Himmelbreve: Post fra Gud!

Fotografi efter Anders Uhrskov, »Sagn og Tro«.
Fotografi efter Anders Uhrskov, »Sagn og Tro«.

Troen på de såkaldte himmelbreve var udbredt i 1800-tallet. Mange soldater bar dem på sig i 1864 i den tro, at dette halvt kristelige, halvt magiske stykke papir skulle beskytte dem mod krigens farer. De breve, som soldaterne bar, skulle gerne være håndskrevne.

»I krigen 1864 var der nogle soldater, der havde sedler med dem, så de kunde ikke skydes. Degnen i Rind skrev sedlerne, og dem, der fik af ham, de blev ikke sködt, a har ikke hørt om det. Der var en mand i Rind, der havde to sönner, og de vilde ingen have, men den ene blev skudt, og den anden såret. Min broder Lavst havde et himmelbrev med sig, og han blev heller ikke såret. Han havde fået det af en anden soldat. Han var endda gruelig udsat, men blev ikke såret alligevel. Han bor nu ude på Viborg-Vestermark.«

I hjemmene havde man derimod trykte himmelbreve hængt op i glas og ramme, og de kunne være særdeles illustrerede, endda i farver. De beskyttede så imod torden og ildebrand, og imod ulykke med kreaturerne. Himmelbrevene var imidlertid ikke kun positive ønsker om lykke og godt helbred. Der var ofte tilføjet trusler, næsten som vi kender dem fra moderne kædebreve (hvis du bryder kæden …), som f.eks. at nogen i huset skulle dø hvis brevet kom ud af huset igen.

Indholdet af disse himmelbreve følger oftest den samme struktur. Først er der en lille historie om hvor brevet kommer fra – nogen har talt med en engel, eller det er mirakuløst kommet til stede på anden vis. I mange tilfælde er brevet pludselig dukket op i kirken, hvor det svæver hen til dem, der vil skrive det af, mens det svæver bort fra alle, der prøver at røre ved det.

Derefter følger så selve brevet, som altså regnes for at være oprindeligt nedskrevet enten af en engel, af Jesus eller af Vorherre selv. Teksten består af endeløse formaninger om at leve bedre, gå oftere i kirke, og adlyde Herrens bud, samt en masse saftige trusler om hvad der sker med dem, som ikke adlyder. Min personlige favorit er den om, at mødre skal æde deres egne børn.

Naturligvis var det ikke alle og enhver, som faldt for disse 1800-tallets Nigeria-breve – men der var alligevel nok til at vi har masser af historier og overleveringer om folk, der betalte trykkere, udgivere og kræmmere for disse magiske amuletter.

En historie fra Helsinge fortæller om en gårdmand, som indbød en købmand til at skyde på hans hest – når bare den havde et himmelbrev bundet om halsen, så bed kugler ikke på den. De indgik et væddemål om sagen men købmanden ville nu alligevel ikke skyde bondens hest. Derfor bandt de brevet om halsen på gårdhunden i stedet for. Bonden skød, og der skete ingenting med hunden. Så insisterede købmanden imidlertid på selv at få lov til at lade geværet og skyde, og det overlevede hunden ikke.

Jeg gengiver et af disse breves tekst ordret nedenfor, hvis nogen skulle være nysgerrige. Det er tung læsning, dårlig oversættelse fra tysk forlæg, og kristen fordømmelse i en sær pærevælling. Stavemåde og tegnsætning er som i originalen – god fornøjelse!

»En Miil fra Sanct Michaels Bjerg, boede en Mand som heder Just; denne Mand haver talet med Guds Engel, hvilken var klar som en Lue, saa at han ikke kunde see paa ham for Klarhed Skyld hvorover Manden faldt ned af Forskrækkelse; Men Engelen sagde til ham: Frygt dig ikke! Dig skal intet skade; Men gaae til Præsten og levere ham dette Brev, og slig til hannem: At Gud ikke kand have Roe for de fortryktes Suk og Raab Skyld, thi de faaer ikke være i Fred paa Jorden, som de skal ligge udi, baade for de svare Synder, som gaaer i Svang, og den store Hofmodighed som Menneskene daglig lever i. Dette samme Brev var skrevet med forgyldte Bogstaver og lyder som efterfølger:

GIV AGT PAA DETTE BREV:

