De tre ønsker: Ånden i lampen er et røvhul

Man opnår ikke lykken ved hjælp af letkøbte ønsker. Dette er moralen i et utal af historier, fra “Abehånden” til Disneys “Aladdin”. Lykke er noget helten skal gøre sig fortjent til. Hvis det ikke er lykkedes for ham – eller han ikke gider gøre forsøget – bliver resultatet af et uskyldigt ønske helt ad helvede til. Hver gang.

Her i livet får man ikke noget foræret. Vores kultur belønner en helt som er sin egen lykkes smed. En helt som ikke forsøger at snyde sig noget han eller hun ikke har fortjent. Enhver har ansvar for sin egen skæbne. Et livssyn som gennemsyrer vores kultur og i høj grad tjener til at retfærdiggøre livets uretfærdigheder; ulykke er i bund og grund udtryk for at man ikke har gjort den rette indsats. Et grundlæggende kristent livssyn: Gud giver dig ikke en større byrde end du kan bære.

Den kloge helt

Aladdin ved at han ikke skal lade sig friste af rigdommene og skattene i den magiske grotte hvor han finder den magiske lampe. De tilhører ikke ham – han har ikke gjort sig fortjent til dem. Man skal ikke misunde andre deres rigdom, heller ikke selv om man selv er en fattig gadedreng, der må leve af at stjæle brød fra næsten lige så fattige gadehandlere. De rige har, de fattige har ikke, og skal det ændres må man selv gøre sig fortjent til sin belønning – man kan ikke bare pege på den og sige, ‘det gad jeg også godt have’.

I Disneys udgave af “Aladdin” fra 1992 forsøger gadedrengen sig først med at snyde sig til lykken. Han udgiver sig for at være en prins fra et fjernt rige. Han pynter sig med lånte fjer og påtager sig en rolle som han ikke har gjort sig fortjent til. Prinsessen er aldeles uimponeret. Heldigvis finder gadedrengen tilbage til den rigtige moral hvor enhver får det, de har fortjent. Det lykkes ham at gøre sig fortjent til prinsesse og kongerige – og da han bruger sit tredje ønske uselvisk (på at ønske Genie fri) sikrer han sig at lykken består.

Aladdin har gjort sig fortjent sin lykkelige slutning. Han har overholdt samfundets regel: Alle får præcis det, de fortjener.

I “Abehånden” fra 1902 bliver det ene ønske værre end det andet.

Den mindre kloge helt

Så godt går det ikke for Mr White i “Abehånden” fra 1902. Da han får fingrene i den magiske abehånd som kan opfylde tre ønsker for sin ejer bliver han endda advaret om at ønskerne vil vende sig imod ham. Alligevel ønsker han sig penge – og så begynder ulykkerne. Pengene får han – i form af en økonomisk erstatning fra sønnens firma, da sønnen bliver dræbt på arbejde. Han ønsker sig derefter sønnen tilbage til livet – men det, som vender hjem, kan næppe beskrives som menneskeligt. Det sidste ønske bruges klogelig på at ønske sønnen tilbage i graven.

Mange folkeeventyr følger samme mønster. Brødrene Grimms “Konen i Muddergrøften” fra starten af 1800-tallet er nok det mest kendte eksempel: Her fanger manden en magisk fisk, som lover ham guld og grønne skove hvis han slipper den løs. Den ærlige og fattige fisker gør som fisken ønsker, og får som belønning et lidt bedre hus – et lille trin op ad samfundets stige, som belønning for sin indsats.

Hans kone er imidlertid ikke tilfreds og vil have mere. Hun ser en mulighed for at snyde og opnå noget hun ikke har gjort sig fortjent til, og griber den med begge hænder. Først vil hun være rig, så konge, og til sidst vil hun være Vorherre selv. Til sidst går det galt: Fisken – som er en slags stand-in for den rigtige Vorherre – får nok. Kone og fisker ender begge tilbage i mudderet hvor de kom fra. Hun for sit hovmod, han fordi han ikke kunne styre sin kone.

Ikke bare skal man kende sin plads her i livet; man skal sandelig også sørge for at andre husker på deres.

Ånden i lampen er et røvhul

Fristeren i historien er det væsen, som uddeler lette genveje i form af ønsker. Uanset om væsenet optræder i form af ånden i lampen, en fortryllet abehånd, eller en talende fisk er der tale om den samme funktion. Det er djævelen selv, som er ude på at lede folk på afveje. Han lokker folk og fæ til at tro at de har krav på mere her i livet end de faktisk fortjener, og han griner højt når deres hovmod overbeviser dem om at han har ret.

