Brand! Ild og brandvarsel i folketroen

Brand! Siden vores ældste forfædre klumpede sig sammen rundt om det første bål har ilden været menneskets mægtigste beskytter – og fjende. Aldrig var der noget fik folk ud af sengehalmen som råbet: Brand!

Man tilberedte sin mad over bålet, holdt varmen ved det – og bad til at ilden ikke vendte sig imod menneskene. Ilden skulle passes med omtanke og plejes med forsigtighed. Men selv når man udviste den største forsigtighed og ærbødighed kunne det hurtigt gå galt.

Sådan en råkold vintermorgen i storstaden har mange koner ønsket at de kunne tænde hurtigt op og få varme i køkkenet. Desværre for dem blev tændstikken først opfundet i 1805. Indtil da måtte man klare sig på anden vis.

På landet lod man gerne arnen brænde natten over. Så kunne man næste morgen puste til gårsdagens ild og give den frisk brænde. Men inde i byen skulle brændet købes på marked, betales for i dyre domme og derefter skaffes hjem med vogn og kærre. Derfor kunne det bedre svare sig at lade ilden brænde ud om aftenen og så tænde en ny, frisk ild næste morgen. Det reducerede også brandfaren idet gløderne ikke ulmede den ganske nat med fare for skorstensbrand. En borgerhusholdning i 1500-tallet brugte gerne mellem 25 og 50 læs brænde på et år. Det løb hurtigt op, så det gjorde ikke noget at spare på både penge og brandfare.

Brand!

Når det så gik galt, gik det meget galt. I tiåret 1540-1550 brændte de følgende købstæder helt eller delvis: Århus, Varbjerg, Vejle, Århus (igen), Aahus og Maribo. Aarhus brændte for tredje gang tiåret efter. I 1560-1570, mens Syvårskrigen rasede, brændte stort set alle de byer hvor man kæmpede. Derudover brændte Nykøbing Mors, Viborg, Ørebro og Bogense. I tiåret efter røg Bogense (igen) og Ribe. Mellem 1580-90 brændte Mariager og Marstrand, og inden året 1600 måtte Varde, Vejle (igen), Maribo (igen) og Roskilde også være med i den kedelige statistik.

Oprindelig var det almindelige byggemateriale i købstaden træ. Først i løbet af 1600-tallet afløstes træet som hovedmateriale af bindingsværk. Det stigende behov for træ til brændsel og til skibsbyggeri gjorde træ for dyrt at bruge som eneste byggemateriale. Men først i slutningen af 1800-tallet var der nok teglværker herhjemme til at almindelige borgere og bønder byggede i mursten. I overgangsperioden byggede man f.eks. i mursten ud til gaden og så i almindeligt bindingsværk på de tre andre sider som forbipasserende ikke skulle se. Man skiftede også lerværket i ældre huse ud med mursten hen ad vejen. Især i første halvdel af 1800-tallet var der stor prestige i at eje en gård i brændte sten.

Først fra midten af 1800-tallet begyndte man også at gøre noget ved de såkaldt blinde skorstene. Lige som gamle tiders lyrehuller ledte disse blot røgen op under loftet hvor den så selv måtte finde vej ud. Derved kunne vildfarne gnister let antænde strå eller bjælker. Der er gentagne eksempler på lovgivning imod disse blinde skorstene, men lovene og forordningerne blev sjældent ført ud i livet.

Faren for brand var betydelig.

Bindingsværkshuse i Den Gamle By i Århus. De brede gader er forholdsvist nye i bybilledet. Før 1800-tallet havde byhusene gerne boder eller forhuse, der lå klods op ad hinanden. Gaderne var smallere, og det var ikke altid muligt for en vogn at passere. Brandfaren var betydelig.

At bære ild

Når købstadskonen skulle tænde op om morgenen kunne hun bruge trøske, fyrsvamp, flint og stål – altså et fyrtøj. Men det var besværligt! Kunne man i stedet låne en bid ny ild hos naboen var det lettere – uanset om det så var fordi naboen var hurtigere til at tænde op eller hans ild alligevel ikke var brændt helt ud i løbet af natten. Der var imidlertid strenge regler for hvordan den slags skulle gøres så det ikke gik galt.

Ild skulle bæres mellem to huse i en tillukket beholder der var beregnet til formålet. Det var vigtigt at gnister og gløder ikke måtte kunne springe fra beholderen over i stråtage eller andet brændbart materiale. Men mennesker er jo nu engang mennesker, og love bliver ofte glemt. Det skete alt for tit at en kone fik en træknude med gløder til at bære hjem. Så håbede man på det bedste mens man strøede lidt salt på sin ild og slog kors over den for at få den i sin magt – havde man det, turde ilden nemlig ikke springe bort og antænde omgivelserne.

Folketroen var meget striks på det område: Man måtte aldrig sige til en anden at man gav ham ild eller fik ild af ham – for man kunne hurtigt få alt for meget ild. Man lånte kun ild, man ejede den ikke. Ejede man ilden kunne den vokse og sprede sig. Havde man den kun til låns måtte den derimod begrænse sig så den en dag kunne vende hjem hvor den kom fra.

