Møde med bjergmand og vætte

Den danske sagnskat vrimler med bjergfolk, vætter, og andre underjordiske som bor dør om dør med menneskene. Nogle gange bor de bogstaveligt talt under menneskenes huse og gårde. Nogle af dem er tyvagtige og ondskabsfulde, mens andre er gode naboer. Nu og da møder man naboen – vætten, bjergmanden, eller hvad han nu kalder sig. Det kan gå både godt og skidt.

»Man har engang set en ligskare af vætter drage gjennem Hans Andersens hus i Vemmelev. De så ud som små dukker, gik meget langsomt og forsvandt under væggen.«

Vætter og bjergfolk kan antage forskellige former. De optræder tit som små, bitte udgaver af menneskene, der ser dem, eller som børn med voksne ansigter. Andre gange opgiver de helt at efterligne mennesker. Så ser man dem som små blå lys som ikke lyser rummet op omkring sig. De fleste af dem foretrækker dog gråt tøj og meget gerne de røde huer, som er vætter og nissers kendetegn.

Nordboernes vætter

Selve navnet vætte kommer fra de gamle nordboers vættr, som simpelthen betyder et overnaturligt væsen. Ordet går igen på engelsk (wight) og tysk (wicht), selv om betydningen har ændret sig. For nordboerne var vætte en fælles betegnelse for guddommelige magter – aser, vaner og andre vætter. Ordet blev også almindeligt brugt om de mindre guder og magter: Lokale åndevæsener, naturånder og småguddomme.

Vætterne blev opfattet som symboler på naturens kræfter. De boede i vandet (havfolk, åmænd, nøkker), i jorden eller i højene (dværge, trolde, bjergfolk og alfer), og i træer og huse (nisser, gårdboer, vætter, og igen, bjergfolk). Ordet vætte bruges både om de underjordiske i flæng, eller om et medlem af en specifik familie af overnaturlige væsener, som ofte forveksles med nisser og gårdboer.

Møder med bjergfolkene

»Der er en lyngdorris östen for det væld, som kaldes Mærgors Kjelde, og der har de set nogle små drenge løbe og hoppe på. Folkene kaldte dem dværge, og de kunde ikke have kreaturerne fæstet der nogen sinde.«

De fleste gange man møder bjergfolk eller vætter, spænder det ret fredeligt af. Naboerne fra højen ser lidt pudsige ud, men ellers er der vel ikke så meget at snakke om. I langt de fleste historier gør bjergfolkene de samme ting som menneskene. Livet på landet er ens for både bonde og bjergmand, husmand og vætte.

Når vætter går efter vand i bækken er deres kander og krus blanke, og nogle gange er de endda af sølv. Andre gange går vætterne til gårdens brønd, og det er ikke altid at bonden er glad for det. I en historie fra Øland sætter bonden et trækors på den sti, som bjergfolkene bruger, når de går efter vand i hans brønd, og man ser dem aldrig mere. Men de er der nu stadig, for bondens mor sætter stadig grød ud til dem, og når noget bliver borte i huset siger hun altid, at der ingen grund ertil at lede, for det er bjergfolkene, som har lånt det.

Man ser tit bjergfolkenes børn løbe og lege på marker og enge, især tæt ved deres høje. En historie fortæller om en kone, som altid så dværgene sidde og spille kort under enebærbuskene når hun var ude og samle ‘bøller’ (blåbær eller tyttebær). Hun prøvede mange gange at snuppe en af deres røde huer, men de sank altid i jorden når hun kom for tæt på.

Bjergfolk, vætter og nisser kan finde på at spille rejsende et puds bare for sjov. Så finder man en tilsyneladende død mand på vejen, som ingen kan løfte op i vognen, så tung er han. Andre gange løber der et par børn foran vognen indtil de pludselig forsvinder. Mange gange møder man en rytter eller gående, som så forsvinder, når man råber ham an. Og nogle gange opfører bjergmanden sig helt almindeligt indtil han lige pludselig er væk. Så er det først der man bliver klar over, at rejsekammeraten ikke var et almindeligt, dødeligt menneske.

