Slaverne i 1848: Oprøret der ikke blev til noget

Borgere forsamles for at forsvare landet mod slavehæren.

Slaverne kommer! I Rendsborg har oprørerne lukket fangerne ud af fængslerne og givet dem våben, og nu drager de hærgende og plyndrende op gennem Jylland! Gem din kone og ungerne i kartoffelkulen, tag din gamle le eller muskedonner, og gå ud for at møde fjenden som en mand! Kolding brænder, ja, nu står fjenden allerede i Viborg!

Sådan lød kampråbet i året 1848. Man forberedte sig på kamp til stregen, for fjenden var ikke en velorganiseret hær med et mål for øje. Nej, fjenden var mordbrændere og voldtægtsmænd, røvere og banditter og anarkister, det værste og mest desperate menneskelige affald som hverken frygtede gud eller konge. Folk, som intet har at miste, viger ikke tilbage for nogen tænkelig forbrydelse.

Men det hele var løgn. Fjenden kom ikke, for fjenden havde aldrig eksisteret.

Slaverne fra Rendsborg

I foråret 1848 satte tanker om demokrati og nationalstater satte sindene i brand hos en landbefolkning der i stadig større grad bevægede sig ind mod de store bysamfund som opstod i kølvandet på industrialiseringen. I Slesvig-Holsten var det tyske flertal generelt set indstillet på at slutte sig til det gryende tyske demokrati – en indstilling der var en stor, medvirkende faktor til borgerkrigen 1848-50 og krigen i 1864. På dansk side bemærkede man også uroen, som var medvirkende til at Frederik d. 7. opgav enevælden og indførte vor demokratiske grundlov den 5. juni 1849.

Det slesvig-holstenske oprør brød ud den 23. marts 1848 og kort efter opstod rygtet om at tugthusfangerne i Rendsborg var blevet løsladt af de revolutionære.

Slaverne’ var tugthusfanger som brugtes af myndighederne til at udføre industrielt og anlægsmæssigt arbejde. Herhjemme er f.eks. fæstningsvoldene ved Fredericia anlagt af såkaldte slaver. Der var altså ikke tale om mennesker med anden etnisk baggrund, men om slesvigske borgere som var idømt frihedsstraf på grund af forbrydelse eller gæld. Mange af dem havde ikke gjort sig skyldig i noget værre end ikke at kunne betale deres regninger.

Tugthusfangerne levede under miserable forhold og havde ikke mange rettigheder. Ligheden er påfaldende med de ‘chain gangs’ vi kender fra blandt andet amerikanske fængsler, fanger som udlejes til f.eks. vejarbejde eller høst. Der var ikke i året 1848 meget forskel på hvordan man praktisk anvendte sorte slaver i de amerikanske sydstater, og på tugthusfangerne; billig arbejdskraft er billig arbejdskraft.

Slaverne er løs!

Den 23. marts udbrød oprøret i Slesvig-Holsten, og kort efter opstod rygtet om at slaverne fra straffeanstalten i Rendsborg var blevet løsladt af oprørerne. Nyheden spredte sig som en steppebrand. Det hed sig at slavehæren – for mindre kunne ikke gøre det – nu drog hærgende op gennem Jylland. Man dannede vagtværn og fandt gamle våben frem for at forsvare liv og ejendele.

Rygtet løb op gennem det jyske. Byer blev brændt af, børn blev smidt levende ind i flammerne, alle mænd blev skudt og alle kvinder voldtaget, alt blev plyndret eller ødelagt. Intet overlevede slavernes vanvittige rasen. Endelig kom så nyheden om at dragonregimentet fra Randers havde hugget de fleste af slaverne ihjel, og dermed reddet Jylland!

Der er bare et enkelt lille problem ved historien om slavekrigen i Jylland: Der var ingen slavehær. Der var ingen krig, ingen plyndring, ingen mord, ingen voldtægter, og ingen døde børn. Straffefangerne var aldrig blevet sluppet fri, og de drog ingen steder hen. Det hele var massehysteri og løse rygter.

Da Ordren kom var han i Marken at pløje. Hans Husbond sendte Bud ud, at han skulde komme hjem straks og tage Ploven med; i Nærheden af Gården tabte han denne, der slæbte bag efter Hestene; men Husbonden råbte: “Lad den bare ligge og skyld dig at komme af Sted!” Karlen blev nu forsynet med en vældig Pakke Mellemmad og en Fork og stævnede først ud på Aftenen sammen med flere andre mod Dragsbæk, som var opgivet som Mødested. Imidlertid kom de ikke længere end til Landlyst, hvortil der live var ankommen Meddelelse om, at “det hele var Løgn”, og de gæve Krigere vendte glade Næsen hjem efter.”

Vi har et væld af beretninger om slavekrigen; her skal kun medtages hovedtrækkene fra et par af de mest detaljerede.