Og så tager han ellers røven på dem for fuld skrue, for når først fjolset har sagt ja har fjolset også sat sig selv udenfor Guds beskyttelse. Så har djævelen frit spil.

Derfor ender det altid galt, når den såkaldte helt i historien forsøger at forbedre sin situation ved hjælp af magi. Der er ingen hurtige genveje til succes. Lykken er ikke tilfældig. Du får ikke noget forærende her i livet uden at en højere magt mener at du har gjort dig fortjent til en belønning.

Bryd koden, find et smuthul

Uanset hvad form djævelen antager i folketroen og eventyrenes verden er han ikke nær så klog som han selv tror. Han kan snydes – som regel ved at det menneske, som snyder ham, lever op til forestillingen om det gode, kristne menneske.

Derfor går det ikke galt for Aladdin. Selv om hans første ønsker er temmelig selviske, så er det ønske nummer tre, som er afgørende: I stedet for at ønske noget for sig selv forsøger han at gøre en anden lykkelig (ånden selv, som får sin frihed – Disneys udgave bryder med den klassiske myte i og med at Genie ikke repræsenterer djævelen selv).

Den samme mekanisme redder Elliot Williams i filmen “Forhekset” fra 2000. Han bruger sit sidste ønske – ikke på at opnå den pige, som hele filmen handler om at han gerne vil have, men på at ønske at hun bliver lykkelig. Med eller uden ham. Overfor så uselvisk et ønske har djævelen ingen magt.

Det er den eneste sikre måde at bryde koden på. Ved at ønske lykken for en anden lægger helten magten tilbage i Guds hænder hvor den hører til. Han anerkender sin plads i skaberværket. Accepterer sin plads i samfundet. Og dermed opnår han tilgivelse for at have ladet sig friste til at tro at han måske kunne få noget, han ikke har gjort sig fortjent til.

Hovmod står for fald: “Konen i Muddergrøften” ender heller ikke lykkeligt.

Moralen: Kend din plads, fattiglus

Historier og eventyr med denne morale tjener en simpel men vigtig samfundsfunktion: De skal minde os om at alle er på den hylde i livet, de hører til på. Når et menneske ‘skifter hylde’ – for eksempel ved at en fattig bliver rig, eller at en syg bliver rask – så er det udtryk for en belønning. De har gjort en indsats og nu belønnes de af skæbnen (eller Gud, eller hvad man nu tror på) for snedighed, dygtighed, eller hårde arbejde. Vi andre, som ikke kommer nogle vegne, har kun os selv at takke for vores mangel på succes. Hvis vi var værdige ville det være lykkedes for os – uanset hvad ‘det’ så er.

Moralen er hverken lyserød eller sympatisk. Denne arketype eksisterer for at retfærdiggøre en samfundsstruktur, som i bund og grund er uretfærdig (vi fødes ikke alle ens, og vi har ikke alle de samme muligheder i livet).

Kend din plads. Lad være med at tro at du har krav på noget. Hvis det havde været Guds mening at du skulle leve et liv i rigdom og luksus var du blevet født i et højere samfundslag.

Kilder

“Abehånden”, original “The Monkey’s Paw”, W. W. Jacobs, 1902.
“Aladdin”, Disney, 1992.
“Konen i Muddergrøften”, Brødrene Grimm (begyndelsen af 1800-tallet)
“Forhekset”, original “Bedazzled”, 2000.

Billeder: Public domain.

Man spiser da ikke hestekød!

Man spiser da ikke heste!

Spørg en ridepige om hun vil smage en hestebøf? Sandsynligvis giver hun dig en ridepisk i synet hvis du serverer noget, der engang har haft en sadel på.

Selv om der er masser af penge i ridesporten er der ikke meget industriel udnyttelse af heste i dag. Langt de fleste hestemennesker ser hesten som en ven, en partner, et kæledyr, eller en kombination af alle tre. Vi tillægger hesten menneskelige egenskaber og følelser. Vi spiser ikke heste. Du ville jo heller ikke spise din hund, vel?

Der slagtes under 3000 heste om året i Danmark, og langt det meste kød eksporteres. Vil du have en hestebøf i dag skal du bestille den hos slagteren. Sådan var det ikke for bare fyrre år siden; i min barndom i 1970’erne var hestekød fattigmandskost. Det mørke, søde kød var billigere end okse- og svinekød. Det var kun når ‘offeret’ kom fra det lokale ridecenter at vi sprang over. Kende navnet på vores bøffer ville vi trods alt ikke.