Den som vanhelliger Sabbaten, han er forkastet, som Skriften siger; Thi raader jeg Eder, at I ikke arbeyde om Søndagen, enten paa Eders eget eller andres Arbeide, men at I flittig gaae i Kirke, baade Gamle og Unge, for at høre Guds Ord med Andagt. I haver 6 Dage om Ugen til at giøre Eders Arbeide paa; Sabbaten skal I holde reen og hellig: Den, som ikke det giør, skal blive straffede, baade Gamle og Unge. I skal ikke sminke Eders Ansigt eller kruuse Eders Haar, og dermed bedriv Hoffart, som Herren selv i sit hellige Ord har forbudet. Afbeder hver hos Gud Eders Synder, paa det de maae Eder forlades; Bedriver ikke Ondt i mit Navn, thi jeg haver skabt Eder af Intet, og jeg kan giøre Eder til Intet igien. Ærer Eders Forældre med Ord og Gierning, saa skal I have Lykke og Velsignelse baade her og hisset. I skal ikke slaae ihiel; I skal ikke bedrive Hoer; I skal ikke stiele; I skal ikke sige falsk Vidnesbyrd, men tale Sandhed; I skal ikke begiere eders Næstens Gods, etc. Hver den, som ikke troer Guds Ord, han bliver fordømt; men hvem som troer det, skal have Løn og Velsignelse af Gud. Hvo dette Brev haver i sit Huus, og ikke aabenbarer disse Guds Befalinger, den er ingen ret Christen; men hvo som lever derefter, om de end havde saa mange Synder som Sand i Havet, Løv og Græs paa Jorden, samt Stierne paa Himmelen, skal de alle ved en sand Troe paa Eders Forløser forlades Eder; men den, som ikke troer, skal ikke undgaae Døden. Og dersom I ikke omvender Eder, saa skal I vorde evig fordømt. Gud skal spørge Eder paa den sidste Dag, da kand I ikke svare hannem Eet til Tusinde for Eders mange Synder. Hvo dette brev haver i sit Huus, eller hos sig, og giør derefter, hannem skal da Jorden og Vejret ikke skade, men altid bevares for Ild og Vand, ja ham skal vederfares alt Godt. Holder Guds Bud, som Han haver givet Eder, og aflægger Hoffærdighed, Fraadserie og Drukkenskab, Guds Ords Foragt og Bespottelse. Havde de Gudsfrygtiges Bøn og Raab ikke været, saa havde der ikke kommet Regn paa Jorden i lang Tid; men dersom I ikke omvender Eder, da skal verden snart forgaae. Der skal blive saadan Krig og Blodsudgydelse, at den eene intet kand kiende den anden. Der skal blive saa stor Hunger og Elendighed, at en Moder skal æde sit egen Barn. Ja, der skal blive saadan Sygdom og Pestilentse, at den, som lægger sig frisk og sund of Aftenen, skal om Morgenen være død. Der skal blive saa stor Jammer og Elendighed, at Menneskene skal raabe: Hvor finde vi Trøst, vi Arme og Elendige, som ikke har omvendt os fra vores Synd og Ondskab? Men dersom I omvender Eder, saa skal I fornemme, at et Menneske på Hundrede Aar skal ansees for Tredsindstyve Aar. Eders Næring skal forøges, Sorg og Bedrøvelse skal formindskes, siger Herren Eders Gud. Det Menneske er forbandet, som ikke lever efter dette Brev; Men den, som giør derefter, den skal blomstre af Velsignelse, det er aabenbaret.

Kiøbenhavn Aar 1770, trykt hos I. R. Thiele.«

Og det var endda et af de korte af slagsen.

Kilder:

  • »Sagn og Tro«, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923). Intet ISBN-nr.
  • »Danske Sagn«, Evald Tang Kristensen, bind II, Jacon Zeuners Bogtrykkeri (1893). Fotografisk genoptryk ved Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S (1980). ISBN 87-17-02791-8.

MC Elverhøj

MC Elverhøj er navnet på en forening af veteranmotorcykelentusiaster, som holder til i Elbodalen ved Rands Fjord – på en adresse, som godt nok ikke eksisterer, men den slags småting lader man sig ikke anfægte af, når man er ellekongen Frøj og man vil have højfolket halet ind i det enogtyvende århundrede på den ene eller den anden måde.

MC Elverhøj er resultatet af, at jeg selv og manden kom kørende forbi et skilt med vejnavnet Dansebjergvej nede på Vorbasse-egnen – hvor der lå en put’n’take-sø og en motorcykelklub. Så vidste vi altså, hvad der blev af gammel tids ellefolk med deres høje, der dansede på gloende pæle.

MC Elverhøj er hvad der sker, når man laver research på dansk folklore og kommer til at grine ad tankerne om, hvordan svundne tiders sagnvæsener ville gribe livet an i dag.

Den første historie om MC Elverhøj er nu live og kan læses lige her!

Gammel tro og gode råd i julen

Gammel tro og gode råd i julen

Juletræer og julenisser og risengrød på loftet – vi kender alle sammen de gængse traditioner. Men traditioner er levende og ændrer sig, så lad os tage et kig på nogle af de ældre sædvaner, som er gået af mode nu om dage. Der må gerne grines, for mange af disse traditioner og overleveringer er ikke ældet med ynde. Andre skaber en stærk kontrast, som viser hvor meget vores samfund har ændret sig i det århundrede, der er gået siden disse råd først blev skrevet ned.

Julen ligger i årets slutning, og mange gamle traditioner handler om at forudsige hvad der vil ske i det næste år.

Er man ikke færdig med husarbejdet inden solen går ned juleaften, så kommer man også til at være bagud med alt i det nye år.

Juleaften skal der sættes to lys på bordet. De må ikke flyttes, og gør nogen det alligevel, så dør han eller hun i det nye år. Der meldes intet om hvornår de så må flyttes, men jeg ville nok tage chancen henad anden juledag.

Hvis du juleaften sætter dig på kirkegårdsmuren med en grøn jordtørv på hovedet vil de, der skal dø i løbet af det kommende år, komme gående i den orden de skal dø. De vil nok være temmelig sure over at blive halet væk fra deres julemiddag.

Andre juletraditioner handler om at beskytte sig imod det onde.

Du må ikke hvæsse din kniv under bordet juleaften, ellers dør du i løbet af året. Det anbefales nu om dage at bruge bestik af rustfrit stål.

Du skal huske at lægge kors eller stål i kornet på loftet og slå kors med kridt over alle døre, så hekse og troldtøj ikke kan blande sig i julefesten eller hugge kornet mens dine karle er fulde.

I juletiden må du ikke nævne rotter og mus, så kommer der mange af dem næste år. Du må heller ikke bore hul i noget, så dør dine gæslinger. Det vides ikke, om forbuddet også gælder for undulater og kanariefugle.

Du må ikke sy i højtiden, ellers får du bulne fingre. Tørrer du tøj i julen dør du inden året er omme. I det hele taget er der et hav af formaninger om ikke at arbejde i helligtiden. Nogle steder er der så meget forbud imod fysisk aktivitet, at du ikke engang må røre om i suppen.

Nogle juletraditioner er mest af alt bare finurlige.

Slægtens døde deltager gerne i julefestlighederne. Derfor skal der være en ekstra kuvert ved bordet og en tændt tælleprås i vinduet så de døde kan finde vej hjem. I Sverige var det praksis at lade hele julebordet stå hele højtiden så de afdøde selv kunne betjene sig; her til lands var det mere almindeligt at lade et brød og snapseflasken stå fremme.