Beretninger om slavekrigen: Øster Hornum

I Øster Hornum begynder historien med rygtet om et ridende sendebud fra herredsfogeden i Nibe. Slaverne fra Rendsborg var brudt ud og drog nu op gennem Slesvig og Jylland. Op ad formiddagen udvikler historien sig; to landsbyer ved Silkeborg er blevet brændt, og femogtyve mennesker er blevet dræbt. Herredsfogeden gav ordre til at der skal stilles vagter ud, både dag og nat.

Det hed sig at Viborgs soldater pludseligt var rejst mod syd. Man frygtede at fangerne i Viborg fængsel også var brudt ud. De danske soldater skulle nu forhindre Viborgs slaver i at flygte sydover – men slaverne var ikke dummere end andre folks børn, så nu stjal de heste og red nordover i stedet for at forsøge at slutte sig til hæren sydpå. Snart kom nyheden om at Bislev og Sønderup landsbyer var blevet brændt af slaver. Man sendte spejdere ud og smeden gik i gang med at smede spyd. Der blev sat vagter ud, og lavet bavner på højene så man kunne advare om den fremtrængende fjende.

Aalborg by var fuld af mere eller mindre bevæbnede mennesker og flygtninge, mange af dem vendelboer som var kommet for at hjælpe med at forsvare byen. I Nibe forsamledes borgerne på torvet og det hed sig at landsbyen Byrsted var blevet brændt. Man uddelte geværer og ammunition, og en gruppe af borgere påtog sig at besætte en bro mellem Nibe og Byrsted. Alle, der forsøgte at passere broen, blev anholdt. Først da man standsede en rytter med besked til stiftamtmanden i Aalborg kunne man ånde lettet op: Der var ingen slaver set i området syd for Viborg.

Man forstod ikke hvorfor myndighederne ikke indkaldte mandskab og beredskab. I løbet af nogle dage holdt folk op med at holde vagt, og bavnebålene fik lov at stå utændte. Slaverne kom ikke.

Bavnevagten
“Bavnevagt”, af Christen Dalsgaard (1848). Public domain.

Beretninger om slavekrigen: Thy

Den 31. marts nåede historien om slaverne til Thisted fra Nykøbing Mors, og snart hed det sig at fjenden stod i Skive by. Man satte vagter ud langs kyststrækningerne og ved de smalleste steder i Limfjorden samt ved færgestederne, for at forhindre Rendsborg-slaverne i at nå til Vendsyssel. Sognefogederne sendte stafetter ud for at rejse borgerbevæbningen, og alt våbendygtigt mandskab blev indkaldt.

Thisted-egnen var ikke ligefrem på krigsfod. Amtmanden sendte opråb ud om at de som ejede krudt og bly skulle stille det til rådighed. (En købmand i Thisted gjorde sig bemærket ved ikke at udlevere sit store lager af bly (til at reparere kirketage med), idet han ikke troede på at fjenden stod for døren). Man sendte ryttere rundt til gårdene for at indkalde alle våbenføre karle som måtte stille med fork og høstredskaber. Kirkeklokkerne ringede og man byggede bavner så man i natten kunne sende besked om hvorvidt fjenden var set.

En af Sognefogdens Sønner blev sendt hen at ringe med Kirkeklokken; men den ene af Tjenestekarlene, en sværlemmet Kæmpe i en langskødet Frakke, blev så ilde berørt ved Tanken om den truende Fare, at han måtte holde sig fast ved Bordpladen, da hans Ben nægtede at gøre Tjeneste. Samme unge Mand, der i øvrigt havde pralet af sit vældige Mod, kunde det ikke nytte at sende mod Slaverne, hvorfor han fik Ordre til at bringe Meddelelsen til den vestlige del af Sognet. Da det var i en anden Retningen end den, hvorfra Slaverne kunde ventes, så vendte Modet tilbage.”

På den lokale dialekt var der ikke meget forskel på bynavnet Skive og ‘Skiveren’, som er en tørvemose i Kallerup Sogn. Da rygtet om at slaverne stod i Skive bredte sig hørte man forkert, og panikken bredte sig blandt kvinderne – mændene var jo sendt til Vildsund for at forberede sig på kampen. Man låste døre og vinduer og gemte sig i kister og skabe, ja endda i hø- og halmbunkerne i laden. Da mændene vendte hjem om morgenen var kvinderne ingensteds at se. Lyden af larm, klirrende våben og mandsstemmer lokkede dem ikke frem, tværtimod.

Ved Vildsund færgeleje ilede folk til landets forsvar med grebe, forke, gamle muskedonnere og pigkæppe. Sidstnævnte var en slags bajonetter som landsbysmeden havde sat på skaft i dagens anledning. Thisted Borgerbevæbning mødte op i fuld uniform, og seminaristerne fra Snedsted mødte med blanke bajonetter, anført af deres lærere. En mand fra Nørre Skjoldborg mødte op ubevæbnet – han mente at Limfjorden havde alle de sten, han kunne nå at kaste.

