Gode naboer: Dør om dør med vætter og bjergfolk

Gode naboer: Pas på dem, det kan betale sig!

Vætter og bjergfolk bor rundt om os, i træer og høje, i åer og søer, eller endda under os i jorden. De kan være gode naboer at have, og handle med dem kan man også. Vætterne er ærekære og holder ord – når de altså ikke snyder så vandet driver. På den måde er de ikke anderledes end menneskene – nogle er til at stole på, og andre er det ikke.

Gode naboer hjælper hinanden

“Her ligger I og snuer, og der er ild i eders stuer!”

Vi har mange historier om bjergfolk og vætter der advarer deres menneskelige naboer om brand og anden ulykke. Lidt penge kan det også blive til i hårde tider: Et gammelt mundheld siger at det er godt at leve ved bjerget for så kan man få penge af sine trolde.

Det er ikke altid store, dramatiske ting vætterne hjælper med. Nogle gange er det helt nede på jorden og hverdagsagtigt, som nu historien om hyrdepigen som var ved at sy en særk og ikke kunne huske hvordan ærmet skulle vendes. Nede fra under jorden hører hun så nogen råbe, “Ærmet ret og bullen vrang, så får særken sin rette gang!” Eller en historie fra Gudhjem om en kone som altid slog dej op om aftenen, så havde hendes gode vætte-naboer nemlig altid bagt brødet og ladet det stå i ovnen næste morgen.

En hverdagsbekymring i gammel tid var sygdom, og det vidste de underjordiske naturligvis også hvordan de skulle hjælpe med. I en historie fik en mand det råd af sine lokale dværge at han skulle spise små ål, stegt i deres eget fedt, for at få det bedre. Han fulgte rådet og kom sig, men historien fortalte desværre ikke hvad man skal sige til lægen for at få en recept på en ålemiddag.

Der ligger alligevel så meget andet i vore moser; jernalderofre, cykelvrag, plastic ...
De gode naboer holder måske til i den lokale mose …

Gode naboer handler med hinanden

Vætter og underjordiske påtager sig gerne arbejde som almindelige mennesker ikke kan klare. Mange gange vil de endda gøre arbejdet gratis, når bare mennesket kan gætte troldens navn. Men kan han det ikke skal mennesket i stedet høre troldene til, eller ædes med hud og hår. I eventyrets verden overhører det stakkels menneske så de underjordiske tale eller synge om den gode handel; han finder ud af troldens navn og bliver således frelst. Hos Brødrene Grimm hedder trolden Rumpelstilzchen, som på engelsk er blevet til Rumpelstiltskin. Herhjemme hedder han som regel Finn – et gammelt navn som menes engang at have betydet trolddomskyndig.

Som regel gik handel med de underjordiske mere fredeligt for sig. Nogle gange blev der endda lavet en formel aftale – som for eksempel bondens hyrdedreng som fik mad og en skilling for at se efter bjergmandens kvæg også.

De fleste historier fortælles imidlertid om situationer hvor mennesket ikke ved at der er gjort en god handel før langt senere. I sådan en historie mødte en mand en vætte der sad oppe på sin høj og snittede træskeer. Sådan nogle har man jo altid brug for, så manden ville gerne købe et par stykker og det fik han lov til. Et par dage senere manglede der skeer til grøden og manden stak hånden i lommen – men da viste det sig at de nye skeer var lavet af det reneste sølv.

Gode naboer låner hos hinanden

“Hun kom en dag op til degnekonen og fortalte, at bjærgfolkene der inde i bakken havde været inde hos hende og hentet et skilderi, hun tænkte vel, det skulde være til at pynte op med til et gilde hos dem. Hun havde ledt efter det og kunde ikke finde det. Anden dagen stod skilderiet ved enden af dragkisten, så var de komne med det igjen.”