Mange steder var det skik, at karle og piger tilbragte julenatten i halmen, muligvis for at minde om Jesusbarnet i stalden. Flere præster fordømte dog denne skik, idet de unge ikke altid kun brugte tiden til at sove.

Og endelig er der de traditioner, som handler om at forsøge at påvirke tiden, der kommer, på mere eller mindre magisk vis. Nogle af dem giver god mening, som f.eks. at sørge for at køerne ikke taber tænderne som følge af mineralmangel.

Juleaften skal du gnide dine køer med salt, malt og sod for at deres tænder skal forblive sunde og stærke. Giv evt. en salt- eller spegesild med en skefuld tjære. Nu om dage er det okay at fodre dem med et vitamin- og mineraltilskud i kosten. Min hest har i alt fald sine tænder endnu.

Husk at give gårdhunden en godbid fra julebordet, så får du held i det kommende år. Gælder nok ikke hvis du giver den et kalkunlår og den dør som følge af splintrede fugleknogler.

Julemorgen skal du vande din hest før alle andre, så får du den bedste hest i byen. Jeg ville gerne melde tilbage om det virker, men desværre har min stald automatisk vandingsanlæg.

Alle skulle være mætte i julen, så det var skik at gemme høstens sidste neg og sætte det ud til markens fugle i julen; således ville man heller ikke selv komme til at mangle korn i tiden, der kom. Denne skik er sandsynligvis den sidste rest af gammel tids solhvervsofringer.

På samme vis gav man brød, øl og kød til fattiggården og julekurve til daglejerhjem og husmandssteder. Det luner så godt i sjælen at føle sig gavmild, men i sidste instans var her nok også tale om både kristen barmhjertighed og en rest af gammel tro på, at det man gør i højtiden, det gør man hele året – og har man råd til at give, så vil man gerne blive ved med at have det!

Kilder:

»Sagn og Tro«, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923). Intet ISBN-nr.

»Jul i gamle dage«, Povl Abrahamsen, Lademann (intet udgivelsesår angivet, antikvar angiver 1977). ISBN 87-15-07641-5.

Drillehistorier (mest om jy’er)

En ærketypisk jyde. Altså en af dem med fire ben.

Ved du hvad der står på skiltene i rundkørslerne i Århus? Kun tre omgange pr. bil.

Drillehistorier om andre landsdele er vist et universelt fænomen. Jeg er vokset op på Sjælland, og her vidste vi selvfølgelig at folk fra Århus, de der jy’er, de er ligesom lidt dumme, ikk’ å. Molbohistorierne blev vi tæsket igennem i folkeskolen, og efter at jeg i 1990 flyttede herover til Nordamt Dänemark, som nogle sjællændere så kærligt betegner Jylland, så har jeg selvfølgelig opdaget at der er lige så mange historier om Djævleøen og reservesvenskerne herovre.

Drillehistorier er ikke noget nyt. Som jeg nu sidder her i mit flytterod, så falder der en lille bog ud af en papkasse – en samling af jyske drillesagn fra 1951, genoptrykt efter en ældre samling af Evald Tang Kristensen. Som bonus er den illustreret af Bo Bojesen, og så behøver jeg vist ikke yderligere at forklare hvorfor det altid er mig, der står på hovedet i bogkasserne på loppemarkederne. Der er endda stukket en hel lille bunke af avisudklip med lignende historier ind i omslaget!

Den gang omkring forrige århundredskifte, da Tang Kristensen indsamlede sine historier, var der lige så meget drilleri mellem landsdelene, som der er i dag. Historierne var nu og da lidt mere omstændelige end de fyndige one-liners, som vi er glade for i dag, men pointerne er de samme. De er altså ikke helt reelle mennesker, de der sjællændere.

Jeg gjorde engang en Tur til København for min Fornøjelse, og saa var jeg da ogsaa inde et Sted og skulde have mig et Slag Kegler. Der henvender saa en Københavner sig til mig med de Ord:

»Jeg kan høre, De er en Jyde; sig mig, er det sandt, at Jyden er blind i ni døgn ligesom Kattekillingerne?«

»Aak ja,« siger jeg, »men saa til Gengæld ser de saa godt, naar de kommer til det, at de kan kende enhver københavnsk Laps og Vindbøjtel fra et andet ordentligt Menneske!«

Laps og vindbøjtel. Det er helt Egon Olsensk.

En Jyde og en Fynbo rejste ude på Heden.

Saa siger Fynboen helt utaalmodig: »Jylland er jo en Hede, Fyen er en Have.«

Dertil svarer Jyden: »Ja, det vil a tro, for alle de Fynboer, a har truffet, det er Kaalhoveder.«

Det er selvfølgelig godt at vide at når man dengang talte om frugt- eller kålhaver, så var det nyttehaver og grøntsagsbede, der var tale om.

En Jyde sad og spiste Suppe. Saa hoppede Kanariefuglen hen paa Kanten af Tallerkenen og lod noget falde ned i den.

»Ak bevares,« siger han til Konen, »se dog til Fuglen.«

»Aa, den Smule, det er jo ingenting,« siger hun.

»Naaja, det skulde bare have været mig, der havde gjort det, saa skulde én have hørt et Spektakel!«

Den historie er ikke bare ulækker, den er også finurlig på flere plan. Det mætter vel alt sammen – men når man nu, som jeg, har en del folkemindesamlerbiografier stående, så får den en dimension mere: Der er nemlig ganske mange optegnelser fra slutningen af 1800-tallet, hvor en folkemindesamler er på besøg hos denne eller hin gamle kone eller bonde. Her sidder hønsene rask væk på kanten af kålgryden og skider ned i den hele dagen, kaffekopperne vaskes kun af til jul, og skal man vaske et pillet æg gøres det vel lettest ved lige at vende det en gang i munden før man lægger det ud på serveringsfadet. Med andre ord: Jyden her i historien er en ulækker bonderøv, også selv om han er blevet borgerdyr med kanariefugl i stuen.