Slaverne kom som bekendt ikke, men det noteres at kromanden havde en god dag. Det hede blod skulle svales, og kunne der ikke blive kamp, så kunne der i alt fald drikkes øl.

Beretninger om slavekrigen: Mors

På Mors bredte rygtet om slaverne sig. Oprørerne i Slesvig havde sluppet Rendsborg-slaverne ud af fængslet og bevæbnet dem, og nu marcherede sultehæren nordpå. Snart havde de myrdet og plyndret sig hele vejen til Viborg. Morsingboerne gjorde sig klar til at forsvare øen. Man smedede lanser og spyd, og borgerbevæbningen samledes på Nykøbing Mors’ torv hvor justitsråden holdt en ildful tale.

Man drog sydover for at forhindre fjenden i at gå over Sallingsund. Da man imidlertid ikke kunne finde fjenden satte de modigste af forsvarerne over fjorden. Man sendte en rytter i forvejen mod Skive, og da hans hest vendte tilbage alene nogle timer siden begyndte man at svede. Det viste sig imidlertid at rytteren ikke havde fået kontakt med fjenden, men han havde fundet Barlum Kro. Der havde han drukket sig så meget mod til at han var røget af hesten og faldet i søvn i en grøft.

Da man hørte at Skive by var blevet brændt af sejlede seks hundrede mand til Salling for at hjælpe. Der mødte man postvognen, og kusken – som kom kørende fra Viborg – fortalte at slaverne havde brændt Kolding af, men længere nordpå var de ikke nået endnu. Glade og lettede vendte man hjem til Mors hvor en tønde brændevin skænket af Kancelliråd Rummelhof kun gjorde stemningen endnu mere patriotisk. Der blev givet ordre til at alle de ladte bøsser skulle affyres inden folk kom til at skyde på hinanden i fuldskab.

Bragene fra skudsalverne kunne høres helt til Højris, hvor man naturligvis troede at slaget var brudt ud.

Til forsvar for fædrelandet

Det var nogle underlige Våben, de havde. Gamle Høleer var lavede om til Lanser og Hugge- og Stikkevåben, en Mand havde et virkeligt Spyd, en anden en gl. Muskedonner.”

Overalt hvor nyheden om slaveoprøret spredte sig var man parat til at forsvare sig med næb og kløer. Nogle havde bøsser og gamle muskedonnere liggende; andre stillede med grebe, forke, eller hjemmelavede spyd og bajonetter. Gamle leer blev smedet om til krigsvåben og sat på skaft.

Tømmermanden Kr. Vestergård i Outrup havde været i krig i Frankrig og ejede en gammel pistol med flintelås – han er noteret af kilden som en af de bedst bevæbnede stridsmænd i sit lokalområde. I det hele taget har han været en vældig kriger på trods af sine 65 år. Da han hørte om slaveoprøret råbte han til konen:

Ann Mari! Gi mæ en ræn Skjovt, å smør en Stabel Melmader, fo no æ dær en Hund løs, men to de ær et føst Gång, te a hår mødt sånt no Dævvekskram, å a ska val si å gi dem djær Bekomst!”

Leer på stager
“Leer på stager”. Anonymt xylografi (1852). Public domain.

Kvinder og børn gemte sig på gårdene, i lader og kartoffelkuler, mens mænd og drenge forberedte sig på krig. Andre steder klædte kvinderne sig i deres mænds tøj for at flygte på landevejene – for når blot de lignede mænd kunne det godt være at de blev dræbt, men voldtagede blev de i det mindste ikke. Man gravede værdifulde ejendele ned så fjenden ikke kunne finde dem, og samlede gamle og svage i landsbyernes kirker.

Når først man endelig forstod at fjenden ikke kom – faktisk slet ikke eksisterede – endte det hele i fædrelandssange og drukkenskab som i Nykøbing Mors, eller bare i lettelse. Man huskede på de gamles historier om landsknægtene, som hærgede hele vejen op gennem Jylland; det var ikke længere siden end at oldefar snakkede om det endnu, og det kunne ske igen.

Til forsvar for fædrelandet – med magi om nødvendigt

Mænd blev bevæbnet og drog ud for at gå fjenden i møde, men kvinder og gamle havde også deres pligter. De bar lyng og rafter sammen til bavner, så der kunne tændes advarselsbål når man fik kending med fjenden – men der var også magiske forberedelser, der skulle laves.

Man nedskrev himmelbreve og formularer, der gjorde bæreren usårlig over fjendens kugler (du kan læse et eksempel på sådan et himmelbrev her). Havde man sådan et var det kun kugler af sølv, der kunne gøre skade, og dem havde de fattige tugthusfanger vel ikke sådan lige til rådighed!