De underjordiske kommer ofte til at glemme at spørge før de låner af deres naboer. Men det er ikke nødvendigvis tyveri. Mange gange skal man bare holde mund og lade som om man ikke har opdaget at noget er væk. Så lægger den taknemlige bjergmand nemlig noget bedre i stedet for det, som er borte. Sådan går det med en kam der blev borte – da den endelig dukkede op på sin plads igen var den blevet til guld. Men som regel bliver tingene blot afleveret et par dage senere uden den store ståhej. Det er godt at holde sig på god fod med de underjordiske, så det skal man ikke sige noget til. De skal nok erstatte tingene, hvis de går i stykker.

Nogle gange kræves der mere end menneskene har det godt med. En historie fortæller om en kone som sad alene og kartede uld en aften da en bjergkone dukkede op og tilbød at hjælpe. Konen turde ikke sige nej, og snart dukkede der en bjergkone mere op, og så endnu en. Ulden var hurtigt kartet og spundet, men nu ville vætterne ikke gå igen – de ville skam have mad og drikke som betaling, og gjorde ingen mine til at forlade gården igen. Konen fik så det råd af sin nabo at hun skulle løbe ind og råbe at højen brændte og børnene var faldet i ilden. Det gjorde hun, og så rendte bjergkonerne hjem med det samme for at redde deres unger.

Gode naboer kan blive til dårlige naboer

Det er ikke altid at det hele går retfærdigt til. Nogle gange er det vætterne der bliver snydt. På en gård skulle man male malt til at brygge øl. Husfruen sendte husets piger i seng – hun skulle nok selv sørge for at malten blev klar. Pigerne blev nysgerrige, for det var hårdt arbejde og de ville se hvordan fruen selv kunne klare alt det. Ude i bryggerset fandt de to bittesmå dværge med røde huer som maler malt mens husfruen stod med en pisk og holdt dem i gang.

Det er en usædvanlig historie, for her blev bjergfolkene groft udnyttet og ydmyget, men de hævnede sig ikke.

I en anden historie lånte en bonde en tønde sædekorn af sin lokale vætte, og lovede at betale den tilbage når høsten var i hus. Det gjorde bonden også, men vætten var ikke tilfreds. Bonden og hans høstkarle havde nemlig stået i kornet med træsko på mens de tærskede. Sådan gjorde bjergfolkene ikke – de gik i bare fødder på marken og samlede kornene op mellem stråene et ad gangen når de faldt af, og det var meget finere. Der vankede ingen kære mor – bonden blev nødt til at smide skoene og tærske hele tønden om igen før vætten var tilfreds.

Eller måske holder dine vætter til i krat og grøftekanter?

Løn for udført arbejde

“Lav mig en rage, så skal du få en kage.”

De underjordiske lader gerne menneskene arbejde for sig mod betaling. I mange historier finder en pige eller karl et stykke tøj eller værktøj der skal sys eller repareres. Det gør man så, og tingen bliver lagt tilbage hvor den blev fundet. Næste morgen ligger der en belønning som tak for hjælpen. Det kan være rede penge, eller bare noget godt at spise, men skuffende er det sjældent.

Mange gange er der to karle i historien, som får hver sin kage eller sigtebrød som belønning. Den ene karl tør ikke spise vætternes mad og bliver derefter syg. Den anden er modigere og spiser sin kage eller brød – han får godt helbred og ti mands styrke. Han blev ekstra belønnet fordi han turde stole på at vætterne nok skulle holde deres del af aftalen.

I en historie fra Bornholm dækkes der op med ikke mindre end to tinskåle med sød vælling og to tallerkener – den ene med flæsk, den anden med æggekage. Og så er der endda sat sølvske, kniv og gaffel ud også. Man spiser fint hos de underjordiske der.

Mange koner spandt hør eller uld for bjergfolkene. Det var der ikke noget underligt ved, bortset fra at når man arbejdede for den slags folk måtte man ikke væde tråden med spyt. Så kunne bjergmandens kone nemlig ikke bruge garnet. Men følte konen sig nu utryg ved sådan at arbejde for de underjordiske, så spyttede hun netop på tråden, for så fik hun ikke flere bestillinger fra vætterne.