(En anden type kød, der tit var på udsalg til små penge, var hval – når først olien var tappet fra stod hvalfangerne jo med nogle meget store lig, der ikke havde meget værdi. Fattigrøve æder det, de har råd til).

Vores kulturelle tabu mod at spise hest består ikke bare i sentimentalitet. Årsagen ligger meget længere tilbage i tiden.

Hestekød i forfædrenes kulthandlinger

Længe før vi har sagn eller skriftsprog herhjemme har vi helleristninger, gravgaver og mosefund. Hvem kender ikke solvognen, en gudefigur forestillende solen selv, som trækkes af en hest? Allerede i bronzealderen (og sandsynligvis længe før) er hesten en vigtig del af verdensbilledet. Det er hesten der bringer krigeren omkring, og det er hesten som fragter handelsvarer ud til havnene hvor skibene venter, med deres forbindelse helt til middelhavslandene og endnu længere borte. Det er hesten der muliggør kontakt med verden udenfor landsbyen, uden for det helt nære.

Når vi kommer op i vikingetiden er asetroen fuld af heste med magiske evner, og sagaerne giver detaljerede beskrivelser af kulthandlinger og blót hvor heste spiller en vigtig rolle. I Hakon den Godes saga fortælles f.eks. om hvordan blodet fra offerdyrene – især heste – blev samlet i skåle. Man dyppede kviste i blodet og stænkede det på altre, vægge og kultdeltagere. Kødet blev kogt i kedler der hang over ilden midt på gulvet i hallen, og sammen med fyldte ølbægre blev det indviet af goden (præsten) før festmåltidet. Personer af høj rang fik heste med i graven. Hesten var et vigtigt dyr i den nordiske mytologi.

Hestekød og Hvidekrist

Asetroen måtte som bekendt vige for kristendommen, og en af de metoder som de kristne forkyndere benyttede sig af i stor grad var at overtage og genfortolke asekulten. Kristmesse fastlagdes belejligt på samme tidspunkt som hedningenes solhvervsfest, påsken falder praktisk nok sammen med de hedenske forårsritualer (hvoraf mange består den dag i dag – læs mere om gamle påskeritualer her). Man byggede kirker bogstaveligt talt oven på de hedenske kultsteder. Dette tjente naturligvis det formål at fjerne sporene efter tidligere tiders religion, men det var også praktisk: Menigmand skulle ikke lave den store omstilling i sin hverdag eller tankeverden bare fordi præsten havde fået noget andet tøj på.

Men nogle ting måtte laves om hvis den kristne kirke skulle fungere som magtens centrum. Asetroen var decentraliseret. Hver stormand var gode, med ret og pligt til at udføre kulthandlingerne for sine folk og sit område. Nogle kultsteder var store og berømte og tiltrak folk langvejs fra, mens andre bestod af folkene på gården. Romerkirken var opbygget omkring en central magt med et klart defineret hierarki. Dette var et område hvorpå asetroen ikke kunne gradvis udfases. For at kristendommen kunne vinde slaget måtte menigmand fratages retten til selv at foretage sine religiøse pligter.

En af de ting, som kristendommen så sig nødt til at afskaffe, var blótet, ofringen til guderne. Hedningene ritualslagtede heste og holdt offerfester hvor man spiste deres kød. Derfor tordnede kirken mod hesten. Fra at være et helligt dyr blev den et laverestående væsen. Dens kød blev urent. Den som spiste hestekød mistede sin ære og blev anset for at være uærlig, lovløs, uden for lands lov og ret.

Hestekød, natmanden og rakkeren

Selv om hesten nu var uren var der stadig brug for den i samfundet. Spises kunne den imidlertid ikke, og når den døde var det stærkt forbudt at have noget med den at gøre. At bortskaffe og flå døde heste blev et arbejde for natmænd og rakkere. Disse to betegnelser dækker over en gruppe af samfundets udstødte som bestod til dels af omrejsende romaer, landstrygere og vagabonder, og folk, der tog sig af bortskafning af ådsler og døde dyr der ikke kunne spises – ikke kun heste, men også kvæg der døde af sygdom.

Rakkerne udnyttede så meget af dyreligene som muligt. De fremstillede lim, benmel, salmiak, sæbe, salpeter, blegemidler og andre handelsvarer før de sidste rester blev gravet ned eller brændt. Det var et beskidt og ildelugtende arbejde forbundet med stor risiko for smitte fra ligene. Rakkeren var også bødlens hjælper som stod for at tage ligene ned fra galge eller henrettelsesplads og skaffe dem bort. Det var et erhverv ingen ønskede sig, og fordi det var svært at få folk til at påtage sig rollen var der mange forbrydere og desertører og som slog sig ned som rakkere – nogle gange fik de valget mellem det eller galgen.