En husmandsenke sendte sin eneste søn afsted for at slås mod slaverne. Da sognets lærer skulle i samme retning senere på dagen fik han en tyk pandekage med til sønnen, men da de to mænd ikke mødte hinanden spiste læreren selv pandekagen. Da enken fik det at vide blev hun vred, også selv om læreren tilbød at betale for frokosten. Hun havde nemlig indbagt femogtyve store, fede lus i kagen, for den kloge kone Maren Haaning fra Vindblæs havde fortalt hende at spiste sønnen dem, kunne ingen kugle gøre ham skade! Det hedder sig at læreren fik svære opkastninger da han fik den forklaring.

En anden enke havde kun en tjenestedreng i gården, og han måtte også afsted for at forsvare landet. Hun gik bagefter med sin trillebør, og da hun blev spurgt hvorfor svarede hun at hun jo nok ikke kom til at se drengen i live mere, men liget ville hun i alt fald have med hjem at begrave.

Hvordan startede hysteriet?

Kun i få tilfælde kender man navnene på dem, som løb med rygterne. I Vejle var det en mand ved navn Lars Jensen, som alarmerede borgerbevæbningen med nyhden om at en gård ved Bredsten var brændt af. Lars Jensen endte med at blive beskyldt for at ville lokke Vejle bys forsvar ud af byen, og måtte tilbringe natten i arresten (men han blev dog løsladt dagen derpå, fordi han havde været i god tro). Men da havde rygtet allerede taget fart og bevægede sig hurtigt nordover.

Der gik senere et rygte om at det var Kong Frederik d. 7. selv der havde sat historien i gang for at se hvad folket duede til, men man havde ikke meget tiltro til det. Ikke desto mindre må man indrømme at jyderne var parate til at forsvare sig; alene i Aalborg amt var seksten tusind mand under våben på under to døgn. Det vel at mærke uden at medregne de ægte soldater, der var indkvarterede i Aalborg. 1848 var ikke Danmarks dårligste krig: Den efterlod sig ikke en eneste krigergrav!

Slavekrigen i 1848 er et berømt eksempel på massehysteri. Man fristes til at sammenligne med Irakkrigen i 1991, hvor stemningen i den amerikanske befolkning vendtes til at støtte invasionen af Irak ved hjælp af et mesterligt konstrueret vidneudsagn om irakiske drab på spædbørn på et kuwaitisk hospital; det viste sig senere at være iscenesat, og skuespilleren var den kuwaitiske ambassadørs datter.

Hvis vi kan lære noget af historien må det være at kildekritik og fakta-tjek afværger mange problemer.

Kilder og citater

Slaverne er løs – og på vej mod Øster Hornum” af Frederik Andreas Hansen (1807-1890). Tilgængelig som pdf på Øster Hornum Portalen.
Fra Slavekrigens Dage” af P. L. Hald. Historisk Årbog for Thy og Vester Hanherred 1911. Tilgængelig som pdf på Arkiv Thy, Lokalhistorisk Arkiv Thy.
Småtræk fra Slavekrigen” af S. Ditlevsen. Historisk Årbog for Thy og Vester Hanherred 1914. Tilgængelig som pdf på Arkiv Thy, Lokalhistorisk Arkiv Thy.
Slavekrigen 1848” af Chr. Kollerup, fra “En Vesthimmerlandsk Bondeslægt”, Løgstør Bogtrykkeri 1951. Tilgængelig på landsbyhistorier.dk.

Coverfoto: “Stormklokkerne” af Hans Smidth (1897). Public domain.

Den djævelske alrune; sex, medicin og penge!

Ikke ret mange planter har så meget folketro som alrunen, mandragoraen, galgedukken – kært barn har mange navne. Planten vokser ikke naturligt på vore breddegrader. Det har ikke forhindret den i at påtage sig en stor rolle i vor overtro og myter. Mandragora officinalis er af natskyggefamilien, hjemmehørende i det østlige middelhavsområde. Natskygger finder vi over hele verden. Bulmeurt, galnebær, tobak, kartofler og tomater er de mest kendte.

Alrunen og dens aktive giftstoffer

Lige som mange andre natskygger indeholder alrunen store mængder af giftstofferne atropin og skopolamin. Atropinforgiftning medfører en ophidselse og forvirring som ofte ledsages af hallucinationer hvor ofret ikke kan skelne mellem drøm og virkelighed. Der optræder kramper og raserianfald som så glider over i slaphed og stærkt erotiske drømme. Ved skopolaminforgiftning udebliver den første fase som hovedregel. Ofret oplever en halvvågen tilstand af hallucinationer og falske sanseindtryk. Begge forgiftninger kan have dødelig udgang.

På grund af den sløvende effekt har mange natskygger været brugt medicinsk mod kramper og som bedøvelse. Lægen Hippokrates (ca. 400 år før Kristus) udskrev afkog af alrune til folk, der gik i selvmordstanker. Det gjorde han sandsynligvis på grund af den beroligende effekt som fulgtes med hallucinationer der kunne bruges i terapeutisk øjemed (i samme ånd som forsøgene med bevidsthedsudvidende stoffer i psykiatrien i 1960’erne).