Tak for lån

Man skal passe på sine naboer, uanset om de er mennesker eller noget andet. Kommer bjergmanden, trolden eller vætten og beder pænt om at låne noget skal man ikke sige nej. Vi har et utal af historier om vætter der låner brød eller korn. Som regel betaler de tilbage så snart nabogården har høstet. På nabogården slår man nemlig ikke kors i kornet når det er kommet i lade, og så kan bjergfolkene let ‘låne’ af det. Så mere ærlige er de altså heller ikke.

Mange gange betales der tilbage med renter. Lånes der brød til et bryllup kommer der dobbelt så mange brød tilbage – og nogle gange viser de sig at være fyldt med sølvpenge. Andre gange får man ‘bare’ et løfte om fremgang og rigdom i slægten. Sådan forklares velstanden på mange store slægtsgårde – en forfader gjorde en bjergmand en tjeneste.

Gode naboer stoler på hinanden

Plovdrengen lo og sagde, at han ikke vilde have noget af det troldpaks brød eller vin. Men inden han kom til enden af ageren, havde han brudt sit ben.”

Vætter og bjergfolk er ærekære, og de bliver vrede hvis man ikke værdsætter deres gaver. Har man handlet med dem eller hjulpet dem og fået en belønning skal man ikke takke nej eller smide belønningen væk. Det kommer man til at fortryde. Man skal heller ikke tage den med hjem for at vise dem frem, eller gøre nar hvis belønningen ser sølle ud. Gør man nogle af disse ting bliver man syg, eller falder endda død om på stedet.

Når bjergkonen satte kage ud på et sølvfad skulle man ikke være grådig og tage både kage og fad med sig. Det kunne godt være at man kunne sælge sådan et fad, men man fik forbandelsen med sig at man skulle dø fattig. Men det er vel også kun rimeligt nok – vi andre tager jo heller ikke bestikket med os hjem når vi spiser ude.

Fik man et stykke brød skulle man ikke give det til hesten i stedet for at spise det selv. Dyret kunne dø af sådan et måltid. Men som regel straffede vætterne ikke hesten for bondens dumhed – så hesten blev stærk og fed, og så kunne bonden jo stå der og føle sig dum fordi han ikke selv sørgede for at få det gode helbred som brødet gav.

Man skulle dog ikke se for grundigt på hvad det nu var, man fik at spise. Det så måske ud som brød eller pandekage og smagte lige sådan, men skar man det i stykker kunne det være fyldt med hestehår, halm og skidt. Så var man nemlig igen for mistroisk, og det blev bjergmanden fornærmet nok over til at ødelægge maden.

Vi har tidligere set på historier om bjergfolk og vætter!

Kilder og citater:

“Danske Sagn” (Bind I) Evald Tang Kristensen, udgivet 1892-1901 på eget forlag. Fotografisk genoptryk 1980 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, ISBN 87-17-02791-8.

Fotos: Andreas Dress, Camilla Bundgaard og Diana Vartanova Rasmussen via Unsplash.

Den sorte skole: Fanden tager sidste mand!

Den sorte skole lå muligvis i Schwarzwald.

I den sorte skole lærer præster, heksemestre og andre kloge folk deres kunster. De lurer Helvede kunsterne af, men må betale en høj pris for den viden som almindelige dødelige måske slet ikke burde have til at begynde med. Sagnet om den sorte skole optræder ofte i den danske sagnskat – og i resten af Europa er det heller ikke ukendt. Faktisk hedder det sig at det var en dansker, der grundlagde den ærværdige, hemmelige institution!

“Der er fortalt meget om den sorte skole, som præsterne i gamle dage gik i, når de skulde lære at mane gjengangere og alt sådan noget utöj. Men for at lære sådant til nytte måtte der loves Fanden, at han skulde have den sidste, der kom ud af skolen, når de var udlærte …”

Hvor lå den sorte skole?

