklip, papirer, citater, originale bøger, billeder og postkort o.s.v.
Vælsk på wikipedia
Rhyming slang på wikipedia
Thieves’ cant på Tvtropes

Fotos:
Indledning: Sik-Life (Pixabay)
Side: Fra “Rotvelsk Lexicon”

Anmeldelse: Der brænder en Ild

»Der brænder en Ild« blev udsendt første gang i efteråret 1944 som inspiration til yderligere modstand mod den tyske besættelsesmagt. Bogen blev genudsendt i 1945 og overskuddet fra salget gik til de faldne modstandsfolks efterladte. Blandt de faldne var to af bogens forfattere.

Gamle bøger er gammelt guld.

»Der brænder en Ild« er en antologi af digte, essays og mindeskrifter i en skøn blanding. Nogle af navnene er kendte – Tove Ditlevsen, Martin A. Hansen, Halfdan Rasmussen – og mange er det ikke.

Bogen må ikke forveksles med familiefilmen af samme navn fra 1962, eller med et hav af senere romaner med samme titel. Der eksisterer også en digtsamling af Martin Jensen fra 1935 af samme navn – som også handler om nazismens farer. Morten Korchs gennembrudsroman fra 1920 har også samme titel.

Forside: Der brænder en Ild

De danske værdier

Bogens formål er åbenlyst. Den er udgivet illegalt i 1944 for at hjælpe med at vække det danske folk til modstand. Alle skal forstå at nu er tiden inde til at forsvare fædrelandet. Ingen er længere i tvivl om at besættelsesmagten er af det onde. Alle skal tage afstand fra fascisme og nazisme. Tyskerne skal ud af landet. Det danske værdier skal forsvares.

I året 2018 er Danmark ikke besat af en fremmed magt men »Der brænder en Ild« rejser spørgsmål der stadig er relevante. Hvad er de danske værdier?

Flæskesteg, kolonihavehus, jordbærgrød og Radioens P4. Det er dansk. Tolerance, næstekærlighed og hjælpsomhed. Det er dansk. Frihed til at tænke, tro og sige hvad man vil – det er dansk. Villa, vovhund og Volvo, kongehuset og basser til søndagskaffen, dansk møbeldesign og knowhow, – der er så meget, der er dansk. Så meget at vi som regel ikke kan blive enige om hvad det egentlig er, vi gerne vil forsvare.

Hygge -- danskere bliver det ikke!
Ordet hygge er årets nye ord i 2016 i den engelske Oxford Dictionary – det er da så dansk som det kan blive!

Man kan ikke sammenligne situationen i 1944 med situationen i 2018. Danmark var et besat land. Vores politi var sendt i koncentrationslejre, vores militær afvæbnet, vores regering overladt til en fremmed magt. Selv om den danske besættelse aldrig nåede at blive til det totale mareridt som f.eks. Polen oplevede, så var den en sort plet i Danmarkshistorien. Kun to gange før har Danmark været så tæt på at ophøre med at eksistere som nation – i 1300-tallet da landet blev pantsat, og i 1864 da den danske konge tilbød at gøre os til en tysk delstat.

Der brænder (stadig) en ild

Lige meget hvor man befinder sig på det politiske spektrum er der en eller anden der vifter med et dansk flag og snakker om at beskytte de danske værdier (eller i alt fald sin egen definition af hvad de danske værdier er). Der går sjældent længe før nogen bringer modstandskampen og besættelsen på banen. Det er nærmest vores egen danske version af Godwin’s Law.

Godwin’s lov siger at jo længere en online-diskussion varer, jo større er sandsynligheden for at en deltager sammenligner en anden deltager med Hitler. Her i Danmark kan vi måske udvide loven til at jo længere en politisk debat varer, jo større er sandsynligheden for at nogen haler frihedskæmperne frem som skjold for sit argument eller sin påstand.

Derfor er »Der brænder en Ild« stadig relevant. I 2018 kalder vi hinanden nazister og røde lejesvende i flæng og beskylder hinanden for at ville ødelægge de danske værdier (som vi stadig ikke er blevet enige om hvad er). I 1944 kæmpede modstandsfolkene for at Danmark overhovedet skulle blive ved at eksistere som nation.

Det er fandeme respektløst at bruge dem som politiske marionetdukker.

Der brænder en ild.

Når populisme bliver til folkeforførelse

En af de danske værdier jeg ville kunne gå fuldstændig ind for ville være et lovkrav om at man skal sætte sig ind i et emne før man bruger det til politisk plattenslageri. Uanset om man befinder sig på den ene eller den anden side af det politiske spektrum er det plattenslageri at sammenligne månedens politiske debat med besættelsen.

»Der brænder en Ild« er stadig relevant mere end 70 år senere fordi den tvinger os til at spørge os selv hvad de danske værdier egentlig er. Den er stadig relevant fordi den er et tidsbillede, et brev fra dem som kæmpede for disse danske værdier (og i to af forfatternes tilfælde, døde). Og den er frem for alt stadig relevant fordi folkeforførere og populister den dag i dag gladelig slår plat på nationalfølelse, frihed og fædrelandskærlighed.

I 1944 var man ikke tvivl om hvad der skete når populisme blev til folkeforførelse.

»Du skal ikke ha andre Guder for mig!«
lød Herrens det første Bud.
– Saa tog de en hylende Psykopat
og gjorde ham til deres Gud.

Citater og kilder:

»Der brænder en Ild«, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag (1945), ingen ISBN.
Foto: Mona Eendra, Birgitte Heuschkel.