Alligevel er alrune ikke et almindeligt rusmiddel i dag, og har nok aldrig været det. For det første kan man dø af skidtet. For det andet hedder det sig at tømmermændene er hundreder af gange værre end dem man får af alkohol.

Alrunen og de klassiske myter

I oldtidens Grækenland rådgav præstinderne ved guden Apollos tempel i Delfi både menigmand og konger. Det gjorde de ved hjælp af spådomme og forudsigelser som ofte var meget kryptiske og sjældent gav mening før det var for sent. Templet var bygget hen over en klippespalte hvorfra giftig røg steg op. Når præstinden – oraklet – satte sig på en trefod hen over kløften blev hun besat af guden, som så talte gennem hende. Det er en fremherskende teori at den giftige røg til dels opstod ved at man smed frø af alrune og bulmeurt på et bål nede i kløften. Når røgen blev indåndet indtraf der en slags drømmetilstand med åbne øjne, og det var der, profetierne opstod.

De gamle ægyptere anså også alrunen for at have magiske kræfter. Tut-Ank-Amon havde alrunefrugter indflettet i de halssmykker han havde med sig i graven, og planten optræder ofte i ægyptisk kunst. Jøderne kendte den også; i 1. Mosebog bruger Lea kærlighedsæbler til at overliste Jakob. Disse ‘kærlighedsæbler’ var alrunens frugter.

Alrunen og heksene

Europas hekse fløj til Hekkenfeldt eller Bloksbjerg (eller hvor man nu lokalt mente at den slags folk mødtes) på deres kosteskafter for at holde satanmesser med druk og seksuelle udskejelser. De gav sig selv evnen til at flyve ved at smøre sig ind i flyvesalve – et magisk urteafkog. Salven indeholdt store mængder af alrune og andre natskygger, og dermed af de bedøvende og hallucinationsfremkaldende stoffer. Heksen faldt hurtigt i søvn og havde særdeles livagtige, seksuelt betonede drømme. Drømme, som i alt fald nogle hekse selv troede på var den skinbarlige virkelighed.

Den schweiziske læge og alkymist Paracelsus (1493-1541) nedskrev sådan en opskrift på flyvesalve: Kødet af et nyfødt barn tilsat valmue, natskygge og andre ingredienser. Den skulle gnides ind i huden med ordene ‘Obenauz und nirgend an’ (ovenud og ikke andre steder hen). Så fløj heksen med det samme op gennem skorstenen og afsted til det natlige møde med Djævelen.

Flyveture og seksuelle eskapader var ikke det eneste, heksene brugte alrunen til. En alrune, som blev fodret med menneskeblod og skåret ud i form som en lille menneskefigur blev levende og kunne tale. Sådan en lille hjælper (reelt set, en dæmon som tog ophold i figuren) kunne forudsige fremtiden, åbne låste døre og finde skjulte skatte. Overtroen om dragedukker og spiritusser stammer også herfra.

Overtroen om alrunen havde så meget hold i befolkningen at man i perioder dømte folk som hekse når bare man fandt en alrune blandt deres ejendele, uanset hvad de selv påstod den skulle bruges til.

Træsnit af alrune.

Alrunens kræfter i folketro og myte

I de græske sagn er det saft af alrunerod som troldkvinden Kirke bruger til at forvandle Odysseus’ mænd til svin med. De græske Hekate-præstinder brugte alrune, belladonna og bulmeurt (alle natskygger) til at fremkalde sindsforvirring, som sovemiddel, og til at tage livet af folk. Saft af natskyggerne, alrunen i særdeleshed, brugtes af statsmænd, fyrster, paver og andet godtfolk til at aflive hinanden for et godt ord op gennem historien.

I folketroen vidste man at alrunen kunne trække penge til. Hvis man lagde en mønt ved siden af sådan én om aftenen lå der to ens pengestykker næste morgen. Andre mente at alrunen trak mønter til sig gennem skorstenen. Det hed sig i Østrig at folk som har held i spil måtte have en alrune i ærmet.

Alrunens magiske evne indenfor det seksuelle er naturligvis heller ikke blevet glemt i folkemunde. De gamle ægyptere kaldte planten for markens fallos, mens den på arabisk var kendt som djævelens testikler. I Europa kaldtes den undertiden kærlighedsæble – på baggrund af den bibelske fortælling om Jakobs to hustruer som begge bliver gravide ved alrunens hjælp.

Derudover bruges alrunerod i folketroen til at rette knoglebrud (som bedøvelse under indgrebet), som middel mod tandpine og gigtsmerter, mod depression og kramper, og endda som rygestop. Der gives altid den samme advarsel: For store doser medfører vanvid, eller endda døden.

At passe sin alrune – og betale prisen

En alrune er enten mandlig eller kvindelig, og den skal have tøj på der passer til dens køn. Den skal holdes ren, og den skal betales ordentligt for sit arbejde. Alruner kan godt lide at bære smykker af sølv, guld og ædle stene. Mad skal den også have. Nogle alruner vil have sødmælk, andre vælling, men de fleste vil have menneskespyt eller menneskeblod.