Varsler om brand

Ildebrand kunne lægge et liv i ruiner. På en eneste dag kunne man miste alt – hus, hjem, familie, dyr, ejendele, alt andet end det tøj man havde på og de træsko man stod i. Forsikring fandtes endnu ikke. I købstæderne havde håndværkernes laug og gilder ofte forordninger og regler om at hjælpe medlemmer i nød. Men det var ikke meget gavn til når hele bydele futtede af og alle havde brug for hjælp. Derfor handler meget af vores folketro om at gætte hvor ilden næste gang bryder ud – og hvordan man kan forhindre den i det.

Man sagde at hvis der sprang gnister fra øksen når man huggede tømmer til et nyt hus, ville det hus komme til at brænde en dag. Og forlod storken og dens unger deres rede i utide var det fordi fuglene fornemmede at gården snart skulle stå i lys lue. Man beskyttede sig mod brand ved at have husløg groende i stråtaget, hestesko på døren, samt storke- og svalereder på bygningerne.

Det sagdes også at når grundstenen til et hus er lagt kan man våge tre nætter ved den. Skal huset brænde vil man se små blå flammer over stenen alle tre nætter. Skulle det ske, kan man vel spørge sig selv om det mon er værd at fortsætte byggeriet når huset alligevel skal ende sådan.

Forbrand

Forbrand oplever man når man ser et hus eller en bygning stå i flammer – for derefter at opdage at det ikke brænder og der ingen skade er sket. Så har man set det, som fremtiden skal bringe for den pågældende bygning. Mange gamle kirker, storgårde og herresæder har historier om forbrand; man ved at de en dag skal brænde, for den ene eller anden person har set dem stå i lys lue skønt der ingenting er sket.

Et læs mennesker fra Tammestrup var til marked i Horsens. Da de kjørte hjem, så de store ildflammer, den ene efter den anden, der kom fra Borupgård, og satte efter Testrup sø. Et par år efter brændte gården.”

Brand!

Gentagne brande

Det ligger i ildens natur at ulme og gløde. Man forestillede sig at en slukket brand blot ventede på at bryde ud igen, både år og dag senere. Derfor tog man varsel om genbrand, og forsøgte at afværge sådan en ulykke. I værste fald var man da i det mindste forberedt på ulykken når branden så endelig kom.

Det hed sig blandt andet at hvis gårdhunden brændte ville gården snart brænde igen.

Mange gårde og herresæder er blevet spået en krank skæbne. Når det hedder sig om en gård på Langeland at den skal brænde to gange og tredje gang forgå ved vand, så er det sådan en spådom der er tale om. Den pågældende gård er allerede brændt to gange så nu venter man kun på at den endeligt skal forgå ved stormflod eller oversvømmelse.

De synske

Folk med evner for den slags kunne se vådesild eller våningsild over et hus eller en gård. Det var en ild der svævede som en flamme eller et lagen af ild i luften, som varsel om hvad der en dag skulle ske.

Men selv når varslet var set kunne den onde skæbne afværges. Man kunne ‘sætte det væk’ ved at gribe under sin højre fod og tage en håndfuld sand og smide over hovedet. Samtidig skulle man sige, “Gud give, at huset nu må stå i lige så mange år, som der var sandkorn.”

Det kunne være lidt suspekt hvis den samme person blev ved at se forbrand og spådommen altid gik i opfyldelse. Hos Evald Tang Kristensen har vi en historie om en kone fra Søndersø som drømte at hun så to gårde brænde. Folk troede ikke rigtigt på hende, men så brændte den ene gård. Så satte man brandvagt ved den anden for en sikkerheds skyld, men den brændte også. Konen holdt selv på at så kunne man jo se at hun havde spået rigtigt. Der blev holdt forhør over hende så det er klart at man har haft mistanke om at noget ikke var som det skulle være med de to gårdbrande.

Andre gange beroligede den synske sin tilhører. En kone så varsel for brand over et hus der var ved at blive bygget. Men så fik hun set nærmere på sagerne og kunne berolige bygherren trods alt. Når man kom vestfra så nemlig det ud som om varslet var for hans hus. Rent faktisk var det malerens hus ved siden af der skulle brænde. Historiefortælleren slutter så af med at, “Det brændte også sidste sommer.”

Og så er der selvfølgelig historien om gårdejeren der var underforsikret. Hans karl blev ved at se forbrand og til sidst fik han da også lagt sine forsikringer om. Natten efter slog lynet ned så hele gården brændte.

Kilder

“Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede”, Troels Frederik Troels-Lund, Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag (udgivet 1874-1901, illustreret udgave 1914). Intet ISBN-nr.
“Danske Sagn” (Bind II) Evald Tang Kristensen, udgivet 1892-1901 på eget forlag. Fotografisk genoptryk 1980 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, ISBN 87-17-02791-8.
“Sagn og Tro”, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923). Intet ISBN-nr.


Fotos:
Indledning: Christopher Burns (Unsplash)
Bindingsværkshuse: Bjonson (Pixabay)
Skovbrand: Matt Howard (Unsplash)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.