En svensk Kludekræmmer kom engang ind til en Kone, som stod og redte sin Seng. Hun beklagede sig over, at Lopperne var saa slemme ved hende.

»Vil Muer gi mig en Skjorte og et godt Stykke Mad, saa skal jeg nok sige Muer, hvad hun skal jøra ved Lopparne.«

Det fik han saa.

Saa tog han et lille Pulver op af Lommen og gav hende og sagde: »Dette skal Muer gi Lopparne, saa døer nok Lopparne.«

Konen sagde Tak, og Manden gik. Men da han var gaaet, kom hun i Tanker om, at hun jo ikke havde faaet at vide, hvordan hun skulde bruge Pulveret. Saa løb hun efter ham, raabte og sagde: »Det er sandt, hvordan skal jeg bære mig ad og give Lopperne det Pulver?«

»Det skal jeg nok sige Muer; Muer skal tage en spids Kniv og vriste Mulen op paa Loppan og gi den Pulveret, saa døer minsæl nok Loppan.«

»Ja, men saa kan jeg jo lige saa gerne slaa hende ihjel!« sagde Konen.

»Det kan Muer, ligesom Muer selv vil,« sagde han og gik.

Det står skidt til her i Jylland. Selv svenskerne er klogere!

Jyderne kunne nu også godt gøre grin med sig selv og deres efter sigende noget jordnære syn på tilværelsen.

Dengang, den første Jyde var bleven skabt og slog Øjnene op, kom han med tre Spørgsmaal:

»Hvor er Nord? Hvor er min Meldmad? Hvor ska do hen?«

Jamen, så er alle livets store spørgsmål da også afklaret med det samme – hvor er jeg? Er der noget at spise? Går jeg glip af noget spændende?

 

Kilde:

»Jysk Lune«, Johs. E. Tang Kristensen og Niels Th. Mortensen, illustreret af Bo Bojesen, på forlaget Frede og L. C. Lauritzen, 1951.

De Dødes Ø

Japansk tegnefilmskunst, stilistiske arketyper, og et tysk guldaldermaleri som jeg altid har elsket.
Arnold Böcklins ikoniske maleri, "De Dødes Ø" (malet mellem 1880-1886) var så stort et hit i sin samtid at forfatteren Vladimir Nabokov (ja, det er ham med Lolita) noterede i en af sine romaner, at der hang en kopi i ethvert hjem i Berlin.
Arnold Böcklins ikoniske maleri, “De Dødes Ø” (malet mellem 1880-1886) var så stort et hit i sin samtid at forfatteren Vladimir Nabokov (ja, det er ham med Lolita) noterede i en af sine romaner, at der hang en kopi i ethvert hjem i Berlin.

For snart en del år siden tog jeg til Berlin med det formål at besøge to forskellige steder. Det ene var statsarkivet i Lichterfelde, og det er en historie I får en anden dag. Det andet var Alte Nationalgalerie, hvor Die Toteninsel har været udstillet siden en anden Böcklin-fan lånte det, først til sit Berghof og senere til sit rigskansleri i Berlin fra 1940. Det udmærkede sig ved at være overraskende lille – mit TV er større! – og overraskende dybt. Fotografier yder slet ikke farverigdommen og detaljerne nogen form for retfærdighed.

Die Toteninsel, De Dødes Ø, var et hit i sin samtid. Maleriets dragende, melankolske, nærmest bittersøde stemning giver stof til eftertanke og fantasier. Samtidig er det et produkt af sin stilperiode, europæisk guldalder. Hvis man er bare lidt kunstinteresseret kaster man ét blik på det og afgør, at det hører til sidst i 1800-tallet. Men kunsten at fortælle en god historie kan ikke inddeles i årstal; arketyper er udødelige. For at skabe noget nyt bør man først se sig tilbage.

130 år senere. Scene fra den japanske anime-serie, Kuroshitsuji, eller Black Butler — sidste afsnit, næsten sidste scene. Ja, hovedpersonen sejles døende dertil.

Der er noget fantastisk over at se et 130 år gammelt maleri brugt som en diskret reference i en moderne, japansk anime-serie. Det, som de engelsktalende kalder for et easter egg – en skjult reference, som kun nogle af seerne overhovedet vil bemærke eller forstå. Det er den slags som får mig til at hoppe op af stolen og vifte med arme og ben mens ingen andre i rummet aner hvad jeg taler om.

Jeg er faktisk ikke den store fan af anime. Det er en fortællekunst som altid har slået mig som skinger, action-fikseret og fuld af kulturelle normer, som ligger så langt fra mine egne, at jeg ikke fatter størstedelen af humoren eller plottet.

De helt store produktioner som Princess Mononoke og Howl’s Moving Castle fra Studio Ghibli – dem kan jeg godt med. De er tilrettelagte og gennemarbejdede så et internationalt publikum let kan følge med (Howl er endda baseret på en britisk børnebog af Diana Wynne Jones, en af mine yndlingsforfattere siden barndommen). Jeg tudede mig hele vejen gennem en anden Ghibli-produktion, den selvbiografiske Grave of the Fireflies. Den ender ikke lykkeligt. Japanerne kan noget med storslåede scenerier, store følelser, og historier, som ender bittersødt, eller i ren tragedie.

Vi europæere vil gerne have vores historier med en slutning, der afspejler forløsning, håb, og problemer, der er blevet løst. Vi har en lige så stor tradition i vesten for film og bøger, som ender i tragedie, som handler om den uafvendelige, ubarmhjertige død – men vi udtrykker den i meget højtsvungne former. Shakespeare’s tragedier og Bergmans film er kunst med stort K. Samtidig ser vi serier om massemordere og hævnere, men de er jo netop forløsere, problemknusere – det kan godt være, at hovedpersonerne er deciderede antihelte, men de handler og fjerner forhindringer, og placerer sig dermed solidt i vores egen fortælletradition hvor handling løser problemer.

