Gud – et navn med magisk magt

Troen på de underjordiske her i Danmark er meget ældre end den kristne tro, som først nåede hertil omkring år 900. Så hvorfor har selve ordet ‘gud’ magt over dem?

Vore ældste skriftlige kilder beretter om vætter, dværge og alfer i vikingernes sagnverden – naturånder og naturkræfter har været tilbedt, frygtet og handlet med, lige så længe som der har været mennesker til at gøre det.

Da kristendommen fik magt i Danmark skar man imidlertid alt det hedenske over én kam. Hvis det ikke hørte til kirken og Bibelen, så hørte det til i Helvede. Nu hed det sig at de underjordiske blev skabt da Vorherre kastede de faldne engle ud af Himmerige. Det var ikke alle sammen, der ramte ned i Helvede, og nogle af dem var slet ikke onde nok til at høre til der. Mange af englene faldt ned på jorden i stedet for; de gik i tusinder af stykker og blev til den vrimmel af underjordiske og overnaturlige væsener, der omgiver os overalt hvor mennesker færdes.

»Bjærgmændene er blevne til på den måde, at da Vorherre nedstyrtede de onde engle fra himlen, så kunde de ikke nå til helvede alle sammen, og nogle bosatte sig da i höjene og bakkerne.«

Sådan forklarer folkesagnet hvor vætter, nisser, ellefolk og alle de andre sære skabninger stammer fra. De er smådjævle alle sammen – væsener, der vendte Gud ryggen, eller i alt fald ikke fik foden med indenfor døren i det kristne. Men selv om de underjordiske kan være både drilske og ondskabsfulde hvis de har lyst til det, så er de ikke gennemført onde nok til at høre til blandt dæmoner og rigtige djævle i selve Helvede.

Selv navnet er for helligt

Lucifer styrtes fra Himmerige.
Lucifer styrtes fra Himmerige. Illustration af Gustave Doré (1832-1883) for John Milton’s »Paradise Lost«.

I kraft af deres infernalske natur og oprindelse kan det ikke komme bag på nogen at de underjordiske har det svært med kirken. De flygter fra lyden af kirkeklokker, og slår man korsets tegn for sig må de som oftest forsvinde. I folketroen er der ikke noget, der er mere magtfuldt end den kristne tro. Fadervor er den mægtigste besværgelse af alle.

Selv ordet »Gud« er for helligt for de underjordiskes ører. De kan ikke lide at høre om den slags og flygter gerne hvis man begynder at tale om Vorherre. I en typisk historie fra Nordjylland gik en mand mellem to høje ved Biersted. Her mødte han en hel skare af småfolk, som spærrede vejen. De fortalte ham at de var på vej til bryllup mellem henholdsvis søn og datter fra to forskellige kæmpehøje på egnen. »Ja, far med Gud,« siger manden for at ønske dem held og lykke – men så forsvinder hele flokken. De underjordiske kan ikke engang tåle at høre navnet.

Dengang disse sagn og historier opstod var kristendommen en fasttømret del af hverdagen. I dag tager vi stilling om vi vil bekende os til en religion, og i så fald hvilken en ud af et større udvalg. For vores forfædre var der ikke noget valg og ikke nogen tvivl; Gud og kirkens magt var lige så virkelig som regnvejr og køer – det var så sikkert som amen i kirken.

Det var Gud alene, der stod mellem mennesket og alle de kræfter, der prøvede at skade det. Djævle, naturkræfter, ånder, dæmoner, hedenske guder, de underjordiske – alle er manifestationer af alt det, mennesket ikke kan styre. Troen på kristendommens magt over alt det onde og ustyrlige var lyset, som man holdt sig til i en verden fuld af mørke og farlige magter. Netop derfor har Vorherre magt over alt det farlige, mørke og kaotiske som truer hverdagens fred.

Men inden vi griner alt for højt ad de vætter og nisser, der må flygte når de hører nogen sige »gud« skal vi huske på, at i visse kredse har man debatteret Guds sande navn i snart to tusind år. Dæmoner og djævle må flygte fra Jesus’ navn – og bibelkyndige diskuterer stadig hvor galt det vil gå, hvis Guds sande navn udtales. Ord har magt!