Bjergfolkene bliver skræmt væk

»Han gik just forbi et træ, og der hug han øksen ind, så det klang stærkt. Da blev puslingen bange, vendte om og løb tilbage til stenkisten.«

Bjergfolk og vætter er sky af natur, og det er ikke alle, der bryder sig om menneskene. Det kan være meget svært at forudsige hvordan de vil opføre sig i et givet møde. Bjergfolkene har lige så mange meninger og fikse idéer som de mennesker, der fortæller historierne om dem.

I en historie sætter en kone med et lille barn sig for at hvile på marken. Så kommer der en lille bjergmandskone frem og viser hende sit forklæde fuldt af pengestykker. Så tager hun brysterne frem og tilbyder at lade barnet patte sig. Konen bliver bange, trykker barnet ind til sig, og siger sit Fadervor, og så forsvinder bjergkonen. Men hvorfor hun åbenbart så gerne vil betale bondekonen for at lade barnet die hos sig, det finder man aldrig ud af.

Andre gange er det mennesket, der ikke er venligt. Vi har mange historier om bjergfolk og vætter, der flygter, når man truer ad dem og lover dem en ordentlig omgang tæsk. Andre gange flygter bjergmanden i det øjeblik nogen taler til ham og han forstår, at han ikke er usynlig for dem.

Tyvagtige bjergfolk

De underjordiske kan være tyvagtige som skader. Mange af dem kender ikke forskel på dit og mit, eller også er de ligeglade. På en gård var det som om der aldrig var mad nok. Lige meget hvor store mængder mad der blev båret ind, så gik folk altid sultne fra bordet. Manden på gården fandt så en dag en af bjergfolkenes hatte, som gjorde ham i stand til at se usynlige ting. Så opdagede han at ikke mindre end ti bjergfolk dukkede op til hvert måltid og spiste med af grødfadene. Da de nu var blevet opdaget holdt de sig væk, og så var der pludselig mad nok til folkene på gården igen.

På en gård brugte de underjordiske gårdens kværn om natten. Manden, der var snedker, gik så op til højen med en økse, som han huggede i jorden, og sagde, »Fanden skal kløve dig, hvis du ikke bliver af min gård og maler på min kværn, og a skal sådan og sådan handle med dig og tage min økse og kløve dit hoved, hvis du ikke bliver derfra.« Efter den svada fik gården ikke mere nattegæster – og det kan man vel egentlig godt forstå.

Menneskene bliver skræmt væk

Det er ikke altid de underjordiske, der må give op og stikke af. Rigtig mange historier fortæller om gårde og huse, hvor der var en frygtelig larm og halløj om natten, selv om der ingenting var at se om morgenen. Så kunne man blive nødt til flytte gården, for man kan jo ikke klare sig uden nattesøvn.

Hos Evald Tang Kristensen fortæller et sagn om landsbyen Hønkys ved Rødekro at den blev grundlagt efter at hele landsbyens befolkning lod sig skræmme væk fra deres gamle landsby af de underjordiskes larm. En mere kedelig historie fortæller dog at Hønkys blev grundlagt efter at den foregående landsby blev brændt af polske lejesoldater i 1658.

Det er ikke til at vide hvem – eller hvad – du møder på landevejen næste gang du skal til staden.
Det er ikke til at vide hvem – eller hvad – du møder på landevejen næste gang du skal til staden.

Naboskab med bjergfolkene

Mange steder bor man dør om dør med bjergfolkene, og det sker der ikke noget ved. De kan være lidt svære at forstå – som nu dværgen, der troppede op i køkkenet og råbte »munddrink!«. Han ville gerne have et krus mælk. Men i det store hele er de ikke værre eller bedre naboer end andre folk.

En kone havde for vane at når hun bagte, satte hun et brød til side til bjergkonen også. Bjergkonen dukkede så op, mest når det var koldt i vejret, og passede konens lille barn og gav det patte. Børnene i huset vænnede sig efterhånden så meget til gæsten at de legede med hende og talte med hende som noget helt naturligt. Alt gik godt på gården indtil konen en dag glemte at tage brød fra til bjergkonen. Så gik alting galt indtil hun kom i tanke om sin fejl og huskede at sætte brød til side næste gang. Aftaler, også de uskrevne, skal overholdes.