Men den er der jo stadig, dødslængslen, trangen til at se enden som noget smukt og melankolsk, en udfrielse fra livets smerte. Enhver vampyrforfatter med respekt for sig selv har brugt mindst et par tangenter fra gothic horror’s store hjørnesten: Dragning imod døden. Bram Stoker’s Dracula hypnotiserer kvinder, så de selv lukker ham ind og søger døden i hans arme (han må fandeme være god til at kysse). Mary Shelley’s Frankenstein handler ikke om andet: Monstret søger først sin skabers død og så sin egen. Døden er en befrielse og genren er brolagt med gravsten.

Vi tror altid, at vi skaber noget nyt. I virkeligheden bruger vi blot de arketyper, de tropes, som andre har brugt i århundreder – for folklore, årtusinder – før os. Vi bygger videre på en fortælletradition som går tilbage til det første lejrbål, en tradition som vi har til fælles på tværs af kulturgrænser og traditioner. Det er derfor, at en moderne japansk tegnefilmsserie kan lave så smuk og intens en scene ud af et maleri, som var et popfænomen i tysk guldaldermaleri i 1886. Det er stadig den samme historie.

Hvis der er nogen af jer, der nu overvejer at tage et kig på Kuroshitsuji, så lad mig runde af med en advarsel: Den butler er temmelig skarp i et køkken.

Sygdom og helse i folketroen

Sygdom og helse i folketroen

Folkemedicin og overtro har mange meninger om hvordan sygdom opstår, og hvordan man slipper af med den. Der er meget sandt i de gamles tro, men der er også meget, som er snusfornuftigt, vævende, eller simpelthen bare morsomt. Til sammen tegner disse gamle husråd og anvisninger et billede af en helt anden verdensopfattelse end den, vi kender i dag. Man spurgte Gammelmor, ikke Google (og svarene, man fik, var nok omtrent lige så brugbare — eller ubrugelige).

De forebyggende råd

Disse råd handler om ting, man skal undlade at gøre, for ikke at få noget ubehageligt til at ske. Dem er der mange af. Nogle giver god mening og andre er fuldstændigt grebet ud af det blå i et forsøg på at forklare hvorfor sygdom rammer nogle og ikke andre.

Du må ikke spise marv fra svineknogler, så får du feber. Forståeligt når man tænker på, at svinene spiste det meste af gårdens affald – inklusive møddingen. Flere alvorlige sygdomme kan ’putte sig’ i knoglemarv, så der var en reel smittefare.

Husk at rede din seng. Hvis du lader være, og en gulspurv flyver hen over sengen, får du gulsot (leverbetændelse). Et moderne råd kunne måske lyde: Luk vinduet, så halvsjældne skovfugle ikke flagrer rundt i soveværelset.

Du må ikke smide hår væk når du har redt dig eller er blevet klippet. Fuglene tager det til at bygge rede af, og så får du skurv i hovedbunden. Skurv var et fællesord for flere forskellige svampeangreb, bl.a. ringorm. Nu om dage er det noget, æbler får.

Når du har vasket dig skal du tørre hænder og arme før dit ansigt, ellers får du tandpine.

De behandlende råd

Disse råd får du brug for når skaden allerede er sket. Det er interessant at lægge mærke til, at en del af dem faktisk har en kerne af fornuft under overtroen.

Får du koldfeber (malaria) skal du skrabe lidt pulver af en gammel knogle fra kirkegården og drikke det i vand. Graveren vil nok anbefale dig at søge læge i stedet.

Skulle du få orm, så tag en tot halm (det må gerne være den, du lige har vasket gulv med), brænd den på ildstedet og rør asken ud i mælk. Drik resultatet. Virker nok ikke hvis du brænder gulvskrubben.

Mod eksem bader man ansigtet i stillestående vand, altså vand fra en sø. Virker det ikke, så bruger man tjæresalve, som laves ved at koge fløde og tjære sammen. I dag ville man nok ty til medicin, men vi som har koldblodsheste med lange hovskæg ved også, at tjære er rigtig godt imod en hel masse forskellige utøj og svampeangreb.

Får konen i huset – for det er altid en kvinde – humørsyge, skal hun spise hornfiskeben. Sygdommen opstår ved at der danner sig en hinde omkring hjertet, som benene så skal rive i stykker. Man antog, at der var tale om nedtrykthed grundet næringssorg – altså depression som følge af pengebekymringer.

Alle vi, som har urolige ben om natten, kan ånde lettet op, for selvfølgelig findes der en kur, en såkaldt krampeknude. Den består af et stykke hvidt uldgarn som blev bundet i kunstfærdige sløjfer, som kun kloge koner kender. Snoren bindes så om det urolige ben, og trækker dårligdommen ud. Metoden anbefales stadig i folkemunde i dag, men delen med knuden og den kloge kone er faldet ud: Nu hedder det sig bare, at har du restless leg syndrome, så bind en uldsnor om skinnebenet om natten.

Der findes utallige besværgelser, som brugtes når man ’læste’ over dårligdomme som f.eks. gigt eller tandpine. De fleste af dem er ordrim blandet op med rester af katolske bønner. Et spændende fællestræk ved dem er, at man endelig ikke må stille spørgsmål, de virker ved hjælp af tro – og at man ikke må takke for læsningen, man skal bare rejse sig og gå uden et ord.

Besværgelser og bønner, ofte i en pærevælling, var effektivt mod rigtigt mange ting. En af mine favoritter, som brugtes til at standse blødninger, lyder som følger: »Jesus og Skt. Peter, de vandrede ved en flod, da rørte Jesus vandet med sin stav. Straks stilledes den flod, således vil jeg også stille dette blod.« Bibelhistorie, ordrim, og magi i ét.