Men ikke nok med at man skal dele byttet med sin alrune. Hvis man stadig er dens ejermand når døden indtræffer tager den ens sjæl med sig til Helvede. Man kan ikke slippe af med en alrune. Lige meget om man smider den væk, brænder den eller endda kaster den i havet, så vender den altid tilbage. Den eneste måde, man kan slippe ud af forbandelsen på, er at sælge den billigere end man har købt den.

At høste en alrune i folketroen

Alrunen gror vildt i de østlige middelhavsegne. Man møder den også andre steder i Europa, især der hvor der i sin tid har været klosterhaver og urtegårde. I folketroen hedder det sig imidlertid at den kun kan gro på en galgebakke eller under et træ hvor syndere og tyve er blevet hængt. Man troede at i det øjeblik den hængte døde havde han sædafgang. Den sæd, der ramte jorden, spirede og blev til en alrune. Allerbedst var det hvis manden havde været uskyldigt dømt, for så frydede Helvede sig rigtigt og gjorde alrunen ekstra magtfuld.

I en hekseproces fra Tyskland i 1650 fortalte den anklagede dog at man kunne få sådan en rod til at gro simpelthen ved at gå ud i skoven, tage tøjet af, og lade sæden gå i en lille skål, som man så gravede ned i jorden. Det var så den kedelige løsning.

En alrune skal høstes på en torsdag nat og man skal bruge en sølv- eller guldmønt til at grave den op med. Man graver ikke selve planten op – nej, man graver en rende rundt om den, sådan at den ville kunne trækkes op ved et lille ryk. Ligesom ved skattegravning er det vigtigt at man har fastet hele dagen, og ikke sagt et ord. Derefter binder man en snor fast til alrunen og i den anden ende binder man en sort hund uden et eneste hvidt hår på kroppen.

Derefter gælder det om at holde sig for ørerne, eller ligefrem stoppe dem til med voks. Når man er kommet lidt væk kalder man på hunden. Når den rejser sig for at adlyde strammes snoren og alrunen bliver trukket op af jorden. Når det sker udstøder planten et frygteligt skrig, og den som hører det må falde død om med det samme. Derfor bruger man hunden – så er det den, og ikke mennesket, der kommer til at betale Helvedes pris.

Denne overtro går helt tilbage til den jødiske historieskriver Josephus (år 37-ca. 100 efter Kristus): “Planten frembringer en vidunderlig rod. At trække den op af jorden er meget svært, man må først hælde urin eller blodflod (menstruationsblod) fra en kvinde hen over planten, og alligevel må man ikke trække den op ved hånden, for så er man døden vis. Man skal tage en sort hund og binde den til planten, så den trækker den op, og det bliver dens død i stedet.”

Men lykkedes det, så var der til gengæld heller ingen grænser for hvor megen jordisk lykke alrunen bragte sin ejer. Held i spil, held i kærlighed, frugtbarhed hos kvinder og fornyet elskovskraft hos mænd, ja, stort set alt hvad man kunne forestille sig.

Snyd, bedrag og falske alruner

På trods af alle vore historier og sagn om dragedukker og andre pengemagere blev ægte alruner aldrig et almindeligt syn i Nordeuropa. De fleste var i virkeligheden bare tilskårne mælkebøtte- eller sellerirødder. Man skar lidt i sådan en rod så det så ud som om den havde arme, ben og kønsdele, og plantede den så igen. Når den et par uger senere blev høstet for anden gang havde den det rette udseende til at narre en godtroende og overtroisk køber.

Skulle det være rigtigt overbevisende skar man toppen af mælkebøtteroden og borede et par små huller, som man så fyldte hirsefrø eller lignende i. Så lagde man roden lunt og varmt. Når frøene så spirede kom det til at se ud som om alrunen endda havde hår ligesom et menneske. Når sådan en falsk rod blev tørret inden den gik i forrådnelse kunne den overbevise de fleste. Således er der i Wiener Hofbibliotek bevaret to falske alruner i fine fløjlsklæder; de tilhørte den tyske kejser Rudolf II (1552-1612).

Læs mere her om dragedukker (som mange gange var alruner) der trækker penge til huse.

Citater og kilder

“Dictionary of Superstitions”, David Pickering. Cassel, 1995. This edition 1998 by Brockhampton Press, ISBN 1-86019-8406.
“De fandens penge”, Gorm Benzon. Thaning & Appels Forlag for Kreditforeningen Danmark (1978), ISBN 87-413-6121-0.
“Lægeplanter og trolddomsurter”, Harald Nielsen. Politikens Forlag, 1969. Intet ISBN-nr.

Fotos: Erik Ilerena via Pixabay.

Dragedukker og spiritusser: Penge fra Helvede!