Rakkeren blev anset for uren, uærlig og utroværdig, og der opstod henad vejen hele rakkerslægter fordi man giftede sig ind i egne rækker – ærlige folk ville ikke have noget med den slags folk at gøre. Rakkerens arbejde var så tabubelagt at der har været nedlagt forbud mod at han sad til bords med ærlige mennesker, eller bare færdedes på byens gader i dagtimerne.

Rakkerens vigtigste pligt var at flå døde heste og skaffe ligene væk. Den tidlige kirkes forbud mod at spise hestekød havde nu gjort hesten så uren at den som havde noget at gøre med den døde hest og dens kød var udstødt af samfundet.

Man spiser da ikke Emilie! Jydsk hest i profil.
Kunne du spise hende her? Emilie ender i alt fald ikke som bøffer, for det forbyder moderne dansk lovgivning.

Hestekød som fattigmandskost

Naturligvis spiste man hellere hestekød end at sulte ihjel – men det var ikke noget man talte om eller indrømmede. Efterhånden som industrialiseringen af samfundet skred frem gled det kristne forbud mod hestekød i baggrunden. Efter jødisk lov må kun drøvtyggende dyr med spaltede hove spises, men Bibelen foreskriver ikke noget om hestekød.

I løbet af oplysningstiden svækkedes de religiøse forskrifters magt i samfundet. Man begyndte at spørge hvorfor tingene var som de var, eller holdt ganske simpelt op med at bekymre sig om de mere uigennemskuelige direktiver. Ingen slagtede længere heste hjemme på gården i Tyrs eller Frejs navn, så kirken havde ikke nogen særinteresse i at opretholde tabuet.

Fattigfolk begyndte at spise hest når de ikke havde andet. Stuerent blev det ikke – i folkeminder nedskrevet omkring år 1900 beskrives hvordan visse gårde blev anset for dårlige steder at tjene. Netop fordi man kunne risikere at få serveret hest der. Men der er stor forskel på om noget anses for dårligt og jammerligt, eller om det ligger under for et religiøst tabu – karlene havde nok travlt med at finde en anden plads, men udstødt af samfundet for at have spist hest blev de ikke længere.

Under første verdenskrig røg der mange heste i gullaschkanonerne. Det var ikke luksusmad man sådan solgte til de krigsførende parter, men man vænnede sig til tanken om at heste var slagtedyr. I 1970’erne, da jeg var barn, var hest noget supermarkedet solgte til folk der ikke havde råd til ordentlige engelske bøffer.

Men vi spiser da ikke hestekød!

Fra at være fattigmandskost, noget ufint og lidt skamfyldt, er hesten i dag gået over til at være for god til at spises. Hesten er ikke længere en landsbrugsmaskine som vi ikke har et større personligt forhold til. Hestemennesker har et særdeles personligt forhold til deres firbenede venner, og vi er helt klare over, hvor intelligente og følsomme dyrene er. Det er lige så vi ville skamme os over at spise –

Vores kulturelle tabu mod hestekød har stadig magt. Undskyldningen og forklaringen i dag er en anden end for halvtreds år siden, for ikke at sige fem hundrede eller tusind år siden. Men resultatet er det samme. Der er skyld og skam forbundet med at spise hest, en skyld og skam som altså stammer fra den tidlige nordiske kirkes samfundspolitiske manøvreringer.

I dag er lovgivningen omkring medicinrester alt for kompliceret til at danske heste slagtes i større stil. Næsten alle rideheste herhjemme er taget ud af konsum og må altså ikke anvendes til menneskeføde. Derfor ender de fleste heste i dag enten på forbrændingen eller som løvemad i en af landets dyreparker og zoologiske haver. Desværre sendes mange skadede eller gamle heste stadig på lange, forfærdelige transporter til slagterier i andre lande med mindre stramme lovgivninger; disse heste betaler prisen for at vi ikke længere spiser dem selv men alligevel lige skal tjene den sidste krone på dem.

Vores tabu mod at spise hest er tusind år ude af trit med virkeligheden. Når man i dag takker nej til en hestebøf bør det være af samme grund som mange takker nej til okse eller svin: Fordi vores dyrevelfærd stadig på mange områder er ad helvede til.

Fotos

©2016-2019 Birgitte Heuschkel. Emilie lever i bedste velgående. Pilar måtte herfra efter længere tids indlæggelse på dyrehospital.