En af de mere indviklede kure for længerevarende sygdom var at støbe bly over patienten. Man tog kirkebly, altså bly fra en blyindfattet rude eller tag i en kirke.Så satte man den syge på en stol og smeltede blyet i en skål over vedkommendes hoved. Det smeltede bly lod man løbe ud i en skål med vand eller sand, mens man foretog besværgelser, bønner, eller hvad, den pågældende kloge kone nu fandt passende. De figurer, som det smeltede bly dannede i vandet eller sandet, skulle så vise hvad sygdommen skyldtes og hvad man kunne gøre for at slippe af med den. Som en fodnote skal nævnes at tyveri af bly fra kirker var engang så udbredt at Christian II indførte dødsstraf for det! Der er ikke mange blyvinduer og -tage tilbage i dag, bl.a. fordi stadset er giftigt og forurener som bare pokker.

Led man af hyppige besvimelser skulle man drikke blodet fra en friskfanget rødspætte.

Mange lidelser kunne kureres med de dødes hjælp. Havde man f.eks. udslet i ansigtet skulle man stryge udslettet med en afdøds hånd. Havde man tandpine skulle man liste sig ind til liget uden nogen så det og stryge sine tænder med dets fingre. Samme metode virkede også på modermærker, vorter og hudsygdomme. Nu om dage ville man ende med en sigtelse for usømmelig omgang med lig.

Læs mere

Eksemplerne her er kun et lille udpluk af folketroen omkring sygdom, årsag, og behandling. Hvis du vil lede efter mere, så er forfattere og folkemindesamlere som Evald Tang Kristensen, Anders Uhrskov, og Gorm Benzon rigtigt gode navne.

Kilder:

»Sagn og Tro«, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923). Intet ISBN-nr.
»Tro, overtro og folketro«, Undervisningsmateriale fra Frilandsmuseet (ingen forfatter eller udgivelsesår angivet).

Al skattegravning skal foregå i komplet stilhed

Lige som alle andre eventyr har folkesagn et hav af uskrevne regler og love, der skal overholdes for at det hele skal ende lykkeligt – eller brydes for at få en god latter, når den lidt for selvfede hovedperson selv er skyld i sin ulykke.

Folketro handler i meget høj grad om at fortælle en god historie, så naturligvis er det ikke bare uheld at der ikke var nogen skat i den gamle høj. Det er udgraverens egen skyld. Det er hans straf for ikke at overholde reglerne.

I gammel tid vidste man at der var skatte i de mange gravhøje, der lå rundt omkring i landskabet. Vi har stadig tusinder af dem i dag, men for bare et par hundrede år siden var der mange, mange flere. Utallige gravhøje er blevet sløjfet for at give plads til agerdyrkning. Jættestuer er blevet sprængt og hugget i stykker så man kunne få fat i stenene til byggematerialer. Og en masse gravhøje er blevet mere eller mindre bortgravet af ihærdige skattejægere. Nogle gange har det givet pote. Der er fundet bronze, og meget mere sjældent, guld i de gamle høje. I langt de fleste tilfælde har man kun fundet ’de gamles bene’, rester af gravsætninger uden genstande, der kunne sælges eller smeltes om.

Naturligvis har folketroen sine forslag til hvorfor man kan grave en hel høj op og kun finde en bunke gamle knogler. Al skattegravning skal foregå i tavshed. Man må ikke le, tale, eller på nogen anden måde reagere på sine omgivelser. Alt efter hvor strengt historien holder på formerne kan det være at man ikke må spise, drikke, sove, eller bare sukke i flere dage før man begynder at grave. Mere almindeligt er det, at man skal være tavs fra man går hjemmefra, indtil man har skatten sikkert hjemme over dørtærsklen.

Men klart er det at de underjordiske, vætterne og dværgene i højene, ikke vil af med deres skatte. Derfor lægger de alskens forhindringer i vejen for de modige skattegravere. Nogle gange forsøger vogterne at få skattejægerne til at le ved at skabe sig om til dyr, der ter sig tossede. I sagnet om Kong Hanes skat er det en rød hane, der slår en fjært så stor at støvet rejser sig. Det får den ene skattejæger til at udbryde, »De’ wa’ hejsen en årnli’ prut a’ sårn’ bett’ kåk!« (Det var godt nok en ordentlig prut fra sådan en lille hane!).

Nogle gange ser man pludselig brand i det fjerne – så smider skattejægerne hakker og spader for at løbe hjem og hjælpe med at slukke ilden. Når de kommer hjem er der selvfølgelig ingen brand og skatten er pist væk. Andre gange dukker vætterne op personligt og overdynger karlene med skældsord og forbandelser, alt sammen for at provokere dem til at tale og dermed bryde reglerne for skattegravning. I dag ville man sikkert blive forsøgt afbrudt af en vred mand fra Teknisk Forvaltning.

Det er nu lidt underfundigt at tænke på hvordan man har moret sig rundt om i bondestuerne med at fortælle om den gang Per og Niels gik på skattejagt og endte med at få en lang næse fordi de ikke kunne holde mund.

Kong Hanes Høj: Gorm Benzon: Sagnenes Danmark, bind 4 (1984), ISBN 87-87969-20-30.

 

Hvorfor frygter vi ulven sådan?

Hvorfor frygter vi ulven?
Hvorfor frygter vi ulven? Billede fra Pixabay.

I disse dage er der med sikkerhed konstateret ynglende ulve i Danmark i form af otte hvalpe. Debatten om hvorvidt ulven skal have lov at genetablere sig i landet er blusset op som aldrig før. Personligt byder jeg ulven velkommen.

I Danmark blev den sidste ulv skudt i 1813, og de ulve, som indvandrer nu, stammer fra Tyskland. Efter sidste istid var ulven udbredt over det meste af Europa, hvor den fulgte renflokkene ind i nye områder efterhånden som isen trak sig tilbage – fuldstændigt ligesom menneskene. Man lærte sig at tæmme ulve og skabte derved tamhunden, men man oplevede også ulven som en farlig konkurrent. Rivaliseringen mellem ulv og menneske i norden har rødder helt tilbage til dengang ulven var det ene store rovdyr, der jagede i flok og vi selv var det andet.