Vil du have hurtige penge? Så er det hverken flyvende fabeldyr eller alkohol vi snakker om. Dragedukker og spiritusser er amuletter som ved djævelens hjælp drager og lokker penge og velstand til sin herre.

En dragedukke er en lille, livløs figur som ligger i sit skrin og stilfærdigt lokker penge til sig. Spiritussen er en levende lille dæmon eller tjenende ånd som lokker penge og rigdom hjem til sin herre. Hen ad vejen forsvandt forskellen på de to betydninger. Men det gjorde ikke noget, for uanset om dragedukken eller spiritussen er en lille figur eller et levende lille væsen, så har den samme arbejde: Den skal trække penge til og få dem til at yngle.

Dragedukker drager penge til huse

Alruneroden, den magiske mandragora, er en af de mest kendte tjenende ånder og pengemagere vi har i folkloren. Dragedukken arbejder på samme måde – og mange gange er den lille figur netop skåret ud af alrunerod (eller måske sellerirod, hvem kan alligevel se forskel i farten?). Alruner er kendte for at kunne trække penge til sig gennem skorstenen eller ind gennem lugerne i loftet. Det kan dragedukker også. Nogle dragedukker har så meget magt at de får pengene til at trille lige lukt ud af den blå luft!

Det er hårdt arbejde sådan at lave penge, og derfor skal dragedukker fodres. Den er ikke dyr at have på kost; dragedukker æder gerne kattelort eller hestepærer, så man kan ikke påstå at de er kræsne.

Til gengæld bliver din nabo næppe begejstret hvis du har sådan en amulet liggende i natbordet. Det er nemlig hans penge dragedukken hugger. Nogle dragedukker har så meget magt at de kan stjæle pengene lige med det samme møntmesteren er færdig med at præge dem. Men det kan dragedukken kun gøre inden pengene første gang bliver talt, for når penge bliver talt mister djævelen magten over dem.

Spiritus er afledt fra latin, og betyder ånd. Der er ingen snaps involveret.

Hvor kan jeg få fat i en dragedukke eller spiritus?

Har du bestemt dig til at anskaffe sådan en hjælpsom lille tjener fra underverdenen? Uanset om du vil have en dukke skåret ud af alrunerod (eller noget sælgeren påstår er alrunerod), eller en levende lille fyr med horn, hale og vinger, så er der masser af måder at gå i gang på.

I Tyskland hed det sig at når en kulsort høne havde parret sig med en lige så kulsort hane ville den lægge et æg. Det skulle man så snuppe fra reden, binde det op under sin armhule, og udruge det der. Når ægget revnede skulle man være hurtig – man skulle nå at fange det lille væsen der kom ud af skallen. Det var nemlig en lille nyfødt dragedukke, som man så skulle lægge ned i sin pung. Kom den først ind i tegnebogen blev den der, og så trak den penge til sig.

I Himmerland herhjemme mente man at når en hane opnåede den ærværdige alder af syv år lagde den et æg. Det skulle man tage og udruge det i varm hestegødning. Sådan et æg kom der en sær fugl – en spiritus – ud af, og blev den sat i bur trak den en skilling til sig hver eneste dag. Sådan en hane-hestepære-fugl må være i familie med den mytiske basilisk som også udruges af et haneæg. Men ser du en basilisk i øjnene bliver du forvandlet til sten, og så grov mod sin ejer er spiritussen heldigvis ikke.

Dragedukker og spiritusser i det fri

Har du ikke lyst til at have æg i armhulen eller rode rundt i hestepærer? Bare rolig. Du kan også finde en ravnerede. Sådan én ligger der nemlig også tit en spiritus i – ikke at nogen kan forklare hvad ravnene skal bruge penge til. Sådan en ravne-spiritus ligner en sær urt eller en fed tudse. Tager man den med sig hjem skaber den sig om til en tudse, hvis den ikke allerede har gjort det.

Du kan også holde øje med køernes livvidde hen på foråret. Får en ko tvillinge-tyrekalve skal man holde øje med efterbyrden. Der springer nemlig en lille fyr ud når den rammer jorden. Den ligner en tudse eller et firben, men den er også en spiritus.

Møder du en lille drage ved en korsvej ved midnatstid (og hvem har ikke prøvet det?) skal du tage den med hjem og fodre den med hirsevælling. Så bliver den til en dragedukke som skider en daler i timen.

Herhjemme optræder dragedukker og spiritusser ikke kun som tudser – nogle gange tager de form af slanger. På Fyn mente man at sorte slanger af den type gave fire skilling om dagen og en hel rigsdaler på søn- og helligdage. En anden art havde hvid krop og rødt hoved og lagde ikke penge. I stedet for sugede den sig fast bag ejerens øre og hviskede gode råd til ham eller hende om forretninger som ville få pengene til at yngle.

Fra Randersegnen har vi til sidst en lille historie om en bondekone som havde fået fat på en høne som ikke lagde æg men fireskillinger. Desværre ved ingen hvor man får fat i sådan én.

Hvordan passer jeg min dragedukke eller spiritus?