Slaverne i 1848: Oprøret der ikke blev til noget

Borgere forsamles for at forsvare landet mod slavehæren.

Slaverne kommer! I Rendsborg har oprørerne lukket fangerne ud af fængslerne og givet dem våben, og nu drager de hærgende og plyndrende op gennem Jylland! Gem din kone og ungerne i kartoffelkulen, tag din gamle le eller muskedonner, og gå ud for at møde fjenden som en mand! Kolding brænder, ja, nu står fjenden allerede i Viborg!

Sådan lød kampråbet i året 1848. Man forberedte sig på kamp til stregen, for fjenden var ikke en velorganiseret hær med et mål for øje. Nej, fjenden var mordbrændere og voldtægtsmænd, røvere og banditter og anarkister, det værste og mest desperate menneskelige affald som hverken frygtede gud eller konge. Folk, som intet har at miste, viger ikke tilbage for nogen tænkelig forbrydelse.

Men det hele var løgn. Fjenden kom ikke, for fjenden havde aldrig eksisteret.

Slaverne fra Rendsborg

I foråret 1848 satte tanker om demokrati og nationalstater satte sindene i brand hos en landbefolkning der i stadig større grad bevægede sig ind mod de store bysamfund som opstod i kølvandet på industrialiseringen. I Slesvig-Holsten var det tyske flertal generelt set indstillet på at slutte sig til det gryende tyske demokrati – en indstilling der var en stor, medvirkende faktor til borgerkrigen 1848-50 og krigen i 1864. På dansk side bemærkede man også uroen, som var medvirkende til at Frederik d. 7. opgav enevælden og indførte vor demokratiske grundlov den 5. juni 1849.

Det slesvig-holstenske oprør brød ud den 23. marts 1848 og kort efter opstod rygtet om at tugthusfangerne i Rendsborg var blevet løsladt af de revolutionære.

Slaverne’ var tugthusfanger som brugtes af myndighederne til at udføre industrielt og anlægsmæssigt arbejde. Herhjemme er f.eks. fæstningsvoldene ved Fredericia anlagt af såkaldte slaver. Der var altså ikke tale om mennesker med anden etnisk baggrund, men om slesvigske borgere som var idømt frihedsstraf på grund af forbrydelse eller gæld. Mange af dem havde ikke gjort sig skyldig i noget værre end ikke at kunne betale deres regninger.

Tugthusfangerne levede under miserable forhold og havde ikke mange rettigheder. Ligheden er påfaldende med de ‘chain gangs’ vi kender fra blandt andet amerikanske fængsler, fanger som udlejes til f.eks. vejarbejde eller høst. Der var ikke i året 1848 meget forskel på hvordan man praktisk anvendte sorte slaver i de amerikanske sydstater, og på tugthusfangerne; billig arbejdskraft er billig arbejdskraft.

Slaverne er løs!

Den 23. marts udbrød oprøret i Slesvig-Holsten, og kort efter opstod rygtet om at slaverne fra straffeanstalten i Rendsborg var blevet løsladt af oprørerne. Nyheden spredte sig som en steppebrand. Det hed sig at slavehæren – for mindre kunne ikke gøre det – nu drog hærgende op gennem Jylland. Man dannede vagtværn og fandt gamle våben frem for at forsvare liv og ejendele.

Rygtet løb op gennem det jyske. Byer blev brændt af, børn blev smidt levende ind i flammerne, alle mænd blev skudt og alle kvinder voldtaget, alt blev plyndret eller ødelagt. Intet overlevede slavernes vanvittige rasen. Endelig kom så nyheden om at dragonregimentet fra Randers havde hugget de fleste af slaverne ihjel, og dermed reddet Jylland!

Der er bare et enkelt lille problem ved historien om slavekrigen i Jylland: Der var ingen slavehær. Der var ingen krig, ingen plyndring, ingen mord, ingen voldtægter, og ingen døde børn. Straffefangerne var aldrig blevet sluppet fri, og de drog ingen steder hen. Det hele var massehysteri og løse rygter.

Da Ordren kom var han i Marken at pløje. Hans Husbond sendte Bud ud, at han skulde komme hjem straks og tage Ploven med; i Nærheden af Gården tabte han denne, der slæbte bag efter Hestene; men Husbonden råbte: “Lad den bare ligge og skyld dig at komme af Sted!” Karlen blev nu forsynet med en vældig Pakke Mellemmad og en Fork og stævnede først ud på Aftenen sammen med flere andre mod Dragsbæk, som var opgivet som Mødested. Imidlertid kom de ikke længere end til Landlyst, hvortil der live var ankommen Meddelelse om, at “det hele var Løgn”, og de gæve Krigere vendte glade Næsen hjem efter.”