I den nordiske mytologi har vi jætteulvene Skoll (Svig) og Hate (Hadefuld), som jager vognene for sol og måne over himmelen for endeligt at sluge dem i Ragnarok. Ulvens navn bruges i samme tidsperiode både i nordisk og angelsaksisk kultur, som kriger- og kongenavn. Man ønskede ulvens egenskaber: Den var hurtig, stærk, og snu. I Bibelen optræder ulven som den onde kraft overfor hyrderne på marken, men allerede inden kristendommen kom til Danmark optrådte Fenrisulven som repræsentant for kaoskræfterne i den nordiske mytologi. Så længe kaos er lænket er alting godt – men da Fenris slipper fri begynder Ragnarok, og ulven ender som bekendt med at sluge Odin. Navnene på Odins egne to ulve, Gere og Freke, fortæller os også om hvordan nordboen så på ulven: Navnene betyder ’den grådige’ og ’den glubske’.

I middelalderen og perioden før industrialiseringen var ulven ikke velkommen i Danmark. I kølvand på epidemier og krige udstedes ikke bare belønninger for at dræbe ulve – det gøres ligefrem lovpligtigt i flere tilfælde. Vi havde endda den specielle skik her i landet at hænge de døde ulve op i galgen sammen med henrettede tyve og røvere. Ulven ansås for at være en tyv og morder, som skulle bekæmpes for enhver pris.

I 2009 observerede man så igen ulve i Danmark, og siden da har ophidsede interesseorganisationer og forskere råbt ad hinanden i pressen og på de sociale medier.

Vi kender alle sammen eventyret om Den Lille Rødhætte, en lille pige som bringer mad og vin til sin syge bedstemor. Den listige ulv narrer hende og ender med at sluge begge to – men de bliver reddet da en skovhugger hører deres skrig, slår ulven ihjel, og skærer dens bug op så de kan komme ud. Her optræder ulven som repræsentant for en snigende, uærlig ondskab fra naturens side, hvor skovhuggeren med sin økse i alt fald til dels repræsenterer civilisationens goder – han har jo kontrol over naturens kræfter og redder ulvens uskyldige ofre.

Et andet meget kendt eventyr om ulven er Peter og Ulven. Hyrdedrengen Peter keder sig og slår falsk alarm om ulv ved fårene. Da han har gjort det et par gange er der ikke længere nogen, der gider komme rendende med høtyve og geværer, når han råber. Derfor får han ingen hjælp den dag, ulven rent faktisk kommer, og må dø sammen med sine får. Her er ulven ikke den onde som sådan – det er jo den tankeløse dreng, der er skurk. Ulven er den uafvendelige naturkraft. Alle ved, at ulven kommer, og når den kommer, så dør der får og børn, hvis ikke man er parat til at give den en varm velkomst.

I den slaviske og russiske eventyrtradition optræder kloge (men ikke nødvendigvis gode) troldmænd ofte i skikkelse af talende ulve. Her finder man også Jernulven, der optræder som skurk eller modspiller i flere eventyr. Ligesom den naturkraft, den repræsenterer, er Jernulven umulig at stoppe: Kommer den for at tage dig, så kommer den, og der er ikke noget du kan gøre ved det. Til gengæld er den ærlig og du kan forhandle med den (men ikke snyde den). I nyere tid bruges Jernulven som symbol på styrke, mod og udholdenhed – desværre bl.a. af litauiske fascister.

Ulven er dog ikke altid det klogeste rovdyr i skoven. Jeg har tidligere skrevet om Rævebogen, et fransk eventyr som herhjemme blev oversat og udgivet i 1555. Heri er ulven Isengrim (‘gråmaske’) den leder, som ræven Reinard narrer og gør grin med. Ulven er måske nok stor og stærk, men den er også grådig og dum.

Den gamle talemåde, at ”der er ugler i mosen” handler oprindeligt om ulven. Efter at ulven forsvandt fra Danmark overtog uglen dens plads som ondt dyr i folketroen og man mente at det bragte uheld at se en ugle om dagen. Udtrykket ‘at blive ugleset’ var oprindeligt at man blev ’ulveset’, og stammer helt tilbage til de gamle romere (som anså ulven for farlig men ikke kun på den dårlige måde – de mente selv at Roms grundlæggere var tvillinger, som var blevet opfostret af en ulvemor, og dermed havde fået del i ulvens styrke og listighed).

Kommer vi lidt mere sydpå i Europa har vi sagnene om varulve. Herhjemme kender vi ikke som sådan til varulve, men der er flere eksempler i nordisk mytologi på folk, som forklæder sig i ulveham eller på anden vis overtager nogle af ulvens karaktertræk. Idéen om at ’låne’ kræfter fra et dyr, ved at bruge dets symboler, stammer sandsynligvis helt tilbage fra forhistorisk tid, men den er langt fra glemt. F.eks. brugte nazisterne ulven som symbol på det stærke og overlegne rovdyr, der herskede efter princippet om den stærkes ret til at undertvinge den svage.

I tusinder af år har ulven været symbol på den stærke og farlige natur. Frygten for at miste byttedyr som hjort, og husdyr, som ko, hest, og får, er ikke ubegrundet. I ældre tid, da husdyr blev sendt til skovs eller ud på overdrev, har ulveangreb været en særdeles reel risiko som medførte store tab. I vores moderne landbrug befinder husdyrene sig i indhegninger og vi sender ikke børnearbejdere ud i skoven til at bevogte dem helt på egen hånd.