Folkesagnet placerer den sorte skole gemt af vejen i den virkelige verden. I katolske lande hedder det ofte at skolen ligger i Wittenberg – Martin Luthers fødeby. Man kunne måske forestille sig at nogen har haft et horn eller to i siden på reformatoren! Andre sagn placerer skolen på Bloksbjerg i Tyskland – der hvor vi skandinaver også forestiller os at heksene mødes Sct. Hansnat for at kysse Djævelen i rumpen og sværge ham troskab. Et andet sagn fortæller om swartaskoli at den ligger på et hemmeligt sted under jorden på Island. Og endelig har tysk tradition det med at gemme hvad som helst der lugter af det overnaturlige ad vejen i Schwarzwald’s dybe, mørke skove.

Det eneste alle er enige om er at skolen var hemmelig. Det var den nødt til at være, for de ting man lærer i den sorte skole hørte ikke til i kirken. Det bliver ikke bedre af at de præster der kunne mere end deres fadervor – helbrede, mane, eller læse over de syge – naturligvis havde lært deres kunster i den sorte skole. Man beundrede den slags præster – men man var også bange for dem. Det var aldrig godt at have med Helvedes magter at gøre, heller ikke gennem tredjemand.

Livet i den sorte skole

Sagnene fortæller os ikke meget om livet som student i den sorte skole. Man har ikke forestillet sig at det foregik meget anderledes end livet for studerende på latinskoler og universiteter. Man arbejdede hvis man ikke havde råd til at betale for sig, og almindelige bønders sønner havde kun sjældent mulighed for at studere.

Det var præster og andre lærde mænd, som således beskyldtes for at have gået i den sorte skole. Alle vidste jo at landsbyens kloge mand har lært sine kunster af sin far, for han havde aldrig forladt sognet. Præst og skolelærer, derimod, de havde været udenbys og lært ting som almindelige mennesker ikke forstod. Det kunne ikke altid være gået rigtigt for sig med al den klogskab.

Grundlæggeren af den sorte skole

Sagnet siger ikke meget om hvem der grundlagde den sorte skole, eller hvem der drev den. Når vi endelig får et navn er det Cyprianus – en sagnfigur som måske og måske ikke var dansker. I følge nogle sagn grundlagde Cyprianus sin sorte skole for at hævne sig på Helvede: Han uddannede gode kristne mænd i sortekunst netop så de vidste hvordan de skulle stille sig i vejen for hekse og dæmoner. Det er efter ham at vi kalder bøger med sortekunster, heksekunst og magiske opskrifter for cyprianus (du kan læse mere om cypriani her).

Sagnet er beslægtet med det tyske sagn om Krabat, den fattige dreng der ender som lærling i en sort mølle hvor Døden selv får malet kranier til benmel og en dreng må dø hvert år for at de andre kan leve.

Løfter til Fanden

Uanset om den sorte skole blev drevet af Cyprianus som hævn over Helvede, eller det var Fanden selv der stod for undervisningen, var der en pris at betale for den erhvervede viden. Langt de fleste sagn handler om hvordan man kan kende en præst der har gået i den sorte skole på de løfter han har måttet aflægge – eller om hvordan en særlig klog præst slap fri for at betale prisen.

“De, der er på den sorte skole, må alle aflægge et løfte om et eller andet, som de skal holde i hele livet. Sådan brugte pastor Petersen i Ris bestandig kun én handske, og pastor Mygind i Stepping vilde aldrig have sin varmölspotte toet (vasket).”

Folk som havde gået i den sorte skole var tvunget til at give Fanden et løfte om noget dagligdags som de altså ikke måtte gøre. Det kunne f.eks. være at gå med handsker på begge hænder eller aldrig at binde snøre- eller hosebånd. En præst måtte knappe sin præstekjole hele vejen op og i hver gang han gik gennem kirkens våbenhus; en anden skulle gå to mil om dagen til fods, uanset om vejret var så ringe at han måtte gå dem rundt i dagligstuen. Om en præst i Mørke hed det sig at han kun måtte barbere sig i den ene side af ansigtet, så havde Fanden ingen magt over ham.