Vi har et væld af beretninger om slavekrigen; her skal kun medtages hovedtrækkene fra et par af de mest detaljerede.

Beretninger om slavekrigen: Øster Hornum

I Øster Hornum begynder historien med rygtet om et ridende sendebud fra herredsfogeden i Nibe. Slaverne fra Rendsborg var brudt ud og drog nu op gennem Slesvig og Jylland. Op ad formiddagen udvikler historien sig; to landsbyer ved Silkeborg er blevet brændt, og femogtyve mennesker er blevet dræbt. Herredsfogeden gav ordre til at der skal stilles vagter ud, både dag og nat.

Det hed sig at Viborgs soldater pludseligt var rejst mod syd. Man frygtede at fangerne i Viborg fængsel også var brudt ud. De danske soldater skulle nu forhindre Viborgs slaver i at flygte sydover – men slaverne var ikke dummere end andre folks børn, så nu stjal de heste og red nordover i stedet for at forsøge at slutte sig til hæren sydpå. Snart kom nyheden om at Bislev og Sønderup landsbyer var blevet brændt af slaver. Man sendte spejdere ud og smeden gik i gang med at smede spyd. Der blev sat vagter ud, og lavet bavner på højene så man kunne advare om den fremtrængende fjende.

Aalborg by var fuld af mere eller mindre bevæbnede mennesker og flygtninge, mange af dem vendelboer som var kommet for at hjælpe med at forsvare byen. I Nibe forsamledes borgerne på torvet og det hed sig at landsbyen Byrsted var blevet brændt. Man uddelte geværer og ammunition, og en gruppe af borgere påtog sig at besætte en bro mellem Nibe og Byrsted. Alle, der forsøgte at passere broen, blev anholdt. Først da man standsede en rytter med besked til stiftamtmanden i Aalborg kunne man ånde lettet op: Der var ingen slaver set i området syd for Viborg.

Man forstod ikke hvorfor myndighederne ikke indkaldte mandskab og beredskab. I løbet af nogle dage holdt folk op med at holde vagt, og bavnebålene fik lov at stå utændte. Slaverne kom ikke.

Bavnevagten
“Bavnevagt”, af Christen Dalsgaard (1848). Public domain.

Beretninger om slavekrigen: Thy

Den 31. marts nåede historien om slaverne til Thisted fra Nykøbing Mors, og snart hed det sig at fjenden stod i Skive by. Man satte vagter ud langs kyststrækningerne og ved de smalleste steder i Limfjorden samt ved færgestederne, for at forhindre Rendsborg-slaverne i at nå til Vendsyssel. Sognefogederne sendte stafetter ud for at rejse borgerbevæbningen, og alt våbendygtigt mandskab blev indkaldt.

Thisted-egnen var ikke ligefrem på krigsfod. Amtmanden sendte opråb ud om at de som ejede krudt og bly skulle stille det til rådighed. (En købmand i Thisted gjorde sig bemærket ved ikke at udlevere sit store lager af bly (til at reparere kirketage med), idet han ikke troede på at fjenden stod for døren). Man sendte ryttere rundt til gårdene for at indkalde alle våbenføre karle som måtte stille med fork og høstredskaber. Kirkeklokkerne ringede og man byggede bavner så man i natten kunne sende besked om hvorvidt fjenden var set.

En af Sognefogdens Sønner blev sendt hen at ringe med Kirkeklokken; men den ene af Tjenestekarlene, en sværlemmet Kæmpe i en langskødet Frakke, blev så ilde berørt ved Tanken om den truende Fare, at han måtte holde sig fast ved Bordpladen, da hans Ben nægtede at gøre Tjeneste. Samme unge Mand, der i øvrigt havde pralet af sit vældige Mod, kunde det ikke nytte at sende mod Slaverne, hvorfor han fik Ordre til at bringe Meddelelsen til den vestlige del af Sognet. Da det var i en anden Retningen end den, hvorfra Slaverne kunde ventes, så vendte Modet tilbage.”