Når først det lykkes én at indfange sådan en lille hjælpedæmon gælder det om at den ikke slipper væk. Læg den i en glasskål foret med vat og sæt et låg henover, for den får hurtigt hjemve efter underverdenen og stikker gerne af. Fodr den med sødmælk og hvedebrød, så forstår den hurtigt at den har fået et godt hjem. Så går den i gang med at ruge penge ud, eller skide dem, eller hvad den nu gør. Er man først kommet så langt er spiritussen eller dragedukken ikke til at slippe af med igen; smider man den væk, eller flytter endda væk fra den, så følger den selv trofast efter sin ejer.

En tysk kone ejede sådan en spiritus, eller som hun kaldte den, en pengeskider. Den havde form af en tudse og hver dag skulle hun bade den i god rødvin. Når tudsen havde badet satte den glasset for munden og drak ud – og så satte den sig ned og sked en skinnende blank sølvdaler.

En anden heks havde en mere doven spiritus. Hun måtte klemme den grundigt på maven med ildtangen før der kom dalere ud, og det hed sig at den skreg forfærdeligt imens.

Heldigvis har Helvede også spiritusser for folk der ikke bryder sig om skidne penge. Den slags hjælpeånder gylper pengene op fra maven i stedet. Hver morgen ligger der en sølvmønt i gabet, og når en ny mønt skal op sidder spiritussen og nikker med hovedet for at hjælpe det på vej.

Spiritus eller dragedukke?

Som nævnt ovenfor bruges begge ord om begge slags hjælpeånder. Skal man kende forskel kan man huske på at spiritusser som regel (men ikke altid) ligner tudser eller fugle. Dragedukker kan derimod have alle mulige udseender, for de er jo skåret af en rod eller plante, eller endda lavet af voks eller ler. En ridefoged i Ry havde en dragedukke der lignede en nøgen rotteunge, og en mand i Ringe havde én der så ud som en stor skarnbasse. Den sidste gav mange penge fra sig, men dens ejer skrantede – den levede nemlig af hans blod.

Dragedukkens farve viser dens sind

En sønderjysk herregårdsfrue havde en dragedukke som var låst inde i et skab. En af herregårdens piger blev nysgerrig og så efter, og kunne fortælle at dragedukken lignede et lille menneske klædt i silke, med bittesmå smykker af sølv og guld. Den hvæsede ad hende og blev knaldrød i huden, og så sladrede den oven i købet om hende til sin frue. Det har nok været en ægte lille djævel, og ikke en forklædt roe.

Heldigvis kan man ofte se på en dragedukke hvordan dens sindelag er. De fleste er fredelige nok, men enkelte prygler deres ejere til gengæld for pengene. De kan også finde på at stikke af hvis de ikke får nok at spise, eller man forlanger for meget af dem. Så det er vigtigt at vide om det er et galsindet eksemplar, man har fået fat i.

Blå dragedukker er ondsindede, men også dem der giver flest penge – helt op til fem daler om dagen. Halvt blå er halvt så skrappe, men kan også kun overkomme de halve penge. Røde dragedukker giver kun en enkelt daler ad gangen og er temmelig fredsommelig (når de altså ikke hvæser, som i historien ovenfor). De gule siges at være helt hyggelige, men giver ikke meget – og de sorte er så dovne at de ikke er besværet værd.

Dragedukken og den døende

Det siger sig selv at det ikke er ufarligt at eje en dragedukke eller spiritus. Dens magiske kræfter stammer ikke fra Vorherre. Fanden giver ikke noget væk for sit gode hjertes skyld; man skal nok komme til at betale til sidst.

Om alruner hedder det sig at de kun kan sælges billigere end man har købt dem, og kan man ikke sælge dem, mister man sin sjæl. Helt så slemme er dragedukker ikke. Her er det kun hver tiende ejer der ryger til Helvede efter døden. Så kan man jo håbe på at man er en af de ni andre som går fri.

Har man dragedukken eller spiritussen i huset når man skal dø bryder den ud fra det sted, hvor den er gemt væk. Så sætter den sig på den døendes bryst og kradser ham i ansigtet. Sådan en stakkel kan ikke få fred til at dø med mindre han bliver lagt ud på møddingen, eller man lægger hestemøg ind under hovedpuden. Sådan føjer dragedukken spot til skade, det hævngerrige bæst.

Når først ejeren endelig er død falder dragedukken igen til ro. Den skal med i kisten, med mindre den yngste søn har lyst til at arve den. Ingen andre børn og arvinger kan overtage sådan én – og yngste søn skal betale sin afdøde far i brød og brændevin, som også skal med i kisten. Så kan den afdøde nemlig bestikke sig til lidt bedre behandling fra smådjævlene i Helvede.

Kilder

“De fandens penge”, Gorm Benzon. Thaning & Appels Forlag for Kreditforeningen Danmark (1978), ISBN 87-413-6121-0.

Fotos: Public domain.