En særligt hårdt ramt præst måtte ikke stå op fra sengen før der brændte lys på spisebordet. Da præstegården en dag brændte var han nær død fordi han ikke turde rejse sig fra sengen – hellere brænde til døde end brænde i Helvede til evig tid! Først da hans kone løb ind for at tænde et lys på stuebordet i det brændende hus kunne præsten komme i tøjet og ud af døren i en vis fart.

Det hed sig også i mange historier at Fanden tog præstens skygge. Folk som havde gået i den sorte skole måtte betale Fanden deres skygge for at slippe væk. Derfor var de lette at genkende – man skulle blot se efter om de kastede skygge på jorden.

Fanden tager den sidste!

Der gik altid en vis mængde studerende i den sorte skole på samme tid. Nogle sagn siger tre, andre ti og enkelte tolv ligesom apostlene. Uanset antallet var én ting givet: Den sidste skulle betale med liv og sjæl for hvad de andre havde lært. Derfor handler de fleste sagn om den sorte skole om hvordan man forsøgte at slippe for at betale prisen.

Et sagn fortæller om elleve præster der var udlært sammen. De tog alle elleve hinanden i hånden og dansede i rundkreds indtil de var danset ud af skolens port. Derved blev ingen af dem den sidste, og sådan blev Fanden snydt.

En anden gang dukkede Fanden op for at tage den sidste, netop som han ville begive sig ud af porten og hjem. Præsten bad ham ganske rolig om at vente mens han fik bundet sit strømpebånd. Det sagde Fanden ja til – men derefter smed præsten strømpebåndet fra sig og gik aldrig mere med den slags. Sådan slap han fri. Netop sagnet om strømpebåndet går igen mange gange, og forbindes med flere forskellige kendte personligheder og kloge folk.

Kilder og citater

“Danske Sagn” (Bind VI) Evald Tang Kristensen, udgivet 1892-1901 på eget forlag. Fotografisk genoptryk 1980 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, ISBN 87-17-02791-8.11

Foto: Flo222 via Pixabay.

Marts’ varsler

For os er vejret noget vi slår op på vores telefon. For vores forfædre var der tegn i sol og måne, i svalernes flugt og frem for alt i vejret selv. Man tog varsler af fremtiden og man forsøgte ofte i allerhøjeste grad at påvirke den.

Fra katolsk tid har alle dage deres eget helgennavn og man huskede aftaler og varsler ved hjælp af navnet, ikke datoen. Der findes hundreder af disse gamle varsler og listen herunder er langt fra komplet – men den giver et billede af hvordan man tænkte om årets gang, og hvordan man forsøgte at påvirke fremtiden med ritualer og køkkenmagi.

Marts med krokus i hækken.

Marts (thordmåned)

Marts har navn efter den romerske krigsgud Mars. Marts var den første måned i det gamle Rom. Det skyldtes at Solen i denne måned gik ind i stjernebilledet Vædderen, som er dyrekredsens første tegn. Herhjemme kaldtes marts for thor- eller thordmåned. Der hersker uenighed om hvorvidt måneden har navn efter den nordiske krigsgud Thor, eller efter det gamle nordiske ord tord, der betyder gødning. Det er nemlig i marts måned at man kører gødning ud på markerne.

Det hedder sig om marts at tør marts, våd april og kold maj giver fyldt lade, kælder og høstenge. Man siger også at selv om marts er aldrig så dårlig så har den dog altid nogle gode dage. Hvis januar og februar var milde bliver marts kold, og er der megen tåge i marts bliver det en regnfuld sommer.

Mild marts varsler slem april og meget tåge og dis i marts varsler en våd og kølig sommer.