Hører ulven til i Danmark? Den har i alt fald gjort det. Personligt hælder jeg til den opfattelse, at vi bør gøre plads til den samtidig med at vi i det hele taget forsøger at bevare vores natur. Der er nok nødt til at laves om på nogle regler og retningslinjer i landbruget for at beskytte nyttedyrene og yde hjælp og erstatning til landmænd, som er ofre for eventuelle ulveangreb. Hysteriet omkring ulven forstår jeg ikke – jeg er meget mere bange for at blive kørt ned på vej til bageren end jeg nogensinde vil blive for at gå alene rundt i en skov.

Som en lille anekdote til slut vil jeg prale af, at jeg faktisk er ét af de få mennesker i landet der (måske) er kommet til skade på grund af ulv. For et par år siden sporede man en ulv, der vandrede op igennem Jylland. Den passerede igennem Elbodalen og selv om vi aldrig nogensinde så den, så var der i den periode to uger, hvor alle hestene på gården var fuldstændigt skruphysteriske om et bestemt skovbryn hvor ulven (måske) havde leje. Min egen hest gik i panik der, og kastede mig af, hvilket medførte en skulder af led og en brækket overarm, som jeg efterfølgende måtte have sat et 10 cm titaniumsøm ind i.

Links

http://dce.au.dk/aktuelt/nyheder/nyhed/artikel/dce-ulve-udgoer-minimal-risiko-for-mennesker/Nationalt Center for Miljø og Energi ved Århus Universitet. Rapport om hvad risici ulve reelt indebærer for mennesker i den danske natur.

Ulvefakta.dk – en side, der forklæder sig som statistik- og faktaside, men har en stærk drejning imod ulven, med stærke billeder af ulvedræbte dyr og råd om hvad du skal gøre, når ulven overfalder dig.

https://da.wikipedia.org/wiki/Ulv

https://no.wikipedia.org/wiki/Fenrisulven

http://denstoredanske.dk/Nordisk_Mytologi/Mytologiske_dyr/ulve

 

 

Hvorfor hedder haren Morten og ræven Mikkel?

Jeg har altid været fascineret af hvordan folkedigtningen giver dyr bestemte navne. Oprindelsen til de fleste af dem fortaber sig i fortiden, men vi er alle sammen enige om at gedebukken hedder Mads, gårdens hest hedder Lotte, ræven hedder Mikkel, og haren hedder Morten. Vi ved ikke hvorfor. Sådan er det bare.

Når jeg skriver om ellefolk (som jeg netop gør i denne uge) så sidder jeg og husker på alle historierne om ellefolk og hekse, der forvandler sig til harer.

Der er mange sagn og historier forbundet med haren. I gammel tid var haren lige så frygtet som den sorte kat stadig er i overtroen i dag. Så en gravid kvinde en hare var der risiko for, at barnet blev født med hareskår. Det samme gjorde sig gældende hvis hun trådte over et hareleje (altså et sted på marken eller i grøften hvor en hare havde ligget, og som stadig var varmt efter dens krop) eller drak af en skåret kop. Morten smagte godt, men Morten havde også magt til at gøre menneskene ondt. Mødte man en heks i en hares form kunne den kun rammes med en kugle støbt af sølv (men brugte man en gammeldags forladergevær kunne en sølvknap også bruges).

Haren har mange navne. Den kaldes Morten Hare, Morten Kålstok, Haremis, Gråpus, Grå Mogens, Gråben, Gråmanden, Langøre, Pjalt, Skrædder, og sikkert meget mere. Her er der typisk tale om navnemagi: Man kalder dyret ved et andet navn end det rigtige, for ikke at tiltrække sig dets opmærksomhed. Jægerne kalder en god, fed hare for en frokosthare, men en gammel, tynd hare kaldes en præstehare. Her er nok snarere tale om at man i gamle dage betalte tiende til præsten i form af bl.a. jagtbytte – og så beholdt man selvfølgelig den fede hare selv og gav præsten den gamle, tynde hare, som der ikke var meget kød på.

Det samme gør sig gældende i endnu større grad for ræven. Helt tilbage i asetroen var ræven den listige gud Lokes dyr. Men ræven har kun ét navn i folketroen: Den hedder Mikkel. Navnet stammer sandsynligvis fra en samling af middelalderfabler, der senere samledes i Frankrig som Roman de Renard. I Danmark udgaves i 1555 En Ræffue Bog, som så genudkom i 1827 under navnet Mikkel Ræv. Den udgaves endeligt igen i 1953 som børnebog. På tysk hedder ræven Reinhard eller Reinike. Det er det, som på fransk er blevet til renard, ræv. Hvorfor han hedder Mikkel på dansk, det er der vist ingen, der ved.

Jeg kan huske at dengang i 1980’erne min lillebror var en seks-syv år gammel elskede han sit kassettebånd med Rævebogen, især historien om dengang Mikkel og ulven ville plyndre hønsehuset. Mikkel forklarer ulven, at hvis den går ind i hønsehuset, så kan den æde de bedste selv og kaste de andre ud til ræven. Desværre æder ulven så mange høns at den ikke kan komme ud igen, og så kommer bonden selvfølgelig med geværet. Men Mikkel har det godt, for han har jo fået alle de høns, som ulven ikke gad æde, og det var nu alligevel de fleste af dem.

Det er aldrig lykkedes mig at finde ud af, hvorfor gedebukken hedder Mads og hesten hedder Lotte.

Mine ellefolk låner navne og karaktertræk fra de dyr, de giver sig ud for at være. Det er ikke nogen stor plot-pointe i historien, men jeg synes at det giver lidt ekstra dybde. Derfor hedder de Morten og Gråpus og forklæder sig som harer – for de bor på en strandeng, netop et sted hvor man roligt kan forvente at møde harer i skumringen. Fordi jeg har lånt haren til dem som form er de flygtige, legesyge, og drilske – og man kan ikke helt stole på dem, for haren kan jo være farlig. Havde min historie foregået i ræveland, så havde de heddet Mikkel, Røde eller Fuks, og de havde været listige, kloge, og mere end en lille smule selviske.