På den lokale dialekt var der ikke meget forskel på bynavnet Skive og ‘Skiveren’, som er en tørvemose i Kallerup Sogn. Da rygtet om at slaverne stod i Skive bredte sig hørte man forkert, og panikken bredte sig blandt kvinderne – mændene var jo sendt til Vildsund for at forberede sig på kampen. Man låste døre og vinduer og gemte sig i kister og skabe, ja endda i hø- og halmbunkerne i laden. Da mændene vendte hjem om morgenen var kvinderne ingensteds at se. Lyden af larm, klirrende våben og mandsstemmer lokkede dem ikke frem, tværtimod.

Ved Vildsund færgeleje ilede folk til landets forsvar med grebe, forke, gamle muskedonnere og pigkæppe. Sidstnævnte var en slags bajonetter som landsbysmeden havde sat på skaft i dagens anledning. Thisted Borgerbevæbning mødte op i fuld uniform, og seminaristerne fra Snedsted mødte med blanke bajonetter, anført af deres lærere. En mand fra Nørre Skjoldborg mødte op ubevæbnet – han mente at Limfjorden havde alle de sten, han kunne nå at kaste.

Slaverne kom som bekendt ikke, men det noteres at kromanden havde en god dag. Det hede blod skulle svales, og kunne der ikke blive kamp, så kunne der i alt fald drikkes øl.

Beretninger om slavekrigen: Mors

På Mors bredte rygtet om slaverne sig. Oprørerne i Slesvig havde sluppet Rendsborg-slaverne ud af fængslet og bevæbnet dem, og nu marcherede sultehæren nordpå. Snart havde de myrdet og plyndret sig hele vejen til Viborg. Morsingboerne gjorde sig klar til at forsvare øen. Man smedede lanser og spyd, og borgerbevæbningen samledes på Nykøbing Mors’ torv hvor justitsråden holdt en ildful tale.

Man drog sydover for at forhindre fjenden i at gå over Sallingsund. Da man imidlertid ikke kunne finde fjenden satte de modigste af forsvarerne over fjorden. Man sendte en rytter i forvejen mod Skive, og da hans hest vendte tilbage alene nogle timer siden begyndte man at svede. Det viste sig imidlertid at rytteren ikke havde fået kontakt med fjenden, men han havde fundet Barlum Kro. Der havde han drukket sig så meget mod til at han var røget af hesten og faldet i søvn i en grøft.

Da man hørte at Skive by var blevet brændt af sejlede seks hundrede mand til Salling for at hjælpe. Der mødte man postvognen, og kusken – som kom kørende fra Viborg – fortalte at slaverne havde brændt Kolding af, men længere nordpå var de ikke nået endnu. Glade og lettede vendte man hjem til Mors hvor en tønde brændevin skænket af Kancelliråd Rummelhof kun gjorde stemningen endnu mere patriotisk. Der blev givet ordre til at alle de ladte bøsser skulle affyres inden folk kom til at skyde på hinanden i fuldskab.

Bragene fra skudsalverne kunne høres helt til Højris, hvor man naturligvis troede at slaget var brudt ud.

Til forsvar for fædrelandet

Det var nogle underlige Våben, de havde. Gamle Høleer var lavede om til Lanser og Hugge- og Stikkevåben, en Mand havde et virkeligt Spyd, en anden en gl. Muskedonner.”

Overalt hvor nyheden om slaveoprøret spredte sig var man parat til at forsvare sig med næb og kløer. Nogle havde bøsser og gamle muskedonnere liggende; andre stillede med grebe, forke, eller hjemmelavede spyd og bajonetter. Gamle leer blev smedet om til krigsvåben og sat på skaft.

Tømmermanden Kr. Vestergård i Outrup havde været i krig i Frankrig og ejede en gammel pistol med flintelås – han er noteret af kilden som en af de bedst bevæbnede stridsmænd i sit lokalområde. I det hele taget har han været en vældig kriger på trods af sine 65 år. Da han hørte om slaveoprøret råbte han til konen:

Ann Mari! Gi mæ en ræn Skjovt, å smør en Stabel Melmader, fo no æ dær en Hund løs, men to de ær et føst Gång, te a hår mødt sånt no Dævvekskram, å a ska val si å gi dem djær Bekomst!”

Leer på stager
“Leer på stager”. Anonymt xylografi (1852). Public domain.

Kvinder og børn gemte sig på gårdene, i lader og kartoffelkuler, mens mænd og drenge forberedte sig på krig. Andre steder klædte kvinderne sig i deres mænds tøj for at flygte på landevejene – for når blot de lignede mænd kunne det godt være at de blev dræbt, men voldtagede blev de i det mindste ikke. Man gravede værdifulde ejendele ned så fjenden ikke kunne finde dem, og samlede gamle og svage i landsbyernes kirker.