Tamperdag (2. marts)

Fra den retning vinden blæser på dette kvartals tamperdag vil den blive ved at blæse et fjerdingår (altså kvartalet ud).

Tamperdag er betegnelsen på fastedagen først i hvert kvartal i den katolske kirke. Som en fodnote skal nævnes at mellem ca. år 1600 og 1797 holdt man ret på tamperdag (2. eller 16. marts, 1. juni, 21. september samt 14. december). Denne ret behandlede udelukkende ægteskabssager.

Fyrretyve riddere (9. marts)

Dagen har navn efter fyrre soldater som nægtede at ofre til de romerske guder og derfor led martyrdøden. Man siger at som vejret er på denne dag vil det blive fyrre dage frem. Det er skidt hvis det blæser denne dag for så blæser kornet af akset inden høst – men hvis solen skinner blot så længe som det tager en fummelfingret kælling at sadle en hest bliver høsten alligevel god.

Sct. Gregorius (12. marts)

Gregorius hø er bedre end fireogtyve læs hø, siger ordsproget. Det siges også at hvis en krage kan skjule sig i den spirende rug på denne dag, så bliver det et godt år for korn.

Sct. Gertrud (17. marts)

Hvis det ikke var storm eller slud i dagene omkring Sct. Gertrud kan man ikke stole på at vinteren er ved at være forbi. Det hedder sig at så længe Gudmund (16. marts) og Gertrud ikke har rystet deres hale skal man ikke af vinteren prale. Vinteren er ikke forbi, så man skal ikke ånde lettet op endnu.

Sct. Benedict (21. marts)

Det hed sig at Sct. Gertrud (17. marts) gerne vil holde fast på vinteren mens Sct. Bendt kæmper for foråret. Derfor gentager man også Gertruds vejrrim i lidt ændret form:

Ingen skal af vinteren prale
før Gertrud og Bendt har rystet deres hale.

Det skal helst være så lunt denne dag at man kan give soen tre rituelle slag på ryggen med en tør bynkestilk og så slippe den til skovs. Man siger også at på denne dag går frosten af jorden og ormene vågner.

Vor Frue dag / Mariæ bebudelse (25. marts)

Frue dags tø giver hundrede læs hø. Men hvis det fryser på Vor Frues nat vil det fryse i de kommende fireogtyve nætter. Der skal være tre æg i vibens rede denne dag, ellers bliver det sent forår.

Det hed sig også at de første svaler vendte tilbage på denne dag. Man troede at svaler og viber gemte sig på bunden af søer og vandløb hele vinteren og altså nu vågnede af deres dvale.

Påske

Ifølge en beslutning fra kirkemødet i Nikæa i år 325 falder påskesøndag altid den første søndag efter første fuldmåne efter 21. marts. Påskedag kan derfor i praksis falde mellem 22. marts og 25. april, men vi tager den med under marts.

Palmesøndag (søndag inden påske)

Når det regner Palmesøndag siges det, at Jesus græder over Jerusalem og høsten bliver ustadig. Men er palmesøndag klar bliver det et frugtbart år.

Skærtorsdag

Skærtorsdag skal hele husstanden spise ‘skærtorsdagssøbe’ eller ‘ni slags kål til påske’. Det er en suppe der skal koges på ni slags grønt, så er man beskyttet mod sygdom i det kommende år. Tanken er ikke helt tosset: Efter vinteren trænges der hårdt til vitaminer, og det er godt at spise de første grønne planter og urter, der spirer netop nu.

Får man spist sine ni slags grønt er man også beskyttet med heksekunster. Heksene flyver nemlig natten til skærtorsdag men de kommer altid hjem inden skærtorsdag aften – for der skal de i kirke. Derfor var mange bange for at besøge kirken denne aften. Ville man imidlertid vide hvem i sognet der var hekse skulle man tage et hønnikeæg – det første æg af en ung høne – i lommen. Så så man nemlig at heksene i virkeligheden bar de særeste former for hovedtøj i kirke denne aften: lerpotter, flødebøtter, vaser og alt muligt andet. Ægget havde den største kraft hvis det blev lagt i lommen på en person, der ikke vidste at det var der.