De forbudte ord

Fordi de underjordiske jo i virkeligheden er djævelske af natur kan de naturligvis ikke bruge de kristne ord og besværgelser selv – dem må de flygte fra. Det er oplagt at de ikke kan sige »Gud« eller »Jesus«. De kan heller ikke bruge nogle af alle de mange udtryk vi har, hvor Guds navn indgår. Vætter og ellefolk kommer aldrig til at sige »gudskelov« når noget går godt. De siger heller ikke »bevares!« når det går skidt, for det er en sammentrækning af »Gud bevare os.« Hvis de underjordiske nogensinde får fat i mobiltelefoner og sociale medier kommer de heller aldrig til at skrive den moderne teenagepiges »OMG!«.

Djævle må i kraft af deres natur selvfølgelig heller ikke ønske noget godt for andre. Derfor siger bjergmanden bare »aften« eller »dav« når du møder ham, for han kan ikke ønske dig en god aften eller en god dag selv om han gerne ville.

Omskrivninger og paralleludtryk

»Hillekløer!«

De underjordiske lægger sig ofte udtryk til som efterligner de rigtige men undgår det hellige islæt. En overrasket vætte kan ikke udbryde »Hillemænd!«, som ellers er et godt, gammelt udtryk for forbløffelse. Ordet er imidlertid en sammentrækning af »hellige mænd«, altså helgener og apostle, og den slags kan de underjordiske jo ikke gemme sig bag. I stedet råber vætten overrasket »Hillekløer!«. Velsignede kløer optræder ikke i Bibelen, men det lyder tæt nok på til at kunne give udtryk for den samme følelse.

Tag nu lidt hensyn

Det er ikke altid at man er på dårlig fod med de underjordiske i vores fortælletradition. Det er naturligvis dårlig skik og brug at slynge sin kristentro i hovedet på vætter og nisser som man ellers er gode venner med. Så gælder der særlige husregler for at kristne mennesker og hedenske underjordiske kan bo side om side.

På en gård fik man en ny pige, som gjorde korsets tegn over ildstedet når hun havde tændt op, og det blev man nødt til at forbyde. Det kunne de underjordiske nemlig ikke lide, og der blev en farlig larm og ballade i huset når hun gjorde det. Ellers var de overnaturlige naboer venlige og fredelige nok.

En anden historie fortæller om en bonde som fik besøg af »et bitte korn dværg-kvindemenneske« som bad ham om at gå ud og dække de plovfurer til, som han netop havde pløjet. Hun kunne nemlig ikke gå over dem for at hente vand til sine børn. De underjordiske kan ikke krydse plovfurer, for når man gør det, laver man jo korsets tegn ved at bevæge sig på kryds henover furen.

En tusindårig proces

Mange af de underjordiske, især nisser og bjergfolk, er i virkeligheden ikke meget anderledes end de mennesker, de bor hos eller i nærheden af. Derfor kan de godt blive irriterede når menneskene bliver alt for frygtsomme og påkalder Gud og gode engle over det rene ingenting. Det kan man jo godt forstå – vi andre bryder os heller ikke om at blive anklaget for alt muligt blot fordi ‘man ved jo aldrig med sådan nogle som jer’.

Engang var de underjordiske naturånder, som man handlede med og forsøgte at formilde. I asetroen blev de sorteret og navngivet og gjort til genkendelige ‘stammer’ som vi stadig husker: dværge, ellefolk, alfer og så videre. Med kristendommens komme blev de underjordiske gjort til smådjævle som var underlagt korsets magt.

I bund og grund handler det hele om det samme som for tusinder af år siden: Natur og kaos skal formildes, navngives og undertvinges, så mennesket kan trives. Allerdybest inde, længst nede i vores primitive menneskesjæl, frygter vi stadig rovdyret derude i mørket.

Citater fra:

»Danske Sagn« (Bind I) Evald Tang Kristensen, udgivet 1892-1901 på eget forlag. Fotografisk genoptryk 1980 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, ISBN 87-17-02791-8.

Fotos: Amos Bar Zeev (Unsplash),  Public domain.