Der er koldt i kæmpehøjene

Hos en degn var det ikke usædvanligt at se et par smådrenge stå og varme sig ved ovnen når det var koldt udenfor. Der var landsbyskole på stedet og børnene var vant til at se de to små gæster komme og gå. De listede jo af igen når de havde fået varmen og gjorde ingen fortræd.

I det hele taget er de underjordiske nogle frossenpinde, eller også er der bare meget koldt i deres høje. Det er almindeligt i folketroen at vætter og ellefolk sådan lister ind for at stå lidt og varme sig ved ovnen eller kakkelovnen. Det skal man ikke bekymre sig om. De gør ikke noget så længe man lader dem være i fred.

Nogle gange gælder der endda særlige husregler for at man kan være gode naboer med det overnaturlige. På en gård fik man en ny pige, som gjorde korsets tegn over ildstedet når hun havde tændt op, og det blev man nødt til at forbyde. Det kunne de underjordiske nemlig ikke lide, og der blev en farlig larm og ballade i huset når hun gjorde det.

Sig til Atis at Watis er død!

»Du mand med den runde hat,
du kan sige til den grå kat,
at Filippus er død i nat.«

Mange historier handler om en mand, der er ude at køre eller gå, af den ene eller den anden årsag. Han støder på de underjordiske på vejen – måske kommer han forbi en høj, der står på gloende pæle, måske møder han en trold på vejen, eller også hører han bare en stemme i skoven. Beskeden er altid den samme: Han skal sige til en bjergmand at en anden er død!

Som regel tænker manden ikke mere over det før han kommer hjem. Her fortæller han hvad han har set eller hørt – og netop da springer katten op, eller en vætte, nisse eller ellepige bliver pludselig synlig, og svarer: »Er Watte død? Så må jeg hjem!« Og væk er kat, mand eller pige!

Selve sagnet er altid det samme. Den ene af to stridende underjordiske, ofte brødre, er flyttet over til menneskene for at få fred. Nu hvor den anden er død må han hjem og overtage arven. Nogle gange glemmer han i sin befippelse en sølvkande , guldkedel eller lignende, og så længe den opbevares på gården fremover, bliver der ikke mangel på penge.

De underjordiskes navne

De underjordiske har mange navne, og de er forskellige fra historie til historie. De hedder Atis, Watis, Vitti, Vatti, Hatte, Fatte, Balser, Vipping, Akeleje, Kårl Kat, og så videre. Nogle gange rimer nonsensordene, nogle gange gør de ikke.

Vætterne kan også hedde noget så mundant og kedeligt som Benjamin eller Jakob, men det er sjældent. Tager de form af en kat hedder den typisk Knurre eller Kurremurre.

Skulle du møde en vætte eller bjergmand …

Det er bedst ikke at snakke om den slags naboer, og prale med det skal man slet ikke. De underjordiske kan ikke lide at man gør opmærksom på dem. Man kan blive straffet med både sygdom og ulykke hvis man udpeger dem for gæster eller fortæller om dem til fremmede.

Det er ikke til at forudsige hvad de underjordiske vil, før du hører dem sige det. Men som en god tommelfingerregel kan man godt tillade sig at gå ud fra det gamle mundheld om at man høster som man sår. Hvis du opfører dig regelret og ordentligt overfor dem, så er chancerne gode for at naturånderne – som bjergfolk og vætter jo i virkeligheden er – gør gengæld.

Høflighed koster som bekendt ingen penge.

Kilder og citater fra:

  • »Danske Sagn« (Bind I) Evald Tang Kristensen, udgivet 1892-1901 på eget forlag. Fotografisk genoptryk 1980 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, ISBN 87-17-02791-8.

Billeder fra Pixabay.

Læs mere:

Vi har tidligere set på historier om bjergmanden og hans kone!