Skærtorsdag har luften ekstra kraft. Derfor skal man hænge klæder og sengetøj ud at lufte, så forsvinder møl, lopper og lus.

Skærtorsdags regn bærer guld i gren, og skærtorsdags tø giver mange læs hø.

I gammel tid troede man at heksene red til Bloksbjerg aftenen før Skærtorsdag. Derfor lagde man stål overalt til beskyttelse imod deres trolddom. På møddingen lagde man en økse, og over dørene satte man knive. I kornbunkerne på loftet lagde man knive og sakse, nogle steder satte man endda synåle i vingerne på hønsene. Koste og den store rage til bageovnen blev omhyggeligt gemt af vejen, så heksene ikke kunne bruge dem til at ride på. Man så heller ikke nogle skader på gården den nat, for heksene brugte de arme fugle som ridepiske.

Langfredag

Langfredag spiser man den tarveligste mad. Rugmelsgrød var almindeligt i gammel tid – men kom man honning på var man sikret mod mavepine resten af året. Man må ikke sy, strikke eller spinde på langfredag, så får man bulne fingre som straf.

Drypper det fra træerne langfredag morgen kan man roligt give dyrene rigeligt foder. Men er træerne tørre skal man spare på foderet for der er stadig længe til at sommeren kommer. Langfredagsregn spår et koldt forår og en dårlig rughøst.

Langfredags mørke med tåge,
da må vi hjertelig vor Gud anråbe,
men bliver den klar,
da får vi et godt og frugtbart år.

Påskelørdag / Påskeaften

Denne dag kaldtes også skidenlørdag fordi man mange steder spiste ‘skidne æg’, altså hårdkogte æg i sennepssovs. Denne dag løb børnene fra hus til hus og tiggede æg. Æggene blev så dekoreret ved at man kogte dem sammen med løgskaller, i rødbedesaft eller i kaffegrums. Først tegnede man med tælle på skallerne og de tegnede mønstre trådte så frem når æggene havde kogt i farvebadet. Mange steder ‘trantede’ (trillede) børnene de hårdkogte æg ned at en bakke eller et bræt. Kunne man ramme en anden spillers æg med sit eget havde man vundet det.

Man må ikke spise de æg, der går i stykker under trantningen. De er påskeoffer til fuglene. Ellers skal man spise alle de æg man kan få fat på. På de store gårde fik karlene ti æg, pigerne otte, og børnene mindst seks æg. Jo flere jo bedre, for jo raskere bliver man i det kommende år.

Påskemorgen

Påskemorgen står bonden tidligt op for at se solen danse af glæde over Kristi opstandelse. Denne skik – som nu kun er bevaret for pinsemorgen – er en rest af hedensk soltilbedelse.

Regner det påskemorgen, bliver vejret godt det år – men det vil også regne de næste tre søndage. Østenvind påskemorgen giver lidt smør og stumpet hør, men vind i vest giver godt græs. Fryser det påskedag bliver der kun lidt hø og smør det år. Der hvor vinden står påskemorgen vil den stå til pinse.

Har man et æble tilbage fra sidste års høst skal det spises påskemorgen på fastende hjerte, helst mens man stadig ligger i sengen – det er et sikkert middel til at styrke helbredet.

Påskemorgen jager man også skaden fra gården. Fuglen kan nemlig være en forklædt heks.

Påskemorgen skal man trække sine heste gennem en å eller vandløb, ellers bliver de syge.

Kilder og citater fra:

“Sagn og Tro”, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923). Intet ISBN-nr.
“Vore gamle kalenderdage”, Ruth Gunnarsen, Lademann (1986). ISBN 87-15-07988-0.
Køgearkiverne.dk
Foto: © 2019 Alvin Gellert.