Når først man endelig forstod at fjenden ikke kom – faktisk slet ikke eksisterede – endte det hele i fædrelandssange og drukkenskab som i Nykøbing Mors, eller bare i lettelse. Man huskede på de gamles historier om landsknægtene, som hærgede hele vejen op gennem Jylland; det var ikke længere siden end at oldefar snakkede om det endnu, og det kunne ske igen.

Til forsvar for fædrelandet – med magi om nødvendigt

Mænd blev bevæbnet og drog ud for at gå fjenden i møde, men kvinder og gamle havde også deres pligter. De bar lyng og rafter sammen til bavner, så der kunne tændes advarselsbål når man fik kending med fjenden – men der var også magiske forberedelser, der skulle laves.

Man nedskrev himmelbreve og formularer, der gjorde bæreren usårlig over fjendens kugler (du kan læse et eksempel på sådan et himmelbrev her). Havde man sådan et var det kun kugler af sølv, der kunne gøre skade, og dem havde de fattige tugthusfanger vel ikke sådan lige til rådighed!

En husmandsenke sendte sin eneste søn afsted for at slås mod slaverne. Da sognets lærer skulle i samme retning senere på dagen fik han en tyk pandekage med til sønnen, men da de to mænd ikke mødte hinanden spiste læreren selv pandekagen. Da enken fik det at vide blev hun vred, også selv om læreren tilbød at betale for frokosten. Hun havde nemlig indbagt femogtyve store, fede lus i kagen, for den kloge kone Maren Haaning fra Vindblæs havde fortalt hende at spiste sønnen dem, kunne ingen kugle gøre ham skade! Det hedder sig at læreren fik svære opkastninger da han fik den forklaring.

En anden enke havde kun en tjenestedreng i gården, og han måtte også afsted for at forsvare landet. Hun gik bagefter med sin trillebør, og da hun blev spurgt hvorfor svarede hun at hun jo nok ikke kom til at se drengen i live mere, men liget ville hun i alt fald have med hjem at begrave.

Hvordan startede hysteriet?

Kun i få tilfælde kender man navnene på dem, som løb med rygterne. I Vejle var det en mand ved navn Lars Jensen, som alarmerede borgerbevæbningen med nyhden om at en gård ved Bredsten var brændt af. Lars Jensen endte med at blive beskyldt for at ville lokke Vejle bys forsvar ud af byen, og måtte tilbringe natten i arresten (men han blev dog løsladt dagen derpå, fordi han havde været i god tro). Men da havde rygtet allerede taget fart og bevægede sig hurtigt nordover.

Der gik senere et rygte om at det var Kong Frederik d. 7. selv der havde sat historien i gang for at se hvad folket duede til, men man havde ikke meget tiltro til det. Ikke desto mindre må man indrømme at jyderne var parate til at forsvare sig; alene i Aalborg amt var seksten tusind mand under våben på under to døgn. Det vel at mærke uden at medregne de ægte soldater, der var indkvarterede i Aalborg. 1848 var ikke Danmarks dårligste krig: Den efterlod sig ikke en eneste krigergrav!

Slavekrigen i 1848 er et berømt eksempel på massehysteri. Man fristes til at sammenligne med Irakkrigen i 1991, hvor stemningen i den amerikanske befolkning vendtes til at støtte invasionen af Irak ved hjælp af et mesterligt konstrueret vidneudsagn om irakiske drab på spædbørn på et kuwaitisk hospital; det viste sig senere at være iscenesat, og skuespilleren var den kuwaitiske ambassadørs datter.

Hvis vi kan lære noget af historien må det være at kildekritik og fakta-tjek afværger mange problemer.

Kilder og citater

Slaverne er løs – og på vej mod Øster Hornum” af Frederik Andreas Hansen (1807-1890). Tilgængelig som pdf på Øster Hornum Portalen.
Fra Slavekrigens Dage” af P. L. Hald. Historisk Årbog for Thy og Vester Hanherred 1911. Tilgængelig som pdf på Arkiv Thy, Lokalhistorisk Arkiv Thy.
Småtræk fra Slavekrigen” af S. Ditlevsen. Historisk Årbog for Thy og Vester Hanherred 1914. Tilgængelig som pdf på Arkiv Thy, Lokalhistorisk Arkiv Thy.
Slavekrigen 1848” af Chr. Kollerup, fra “En Vesthimmerlandsk Bondeslægt”, Løgstør Bogtrykkeri 1951. Tilgængelig på landsbyhistorier.dk.

Coverfoto: “Stormklokkerne” af Hans Smidth (1897). Public domain.